Eske Brun, 25.5.1904-11.10.1987, departementschef. B. blev student fra Ordrup 1922, cand. jur. 1929 og s.å. sekretær i skattedepartementet, 1934 sekretær i Grønlands styrelse, 1937 fuldmægtig. Kst. som landsfoged i Nordgrønland 1932–33 og 1935–36 og i Sydgrønland 1934–35. 1939 blev han udnævnt til landsfoged i Nordgrønland med sæde i Godhavn. Da forbindelsen til Danmark blev afbrudt ved besættelsen 1940 overtog B. sammen med sin kollega A. Svane styret af Grønland i samarbejde med de to landsråd og rettede bl.a. henvendelse til USA om at overtage landets forsyning. Da Svane rejste til USA 1941, overtog B. alene den øverste administration af landet med sæde i Godthåb. Diplomatisk var det en vanskelig stilling. Den danske regering var formelt øverste myndighed, men ufri. Gesandtskabet i Washington optrådte som en fri repræsentant for regeringen, mens landsfogederne mente selv at være øverste frie myndighed for Grønlands vedkommende. Både Canada og USA oprettede konsulater i Godthåb som udtryk for deres store interesse for landet. – 9.4.1941 indgik ambassadør Henrik Kauffmann en forsvarsaftale med USA. B. og Svane godkendte - uden at have noget alternativ. Resten af krigen var B. øverste militære og civile instans i Grønland, fx chef for den østgrønlandske slædepatrulje. 5. maj 1945 kunne B. lægge Grønland ind under den danske befrielsesregering. Senere blev han hjemkaldt og 1947 vicedirektør i Grønlands styrelse med en stærk position i kraft af sit intime kendskab til det nye Grønland der havde udviklet sig under krigen, og af den almindelige respekt der stod om hans administration under krigen. Da direktør K. Oldendow trak sig tilbage, var B. den naturlige afløser og udnævntes 1949. 1950, da styrelsen blev et ministerielt departement, blev han chef for dette, samme år som nyordningen på Grønland indledtes med et kompleks af nye love. – Som departementschef, fra 1954 i ministeriet for Grønland, har B. haft et væsentligt ansvar for forløbet af denne moderniseringsproces i det grønlandske samfund. I 1964 afgav Grønlandsudvalget af 1960 sin betænkning der bl.a. knæsatte en fortsat lønforskel mellem danske og grønlandske tjenestemænd i Grønland. S.å. tog B. sin afsked. Næstformand for Kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland 1949, formand 1964. Medlem af Arktisk instituts bestyrelse 1954–75. Corresponding Fellow of the Arctic Institute of North America. Æresmedlem af Det grønlandske selskab 1965.

Familie

Eske Brun blev født i Ålborg (Vor Frue); begravet på Humlebæk kirkegård.

Forældre: auditør, senere stiftamtmand Charles B. (1866–1919) og Rigmor Hansen (1875–1948). -17.9.1937 i Kbh. (Vor Frelser) med Ingrid Winkel, født 27.8.1911 på Frbg., d. af assistent, cand. jur. Adolf W. (1875–1915) og Inger Bülow (1887–1969).

Udnævnelser

R. 1947. DM. 1950. K. 1955. K.1 1963.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1950 (Fr. borg). Foto.

Bibliografi

Finn Gad i Grønland, 1964 388–94. Chr. Vibe sst. 1965 193f. E. B. sst. 1965 195–210: Tilbageblik. Finn Lokkegaard: Det danske gesandtskab i Washington 1940–42, 1968. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig