Carl Ussing

Carl Ussing, Carl Theodor Ussing, 22.4.1857-22.6.1934, jurist, nationaløkonom. Født i Flensborg, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Som dreng oplevede U. i Flensborg krigen 1864 og indkvartering i sit hjem af såvel danske som preussiske og østrigske soldater. Efter krigen flyttede forældrene til Kbh., og U. blev 1875 student fra Metropolitanskolen. Han blev cand.jur. 1880 og dr.juris 1884 på den stadig læseværdige afhandling: Anders Sandøe Ørsted som Retslærd. Efter et par år som assistent i justitsministeriet, afbrudt af en rejse til Italien og Frankrig, blev han 1887 auditør i hæren. 1891 blev han assessor (dommer) i Kbh.s kriminal- og politiret, 1905 dommer i landsover- samt hof- og stadsretten i Kbh. Fra 1910 var han denne rets præsident (justitiarius). 1914 blev han valgt til juridisk direktør i nationalbanken hvorfra han tog sin afsked 1924.

U. skrev gennem årene en lang række artikler og afhandlinger i faglige og andre tidsskrifter. Han holdt også mange foredrag som blev trykt. 1888 skrev han i Tidskrift for Retsvidenskab Om Reisvidenskabens Melode, sst. 1890 Løsøreoverdragelse og 1893 Endnu lidt om Løsøreoverdragelse. Disse afhandlinger er genoptrykt 1935 i Carl Ussing i Skrift og Tale (udg. af Oluf H. Krabbe). Foruden afhandlingen om A.S. Ørsted indeholder dette værk i øvrigt navnlig foredrag og artikler der har tilknytning til U.s arbejde som dommer og udvalgsformand samt uddrag af hans livserindringer. Han skriver klart og djærvt om ret og moral ud fra den opfattelse at det demokratiske samfund må gøres til det bedst mulige retssamfund overvåget af uafhængige dommere, fx i artiklen Upartiskhed hos Dommeren (først trykt i Tilskueren, 1895). Efter Albertikatastrofen holdt han foredrag om Offentlig Moral i Juridisk forening. Foredraget blev udsendt som pjece s.å. Efter påskekrisen 1920 skrev han i Berlingske Tidende om Ret eller Magt. Efter hans opfattelse var det ministeriet Zahle der handlede grundlovsstridigt ved ikke at ville fungere til det nye ministerium var tilvejebragt. U.s kendskab til og humane vurdering af de anklagede han mødte i kriminalretten gav ham den overbevisning at datidens bekæmpelse af kriminaliteten i høj grad trængte til at reformeres. Han tog derfor ivrigt del i Kriminalistforeningens arbejde og var medlem af bestyrelsen fra foreningens stiftelse 1899 til 1923. Han arbejdede ikke blot for ændringen af straffeloven, men også for forebyggende foranstaltninger. Lov af 6.5.1921 om pantelånervirksomhed og handel med brugte genstande var efter en årrække et resultat af disse bestræbelser. Sammen med andre medlemmer af Kriminalistforeningen var U. medstifter af Fængselshjælpen og var også her medlem af bestyrelsen. U.s erfaringer om miljøets betydning for kriminaliteten gjorde at han blev medlem af den første ædruelighedskommission af 1903. I forbindelse med dette arbejde holdt han foredrag: Om Betydningen af Beværternæringens Ordning for Kriminaliteten (første gang trykt i Forhandlingerne paa Dansk Kriminalistforenings 7. Aarsmøde 1909). Da der efter at beværterloven af 10.5.1912 havde virket et par år blev nedsat 2. ædruelighedskommission 1914 blev U. formand og fik skabt det afgørende grundlag for beværterloven af 29.3.1924. Fra 1925-33 var han formand for overbevillingsnævnet i beværtersager.

Ud over sine offentlige opgaver påtog U. sig fra 1905 at være formand for Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede. I samarbejde med fabrikant Chr. Hasselbalch fik han gennemført en økonomisk sanering af arbejdet for de vanføre og fik det forbedret sundhedsmæssigt og pædagogisk. Allerede fra 1906 var aktiviteterne på dette område, der hidtil havde været udført af to foreninger, samlet i én organisation: Samfundet og hjemmet for vanføre hvor U. var formand til 1924. – Allerede som assessor i kriminal- og civilretten, der havde med arbejdersager at gøre, var U. blevet næstformand i den permanente voldgiftsret der var oprettet ved septemberforliget af 1899. 1908 nedsatte arbejdere og arbejdsgivere et fællesudvalg, augustudvalget, der skulle finde midler til begrænsning af konflikter på arbejdsmarkedet. Begge parter samt regeringen anmodede i 1909 U. om at tiltræde udvalget som formand for at sætte gang i arbejdet. I løbet af meget kort tid fik U. her skabt et grundlag for gennemførelse af lovene af 2.4.1910 om oprettelse af en fast voldgiftsret og udnævnelse af en forligsmand i arbejdsstridigheder. Det betød en gennemførelse af den principielle deling af uoverensstemmelser på arbejdsmarkedet i retskonflikter – navnlig brud på bestående overenskomster, der blev behandlet af voldgiftsretten - og interessekonflikter hvor det drejede sig om forhandling om nye overenskomster, og hvor forligsmanden kunne forsøge at modvirke de lovlige arbejdskampe. Danmark blev herefter et førende land på arbejdsrettens område. U. blev den første formand for den faste voldgiftsret og kom således også til at præge den praktiske anvendelse af lovgivningen. Han stillede sit mandat til rådighed da han i 1914 blev nationalbankdirektør, men blev genvalgt. 1920 fratrådte han da de særlige forhold efter krigen gav nationalbanken en sådan berøring med produktionslivet at U. mente at der kunne tænkes situationer hvor han som retsformand ikke var tilstrækkelig uvildig. U. har skrevet mange artikler om arbejdsret, Retmæssige og retsstridige arbejdsstandsninger (Tillæg til Ugeskrift for Retsvæsen, 1928) er udg. som særtryk.

Da U. i 1910 var blevet justitiarius gik han straks i gang med en reform der kunne modvirke retssagernes langsommelighed. Ændringen i retsplejen blev sikret ved lov af 22.12.1910 om forskellige forandringer i reglerne om de kollegiale retter. I løbet af kort tid lykkedes det at få sagernes behandling effektivt og forsvarligt fremskyndet. De betydningsfulde opgaver som U. havde ved siden af embedet som retspræsident betød at han ofte havde en meget lang arbejdsdag. Da der i 1914 blev en mulighed for at han kunne blive juridisk direktør i nationalbanken søgte han valg til denne stilling i forventning om en aflastning af sin arbejdsbyrde. Verdenskrigen kom imidlertid til at betyde at hans ti arbejdsår i banken efter hans eget udsagn blev de mest urolige og pinefulde i hans liv. Han fik i banken hurtigt et nært samarbejde med den økonomiske direktør Marcus Rubin, og det blev i de første krigsår denne og U. der blev afgørende for bankens stillingtagen til de ekstraordinære foranstaltninger på det pengepolitiske område. Den banktekniske direktør I. P. Winther var ikke meget aktiv. Da Rubin senere ofte var syg blev det navnlig U. der blev bankens ordfører over for offentligheden. Han måtte møde den kritik som banken i disse år var udsat for. Ledende i denne kritik var professor Axel Nielsen hvis nationaløkonomiske speciale var penge- og bankpolitik. Det blev i de første krigsår hævdet at nationalbanken i forhandling om dækningsreglerne, guldspærringspolitikken og forholdet til centralbankerne i Norge og Sverige viste manglende forståelse for forskellen mellem bankens opgaver og virkemidler under guldfod og den "fri" valuta som var indført ved guldindløselighedens suspension. Dette kom også efter kritikkens synspunkter til at præge bankens kreditpolitik i begyndelsen af 20erne hvor nationalbanken ved støtte til de kriseramte banker bl.a. Landmandsbanken og diskontonedsættelsen i 1921 var medvirkende til at skabe en særlig dansk inflationsperiode. U. afviste kritikken og gav bl.a. udtryk for sine synspunkter i en pjece Økonomisk ABC for enhver, 1920, og i indlæg på den af nationalbanken indkaldte valutakonference 1923. Han fremhævede meget stærkt at privat og offentlig sparsommelighed var af afgørende betydning for at modvirke kronens faldende værdi, og at nationalbanken ikke kunne begrænse sig til ved en meget stram pengepolitik at tage hensyn til prisudviklingen, men som samfundsinstitution måtte tage politiske hensyn og navnlig lægge vægt på at man måtte tilstræbe at opretholde og efter krigen udvikle samfundets produktion. Efter sin afgang som direktør har U. udførligt redegjort for bankens politik i Nationalbanken 1914-24, 1927 og i Universitetet og Nationalbanken, 1931 imødegået den kritik som Axel Nielsen fastholdt i sin lærebog, Bankpolitik II, 1930. I en lang årrække har mange og især nationaløkonomer i hovedtræk tilsluttet sig den af Axel Nielsen fremførte kritik. Efter anden verdenskrig er vurderingen af U.s indsats som nationalbankdirektør dog blevet væsentlig ændret. Man har ikke underkendt hans forståelse af den økonomiske sammenhæng, givet ham ret i at diskontopolitikkens betydning måtte være begrænset, og at banken i sin handlemåde måtte lægge vægt på påvirkningen af produktionsvilkårene, samt at det var forståeligt at der under verdenskrigen hvor Danmarks største samhandelsparter var fjende måtte tages politiske hensyn. U. var en usædvanlig begavet og virksom jurist der kritiserede magtmisbrug, arbejdede for bedre retsforhold og havde stor forståelse for samfundets tabere. Hans indsats for opbygning af en arbejdsret var enestående. Hans virke i nationalbanken blev stærkt kritiseret af samtiden, mens nutidens vurdering som helhed er positiv, og det er blevet fremhævet at der også bag hans nationalbankpolitik lå en hensyntagen til arbejdsvilkårene for landets almindelige mennesker.