Carl Lehmann, Carl Frederik Mozart Lehmann, 14.11.1858-6.7.1933, borgmester. Født i Kbh. (Garn.), død sst., urne på Søllerød kgd. L. lærte landvæsenet hos gehejmeråd E. Tesdorpf på Ourupgård og var derefter i nogle år ved handelen her og i England indtil han 1886 blev ansat som assistent i magistratens 3. afdeling (fattigvæsenet). S.å. blev han fuldmægtig på Almindelig hospital og 1905 dettes inspektør i hvilken stilling han gjorde sig fortjent ved sit gode forhold over for hospitalets beboere. Han deltog meget i filantropisk virksomhed og valgtes 1910 til borgmester for magistratens 3. afdeling efter en mellem den konservative og den radikale gruppe sluttet overenskomst der medførte at socialdemokraterne, der da var det største parti, ikke fik deres kandidat, Chr. Christiansen, valgt. Som en naturlig følge heraf blev L. ikke genvalgt da loven af 1917 trådte i kraft og magistratens medlemmer herefter valgtes efter partilinjer og på åremål (otte år). I hans korte borgmestertid skete der ikke fremskridt af større betydning, ikke mindst fordi halvdelen faldt i krigsårene hvor dyrtiden og specielt indkvartering af husvilde og forsørgelse af arbejdslose var faktorer som i høj grad lagde beslag på forsorgelsesvæsenets arbejde. I marts 1917 påbegyndte folkekøkkenet sin virksomhed med salg af billig middagsmad fra syv udleveringssteder, 1914 oprettedes den første kommunale vuggestue på Jagtvej og kort efter en på Østerbro, og 1917 påbegyndtes arbejdet med oprettelse af et plejehjem for børn hvis hjem midlertidigt er opløst.

Efter sin afgang 1917 fortsatte L. sit filantropiske arbejde og var formand for Det kgl. blindeinstitut, Hjem for arbejdsføre blinde kvinder og den gensidige Hjælpeforening for kvindelige håndarbejdere, forretningsfører for de Puggaardske legater og formand for Efterslægtselskabets direktion, næstformand i Hvile- og rekreationshjemmet for kvinder og for Dansk spareselskab samt medlem af bestyrelsen for en række selskaber hvoraf kan nævnes Kbh.s understøttelsesforening, Børnehjælpsdagens hovedkomité, Julemærkekomiteen, Høstblomstkomiteen og Welanderhjemmet. 1914 oprettede han Dronningens centralkomité hvis formand han var til 1917.

Familie

Forældre: professor, dr.med. Heinrich L. (1815–90) og Claudine H. Mackeprang (1819–1911). Gift 1. gang 25.4.1884 i Branderslev med Henriette Sophie Schwensen, født 18.7.1860 på Helgenæs ved Nakskov, 12.10.1905 i Kbh., d. af proprietær, senere bibliotekar i studenterforeningen og torvemester Reinhold Christian Bernhard S. (1829–1917) og Agathe Johanne Margrethe Neergaard (1838–1919). Gift 2. gang 11.1.1908 i Søllerød med Camilla Marie Budelmann, født 23.9.1857 i Birkerød (Trin.), død 10.1.1932 i Kbh., adoptivd. af grosserer Herman Frederik B. (1817–79) og Martha Marie Eleonora Wiegh (1824–1913). – Bror til Edvard L.

Udnævnelser

R. 1910. DM. 1917.

Ikonografi

Afbildet på gruppebillede af Edv. Lehmann, 1863. Mal. af Frants Henningsen, 1905 (De gamles by, Kbh.). Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1917. Buste af J. R. Gauguin udst. 1920 (blindeinstituttet). Mal. af Henrik Lund, 1922, og af Otto Christensen, 1933 (Kbh.s rådhus). Foto.

Bibliografi

H. Trier i Hist. medd. om Kbh. 2.r.II, 1925–26 140f. Johs. Lehmann sst. 4.r.IV, 1954–57 81–107 fl.st. A. F. Wiberg i Nyt t. for abnormvæsenet, 1928 127f. Kbh.s bystyre gennem 300 år II, ved Poul Møller, 1967. Harald Jørgensen: Fra lemmestiftelse til moderne plejehjem, 1969 87f. Samme: Omsorgen for børn og unge i Kbh. gennem 250 år, 1970 46f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig