Hans Munch-Petersen, Hans Vilhelm Munch-Petersen, 26.3.1869-8.9.1934, jurist. Hans Munch-Petersen blev student 1886 fra Metropolitanskolen. Allerede i studietiden gik hans interesser i retning af den videnskabelige jura, og efter at han 1891 var blevet juridisk kandidat udarbejdede han en besvarelse af universitetets prisopgave i retsvidenskab for året 1891-92. Den belønnedes med guldmedaljen og skaffede desuden sin forfatter det Hurtigkarlske rejsestipendium på hvilket han 1893-95 foretog en studierejse til England, Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien. Resultatet af sine studier nedlagde han i et omfattende arbejde, Løftet og dets Causa, hvormed han 1896 erhvervede den juridiske doktorgrad. Hans Munch-Petersen forfægtede her i modsætning til den herskende teori i dansk retsvidenskab at det abstrakte løfte kun undtagelsesvis var i stand til at stifte ret idet man i lighed med hvad der gjaldt i henhold til flere fremmede retsforfatninger måtte kræve at der forelå oplysninger om løftets materielle retsgrund (causa). Nogen større betydning fik denne lære dog ikke.

Samtidig med at Hans Munch-Petersen 1896 blev assistent i justitsministeriet begyndte han som privatdocent at afholde praktiske øvelser som supplement til universitetsundervisningen. Disse øvelser fandt stor tilslutning hos de studerende, og ved finansloven 1899-1900 blev Hans Munch-Petersen ansat som midlertidig docent for et tidsrum af tre år. 1901 udnævntes han ved J.H. Deuntzers afgang til professor.

Til brug ved universitetsundervisningen udarbejdede Hans Munch-Petersen 1901 en begynderbog for de juridiske studerende, Den borgerlige Ret i Hovedtræk, der stadig udkommer i nye udgaver. Værket var uden forgængere i den nordiske litteratur og har senere tjent som mønster for tilsvarende fremstillinger i svensk og norsk retsvidenskab. Også på anden måde virkede Hans Munch-Petersen for en reform af studiet; således skyldes oprettelsen af det juridiske laboratorium 1903 hans arbejde. At Hans Munch-Petersen efter Deuntzer havde overtaget processen som fagområde medførte at hans forfatterskab fik en overvejende procesretlig karakter medens det hidtil i det hele havde haft privatretten til genstand. Retsplejereformen syntes da efter en menneskealders arbejde at stå foran sin gennemførelse; men forskellige forhold hindrede denne, og først 1919 trådte reformen ud i livet. Hans Munch-Petersens virksomhed som proceslærer kom derfor for en stor del til at falde i en overgangstid. Fra disse år stammer hans Den danske Civilproces i Hovedtræk I-IV, 1906-11 (2. udg. af IV 1915) der bærer præg af sin forfatters indgående studier af udlandets mere moderne procesordninger, og som bidrog til at bane vejen for retsreformen ligesom han i videnskabelige og mere populære afhandlinger søgte at afværge alle angreb på de bærende tanker i reformen. Selv om grundlaget for denne var skabt ved C. Goos' og J. Nellemanns forarbejder, og Hans Munch-Petersen ikke direkte tog del i lovgivningsarbejdet skyldes det i væsentlig grad hans utrættelige arbejde for lovens gennemførelse i dens oprindelige skikkelse at man ikke indskrænkede sig til at vedtage en kompromisordning. Det var derfor med fuld føje at han for den store offentlighed kom til at stå som "retsplejelovens fader". Allerede inden lovens ikrafttræden havde han udsendt en systematisk fremstilling af retsplejen efter reformens gennemførelse, Den danske Retspleje I-V, 1917-19 (2. udg. 1923-26). Mens værket både i 1. og 2. udgave fortrinsvis var tænkt som lærebog var det Hans Munch-Petersens hensigt at lade 3. udgave fremtræde som en egentlig håndbog; men han nåede kun at udarbejde manuskriptet til Skifteretten før sin død.

1906-19 redigerede han Ugeskrift for Retsvæsens litterære afdeling der under hans ledelse snart blev det naturlige sted for drøftelsen af aktuelle juridiske problemer. Selv bidrog han i årenes løb med en lang række mindre afhandlinger, især om processuelle spørgsmål.

1910 valgtes Hans Munch-Petersen til referendarius consistorii, en stilling som han hævede op til at blive et vigtigt led i universitetets organisation. Han var en af universitetets repræsentanter i universitets-kommissionen af 1912, og det skyldtes ikke mindst hans indsats at den af finanslovkommissionen foreslåede indførelse af et administrativt centralorgan – ved ansættelse af en direktør eller kansler for universitetet – dengang blev opgivet. Overhovedet stod Hans Munch-Petersen stedse som den energiske forkæmper for universitetets selvstyre og modsatte sig med styrke ethvert forsøg fra centraladministrationens side på at begrænse dette. Hans optræden kunne her være præget af en vis stejlhed; men hvor det drejede sig om universitetets indre administration kom hans betydelige forhandlingsevner til deres fulde ret, og det lykkedes ham derved ofte at udjævne modstridende interesser. Ved universitetsforordningen af 1921 omdannedes referendarstillingen til den væsentlig mere betydningsfulde stilling som universitetets administrator, og Hans Munch-Petersen beklædte denne stilling indtil sin død. Også de studerendes tarv omfattede han med den største interesse. Han deltog på universitetets vegne i oprettelsen af Dansk studiefond 1913, og det lykkedes ham at overvinde modstanden mod at selve fondets kapital anvendtes til udlån, således at fondet fuldt ud kunne komme til at virke efter sin hensigt. 1923-24 var han universitetets rektor. Fra 1918 var han eforus for Hassagers kollegium. 1932 udnævntes han til æresdoktor i Uppsala. Han var medlem af forskellige lovkommissioner, således formand for den 1930 nedsatte konkurslovkommission.

Familie

Hans Munch-Petersen blev født i København (Johs.), døde sst., urne sst. (Vestre kgd.).

Forældre: dr.med., senere professor Julius Petersen (1840-1912) og Oliva C. R. Munch (1840-1903). Navneforandring 23.5. 1890. Gift 20.7.1899 i Wien med Lina Johanna Mandl, født 12.10.1873 sst., død 16.5.1949 på Frbg., d. af grosserer Michael M. (1827-95) og Carolina Friedl (1851-1901). – Far til Arne Munch-Petersen og Erwin Munch-Petersen. Bror til J. Munch-Petersen.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1919. Buste af V. Gustafson, 1925. Afbildet på mal. af Aksel Jørgensen, 1929 (Studiegården), skitse hertil. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1896 147f. – Frantz Dahl i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1934 143-49. Poul Johs. Jørgensen i Ugeskr. for retsvæsen, s.å. B 273-76. Kn. Jarner og Henry Ussing sst. 277. Nils Alexanderson i Svensk juristtidning XIX, Sth. s.å. 433-36.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig