Jens Holdgaard

Jens Holdgaard, Jens Christian Holdgaard, 30.9.1874-28.10.1936, husmandsfører. Født i Skovbyhuse, Gjellerup sg., Ringkøbing amt, død i Kbh., begravet i Ikast. Som søn af en fattig husmand på heden fik H.s bårne- og ungdomsår i deres blanding af nødtørftig skolegang og omfattende arbejdsindsats i og uden for hjemmet et forløb som var fælles for tusinder af den tids fattigmandsbørn på landet. De yderst knappe goder af materiel art som stod til hedebeboernes rådighed måtte i forening med kraftige efterklange af egnens gudelige vækkelse præge en følsom natur som H.s i retning af en spartansk, indadsøgende livsholdning. Krav udadtil om hjælp og støtte til nødstillede måtte som absolut forudsætning have en fuldgod arbejdsindsats på hjemlig grund. Ikke underligt at den indremissionske bevægelse, ikke mindst den kristelige afholdsforening, i H. fik en helhjertet tilhænger. Ivrigt og metodisk skolede han også sig selv til de opgaver han på såvel organisatorisk som politisk hold skulle komme til at løse. Organisationsvejen førte ham i første omgang over formandshvervet i Ikast husmandsforening (1908) og De sammensluttede husmandsforeninger i Ringkøbing amt (1913) til en position som "uofficiel" næstformand i De samv. jyske husmandsforeninger (indvalgt i bestyrelsen 1908) og medlem af De samvirkende danske husmandsforeningers hovedbestyrelse. Foreningsarbejdet i Ringkøbing amt hvor den korndyrkende driftsform dominerede på alle bedriftsniveauer havde belært H. om to hovedfaktorer i forbindelse med en landmandstilværelse: at husmænd for at overleve økonomisk måtte sælge deres produkter til lønnende priser og at de følgelig et godt stykke hen ad vejen havde fælles interesser med andre landmænd. Med en sådan grundopfattelse af erhvervspolitisk natur, som principielt ikke adskilte sig fra landboforeningspolitikeren T. Madsen-Mygdals overbevisning, måtte H. som medlem af det stående landbrugsudvalg (af 1917) komme i et vist modsætningsforhold til de andre husmandsrepræsentanter, når det gjaldt om at afveje organiationspolitiske med partipolitiske synspunkter. Sidstnævnte bød dem nemlig at støtte den radikale regering der havde fremsat forslag om en kornordning med en ikke ringe hensyntagen til forbrugersiden. Her trak H. det korteste strå. Til gengæld øvede han på det politiske plan som nyvalgt landstingsmand for de radikale en afgørende indflydelse på det jordpolitiske kompromis, landstingets venstre -under anførsel af en ligeledes nyvalgt H. Hauch – og radikale fik tilvejebragt i oktober 1919. Kompromiset bestod i at husmændene mod at give køb på en egentlig ekspropriationsret i jorderhvervelsesloven og på retten til at svare permanent konjunkturregulerede jordafgifter til staten fik jordlovene bjærget igennem det politiske system inkl. favorable betingelser for opnåelse af byggelån.

I 1920erne hvor udstykningens socialpolitiske sigte sløredes lidt af de landbrugsøkonomiske vanskeligheder, de være sig udefra kommende som prisfald eller internt skabte i form af kronens værdistigning 1925–26, kom H. – fra 1924 som medlem af folketinget – i stigende grad til at præge husmandsbevægelsen indefra med sit realøkonomiske og -politiske syn. Da han 1929 afløste Chr. Johansen som formand for de jyske husmandsforeninger, og da N. P. Andreasen på Sjælland afløste Niels Frederiksen, var vejen banet for en tyngdepunktsforskydning af husmandsprogrammet fra dets socialpolitiske til dets erhvervspolitiske dele. To år senere, midt under en optrækkende verdenskrise, efterfulgte H. da den aldrende R. J. Vandman på posten som landsformand, og inden for det næste halvandet års tid havde H. og landboforeningernes (og landbrugsrådets) kommende mand H. Hauch nærmet sig hinanden så meget at husmandsforeningerne i juni 1932 kunne indtræde i landbrugsrådet ved siden af landboforeningerne og andelsudvalget. Samtidig fik H. dog udvirket at storlandbrugets efterhånden noget ineffektive talerør landhusholdningsselskabet blev tvunget ud af rådet. Efter endnu en tilnærmelsesfase efteråret 1932 kunne husmandsforeningerne og landboforeningerne 11.1.1933 fremsætte den fællesudtalelse om krav om støtte til landbruget på ca. 200 mill.kr. som banede vej for Kanslergadeforliget 19 dage senere. Da H. dernæst på et bevæget organisationsmøde i Odense 28.8. s.å. fik de ellers så frihandelsindstillede repræsentanter for det kornkøbende husmandsbrug til at acceptere en korntold til gavn for de korndyrkende storbrug, tog man i nogen grad brodden af LS-bevægelsens (Landbrugernes sammenslutning) uansvarlige agitation. Til gengæld fik husmandsbruget en begunstiget stilling gennem den småbrugervenlige svineordning man i samme forbindelse fik tilvejebragt. Med det store kriseforlig december 1933 som udover korntolden også omfattede støtteordninger vedr. smør-, kød- og svineproduktionen sluttedes ringen af politiske krisetiltag på landbrugsorganisatoriske præmisser. De efterfølgende landbrugsforlig adskilte sig ikke principielt fra denne model. H.s indflydelse lå efter tabet af folketingsmandatet ved valget 16.11.1932 afgjort på det organisatoriske plan, idet han som stedfortrædende præsident for landbrugsrådet deltog i så at sige alle vigtigere forhandlinger, hvad enten de foregik på nationalt hold – typisk om producentordningernes konkrete udformning – eller på internationalt niveau i form af handelspolitiske forhandlinger i London eller en anden europæisk hovedstad. Selv om H. efter mange års organisationsvirksomhed skulle være bekendt med det taktiske spils mange irgange har man dog en vis fornemmelse af at han med sin helt igennem hæderlige og bundsolide grundindstilling ofte kom til kort over for med- og modspillernes noget professionelle sondring mellem privat og offentlig moral.