Hans Henrik Bruun

Hans Henrik Bruun, Hans Henrik Marcelius Bruun, 12.5.1884-22.1.1954, højesteretssagfører. Født i Terndrup, død på kommunehospitalet i Kbh., begravet Hornbæk kgd. Efter studentereksamen fra Sorø akademi 1902 påbegyndte B. det juridiske studium der blev afsluttet 1908. Allerede i studieårene blev han knyttet til dagbladet København som juridisk medarbejder med særligt henblik på højesterets-referater. I dette arbejde 1905–10 viste han allerede sine betydelige evner til at formidle komplicerede problemstillinger. 1911 blev B. overretssagfører og allerede 1918 højesteretssagfører, og snart slog han sit navn fast som en højtbegavet procedør. Han kom siden til at sætte sit præg på talrige betydningsfulde sager. Da den nye retsplejelov trådte i kraft 1919 blev han knyttet som medhjælper til statsadvokaterne i København, 1919–25 og 1928–30, og var dermed med til at forme den nye kriminelle retspleje der bl.a. havde indført nævninge. Da det fortrinsvis var sager af økonomisk-juridisk karakter han beskæftigede sig med medførte dette at han i stort omfang blev benyttet som juridisk rådgiver af en række betydelige erhvervsvirksomheder. Som en konsekvens heraf blev han formand eller medlem af bestyrelsen for adskillige merkantile og industrielle virksomheder. Først og fremmest inden for forsikringsbranchen hvor han var formand for bestyrelsesrådet og repræsentantskabet i Det gensidige Forsikrings-Aktieselskab Norden. Nævnes kan også formandsposten i Den kongelige Porcelainsfabrik, A/S Højgaard & Schultz og De forenede Vagtselskaber. I årene 1933–39 var han næstformand i komiteen for Aks. Burmeister & Wains afviklingsafdeling. B. førte flere vigtige retssager der havde deres baggrund i besættelsestiden. Den vigtigste var dog nok tjenestemandssagen mod Statsbanernes generaldirektør P. Knutzen hvis forsvarer han var. Sagen, der blev tabt, var så vigtig for B. at han 1948 udgav en bog herom Dommen over Generaldirektør P. Knutzen. Foruden denne bog foreligger talrige artikler af alment indhold i dagspresse og tidsskrifter foruden juridiske artikler i Ugeskrift for Retsvæsen, Tidsskrift for Retsvidenskab samt Sagførerbladet. Ved siden af juraen udviste han tidligt meget stor interesse for kunsten, og han var en stor kunstkender. Gennem en lille snes år var han således formand for Kunstforeningen i Kbh., og det var bl.a. hans fortjeneste at foreningen 1952 kunne flytte ind i egen ejendom på Gammel strand. Ydermere var han formand for Dansk kunstmuseumsforening og medlem af bestyrelsen for Kunstindustrimuseet.