Aage Spang-Hanssen, Aage Cato Spang-Hanssen, f. 11.11.1930, advokat. Aage Spang-Hanssen blev student fra Østre Borgerdydskolen 1948, candjur. 1954 og fuldmægtig i advokatfirmaet overretssagfører Erik Salomon og højesteretssagfører Aage Bay Erichsen m.fl. 1954–56, hvorefter han virkede som fuldmægtig i kammeradvokaturen og fik bestalling som landsretssagfører 1957. Han fortsatte som advokat i kammeradvokaturen indtil 1965 og fik her en betydelig øvelse i procedure og stor indsigt i skattesager. 1965 blev han partner i advokatfirmaet Hjejle, Gersted & Mogensen hvor han har virket indtil 2003.

Aage Spang-Hanssen har været meget virksom som procedør i retterne og har her haft en række sager af offentlig interesse, blandt hvilke kan nævnes sager for flere af advokat Mogens Glistrups klienter imod Glistrup, navnlig den af højesteret 4.7.1975 pådømte sag (Ugeskr. for retsvæsen, 1975 788) som stadfæstede østre landsrets dom, hvorefter Glistrups klient ikke kunne være bundet af en med Glistrup indgået aftale idet den hvilede på posteringer i Glistrups bogholderi uden nogen erhvervsmæssig økonomisk realitet. Endvidere bør nævnes at Aage Spang-Hanssen for den danske stat førte den ved den europæiske menneskerettighedsdomstol 7.12.1976 pådømte sag "Kjeldsen, Busk Madsen and Pedersen" (Publications of the European Court of Human Rights serie B, vol. 21, 1975–76 jf. N. Eilschou-Holms En sag for Menneskerettighedsdomstolen, 1980) i hvilken den danske stat blev frifundet for sagsøgernes krav om anerkendelse af, at deres børn skulle være undtaget fra seksualundervisning i skolen.

Aage Spang-Hanssens betydningsfulde indsats inden for skatteretten førte til, at han blev medlem af forretningsudvalget i Dansk skattevidenskabelig forening fra dens oprettelse 1968 og formand 1971–80; endvidere var han 1972–79 medlem af Executive Committee i International Fiscai Association og præsident for dennes kongres i Kbh. i september 1979. Fremdeles har Aage Spang-Hanssen været medlem af Advisory Board of International Bureau of Fiscai Documentation og har sammen med Eskil Trolle skrevet en redegørelse for dansk skatteret Business Operations in Denmark udgivet 1980 af Tax Management Inc., Washington.

Inden for det kollegiale arbejde var han 1964–69 medlem af kredsbestyrelsen for Advokatsamfundets 1. kreds og var medlem af Advokatrådet 1977-85, ligesom han i en række år var medlem af, 1986-91 formand for bestyrelsen for Københavns advokatforening.

1970 indtrådte Aage Spang-Hanssen i Bikubens tilsynsråd og blev 1972 næstformand i dettes forretningsudvalg, i hvilken egenskab han deltog i forhandlingerne om forskellige fusioner, navnlig med Sparekassen Fyn (1973). 1988-96 var han formand for Bikubens bestyrelse. Aage Spang-Hanssen var redaktør for det jubilæumsskrift som Bikubens forvaltningsafdeling udgav på 75 års dagen for sin oprettelse og skrev heri et kapitel om reglerne for dødsbobeskatning; bogen har været benyttet som lærebog bl.a. ved Handelshøjskolen.

Herudover har Aage Spang-Hanssen skrevet en række artikler i Ugeskr. for retsvæsen og i andre tidsskrifter, særlig om skatteforhold; blandt disse bør nævnes et af Bikuben udsendt skrift om Industriens skatteforhold og artiklen i Advokaten 1980 om Skattestraffesyndromet, hvori Aage Spang-Hanssen søgte at afværge ligningsrådets dengang helt unuancerede og i realiteten ganske ulovhjemlede bødepraksis der derefter er kommet i mere acceptable rammer. Endelig var Aage Spang-Hanssen fra 1.1.1959 været knyttet til redaktionen af Ugeskr. for retsvæsens litterære afdeling som redaktionssekretær og 1976-93 som medlem af redaktionskomiteen.

Aage Spang-Hanssens betydelige dygtighed og engagement på en række samfundsmæssige områder har i forbindelse med hans sympatiske og kultiverede personlighed gjort ham til et højt anset medlem af advokatstanden.

Familie

Aage Spang-Hanssen er født på Frederiksberg.

Forældre: akademiinspektør, senere kontorchef ved Carlsbergfondet E. S.-H. (1884–1972) og Karen Høeg (1893–1955). -21.11.1953 i Holstebro med korrespondent Inger Krarup Jørgensen, født 1.5.1931 i Holstebro, d. af handelsgartner Christen Krarup J. (1888–1947) og Anna Nielsen (1896–1981). – Bror til Ebbe S.-H.

Udnævnelser

R. 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig