Karl I. Eskelund, Karl Immanuel Nielsen Eskelund, 15.1.1890-25.8.1966, diplomat, journalist. Født i Stenstrup, død på kommunehosp., Kbh., begravet Bispebjerg askefællesgrav. E.s far fik 1903 sammen med sine brødre navneskifte til Eskelund efter den fæstegård under grevskabet Wedellsborg hvor de var født. Faderen døde tidligt, og E. der var blevet student 1907 i Odense måtte give afkald på de medicinske studier han havde set hen til, og klare sig selv først som apotekerlærling, siden som journalist ved Fyns Venstreblad. Imidlertid skaffede venner ham midler til studier, og 1915 tog han juridisk embedseksamen. Kort efter knyttedes han til Politiken hvor han virkede som politisk medarbejder, indtil han 1938 efter opfordring fra udenrigsminister P. Munch overtog ledelsen af udenrigsministeriets pressebureau. E.s overgang fra politisk journalistik til administrativ virksomhed var dog blevet forberedt længe i forvejen idet han i kraft af sine forhandlingsevner og sit diplomatiske væsen fra 1930 havde været formand for Københavns journalistforbund. Hans formandskab her der udvidedes med talrige tillidsposter inden for pressens organisationer og institutioner både i Danmark og på internationalt plan kom til at medføre meget væsentlige fremskridt for journaliststandens professionelle stilling. Den anden verdenskrigs udbrud og Danmarks besættelse der fandt sted så kort efter at E. havde overtaget chefstillingen i UP kom til at stille ham over for en opgave af ny og uforudset karakter. 9. og 10. april 1940 havde besættelsesmagten krævet at pressen, telegrambureauerne og radioen ikke måtte bringe militære efterretninger uden godkendelse af de tyske militære myndigheder og at både nyhedstjeneste og kommentarer skulle virke beroligende på befolkningen og ikke kunne skade tyske interesser. Som mellemled mellem den danske presse og tyskerne der således undgik direkte kontakt indsattes UP under E.s ledelse. Gennem hele besættelsen gennemførte han det ubehagelige censorhverv i indforståelse med den overvældende del af pressens bestræbelser og en smidighed over for besættelsesmagtens myndigheder der på væsentlig måde bidrog til, at den danske presse i et efter omstændighederne begrænset omfang kom til at udtrykke meninger som læserne ikke kunne se var fremkommet efter tysk ordre. E.s bestræbelser på den udsatte post der blev hans livs betydeligste indsats førte ham efter befrielsen videre i den diplomatiske karriere, og han var den første danske journalist der fik ambassadørrang. 1945 blev han generalkonsul i Wellington, 1950 daglig leder af den danske mission hos de allierede højkommissærers råd i Bonn, 1951 gesandt i Prag, for 1956 at overtage posten som leder af den danske delegation ved FN med titel af ambassadør. Sine sidste aktive år var E. fra 1958 ambassadør i Beograd.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Tørring og Heldum Peter Nielsen (1859-1908) og Elisa Christine Mathilde Meisling (1859– 1938). Gift 1. gang 12.5.1915 med cand.phil. Octavia (Tut) Mikkelsen, født 1.7.1893 i Flintinge, død 15.8.1947 i Kbh., (gift 2. gang 1937 med sagfører, exam.jur., hypotekforen.s inspektør Henning Ditlev Hansen, 1866-1948, gift 3. gang 1941 med civilingeniør, afdelingschef ved DSB Einar Haxthausen, 1895-1953), d. af amtsrådsmedlem, lærer Jens M. (født 1866) og Johanne Oktavia Petersen (ca. 1872-93). Ægteskabet opløst 1936. Gift 2. gang 20.3.1936 i Kbh. (b.v.) med salgschef Fanny Delcomyn, f. Meyer (kaldet Gerda Junkers), født 22.11.1895 i Kbh., ægteskabet opløst (ved hustrus udrejse af Danmark) 1937. Gift 3. gang 6.7.1945 i Kbh. (b.v.) med Lotte Martha Alice Perndt, født 5.4.1910 i Wien, navneforandring til P., død 22.3.1995, d. af professor, dr. Valentin Pollak (1871-1948) og Alice Hamman Ziegelmaier Edle v.Hollenfeldt (1872-1948).

Udnævnelser

R. 1935. DM. 1941. K. 1956.

Ikonografi

Buste af Jørgen Rode udst. 1940. Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. tid. 17.1.1960. – Berl. tid. 14.1.1940. Gunnar Nielsen i Politiken 26.8.1966. Samme i Journalisten VI, s.å. nr. 9 11. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 II, 1970. Jørgen Hæstrup: Til landets bedste II, 1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig