Melchior Rantzau

Melchior Rantzau, Melcker Rantzau, d. 21.8.1539, diplomat, lensmand. Begravet kort efter i Kbh. R. var formodentlig den ældste af Hans R.s sønner. Han immatrikuleredes 1514 i Rostock og må efter sine studier være trådt i hertug Frederiks (I) tjeneste. Han spillede en fremtrædende rolle under opgøret med Christian II og ledsagede i marts 1524 Johan Rantzau til afmønstringerne i Hamburg og Lüneburg. Kort efter afløste han denne som landmarskal og blev i det hele taget efter ham hertugdømmernes førende statsmand med finanser og udenrigspolitik som sit særlige område. Under 1530ernes kriser kom han til at øve en betydelig indflydelse på danske forhold. Af Lübeck og Jürgen Wullenwever ansås han med rette for hovedfjenden inden for det holstenske ridderskab. Da Frederik I i marts 1533 lå på sit dødsleje ankom en nederlandsk gesandt til Gottorp med et ultimatum. I den spændte situation tog R. initiativet til en fuldstændig omvæltning. Uvist om før eller efter Frederik Is død 10.4. rejste han selv til Nederlandene og indledte forhandlinger om et forbund mellem Karl V og Danmark-Norge og hertugdømmerne som førte til et udkast af 10.5. På herredagen i København i juli 1533 opnåede han i hård konkurrence med Wullenwever rigsrådets godkendelse af dette udkast og sluttede 9.9. i Gent den endelige traktat der sikrede hertug Christian (III) kejserhusets foreløbige accept af hans kandidatur til Danmarks krone. Det har sikkert også været ham en personlig tilfredsstillelse efter grevefejden at slutte den treårige stilstand i Bruxelles 3.5.1537 der genoplivede det fredelige forhold til Nederlandene, og hvorved R.s bror Breide løslodes af sit fangenskab. Tilsvarende ydede han Christian III store tjenester i forhandlinger med det schmalkaldiske forbund. 1539 deltog han i forhandlingerne om delingen af statsgælden mellem Danmark og hertugdømmerne. Endnu 21.8. nævnes han i København, men 18.9. omtaler hertug Albrecht af Preussen i et brev hans død.

Svarende til R.s utrættelige indsats i Frederik Is og Christian IIIs tjeneste der formodentlig har udelukket et normalt familieliv aflagdes han med flere store forleninger. Allerede 1523 synes han at have været amtmand i Haderslev, ca. 1526 fik han Fehmarn og 1536 Sønderborg i pant, fra 1529 desuden Flensborg amt på regnskab. I kongeriget styrede han ved fogeder Gotland 1526-30 (Paul Sehested til 1529, dernæst Michel Heysten), og efter overgangen til Sjælland under grevefejden overlod Christian III ham 21.7.1535 Skjoldenæs som 1538 forøgedes med 18 gårde og 2 møller i omegnen foruden andre indtægter. – Vellidt var R. næppe. Helt forskellig fra den ridderlige Johan R. lader han til at have været en hård og kynisk mand – en reformationstidens Scarpia – der ikke var nøjeregnende med midlerne. I spillet over for den fangne Christian II 1532 optrådte han råt og barsk. Mod grevefejdens slutning udfoldede han energiske bestræbelser for at få fingre i Wullenwever person. Sidst i januar 1536 ledsagede han Christian III til et møde med ærkebispen af Bremen, og på Rothenburg fik han lejlighed til at fravriste den fangne Wullenwever talrige, til dels stærkt overdrevne bekendelser som R. dernæst dygtigt udnyttede til at lægge pres på lübeckerne og fremskynde afsluttelsen af Hamburger-freden 14.2. Tilsvarende lod han i juni 1536 Marcus Meyer føre til Skjoldenæs og underkaste pinligt forhør. I en vanskelig tid havde R. imidlertid bidraget afgørende til at befæste det gottorpske dynastis position.