Andreas v. Barby

Andreas v. Barby, 24.7.1508-3.8.1559, leder af Tyske kancelli. Begravet i Roskilde domk. B. blev uddannet i Wittenberg hos Hieronymus Schurff og gjorde senere tjeneste i kancelliet hos hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg, Christian IIIs svigerfader. På dennes anbefaling kom han i dansk tjeneste. 1541 benyttede Christian III ham i forhandlingerne med de pommerske hertuger. Febr. 1542 fik han bestalling på tre år, ifølge hvilken han for en årlig løn af 100 gylden forpligtede sig til at lade sig bruge i kongens tjeneste i sendefærd. Nov. 1543 blev han leder af Tyske Kancelli efter Georg Cörper og forlenedes med Skt. Laurentii kapel og domprovstiet i Roskilde og tillagdes desuden en årlig pengeløn på 40 gylden. I stedet for denne fik han senere domprovstiet i Viborg, og juni 1545 forlenedes han yderligere med Skt. Clare kloster i Roskilde. Det er usikkert om han nogensinde officielt fik titel af tysk kansler, selvom det ikke kan udelukkes at det skete sidst i 1550erne. I dommen over Peder Oxe juni 1558 benævnes han tysk kansler, og på samme måde betegnes han af Jacob Bording i ligprædikenen over Christian III. 1547–48 tilskødede kongen ham Faurholm som han efter en bitter markskelstrid med Herluf Trolle solgte til Peder Oxe i 1554 for 17.000 dlr. Samme år naturaliseredes han som dansk adelsmand.

B. synes i højere grad end nogen anden at have opnået kongens fortrolighed. Han optrådte konsekvent som talsmand for kongens politiske opfattelse, men tilsyneladende længe uden at komme i modsætning til kansler Johan Friis der synes at have haft afgørende indflydelse på tilrettelæggelsen af udenrigspolitikken. Derimod synes B. at have udøvet dominerende indflydelse i hertugdømmernes anliggender. I begyndelsen af 1550erne synes han at have haft nære forbindelser til kredsen om Johan Friis og Peder Oxe. Senere nærmede han sig rådets konservative fløj omkring Mogens Gyldenstierne. 1558 medbe-seglede han således dommen over Peder Oxe selv om denne appellerede særligt til ham. Modsat Johan Friis men i overensstemmelse med kongen og rigsrådets konservative fløj frarådede han samme år indblanding i Livland (Letland). 1559 tilrådede han Frederik II at gå med i den planlagte aktion mod Ditmarsken. B. synes at have været en dreven politiker der i enhver situation udelukkende søgte at varetage kongens interesser. Således lod han sig 1555 vælge til biskop af Lübeck blot med det formål at formå domkapitlet til at vælge hertug Magnus til coadjutor for så at afstå stiftet til denne. Mislykkedes dette forpligtede han sig 1556 til at afgive alle indtægter af stiftet til Christian III. Sikkert som tak herfor tilskødede kongen ham 1556 Selsø som han n.å. fik tilladelse til at gøre til et stamhus for sin brodersøn Hans v.B. Selv om det ikke lykkedes at få hertug Magnus valgt til coadjutor stod han til det sidste højt i Christian IIIs gunst. Det er karakteristisk at mens kongen på sit dødsleje henvender sig til både Johan Friis og B. og beder dem bestræbe sig på at fortsætte landets styrelse i samme ånd som hidtil, pålægger han derefter B. alene at takke alle sine tjenere og bede dem herefter tjene hertug Frederik med al troskab. B. overlevede kun kong Christian ganske kort. Hans v.B. solgte snart Selsø til Corfitz Ulfeldt, således at der intet barbysk stamhus blev i Danmark.