Lauritz Nørregaard

Lauritz Nørregaard, 8.7.1745-13.2.1804, jurist. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens k.). Efter at N. 1760 var blevet student fra Fr.borg begyndte han på det juridiske studium, samtidig med at han virkede som manuduktør til den juridiske eksamen. 1772 bestod han selv denne og konkurrerede s.å. med E. Colbiørnsen og Andreas Bang om et ledigt juridisk professorat. Colbiørnsen sejrede i konkurrencen, og 1775 beskikkedes N. som sekretær ved protokollen i højesteret. 1779 blev han imidlertid knyttet til det juridiske fakultet som adjunctus med ret til at holde kollegiet og pligt til i påkommende tilfælde navnlig at bistå B. G. Obelitz. 1782 blev han professor juris designatus og virkede som sådan til sin død, idet han dog det sidste år af sit liv var fritaget for at deltage i censur og mundtlig eksamination. – Ved siden af sin akademiske lærervirksomhed bestred N. talrige offentlige hverv. 1787 udnævntes han til generalauditør ved søetaten og 1795 tillige til deputeret i admiralitetskollegiet. 1784-1803 var han tillige ulønnet assessor i højesteret med pligt til at møde på rettens åbningsdag og i øvrigt efter tilsigelse. Desuden virkede han i tidens løb som medlem af adskillige administrative kommissioner, ligesom han 1783 fik ordre til at indtræde i kommissionen der skulle udarbejde en "criminel Anordning, som nærmere bestemmer Tyveriets Beskaffenhed og Straf". Under arbejdet, som resulterede i den berømte tyveriforordning af 20.2.1789, søgte N. at udvide kommissionens arbejde, således at også en række andre forbrydelser inddroges under reformen; men dette stødte på modstand fra anden side inden for kommissionen, og forordningen fik for øvrigt i sin endelige skikkelse formelt og reelt sit præg af generalprokurøren C. Colbiørnsens indsats. – N.s navn er i første linje knyttet til hans Forelæsninger over den Danske og Norske private Ret I-VI, 1784-97 (realregister VII, 1799; VI til dels ved Jacob Wiborg) der var grundlaget for universitetsundervisningen, indtil de afløstes af F. T. Hurtigkarls fremstilling. I Norge fik værket en lang levetid. N.s forelæsninger er et omfattende og omhyggeligt arbejde men betød i videnskabelig henseende ikke noget større fremskridt i forhold til forgængernes; derimod fremhæves hans fortræffelige dona docendi af hans samtidige. Af hans øvrige værker kan nævnes Natur- og Folke-Rettens første Grunde, 1776, udgivet i omarbejdet skikkelse 1784 med titlen Natur-Rettens første Grunde (oversat til svensk 1796). Desuden udgav han 1782 Svar paa nogle Spørsmaale til det juridiske Fakultet i Kiøbenhavn, givne af Hans Excellence Geheimeraad Stampe og Conferentsraad Sevel. -Rang med konferensråder 1801.