Anders Nielsen (organisationsleder)

Anders Nielsen, 11.6.1859-10.5.1928, organisationsleder. Født på Jægergården, Ry, død på Svejstrup Østergård, Dover sg., begravet i Dover. N. udgik fra et velsitueret jysk gårdmandsmiljø, men faderen og moderen døde mens han var barn. Efter landsbyskolen fik han en tid privatundervisning på en slægtnings gård og var ellers beskæftiget ved landbrug i hjemmet. 1875-76 besøgte han Emdrupborg højskole, begyndte derefter at læse ved landbohøjskolen hvor han tog landbrugseksamen 1879. Efter eksamen skal han være blevet tilbudt stilling hos Otto Mønsted, men N. blev 1879-82 lærer på den ikke-retnings-prægede Karise højskole og var endvidere en tid mejeriassistent under Th. R. Segelcke. Ved sit giftermål overtog N. med støtte fra familien Svejstrup Østergård nær Ry på knap 7 tdr. htk. og godt 40 ha. N. og hans hustru drev i de følgende år ejendommen stærkt frem med bl.a. hjemmemejeridrift og betydeligt fjerkræhold. En tid besad N. også hustruens fødegård, Krags-bjerggård (55 ha) nord for Slagelse. 1885 valgtes N. til formand for Skanderborg landboforening hvis virksomhed han udvidede og fremmede ved intensiveret oplysningsarbejde, ansættelse af konsulent, iværksættelse af fællesindkøb m.m. Som repræsentant for foreningen gjorde han sig snart bemærket i vide kredse. N. tog livlig del i de drøftelser der foregik vedr. oprettelsen af et landbrugsråd i opposition til landhusholdningsselskabet og på delegeretmødet i Foreningen af jyske landboforeninger i efteråret 1887 rejste han spørgsmålet om oprettelse af andelssvine-slagterier. På Skanderborgegnen stod N. centralt i diskussionen om et andelssvineslagteri, men tilskyndet af P. Bojsen, Gedved, anbefalede han i første omgang at man sluttede sig til det 1887 oprettede Horsens andelssvineslagteri. Dette førte til hans fald som formand for landboforeningen hvor det ydermere skal have spillet ind, at N. regnedes som grundtvigianer på en egn hvor modsætningen mellem disse og bjørnbakkerne endnu havde betydning. 1894 genvalgtes N. til formand og beklædte posten indtil 1903. 1894 indvalgtes han i landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd, men arbejdet fangede kun en tid hans interesse. 1895 indvalgtes han i bestyrelsen for Aarhus omegns mejeriforening og 1896 tog han initiativet til oprettelse af et regnskabsudvalg under Foreningen af jyske landboforeninger hvis formand han blev, 1900 valgtes han tillige til formand for foreningens planteavlsudvalg hvis position han styrkede i sin formandsperiode.

1895 stillede N. sig til folketinget i Grenåkredsen, 1898 i Horsens landkreds, begge gange for det forhandlende venstre og begge gange uden at blive valgt. N. valgtes 1908 for venstre i Sæby hvor han faldt året efter og han stræbte næppe efter en politisk karriere i traditionel forstand. Det var derimod sidst i 1890erne klart at N. stod foran en betydelig karriere inden for landbrugets organisationsliv, og gennem møder og avisindlæg var han allerede da et kendt navn i østjysk landbrug. Springbrættet for hans udvikling blev oprettelsen af Jydsk Andels-Foderstofforretning (JAF) 1898. Dannelsen af Korn- og Foderstofkompagniet 1895 havde skabt misstemning i jysk landbrug hvor man frygtede mellemhandelens magtstilling, og politikeren P. Bjerre, Højstrup, rejste tidligt på året 1897 tanken om et landmandsstyret fællesindkøb af grovvarer. Planen fængede, og N. engagerede sig snart heri og fremstod i løbet af de kommende måneder som den førende talsmand for planen. 31.7.1897 afholdtes konstituerende repræsentantskabsmøde og 5.2.1898 stiftende generalforsamling i JAF hvor N. valgtes til formand. JAF kom snart til at danne forbillede for oprettelsen af andelsfoderstofforretninger på Sjælland og Fyn. N. stod nu som en af lederne i jysk landbrug og han havde allerede i forberedelsen og oprettelsen af JAF udfoldet de egenskaber der skulle karakterisere hans videre indsats: umiddelbare evner som agitator i skrift og ikke mindst tale, hvor hans kraftige stemme og selvbevidst optimistiske udstråling sammen med sansen for den fængende, samlende appel havde en vældig gennemslagskraft i landbrugskredse. Han besad evnen til at gå direkte til kernen i et problem, forme de centrale spørgsmål til letfattelige retoriske spørgsmål eller appeller, og han kunne forplante sin egen selvtillid og tro på sammenholdets styrke til tilhørere. N. kunne fastholde et én gang opstillet mål, samtidig med at han forstod kompromisets nødvendighed i sekundære spørgsmål. Som P. Bjerrre hurtigt blev skubbet til side i arbejdet for oprettelsen af JAF kunne N. virke hensynsløs over for personer og interesser, der forekom ham mindreværdige i forhold til gennemførelsen af den sag han havde sat sig for at fremme. Uden at fremstå som udpræget agrartalsmand udtrykte N. gårdmandsstandens krav ikke blot om ligestilling, men om at blive opfattet af andre som en ledende gruppe i det danske samfund i overensstemmelse med standens faktiske placering i det økonomiske og politiske liv omkring år 1900. Og N. kunne i sin agitation med effekt kalde på og udvikle gårdmandsstandens tro på egen betydning og egne kræfter.

1899 var han medstifter af Andelsudvalget og fra starten et af dettes ledende medlemmer. S.å. begyndte han udgivelsen af den hurtigt meget udbredte (Anders Nielsens) Lommebog for Landmænd, og n.å. blev han, først sammen med S. P. Petersen, senere alene redaktør af Andelsbladet. Da N. i landhusholdningsselskabet mødte modstand mod tanken om et nationalitetsmærke for dansk smør rejste han den – 3.2.1899 i mejeriforeningernes ugeblad, vandt gehør for tanken og fra 1901 anvendtes lurmærket som kvalitetsmærke. Efter få år var stort set alle mejerier tilsluttet, og 1911 overgik brugen af lurmærket til staten. 1901 var N. medstifter af Dansk Andels-Gødningsforretning der oprindelig havde kontorfællesskab med JAF og af De danske Mejeriers Fællesindkøb (senere: og Maskinfabrik) og han valgtes begge steder til formand. 1904 var han den drivende kraft bag skabelsen af danske Mejeriers Andels-Smøreksportforening der fik betydelig tilslutning i det østlige og nordlige Jylland. 1909 valgtes han til formand for Andelsudvalget efter M. P. Blems afgang. 1911 stod N. bag oprettelsen af Dansk Andels Cementfabrik i Ålborg hvor han påny i sin agitation fremhævede landbrugets interesser over for det private erhvervsliv. Ideen til oprettelse af en andelscementfabrik var først og fremmest Severin Jørgensens, men det var N. der førte den ud i livet. N.s centrale indsats i disse år var dog arbejdet for oprettelsen af Andelsbanken. Allerede i 1890erne havde brugsforeningslederen Severin Jørgensen fremsat tanken, den drøftedes på den første andelskongres 1903 hvor N. i øvrigt nærmest stillede sig afventende, men n.å. skiftede han opfattelse og begyndte en langvarig agitation over for andelsselskaberne og deres medlemmer. Tanken mødte en del modstand, bl.a. fordi mange mejerier og slagterier traditionelt havde forbindelse med sparekasserne. Albertikatastrofen og bankkrisen 1908 forsinkede tilslutningen yderligere og først 1909 kunne der afholdes stiftende generalforsamling. Tilslutningen var endnu ret beskeden, fortrinsvis koncentreret i det østlige Jylland, og banken begyndte først i november 1914 sin virksomhed. N. blev formand for bestyrelsen og medlem af direktionen. De regionale mejeriforeninger havde siden 1899 haft et art forretningsudvalg, De samvirkende danske mejeriforeninger, men bl.a. lovgivningsmagtens krav resulterede 1912 i dannelsen af De danske mejeriforeningers fællesorganisation hvor N. valgtes som formand. 1914 afløstes han på denne post af Niels Porse der i de kommende år i stadig højere grad fremtrådte som N.s meningsfælle og kronprins. 1909 var N. blevet næstformand i Foreningen af jyske landboforeninger hvad der tillige med hans centrale placering inden for andelsbevægelsen gav ham en helt dominerende stilling i landbrugets organisationsliv. Da forholdene efter udbruddet af første verdenskrig snart betingede en radikalt ændret erhvervspolitisk situation, kom N. til at fremstå som landbrugserhvervets repræsentant over for regeringen. Inden for landbruget havde N. 1913 taget initiativet til afholdelse af "tvangfrie fællesmøder" mellem hovedorganisationerne, og han blev nu formand for det på Ths. Madsen-Mygdals forslag oprettede Landbrugsrådet af 30. august 1915 der dog opløstes n.å. Baggrunden for rådets opløsning var utvivlsomt til dels forårsaget af det meget spændte forhold der var opstået mellem N. og regeringen. Fra udenrigsministeriets side fandt man, at N. og Holger Federspiel i handelsforhandlinger med England i 1915 uden at underrette ministeriet havde belastet landets officielle neutralitetspolitiske linje. Udenrigsministeriet havde inddraget organisationerne i de handelspolitiske forhandlinger og kunne have en afgjort interesse i at skubbe landbrugsorganisationerne – og N. – foran sig. Men N. burde have orienteret udenrigsministeriet udførligere om forhandlingerne med englænderne. Ministeriet desavouerede de to mænd og krævede N.s tilbagetræden fra formandsposten i Andelsudvalget, men han blev her støttet af udvalget.

N. gik formelt usvækket ud af denne konflikt, og 1916 valgtes han til formand for Foreningen af jyske landboforeninger hvor der dog lød røster mod koncentration af så mange poster hos én mand. Imidlertid trådte Ths. Madsen-Mygdal stadig stærkere frem som samlingspunkt for erhvervets modstand mod regeringens regulerings-politik hvor N. stod i en mere bundet position da andelsselskaberne, bl.a. i høj grad JAF og dettes direktør, Chr. S. Nielsen, var inddraget i administrationen af reguleringerne. N. fortsatte arbejdet på skabelsen af en samlet fællesrepræsentation for landbruget hvor det for ham blev afgørende at placere andelsselskaberne, hvis samarbejde blev reorganiseret 1917 ved oprettelsen af De samvirkende danske andelsselskaber, som partner i det planlagte samarbejde mellem landbo- og husmandsforeninger og det svækkede landhusholdningsselskab. I disse forhandlinger, der først og fremmest stod omkring husmandsforeningernes deltagelse og prisen herfor, stod N. som andelsselskabernes leder og landbo-foreningsleder i en dobbeltstilling der lejlighedsvis var en belastning. Ved Landbrugsrådets oprettelse 1919 stod valget mellem N. og Ths. Madsen-Mygdal til posten som ledende præsident. Valget faldt på Madsen-Mygdal, mens N. blev medlem af præsidiet.

Årene efter første verdenskrigs afslutning bragte et økonomisk tilbageslag der ramte landbruget og dets virksomheder meget føleligt. JAF led 1920-21 betydelige tab som det imidlertid lykkedes at overvinde. Men Andelsbanken kom i lighed med flere af de store banker i vanskeligheder der skulle blive afgørende for N.s stilling. Allerede 1920 fremkom der kritik af bankens virksomhed, og angrebene fortsatte med vekslende styrke i de følgende år. Banken havde ekspanderet stærkt under krigen, men den havde kun i beskedent omfang formået at knytte de eksisterende andelsselskaber til sig. Der var åbnet filialer og overtaget andre pengeinstitutter, og banken havde engageret sig i en række erhvervs-foretagender og især i De danske mejeriforeningers mælke-eksport. Dette selskab var oprettet 1919 med tanke på eksport af mælk til bl.a. Tyskland, men det kom af en række årsager snart ud i vanskeligheder, som betød at selskabets gæld til Andelsbanken 1925, da mælkeeksporten likviderede, var nået op på knap 15 mio. kr. Andelsbanken havde 1922 måttet notere et underskud på 2 mio. kr. og situationen forværredes de følgende år i takt med mælkeeksportens vanskeligheder. Hertil kom fra 1923 intensiverede angreb udefra. Det blev altafgørende for N. at opretholde tilliden til banken og herved skabe grundlag for dens fortsatte eksistens, og han og banken mente, at mejerierne gennem fællesorganisationen hæftede for mælkeeksportens gæld. N. var 1919 udtrådt af direktionen, afgik som formand 1924, men fortsatte som næstformand og som den der tegnede banken. I jan. 1925 søgte man at redde banken ved støtte fra Nationalbanken og indskud fra JAF, FDB og Dansk Andels Cementfabrik på 5 mio. kr. På JAFs generalforsamling 10.2.1925 fik N. tilslutning til støtten, men det viste sig kort efter at der krævedes langt større beløb for at holde banken oppe, og der bredte sig i landbrugskredse hurtigt den opfattelse, at N. 10.2.1925 havde fremstillet Andelsbankens stilling mere optimistisk end der var grundlag for. Banken måtte lukke og på JAFs ordinære generalforsamling i sommeren 1925 blev N. tvunget tilbage som formand. I de næste år trak han sig ud af organisationsarbejdet, dog ikke uden forsøg på at hævde sin stilling. Angrebene på ham var mange, og det synes som om utilfredsheden med tilbageslaget efter første verdenskrig og efterkrigsårenes fejldispositioner samlede sig om N., og han kan ikke 10.2.1925 have været uvidende om bankens meget alvorlige stilling. Det måtte imidlertid være helt afgørende at der skabtes tro på bankens fortsatte levedygtighed blandt andelsforeningernes medlemmer, hvad der må nævnes for at forklare N.s optræden i den sidste fase af bankens levetid. Der fandtes ikke i forbindelse med Andelsbankens sammenbrud noget grundlag for at rejse nogen form for sigtelse mod ledelsen. N.s position havde gennem et kvart århundrede været baseret på landbrugernes, ikke mindst de jyske bønders tillid til hans arbejdsevne og dygtighed. Han var blevet bakket op 1916, og trods lejlighedsvise angreb for magtstræb og for at søge personlig vinding var der en udbredt og fast tro på hans lederegenskaber. Da Andelsbanken måtte lukke 1925 opfattedes det som en svigten af denne tillid. N. var ubetinget den ledende skikkelse inden for landbrugets andelsbevægelse fra sidst i 1890erne til 1925, og hans opfattelse af andelssamarbejdets betydning og opgaver har præget andelsbevægelsen frem til i dag. N. så tilkomsten af andelsbevægelsen som helt overvejende betinget af den økonomiske nødvendighed, og han understregede at andelsvirksomhederne først og fremmest havde til formål at tilgodese medlemmernes økonomiske interesser (se Andelsbladet 1906 og Andelsbevægelsen 1910). Det var hans gentagne gange udtrykte opfattelse, at man alene skulle oprette andelsforeninger hvor landbrugets interesser ikke blev tilgodeset af det private erhvervsliv. N. var på dette punkt i modsætning til brugsforeningernes førstemand, Severin Jørgensen, men i øvrigt var samarbejdet mellem de to ledere fortrinligt, og flere af de initiativer N. førte ud i livet skyldtes Severin Jørgensens ideer. Andelsmejerier og -svineslagterier kom til i 1880erne, men N. var drivkraften i den senere fase hvor der oven på eller i tilslutning til disse primære foreninger skabtes serviceselskaber eller sammenslutninger til varetagelse af indkøbs- eller afsætningsopgaver. N.s opfattelse kom ligeledes til at præge formen for samarbejdet imellem andelsvirksomhederne, idet det blev og siden har været karakteristisk for landbrugets andelsvirksomhed at beslutningerne såvidt muligt blev taget decentralt. N. var liberalist, men hans optræden under de skiftende forhold viser en udpræget pragmatisk indstilling. Det svækkede formentlig hans position som repræsentant for landbruget at han under første verdenskrig ikke ønskede at gå så langt i kritikken af regeringens indgreb som andre, og i landbrugsrådet kom han ved en række lejligheder i et vist modsætningsforhold til Madsen-Mygdal på spørgsmålet om hvor hurtigt krigsårenes reguleringspolitik burde afvikles. Også i det meget politisk følelsesladede forhold til det nye styre i Sovjet gjorde N. sig til talsmand for en holdning der nøgternt skulle søge at opnå størst økonomisk fordel for danske landbrugsinteresser. – I mange henseender står N. som det ypperste udtryk for den sejrende gårdmandsstand omkring systemskiftet. Han understregede selv ved flere lejligheder forbindelsen med det praktiske landbrug og de holdninger der herskede blandt landets 60 000 gårdejere. De virksomheder N. byggede op gennem sin agitation viste sig levedygtige -det gjaldt også for Andelsbanken efter dens rekonstruktion – og den også i dag stærke placering, landbrugets andelsbevægelse indtager, kan i stort omfang føres tilbage til N.s indsats i perioden 1898-1925.