Adrian Benjamin Bentzon

Adrian Benjamin Bentzon, Adrian Benjamin (Benoni) Bentzon, 22.4.1777-15.1.1827, generalguvernør. Født i Tønsberg, død i Christianssted. 1793 blev Bentzon dimitteret fra Bergen latinskole, og 1796 fik han Kbh.s univ.s guldmedalje for besvarelse af en prisopgave i æstetik; besvarelsen, "der sprængte oplysningstidens tankegang" (Vilh. Andersen), tryktes senere i K.L. Rahbeks tidsskrift Minerva. 1797 tog han juridisk embedseksamen og året efter ansattes han som notar og adjunkt ved det juridiske fakultet.

I sin ungdom færdedes han meget i Københavns litterære cirkler; til vennekredsen hørte således bl.a. J.P. Mynster, Adam Oehlenschläger og diplomaten J.G. Rist der dengang var privatsekretær hos Ernst Schimmelmann; fra denne periode af Bentzons liv stammer en oversættelse af et stykke af Kotzebue og af et andet stykke af Schroder. Bentzon er blevet fremhævet som den første "lynildsmand" i Oehlenschlägers liv og som den der først bragte ham under Herders indflydelse.

I 1799 forlod han imidlertid Kbh. og de litterære cirkler og blev regeringsråd i dansk Vestindien. Under den engelske besættelse af de dansk vestindiske øer 1807–15 fik Bentzon der var noget af en verdensmand mulighed for at rejse rundt i Europa, og her stiftede han bekendtskab med en række af tidens statsmænd, således Aleksander 1., Metternich, Hardenberg og Talleyrand. Ved P.L. Oxholms afgang udnævntes han 1816 til generalguvernør over dansk Vestindien og fik rang af generalmajor. Hans karriere som generalguvernør blev imidlertid kort; 1820, mens Bentzon opholdt sig i Danmark, indgav vicegeneralguvernøren, oberst Stabeli, en klage over ham; både Bentzon og Stabeli suspenderedes, og der sendtes en undersøgelseskommission til øerne. Ved kommissionsdommen blev Bentzon afskediget 1821 og fik et betydeligt pengebeløb konfiskeret; kommissionsdomstolen hæftede sig bl.a. ved at Bentzon havde drevet privat købmandshandel; ved appel til højesteret ændrede denne dog dommen hvad angik spørgsmålet om konfiskation af pengebeløbet; men afskedigelsen stod ved magt.

Udadtil prægedes dansk Vestindien i Bentzons periode som generalguvernør af de uroligheder oprørskrigene i Sydamerika medførte; som en følge heraf udstedte regeringen i Danmark 1817 forbud mod handel med våben via Skt. Thomas' havn. Indadtil var der en vis social uro; i 1816 kom to frinegre således til København og bad om at de såkaldte "fribreve" blev afskaffet. Regeringen i Kbh. anmodede generalguvernøren om at overveje dette, men Bentzon der i begyndelsen af århundredet havde udarbejdet et forslag der skulle begrænse plantageejernes ret til korporligt at afstraffe slaverne henlagde sagen.

Ingen afgørende begivenheder i dansk Vestindiens historie fandt sted i Bentzons periode som generalguvernør; så vidt det kan ses af hans privatbreve synes han at have kedet sig bravt under opholdet derude. Tiden synes han at have delt mellem arbejdet på at øge sin formue, en omfattende læsning (hans bibliotek omfattede ca. 2.500 bd.) og selskabelige adspredelser. Det selskabelige liv i dansk Vestindien i almindelighed og Bentzons i særdeleshed er indgående skildret af søofficeren H.B. Dahlerup der i sine erindringer er meget fascineret af Bentzons personlighed. Han fremstiller domfældelsen og afskedigelsen af vennen Bentzon som et udtryk for dansk middelmådighed; mod denne fremstilling er der imidlertid gjort den indvending (Wiesener), at Dahlerup har farvet den noget af den bitterhed han selv følte mod Danmark.

Bentzon blev 1807 gift med Magdalen Astor, en datter af en af Nordamerikasrigeste mænd, John Jacob Astor; ægteskabet blev ikke lykkeligt, deres to børn døde, og hun levede i flere år hos sine forældre i New York. Da Bentzon blev generalguvernør aftaltes det at hun skulle vende tilbage til ham; men den deputation der skulle modtage hende ventede forgæves da skibet kom. Dahlerup der levende har skildret dette, konkluderer blot at "fruen havde skiftet sind". 1819 fik Bentzon skilsmisse ved kgl. bevilling.

Bentzon levede ligesom mange andre vestindiske embedsmænd i, hvad Dahlerup har kaldt et "ubundet ægteskab med et kulørt fruentimmer", nemlig frimustice Henriette Franciska Coppy (1781–1858) med hvem han havde to børn der blev lyst i kuld og køn ved hans testamente.

Efter afskedigelsen levede Bentzon som privatmand i dansk Vestindien; af sine venner fremhæves han for sit vid, sin intelligens og sin æstetiske sans; men med til billedet af Bentzon hører også hans begærlighed efter rigdom og magt.