Max Sørensen

Max Sørensen, 19.2.1913-11.10.1981, jurist. Max Sørensen blev student 1931 fra Vestre Borgerdydskole og cand.jur. 1938. S.å. blev han ansat som sekretær i udenrigsministeriet (fuldmægtig 1945). Allerede som student interesserede han sig for teoretisk arbejde med folkeretten, og han modtog 1935 universitetets guldmedalje for en besvarelse af et prisspørgsmål om afslutningen af traktater. Max Sørensen fortsatte sine folkeretlige studier under ansættelsen i udenrigsministeriet og fik navnlig gunstige studievilkår under en tjeneste som attaché ved gesandtskabet i Bern 1943–44. Den væsentligste del af arbejdet med en disputats blev udført ved Institut Universitaire des Hautes Etudes Internationales i Geneve. Afhandlingen var færdig da Max Sørensen 1945 vendte tilbage til ministeriet efter et års tjeneste som legationssekretær i London, og 1946 erhvervede han den juridiske doktorgrad med afhandlingen Les sources du droit international. Det var en undersøgelse af den mellemfolkelige domstols praksis siden 1920, og den bragte en bemærkelsesværdig fornyelse af den folkeretlige retskildelære. Med udgangspunkt i Alf Ross' metodesynspunkter gennemførte Max Sørensen en indgående og skarpsindig deskriptiv analyse af de faktorer der var virksomme som slutningsgrundlag bag de afgørelser der var truffet af domstolen i Haag.

I en alder af 34 år udnævntes Max Sørensen til professor i retsvidenskab ved Århus universitet. Hans fagområde var den offentlige ret, dvs. både statsforfatningsret, forvaltningsret og folkeret; først med den gradvise udbygning af fakultetet indtrådte der en lettelse i Max Sørensens arbejdsbyrde mht. undervisning og eksamen. Til gengæld blev han i stigende grad engageret i internationalt arbejde. 1949–51 var han medlem af De forenede nationers kommission for menneskerettighederne og 1954–56 formand for dennes underkommission for beskyttelse af mindretal. 1955–72 var han medlem af den europæiske menneskerettighedskommission (præsident 1967–72), fra 1956 desuden medlem af den stående voldgiftsret i Haag og 1968–69 beskikket som dommer ad hoc i den internationale domstol i Haag under behandlingen af sagen om sokkelgrænsen i Nordsøen. Max Sørensen tog sin afsked som professor 1972 og var 1973–79 den første danske dommer i De europæiske fællesskabers domstol i Luxembourg. Fra 1980 var han dommer i den europæiske menneskerettighedsdomstol. Ved siden af de tidkrævende og byrdefulde hverv i internationale domstole, kommissioner og andre samarbejdsorganisationer virkede Max Sørensen i 16 år, 1956–72, som udenrigsministeriets rådgiver i folkeret. Også på denne måde bevarede han kontakten med de stadig nye problemer som meldte sig i det internationale samarbejde.

Det er et vidnesbyrd om Max Sørensens usædvanlige arbejdsevne at han lige til 1972 kunne forene disse mange hverv med professoratet ved Århus universitet hvor også hans deltagelse i administrativt arbejde blev højt værdsat. På trods af de afbrydelser som rejser, møder og sagsforberedelse bevirkede fandt han tid til at fortsætte sit retsvidenskabelige forfatterskab. Allerede 1952 havde han bidraget til en fornyelse af undervisningen i folkeret ved at udgive bogen Grundtræk af international organisation. En folkeretlig lærebog på dansk kom der ikke fra hans hånd, men i bogen Principes de droit international public, 1960 der indeholder en række forelæsninger holdt ved folkeretsakademiet i Haag præsterede han en af efterkrigstidens bedste og mest læseværdige fremstillinger af den almindelige folkerets grundregler og grundproblemer.

Max Sørensen var hovedredaktør af og medforfatter til det højt ansete samleværk Manual of public international law, 1968 og skrev en lang række tidsskriftafhandlinger. På dansk udgav han en lille bog om Folkeret, 1971 som i en let tilgængelig form gjorde rede for hvori denne ret består og hvad der er dens aktuelle problemer og muligheder. Inden for andre områder af den offentlige ret ydede Max Sørensen navnlig værdifulde bidrag til den forfatningsretlige litteratur. Allerede 1949 havde han behandlet de forfatningsretlige spørgsmål vedrørende kompetencen til at indgå forpligtelser i forhold til andre stater; senere fremlagde han i et responsum til forfatningskommissionen forslaget om den nye bestemmelse (§ 20 i grundloven af 1953) der åbnede mulighed for suverænitetsbegrænsning ved afgivelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder. 1969 publicerede han bogen Statsforfatningsret, den første fremstilling af dette fag der fuldtud var tilrettelagt efter universitetsundervisningens behov. Men det er først og fremmest som folkeretskyndig Max Sørensen vil blive husket. Det var et særkende for hele hans virke på dette område at han på en harmonisk måde forenede indtrængende teoretisk analyse med en praktisk forståelse af de foreliggende opgaver hvad enten det drejede sig om konventionsarbejde eller om konkrete afgørelser. En særlig personlig tilfredsstillelse har han utvivlsomt haft af sin mangeårige deltagelse i arbejdet med at grundlægge og i praksis sikre den folkeretlige beskyttelse af individets menneskerettigheder. Teoretisk indsigt og praktisk dømmekraft, grundighed og klarhed, alt forenet med fine menneskelige egenskaber gjorde i en sjælden grad Max Sørensen respekteret og afholdt som universitetslærer og blandt kolleger i det internationale samarbejde. Æresdoktor ved universiteterne i Kiel og Strasbourg.