P. Vedel, Peter August Frederik Stoud Vedel , døbt Wedel, 10.12.1823-4.2.1911, direktør i udenrigsministeriet. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Jakobs), begravet sst. (Vestre). V. tilhørte en gammel embedsslægt der nedstammede fra 1500-tallets berømte historiker Anders Sørensen Vedel. Han voksede op i et konservativt embedsmandshjem og blev 1840 student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1846 blev han cand.jur. og vandt året efter universitetets guldmedalje for besvarelse af opgaven om engelsk og fransk trykkefrihedslovgivnings historie set i forbindelse med den danske presselovgivning. Prisopgaven sikrede ham et treårigt rejsestipendium som han i efteråret 1847 benyttede til at studere tysk ret ved universitetet i Berlin. Studierne blev dog afbrudt allerede i marts 1848 på grund af urolighederne i Berlin og det slesvig-holstenske oprør. Efter hjemkomsten tænkte han først på at gå med i krigen som frivillig men opgav snart denne tanke. I stedet genoptog han i foråret 1849 den afbrudte uddannelse ved at rejse til Paris for at studere statsvidenskab. Foråret 1850 tog han tre måneder til London for at sætte sig ind i frihandels- og statsgældlovgivningen. Oktober 1850 var han tilbage i Kbh. hvor hans gamle lærer A. F. Krieger i april 1851 fik ham udnævnt til lektor, fra sept. 1852 som professor, i det nyoprettede fag statsforvaltningsret. V. havde ladet sig overtale til at gå universitetsvejen skønt han ikke var nogen videnskabelig begavelse og heller ikke nogen god forelæser. Han befandt sig derfor dårligt på universitetet og begyndte at spekulere på at søge over i udenrigstjenesten der siden studieårene havde haft hans interesse. Foråret 1857, da C. C. Hall dannede den første rent nationalliberale regering, fik han tilbud om at indtræde i udenrigsministeriet men afslog i første omgang. Da hans hustru døde i okt. s.å. bestemte han sig om, idet han dog betingede sig en længere rundrejse til gesandtskaberne i Frankfurt am M., Paris og London for at lære udenrigstjenesten at kende og sætte sig lidt ind i de udenrigspolitiske problemer. Efter hjemkomsten blev han 26.7.1858 udnævnt til gehejmelegationsråd og chef for udenrigsministeriets 1. departement fra 1.10.1858. Det var en politisk udnævnelse, gennemført af regeringen for at modvirke den indflydelse de ældre konservative og helstats-venlige embedsmænd udøvede. Hans stilling kom derfor i fare da ministeriet Hall en kort tid fra december 1859 til februar 1860 måtte vige for ministeriet Rottwitt med baron C. F. Blixen-Finecke som udenrigsminister. Men da Hall vendte tilbage blev V.s stilling væsentlig styrket. Systemskiftet der var påbegyndt 1858 gennemførtes nu til bunds, idet næsten alle de konservative embedsmænd i chefstillinger enten blev pensioneret eller sendt til udlandet. Fra nu af blev udenrigsministeriet i praksis bygget op omkring V. Dermed havde han fået en stilling der i så høj grad passede ham at han aldrig senere følte sig fristet af en ministertaburet.

Indtil Londonkonferencens sammenbrud i slutningen af juni 1864 blev det V.s hovedopgave at formulere ministerierne Halls og Monrads udenrigspolitik. Det var de nationalliberales hensigt at søge Ejderpolitikken gennemført ved at udskille Holsten og indlemme Slesvig. Hall indså at dette var lettere sagt end gjort og dette forstod V. også, men han var under stærk påvirkning af den mere doktrinære Krieger. V. blev efterhånden kritisk over for Halls forhandlings- og forhalingspolitik, idet han alt for optimistisk troede at Danmarks forhandlingsposition og militære muligheder var stærkere end de i virkeligheden var. Han søgte derfor gentagne gange at påvirke Hall til at tage det afgørende skridt ved at udsondre Holsten. Foråret 1861 så det ud som om tidspunktet til handling var kommet, men til V.s store skuffelse veg Hall tilbage. V. begyndte nu 328 at miste tilliden til Halls evner som statsmand og han genvandt den ikke under de følgende to års forgæves forhandlinger i Frankfurt am M. med repræsentanter for Det tyske forbund som Holsten var medlem af. I slutningen af marts 1863 da den internationale situation tilsyneladende tegnede sig gunstig, besluttede regeringen sig endelig til at bryde alle broer af gennem udstedelsen 30.3. af den såkaldte martskundgørelse der sprængte helstaten ved at udsondre Holsten. V. og Krieger havde i det afgørende øjeblik lagt et muligvis udslaggivende pres på Hall. Den nye danske politik kulminerede med vedtagelsen i rigsrådet 13.11.1863 af Novemberforfatningen for Danmark og Slesvig. Samtidig begyndte den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarcks udenrigspolitiske manøvrer der hurtigt bragte Danmark i en håbløs situation ved at isolere det fra alle magter der kunne tænkes at hjælpe det. Over for Bismarcks statsmandskunst formåede V. (og andre) ikke at stille noget op, og han begyndte først at gennemskue sin store modspiller da det var for sent. Ved ministeriet Halls afgang 31.12.1863 og dannelsen af ministeriet Monrad med G. J. Quaade som udenrigsminister svækkedes V.s stilling. Men Quaades afrejse i april til konferencen i London og D. G. Monrads dårlige forhold til Christian IX forbedrede hans position i en sådan grad, at han 10.4.1864 udnævntes til direktør for det samlede udenrigsministerium. V. var nu i realiteten en slags udenrigsminister og han øvede i månederne maj-juni 1864 stor indflydelse på den danske delegations forhandlinger i London med de tyske og neutrale magter. Da han havde svært ved at fastholde et bestemt standpunkt var virkningen nærmest af negativ art. Han svingede mellem de forskellige muligheder for en fredelig løsning for til sidst at støtte kongens plan om en personalunion mellem kongeriget og hertugdømmerne. V.s stærkt kritiske holdning over for Monrad bidrog til at vanskeliggøre dennes stilling og var formentlig medvirkende til at hindre den mulighed for en definitiv ordning der lå i vestmagternes forslag til en deling af Slesvig. Ved Monrads afgang og C. A. Bluhmes tiltrædelse 11.7.1864 synes der at være indtrådt en krise i V.s karriere. Han overvandt den dog ret hurtigt fordi forholdet til Bluhme snart blev godt og fordi man i det lille udenrigsministerium ikke kunne undvære hans kolossale arbejdskraft og indgående sagkundskab. Da lensgreve C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs dannede ministerium 6.11.1865 genvandt han sin tidligere position og fik et fortræffeligt samarbejde med Frijs.

Efter at Frankrig ved den preussisk-østrigske fred i 1866 havde fået indsat en løfteparagraf, art. 5, der skulle sikre beboerne i de nordlige distrikter af Slesvig ret til at stemme om deres nationale tilhørsforhold, blev det V.s opgave at udforme de danske indlæg under de langvarige forhandlinger for at få Preussen og Østrig til at opfylde deres løfte. Han udførte dette hverv gennem næsten 13 år med stor dygtighed, stadig søgende at udnytte enhver mulighed der meldte sig, men efterhånden også med svindende håb om at nå frem til et positivt resultat. Under krisen i sommeren 1870 da stærke politiske kræfter med Hall som centrum søgte at få Danmark til at gå ind på Frankrigs side i den netop udbrudte fransk-tyske krig, fik V. formuleret en forbeholden dansk neutralitetserklæring i et forsøg på at få Preussen til at opfylde art. 5. Da dette mislykkedes kæmpede V. en sej kamp sammen med de andre alliancemodstandere, især kongen, grev Frijs, konseilspræsident Ludvig Holstein (1815-92) og udenrigsminister O. D. Rosenørn-Lehn, for at standse alliancevennerne. Det lykkedes, men hovedsagelig på grund af de hurtige tyske sejre der afslørede Frankrigs militære svaghed. Fra nu af blev V. talsmand for en udenrigspolitik hvor Danmark til stadighed måtte sørge for at opretholde et tåleligt forhold til den nye tyske stormagt, men uden at indlade sig i et intimt samarbejde der kunne kompromittere Danmarks neutralitet og selvstændighed. Dette synspunkt fik han lejlighed til at argumentere for 1879 da Tyskland og Østrig officielt meddelte den danske regering at art. 5 var sat ud af kraft. Under de to store internationale kriser 1878 og 1885, da det så ud til krig mellem Storbritannien og Rusland fik han på ny lejlighed til at fremføre sit synspunkt. I disse årtier var J. B. S. Estrup konseilspræsident (1875-94). V.s forhold til ham havde oprindelig været godt, men det forværredes 1878 da Estrup ønskede en nærmere tilslutning til Tyskland end V. anså for klogt. Forholdet blev fra nu af dårligt og V. kritiserede til stadighed Estrups politik, ikke mindst fæstnings-byggeriet omkring Kbh. som han betragtede som en fare for landet. Forholdet til Rosenørn var i det ydre godt og kunne vanskeligt være andet, da denne var en elskværdig chef der i reglen gav V. frie tøjler. Alligevel kritiserede V. i sine optegnelser skarpt sin chef hvis evner og viden han fandt mangelfulde.

Under den voksende internationale spænding i halvfemserne med den fransk-russiske tilnærmelse anså V. det for den danske regerings-vigtigste opgave at holde landet uden for enhver koalition og bevare et korrekt forhold til Tyskland. I årene efter 1892 da baron T. O. Reedtz-Thott havde afløst Rosenørn som udenrigsminister og desuden blev konseilspræsident 1894-97 mindskedes V.s indflydelse. Han begyndte nu for alvor at tænke på at trække sig tilbage. Hans sidste opgave blev udarbejdelsen af instruktionen for den danske delegation til den 1. Haagkonference 1899. 1.9.s.å. trak han sig tilbage efter at have tjent udenrigsministeriet i 41 år på ledende poster. Han vedblev dog nogle år at virke som uofficiel rådgiver for udenrigsministeriet og kronprins Frederik (VIII). Ved den svensk-norske unionskrises udbrud 1905 så han det som en vigtig opgave for kongehuset og regeringen at bevare et godt forhold til Sverige for ikke at svække Nordens stilling i tilfælde af en kommende verdenskrig, og han søgte at påvirke de danske aktører i denne retning. Da han blev rådspurgt i anledning af J. C. Christensens plan om en tilnærmelse til Tyskland gennem de såkaldte Lütkenforhandlinger fik han i marts 1906 Frederik VIII til at aflyse L. C. F. Lütkens rejse til Berlin. Men i juli s.å. satte J. C. Christensen sin vilje igennem på dette punkt.

V. havde med årene erhvervet en betydelig erfaring om de få udenrigspolitiske muligheder en lille stat råder over. Denne erfaring gjorde ham til skeptiker i erkendelse af at udenrigspolitik i sit inderste væsen er magtpolitik. Han havde derfor ingen tiltro men kun foragt til overs for tidens nye tanker om fredelig udvikling gennem international afrustning, permanent neutralisering af visse småstater samt skabelse af et net af voldgiftstraktater. Det kunne derfor synes en modsigelse når han 1886 anbefalede at lade den såkaldte "Butterfieldsag", der drejede sig om erstatning for to amerikanske skibe der med magt var blevet holdt tilbage i Skt. Thomas' havn, afgøre ved en engelsk voldgiftsdommer. Men V. følte sig formentlig overbevist om Danmarks klare ret i denne sag. Han påtog sig forsvaret og vandt sagen. – Forholdet mellem V. og udenrigstjenestens folk var på enkelte undtagelser nær særdeles godt. Han var en human chef der forstod at vise overbærenhed når det var muligt. Den omstændighed at udenrigsministeriet fra 1860 blev bygget op omkring ham fik imidlertid den uheldige konsekvens at en uforholdsmæssig del af arbejdet kom til at hvile på ham, hvorved det blev vanskeligt at få uddannet en eller flere egnede efterfølgere. En af de måder han styrede tjenesten på var gennem en meget omfattende underhåndskorrespondance med gesandterne. Denne brevveksling er for en stor del bevaret og udgør en vigtig kilde til periodens udenrigspolitiske historie. Selv om ministeriet beslaglagde en væsentlig del af hans tid og kræfter fandt han dog også tid til at hellige sig familielivet med sin anden hustru og deres fire børn, der alle fik fremtrædende stillinger i samfundet. Da børnene voksede til blev hjemmet i Rosenvænget samlingspunkt for mange af tidens unge radikale.

V. var meget historisk interesseret og på sine ældre dage udgav han flere historiske arbejder der især beskæftigede sig med 1700-tallets diplomatiske historie. 1869 offentliggjorde han anonymt i Danske Samlinger to mindre afhandlinger. Den ene om statsminister greve Schack Carl Rantzau-Ascheberg, den anden om folkeretseksperten Martin Hübner. 1870 offentliggjorde han igen anonymt men nu i Historisk Tidsskr. en afhandling om Grev v. d. Ostens Gesandtskaber. Sammesteds fik han 1874 under eget navn optaget en artikel om Grev Rochus Friedrich Lynar. Til disse sluttede sig den 1871 anonymt udgivne samling En Brevvexling mellem Grev J. H. E. Bernstorff og Hertugen af Choiseul. Disse udgivelser kan betragtes som forarbejder til hans hovedværk Den ældre Grev Bernstorffs Ministerium og aktsamlingen hertil, Correspondance ministerielle du comte J. H. E. Bernstorff I–II, begge udgivet 1882 med støtte af Carlsbergfondet. Aktsamlingen er utvivlsomt den værdifuldeste del. Fremstillingen virker forældet bl.a. fordi han undlader en kritisk analyse af B.s udenrigspolitiske system. Den er dog ikke uden interesse på grund af de mange kyndige betragtninger og fordi den indirekte siger en del om V. selv. I 1. udgaven af Dansk biografisk Lexikon har V. desuden skrevet en række udmærkede biografier om ældre danske diplomater samt om D. G. Monrad. Hans ufuldendte Bidrag til Monrads Biografi offentliggjort i Tilskueren, 1904-05, er dog værdifuldere selv om den rummer en lakune for årene 1848 til 1865. Dette skyldes formentlig at V. ikke ville ind på forhistorien til 1864 og selve krigen samt Londonkonferencen og fredsslutningen. Artiklen er derfor kun en torso men har vedblivende betydning for Monrad-forskningen. – Selv om V. som embedsmand var uden politisk ansvar så må han utvivlsomt bære et moralsk medansvar for det store nederlag 1864. Men hans indsats efter dette skæbneår er et vidnesbyrd om hans store betydning for dansk udenrigspolitik under de ændrede magtkonstellationer. – Gehejmelegationsråd 1858. Titel af excellence 1899.

Familie

Forældre: kontorchef, senere generaldecisor, konferensråd Severin Henrik August V. (1793-1881) og Nicoline Johanne Hansen (1801-71). Gift 1. gang 11.7.1854 i Kbh. (Holmens) med Annette Christiane Eleonora Mourier Petersen, født 18.8.1830 på Engelsholm, død 11.10.1857 i Kbh. (Helligg.), d. af godsejer, cand.jur., generalkrigskommissær Christian P. (1783-1841, gift 1. gang 1808 med Christence Hansen, 1768-1810 (gift 1. gang 1787 med Niels Jermiin til Engelsholm, 1750-1807)) og Anne Marie Mourier (1787-1879, gift 1. gang med overretssagfører Peter Østergaard, 1782-1815). Gift 2. gang 2.11.1861 i Flensborg med Fanny Vendela Armida Hebbe, født 11.4.1833 på Nasbyholm, Jönköpings län, død 17.10.1912 i Kbh. (gift 1. gang med forfatter Hans Egede Schack, 1820-59), d. af dr.phil., godsejer Gustaf Clemens H. (1804-93) og forfatter Vendela Åstrand (1808-99). – Far til H. V., Peter V. og Vald. V. Bror til Sophus V.

Udnævnelser

R. 1858. DM. 1862. K. 1867. S.K. 1882.

Ikonografi

Tegn. tilskrevet Carlo Dalgas. Mal. af B. Wegmann, 1873 (Fr.borg), efter dette kopi af Viggo Madsen, hovedet dog malet af B. Wegmann selv. Tegnet skitse af samme. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh.s univ.s 400årsfest promoverede doktorer, 1879 62f. Danske mag. 7. r. III, 1940 1-341 (Kriegers, Monrads og V.s brevveksl., ved Aage Friis og Just Rahbek). Jyske saml. ny r. II, 1952–54 85-152 (V.s beretn. om Danm.s udenrigspolitik 1862-63, ved Viggo Sjøqvist). Det nordslesv. spørgsmål 1864-79, udg. Aage Friis I-VI, 1921-48. Europa, Danm. og Nordslesv., udg. Aage Friis og Povl Bagge I-IV, 1939-59 (også fransk udg. s.å.).

Lit. Festskr. udg. af Kbh.s univ. sept. 1847 36f. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). Erik Henrichsen i Gads da. mag., 1910– 11 361-67. Erik Arup i III. tid. 12.2.1911. Marcus Rubin i Tilskueren, 1911 I 230-38 (optr. i forf.s Mænd og bøger, 1920 70-84). Vald. Vedel i Mit hjem II, 1912 46-49. A. F. Krieger: Dagbøger I–VIII, 1920-43. Aage Friis: Den danske regering og Nordslesv.s genforen, med Danm. I-IV, 1921-59. Samme: Danm. ved krigsudbrudet 1870, 1923 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. april 1923. Samme i Nord. t. for vetenskap, konst och industri ny ser. XIX, Sth. 1943 241-64. Samme i Danske hjem ved århundredskiftet I, red. Povl Bagge, 1947 44-66. Viggo Sjøqvist: P. V. I-II, 1957-62 (anm. af Povl Bagge i Hist. t. 12. r. I, 1963-66 119-32). Samme: P. V., 1965 = Gyldendals uglebøger. Erik Møller: Helstatens fald, 1958. Troels Fink: Spillet om dansk neutralitet 1905-09, 1959. Samme: Ustabil balance, 1961. Jørgen Schoubye i Hist. t. 12. r. I, 1963-66 535-607. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I, 1970. Brita Hebbe: Vendela, Sth. 1974. Henning Nielsen: Dansk udenrigspolitik 1875-94, 1977.

Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig