Otto Liebe

Otto Liebe, Carl Julius Otto Liebe, 24.5.1860-21.3.1929, statsminister, højesteretssagfører. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Garn.). Efter studentereksamen fra Metropolitanskolen 1877 studerede L. en tid italiensk og kunsthistorie og var 1878-79 i Rom hvor han yndede at læse Cicero på originalsproget, siddende på en ruin på Forum Romanum. Efter sin hjemkomst kastede han sig over juraen, blev cand.jur. 1882, overretssagfører 1885 og højesteretssagfører 1889. Han videreførte faderens ansete sagførerforretning med stor personlig indsats. Hurtig i tanke udfoldede han, koncist og kortfattet, men uden særlig varme en blændende talekunst og blev kendt landet over som procedør i retssager der i særlig grad interesserede offentligheden. 1916 var han forsvarer for pastor N. P. Arboe Rasmussen og 1919 anklager i sagen mod grosserer A. Peschcke Køedt. Som formand for Den danske sagførerforening 1910-19 og Sagførerrådet 1919-27 var han ledende i sin stand. I erhvervslivet var han engageret som medlem af Privatbankens bankråd fra 1900 og som bestyrelsesmedlem i Gyldendalske Boghandel og Det danske Kulkompagni. Modsat faderen deltog han kun en kort periode i politik. 7.3.1920 henvendte senere general Erik With sig til ham for at få ham til at overtage ledelsen af et forretningsministerium når regeringen C. Th. Zahle var fjernet. With repræsenterede en kreds af stærkt nationalt engagerede mænd (Withkredsen) der i harme over regeringens grænsepolitik ville have Flensborg med til Danmark uanset udfaldet af afstemningen i Mellemslesvig. L. svarede With imødekommende under forudsætning af at han godkendtes af Christian X og partierne venstre og konservative. Da denne forudsætning var opfyldt erklærede L. sig 9.3. rede til i givet fald at danne forretningsministerium der skulle opløse folketinget og udskrive valg. L. tænkte sig antagelig at kunne træde til efter en mistillidsdagsorden til regeringen Zahle i landstinget, hvor venstre og konservative havde flertal, altså en "landstingsparlamentarisme" lig højres politik forud for systemskiftet 1901. Om sine bevæggrunde til at acceptere Withkredsens opfordring skrev L. i sin til Rigsarkivet afleverede beretning: "Det var ikke udelukkende hensynet til den slesvigske sag der var afgørende for mig, det var lige så meget min dagligt voksende væmmelse ved det Zahleske - eller rettere Rodeske - regimente, dets undertrykkelse af initiativ og arbejdslyst inden for erhvervslivet samt dets logren for arbejderstandens uheldigste elementer igennem den kritikløse uddelelse af arbejdsløshedsunderstøttelse".

Den betydelige tyske overvægt ved afstemningen i Flensborg 14.3. kølnede yderligere hans interesse for den slesvigske sag, men han vedstod sit tilsagn om at danne ministerium, selv om situationen var anderledes end han havde ønsket da han 29.3. kaldtes til Christian X der havde afskediget ministeriet Zahle uden forudgående vedtagelse af mistillid til det i rigsdagen. Under det pres der lagdes på Christian X fra socialdemokratiet og fagforbundene med trussel om generalstrejke rådede L. modsat kabinetssekretær A. Krieger kongen til at stå fast og færdigdannede i de næste par dage sit ministerium. Selv overtog han justitsministeriet. Efter henvendelse fra Kbh.s borgerrepræsentation 3.4. sammenkaldte Christian X imidlertid de politiske partiers ledere der nægtede at forhandle med L. og krævede et upolitisk forretningsministerium under overformynder M. P. Friis. Tidligt på morgenen 4.4. afskedigede kongen da ministeriet L. Efter dette intermezzo i politik helligede L. sig atter sin sagførerforretning. Han førte 1923 forsvaret for direktør H. P. Prior i Landmandsbanksagen og vandt 1926 bøndernes sag mod Dansk arbejdsmandsforbunds blokade i Kolindsund. Han var medlem af direktionen for Vejlefjord sanatorium og medlem af bestyrelsen for Lægeforeningens boliger, Røde kors og Juel-Rysensteenernes mindestiftelse og varetog som sin far de juridiske opgaver for kongefamilien.