Caspar Paslick

Caspar Paslick, 1.11.1530-22.10.1597, diplomat. Født i Rostock, død på Rønnebæksholm, begravet i Skt. Peders k. i Næstved. P. var af adelig pommersk slægt, mens hans hustru visnok var af borgerlig patricierfamilie; hun førte eget våbenskjold, men P. kalder hendes far "civis Rostochiæ". 1547-49 gik P. i skole i Greifswald. Derefter fulgte fem studieår uden for hjemstavnen. Først studerede han i Wittenberg fra 1549, siden tog han den juridiske licentiatgrad i Ingolstadt 1553. Med særlig glæde dvælede han på en afsluttende lystrejse i juraens moderstad Bologna hvis universitet han ofrer en hel lille lovsang i sin kalender. 1557 kom P. til Danmark med bestalling som kgl. råd. Han fik straks livsbrev på domdekanatet i Roskilde og en efter tidens forhold meget betydelig pengeløn, men måtte til gengæld love at tjene den danske stat hele sit liv. Da Andreas v. Barby døde 1559 blev P. – ved siden af dr.jur. Hieronymus Thenner -tysk kancellis vigtigste embedsmand. Mens Thenner ledede de daglige forretninger i kancelliet blev P. både hjemme og på sendelser til udlandet den mest betroede diplomatiske forhandler uden for rigsrådets kreds. Oftest var rigsråder delegationsledere, mens P. var ord- og pennefører. Kun Sverige lå uden for hans (og tyske kancellis) virkefelt. Han var med på toget til Ditmarsken 1559 og forfattede en udførlig beretning om krigen i form af et brev til rigsråd Erik Krabbe. N.å. sendtes han til Wien for at opnå kejserens konfirmation på Ditmarskens underkastelse. 1559 førte han efter Barbys død korrespondancen med Johannes Spithoff (Hans Mønster) der skulle forberede Frederik IIs frieri til dronning Elisabeth. Ved syvårskrigens udbrud deltog han på afgørende måde i de forhandlinger der resulterede i alliancen med Lübeck og traktaten med Polen (1563). 1564 og 1565 førte han heldige forhandlinger med kongens svoger kurfyrst August af Sachsen om optagelse af krigslån, og på en ny rejse til Sachsen i efteråret 1565 blev det ham betroet at aflægge beretning for kurfyrsteparret om Danmarks nu næsten fortvivlede stilling. Af hans øvrige meget omfattende diplomatiske virksomhed skal kun nævnes at han 1579 var den danske delegations ordfører under forhandlingerne om ordningen af Slesvigs lensforhold til Danmark, og at han 1581 – sammen med den gottorpske kansler -opsatte overenskomsten om delingen af den nylig afdøde hertug Hans den ældres besiddelser. 1585 fik han – efter ønske – sin afsked på grund af alder og svagelighed; men han trådte ikke helt ud af politik, endnu 1594 førte han ordet ved forhandlinger med et spansk-nederlandsk gesandtskab.

Kurfyrst August berømmer P. som en dygtig forhandler. Meget tyder på at han har været en elskværdig og retsindig karakter. Han synes at have misbilliget regeringens hårde fremfærd mod dr. Thenner efter dennes fald 1566. – Kongen påskønnede i høj grad P.s gode tjeneste. Han forærede ham to herregårde, den nu forsvundne Jerslevgård ved Tissø (1569) og Rønnebæksholm (1571) samt yderligere to gårde der er blevet til det nuværende Grevensvænge (1574); endelig fik P. 1579 Snegårds len kvit og frit. Desuden ejede han sin slægts stamgods Liddow på Rügen og udvidede yderligere ved køb sine besiddelser på øen. P. stod på en god fod med mange af højadelens spidser; Peder Oxes hustru var således fadder til et af hans mange børn. Ikke mindre venligt var den retslærde P.s forhold til universitetet; han var i mange år en af dets tre konservatorer, der, udnævnt af konger, skulle overvåge universitetets økonomi og øvrige virksomhed, og professorerne havde i ham en god fortaler hos kongen.