Joseph Reventlow-Criminil

Joseph Reventlow-Criminil, Joseph Carl Reventlow-Criminil, 9.2.1797-17.6.1850, greve, præsident for slesvig-holstenske kancelli. Født i Hamburg, død på Emkendorf i Holsten, begravet i Westensee. R.-C. fik samme omhyggelige uddannelse som sin yngre bror. Efter juridisk eksamen i Glückstadt var han auskultant i den slesvigske overret. 1828 arvede han Emkendorf efter adoptivfaderen og udnævntes 1829 til amtmand over Rendsborg amt. 1832 var han en af de "erfarne mænd" der forhandlede med regeringen om stænderordningen, og 1835–40 valgte de holstenske godsejere ham til stænderforsamlingen i Itzehoe. Han tog her til orde for kollegialsystemets afskaffelse, større hurtighed i retspleje og forvaltning og udvidet kommunalt selvstyre. Disse anbefalinger af reformer der havde Christian VIIIs sympati bragte ham i brevveksling med kongen som indhentede hans råd i forskellige sager. Det var dog nok mere et vidnesbyrd om hans politiske anskuelser da han 1838 anbefalede at forene Holstens og Slesvigs stænder i én forsamling, og det forklarer at prinsen af Nør 1842 anbefalede ham til stillingen som præsident for det slesvigholstenske kancelli. R.-C. blev utvivlsomt en dygtig administrator som leder af kancelliet, men indfangedes i stigende grad af de slesvigholstenske lærdomme og politiske doktriner. Som kgl. kommissarius for Slesvigs og Holstens stænderforsamlinger 1842 og 1844 og for Holstens 1846 fik han først og fremmest betydning for den politiske udvikling der skulle medføre sprængningen af den dansk-tyske helstat. Navnlig hans optræden i Slesvigs stænder 1842 da Peter Hiort Lorenzen "vedblev at tale dansk" øvede skæbnesvanger indflydelse på begivenhedernes gang. Hans optræden under sammenstødene i stændersalen var hverken imponerende eller værdig. Hans ejendommelige erklæring om at han ikke "var det danske Sprog aldeles mægtig" fremkaldte Lorenzens skarpe beklagelse over at kongen var repræsenteret ved en kommissarius som ikke beherskede det sprog der taltes i halvdelen af hertugdømmet hvorefter R.-C. hyllede sig i "talende Tavshed og lyttende Døvhed". Hans optræden var i virkeligheden i modstrid med kongens ønske om at overlade spørgsmålet om forhandlingssproget til præsidentens og forsamlingens afgørelse. R.-C. bar også i væsentlig grad ansvaret for de uklare, vigende og delvis selvmodsigende afgørelser som blev truffet. Ved forsamlingens afslutning optrådte han illoyalt over for Christian VIII der havde pålagt ham at fremhæve at det var kongens vilje at opretholde såvel de statslige forhold hvorpå hertugdømmet Slesvigs selvstændighed under Danmarks krone beror som dets forbindelse med hertugdømmet Holsten. Egenmægtigt udelod han ordene "under Danmarks krone".

Over for slesvig-holstenske provokationer viste han iøjnefaldende lemfældighed. Han erklærede at ville gøre alt for at forhindre fremsættelse af en petition om Slesvigs optagelse i det tyske forbund, men skjulte ikke over for kongen at han anså det for lovstridigt at underkende stændernes kompetence i sagen. Uden protest lod han 1844 de holstenske stænder behandle og vedtage "retsforvaringen" der indeholdt de tre slesvigholstenske grundsætninger: Hertugdømmerne er selvstændige stater. Mandsstammen hersker i hertugdømmerne. Slesvig og Holsten er fast med hinanden forbundne stater. Hans holdning her var et yderligere vidnesbyrd om i hvilken grad han delte de slesvig-holstenske teorier. Han havde intet at bemærke til forslaget om et særligt slesvig-holstensk flag og optrådte yderst spagfærdigt over for et krav om at erstatte betegnelsen "dansk ejendom" på skibe hjemmehørende i hertugdømmerne med betegnelsen "slesvig-holstensk ejendom". Endvidere undlod han i stænderforsamlingen i Itzehoe at efterkomme den kgl. instruks at kongen ville respektere hertugdømmet Holstens selvstændighed i" forbindelse med det danske monarki og i dets forhold til det tyske forbund. Rimeligvis er den rette forklaring at han var betænkelig ved kun at tale om Holsten, ikke om hertugdømmerne og deres særlige fællesskab. Slesvigholstenerne fulgte selvsagt hans færd med stigende tilfredshed. Et fakkeltog, tiltænkt ham i Slesvig efter sammenstødet med Hiort Lorenzen, bad han sig dog fri for. Men Christian VIIIs tillid til ham svækkedes. I en af sine optegnelser betegnede kongen ham som en "notorisk slesvigholstener". R.-C. følte på sin side situationens uholdbarhed. Mere end én gang indgav han afskedsansøgning som ikke blev modtaget. Under indtryk af den bevægelse blandt slesvigholstenerne som det åbne brev fremkaldte gentog han ønsket om afsked der opfyldtes 5.9.1846. Kort efter udnævntes han til overpræsident i Altona. Martsdagene 1848 anerkendte han den provisoriske slesvigholstenske regering i Rendsburg, og fra altanen på rådhuset i Altona hilste han de indrykkende preussiske tropper velkommen. Han døde godt en måneds tid før slesvigholstenernes endelige nederlag i slaget ved Isted. – Hofjægermester 1–826. Kammerherre 1834. Gehejmekonferensråd 1846.