Poul Sporon, Poul Egede Sporon, 30.8.1795-29.11.1854, højesteretsadvokat. Født i Virum, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). S. blev student fra det Schouboeske institut 1811 og cand.jur. med udmærkelse 1815. Han havde tidligt besluttet sig for sagførergerningen og afslog derfor en docentpost ved det 1811 oprettede universitet i Kristiania. Allerede 1819 udnævntes han til højesteretsadvokat og var tillige sørets-prokurør 1830–38 og medlem af Nationalbankens repræsentantskab 1834–38, fra 1836 repræsentantskabets formand. Disse hverv afgav han da han 1838 efter et års konstitution i embedet udnævntes til kammeradvokat. S. var en ypperligjuridisk begavelse, i besiddelse af et skarpt Judicium og en usædvanlig hukommelse. Ved disse egenskaber og ved sin store flid, sin sjældne arbejdskraft og ualmindelige veltalenhed og sine fine menneskelige karakteregenskaber blev han hurtigt sagførerstandens førstemand, agtet og afholdt af klienter og kolleger, og bidrog meget stærkt til en almindelig højnelse af standens anseelse. En af hans mest kendte sager er forsvaret for Fædrelandets redaktør C. N. David der var anklaget for krænkelse af presseloven i nogle artikler med konstitutionel tendens. S. opnåede frikendelse af David som dog af regeringen afskedigedes fra sin professorstilling ved universitetet.

Familie

Forældre: højesteretsassessor, senere etatsråd Frederik (Friderich) Gottlieb S. (1749–1811) og Karen Egede (1754–99, gift 1. gang 1772 med hofprædikant, præst ved Vajsenhuset Bendix Krøll, 1735–82). Gift 19.6.1819 i Kbh. (Holmens) med Søster Ane Kristiane Brorson, født 28.6.1798 i Kbh. (Nic), død 1.2.1845 sst. (Holmens), d. af højesteretsadvokat, senere -dommer, professor, konferensråd Christian B. (1762–1835) og Sophie C. Cortsen (1768–1827).

Udnævnelser

Justitsråd 1828. Etatsråd 1836. Konferensråd 1853. – R. 1840. DM. 1846.

Ikonografi

To mal., det ene af C. W. Eckersberg, 1820.

Bibliografi

Juridisk ugeskr., 1855 1–8. Palle Rosenkrantz: Prokuratorerne i Danm. i det 19. årh., 1928 66 74. H. Hjorth-Nielsen: Danske prokuratorer 1660–1869, 1935 (ny udg. 1977) 313f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig