Otto v. Plessen, 9.11.1816-3.4.1897, baron, diplomat. Født på Sierhagen i Holsten, død i Baden-Baden, begravet sst. Efter at have taget juridisk embedseksamen fra univ. i Kiel ansattes P. 1841 som attaché ved gesandtskabet i Rusland hvor hele hans karriere forløb. P. tilhørte den gruppe af konservative holstenske diplomater og tilhængere af den dansk-tyske helstat der såvel af opdragelse som af uddannelse var fuldblods tyske. Men deres loyalitet over for den danske eller rettere den dansk-tyske kongemagt (til 1864) var pålidelig nok. 1843 blev P. legationssekretær. Ved gesandtens fratræden i efteråret 1846 udnævntes han til chargé d'affaires og fra juni 1849 til gesandt. Han fik i disse år en meget nær tilknytning til den russiske regerings ledende mænd med selvherskeren, czar Nikolaj I og hans kansler greve C. R. Nesselrode i spidsen. Forbindelsen styrkedes yderligere da han i maj 1853 ægtede fyrstinde Gagarin der var datter af overhofmesteren ved det russiske hof og en slægtning af Nesselrode. Denne helt usædvanlige position som den unge diplomat vandt fik utvivlsomt en vis betydning ved at lette den diplomatiske forbindelse mellem Rusland og Danmark og gøre det muligt for de skiftende danske regeringer at fremføre deres synspunkter i forbindelse med striden om hertugdømmernes fremtid. På den anden side medførte P.s tilknytning til det russiske hof og til overklassen at hans indberetninger blev ensidige og præget af de officielle russiske standpunkter og vurderinger. Dette blev ganske klart under Krimkrigen (1853-56) da Plessens indberetninger især i begyndelsen var temmelig vildledende indtil omfanget af de russiske nederlag tvang ham til at revidere og moderere sine synspunkter om russisk politik. Dette forhold rokkede dog ikke ved de danske regeringers beslutning om at beholde P. i St. Petersborg. Kun under det kortvarige ministerium Rottwitt hvor C. F. Blixen-Finecke var udenrigsminister synes hans stilling at have været i fare. Men da C. C. Hall igen trådte til i februar 1860 drev faren over.

Efterhånden som den dansk-tyske strid om hertugdømmerne skærpedes kom P. ligesom de andre holstenske diplomater til at se på Danmarks fremtid med stigende skepsis. Det kan i det hele ikke nægtes at disse diplomater i kraft af deres uddannelse, tyskorienterede synspunkter og diplomatiske erfaring så mere nøgternt på Danmarks situation end de nationalliberale. I indberetninger til udenrigsmin. og i underhåndsbreve til direktør P. Vedel fremhævede P. gentagne gange at den danske udenrigsledelse gjorde klogt i at gå stille med dørene i denne sag. Dec. 1860 skrev han til Vedel at selv den heldigste krig ikke kunne give Danmark mere end det havde mens en uheldig krig kunne medføre tabet af både Holsten og Slesvig. Når de holstenske diplomater alligevel ikke kunne vinde gehør skyldtes det ikke mindst at de ikke kunne stille noget andet alternativ til Ejderpolitikken end en opretholdelse af helstaten, og den løsning var i hvert fald umulig. Det viste sig under Londonkonferencen i foråret 1864 da de krigsførende parter og de neutrale stormagter forgæves søgte at finde en løsning der kunne tilfredsstille alle parter. I denne fortvivlede situation forsøgte Chr. IX, hvem P. og hans slægt følte en helt anden tilknytning til end til Fr. VII, at fremme sin personlige plan om en Personalunion mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne. Da P. havde tanker i samme retning, og da udenrigsminister A. M. Gortjakóv udtalte sig velvilligt men uforpligtende om denne plan fik Chr. IX sat igennem at P. i begyndelsen af juni 1864 officielt blev kaldt til Kbh. hvor han ankom den 14.6. Ministeriet Monrad afviste planen der i øvrigt heller ikke havde nogen mulighed for gennemførelse på fredskonferencen. Kongen kunne på dette tidspunkt heller ikke finde nogen person der vovede at afløse Monrad som konseilspræsident og dermed faldt hele planen til jorden hvorefter P. forlod Kbh. Denne såkaldte "Plessenske episode" øgede kun forvirringen omkring den danske regerings endelige beslutning og blev således ikke til Danmarks gavn.

P. ansøgte nu om sin afsked. Monrad ville gerne bevilge den men kongen satte sig imod, og P. blev derfor på posten som gesandt i Rusland til han definitivt fratrådte 1.1.1867. En væsentlig del af den tid han havde tilbage benyttede han til langvarige orlovsperioder som han især brugte til kurophold i Baden-Baden hvor han og hans hustru efterhånden tog fast bolig. Forinden fratrædelsen havde han lejlighed til at deltage i forhandlingerne om prinsesse Dagmars russiske ægteskab. Endvidere forhandlede han i foråret 1866 med Bismarck om en eventuel danskpreussisk alliance rettet mod Østrig. Som betaling skulle Danmark have Nordslesvig tilbage. Tilbudet blev af Bismarck afvist med ironisk overlegenhed. P.s andel i denne noget pinlige affære bestod dog blot i at han optrådte som den danske regerings officielle forhandler. Efter at have forladt udenrigstjenesten tilbragte P. resten af livet i udlandet og kom kun sjældent til Danmark, sidste gang vistnok i 1876 da han modtog elefantordenen. Med opløsningen af den dansktyske helstat var grundlaget for hans tilknytning til Danmark borte. – Kammerjunker 1841. Kammerherre 1848. Gehejmekonferensråd 1862.

Familie

Forældre: gehejmekonferensråd Mogens Joachim v.P., senere greve Scheel-P. (1782-1853) og Margrethe Vilhelmine Hedemann (1788-1854). Gift 9.5.1853 i St. Petersborg (Vinterpaladsets kapel) med fyrstinde Varvara Sergjevna Gagarin, født 22.1.1825 i St. Petersborg, død 19.6.1893 i Baden-Baden, d. af prins Serge Sergevitsj G. (død 1852) og Isabella Valevska. – Bror til Carl Scheel-P. og Wulff Scheel-P.

Udnævnelser

R. 1848. K. 1850. DM. 1852. S.K. 1856. R.E. 1876.

Ikonografi

Mal. af F. Amerling. Foto.

Bibliografi

Det nordslesv. spørgsmål 1864-79, udg. Aage Friis I, 1921; IV-V, 1938–46. Europa, Danm. og Nordslesv., udg. Aage Friis og P. Bagge I-II, 1939-45 (også fransk udg. m. titlen: L'Europe, le Danemark et le Slesvig du Nord, s.å.). Statsrådets forhandl., udg. Harald Jørgensen II-III. 1956-58; IX-X, 1970-72. – N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). D. G. Monrads deltagelse i begivenhederne 1864, udg. Aage Friis, 1914. Aage Friis: Den danske regering og Nordslesvigs genforen, med Danm. I-IV, 1921-59. Danske gesandter og gesandtskabspersonale indtil 1914, udg. E. Marquard, 1952. Viggo Sjøqvist: Peter Vedel I-II, 1957-62. Erik Møller: Helstatens fald I-II, 1958 (reproudg. 1974). Troels Fink: Otte foredrag om Danm.s krise 1863-64, 1964 82f. Jens Engberg: Det Slesv, spørgsmål, 1968. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I, 1970. Holger Hjelholt: Arvefølgesag og forfatningsforhold i det da. monarki, 1973 = Vidensk. selsk. Hist.-filos. medd. XLVI,3. Emanuel Halicz: Danish neutrality during the Crimean war, 1977. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig