Christian Ramus, 3.1.1765-11.7.1832, numismatiker. Født i Maribo, død i Ordrup, begravet i Gentofte. R. blev 1781 dimitteret fra Herlufsholm, tog 1784 filologisk eksamen og blev 1786 cand.teol.; senere blev han alumnus på Borchs kollegium og lærer i latin ved Borgerdydskolen i Kbh. 1789 rejste han udenlands med understøttelse af det Lassenske stipendium og med hjælp af velhavende slægtninge. I Göttingen studerede han et år under den berømte filolog C. G. Heyne, senere drog han til Wien hvor han studerede oldtidens numismatik under J. H. Eckhel, og derefter til Italien hvor han fortsatte sine numismatiske studier under Georg Zoëgas og kardinal Borgias vejledning. Efter sin hjemkomst 1793 fik han magister- og doktorgraden for en afhandling om ligtaler hos athenienserne og holdt 1794-95 som privatdocent forelæsninger ved universitetet, navnlig over græske forfattere. 1795 blev han bibliotekar ved det nyoprettede Classenske bibliotek, hvorfra han først tog sin afsked 1831. Da man måtte opgive håbet om, at Zoëga ville vende hjem og overtage den ham tiltænkte stilling som bestyrer af Det kgl. myntcabinet på Rosenborg, blev R. 1799 midlertidigt ansat her og blev 1801 udnævnt til samlingens inspektør, hvortil han på grund af sine kundskaber var selvskreven. Af møntsamlingen, for hvilken han 1821 blev direktør, havde han store fortjenester, idet han dels sørgede for at skaffe den betydelige forøgelser, dels 1816 udgav en på latin affattet beskrivelse over de antikke mønter; en beskrivelse over de danske middelalderlige mønter gik i stå ved hans død. R. var på grund af sin sygelighed (epilepsi) en noget vanskelig mand at omgås. -Medlem af Kgl. danske selskab 1813, af Videnskabernes selskab 1816. – Tit. professor 1802.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Stokkemarke, provst Christian Christiansen R. (1725-94, gift 1. gang 1753 med Christiana Rennemann, 1734-54, gift 3. gang 1771 med Marie Stampe, 1753-77) og Barbara Thestrup (1732-71). Ugift.

Udnævnelser

R. 1817.

Ikonografi

Mal. 1789, efter dette kopi af C. C. Andersen, 1881 (Den kgl. mønt- og medalje-saml.). Et mal. af R. tilhørte 1846 kardinal Borgia.

Bibliografi

Museum, 1896 I 141-93 249-79 (breve fra R.). – Alb. Leth i Progr. fra Herlufsholm, 1867 97-108. Medd. om dimitterede fra Herlufsholm, ved A. Leth og G. L. Wad, 1875 132f. P. Brock: Hist. efterretn. om Rosenborg II, 1882 100-02. Aug. Hennings i Danske mag. 7.r.I, 1934 31 121 133 139 162 169. Bengt Hildebrand: C. J. Thomsen och hans lärda förbindelser i Sverige I-II, Sth. 1937-38. C. J. Thomsen og G. Galster i Nord. numismatisk årsskr. IV 1939-1940, 90-94. Niels Breitenstein i Fra Nationalmuseets arbejdsmark 1940 5f. Jørgen Steen Jensen i Den kgl. mønt- og medaillesaml. 1781-1981, red. Otto Mørkholm, 1981 62-78.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig