Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Viggo Brøndal

Oprindelig forfatter EF-J

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Viggo Brøndal, Rasmus Viggo Brøndal, 13.10.1887-14.12.1942, romanist. Født i Kbh. (Helligg.), død i Kbh., begravet i Ordrup. Viggo Brøndal gik på Langs studenterkursus og aflagde studentereksamen på Frederiksberg gymnasium 1905. Han studerede først jura et år, men skiftede derefter over til filosofiske, sproglige og historiske studier. 1912 blev han magister i romansk filologi som han studerede hos Kr. Sandfeld og Kristoffer Nyrop, men han følte sig især i gæld til Harald Høffding, Vilhelm Thomsen og Otto Jespersen. 1912-13 studerede han i Paris hos M. Rocques, J. Bédier og A. Meillet og var derefter lærer ved forskellige kursus. 1917 blev han dr. phil. på afhandlingen Substrater og Laan i Romansk og Germansk. 1917-25 var han assistent ved stednavneudvalget, 1925-28 lektor i dansk ved Sorbonne og fra 1928 til sin død professor i romansk sprog og litteratur ved Kbh.s universitet.

I disputatsen søger Viggo Brøndal de dybere årsager til sprogenes forandring. Sproget ses først og fremmest som et socialt fænomen, og der skelnes mellem "norm" (det sproglige ideal alle i et sprogsamfund stræber mod) og "idiom" (en sum af dybtliggende ubevidste anlæg eller tendenser i befolkningen). Idiomet virker også efter sprogskift og kan derfor blive såkaldt substrat for forskellige sprog. Som eksempel behandles det fælles keltiske substrat i fransk og forskellige nabosprog som bl.a. gøres ansvarlig for ændringen af u til y. - I de følgende arbejder koncentrerede Viggo Brøndal sig om sprogets logisk-grammatiske struktur. Hans hovedværker er Ordklasserne, 1928 (fransk udg. 1948), Morfologi og Syntax, 1932, Præpositionernes Theori, 1940 (fransk udg. 1950). Hans vigtigste mindre afhandlinger er samlet i Essais de linguistique générale, 1943. Viggo Brøndal opdeler grammatikken efter to krydsende synspunkter. Det ydre stilles over det indre (også betegnet som det symbolske overfor det logiske) og system stilles over for rytme. Man får derved følgende firdeling:

symbolsklogisk
systemfonologimorfologi
rytmefonetiksyntax

Fonologien behandler fonemsystemer, fonetikken den fonetiske realisation, lydkombination, stavelsedannelse og prosodi. Morfologien behandler ordklasser, bøjning og afledning, syntaxen ordenes kombination i ordgrupper og sætninger. System og rytme holdes strengt adskilt; ordklasserne defineres således ikke ved deres funktion i sætningen, men ved deres logiske indhold. Ved sin definition af ordklasserne søger Viggo Brøndal, i modsætning til den traditionelle inkonsekvente sammenblanding af forskellige kriterier, at bygge hele systemet op ud fra ét synspunkt ved hjælp af fire såkaldte generiske begreber: descriptum (D), descriptor (d), relatum (R) og relator (r), som er en præcisering af de fire Aristoteliske begreber kvantitet, kvalitet, substans og relation. Disse fire begreber kan nu kombineres til maximalt 15 forskellige ordklasser: 4 der er karakteriseret ved kun et af begreberne, nemlig talord (D), adverbier (d), egennavne (R) og præpositioner (r); 6 der kombinerer to af begreberne, herunder nominer (Rd) og verber (rd); 4 der indeholder tre begreber, og 1 (interjektioner) der indeholder alle fire. Man får altså fire trin i kompleksitet. Klasserne er universelle, men enkeltsprogene er karakteriseret ved antallet og kompleksitetsgraden af de benyttede klasser. Antallet kan dog ikke vælges helt frit. Visse klasser er indbyrdes solidariske, fx D og d, R og r, idet descriptor og descriptum, relator og relatum er komplementære begreber. De samme fire begreber anvendes til beskrivelsen af sætningsled, således at der bliver en vis affinitet mellem ordklasser og sætningsled selv om de defineres uafhængigt af hinanden.

Annonce

For at beskrive betydningsindholdet i de enkelte ord inden for en klasse anvender Viggo Brøndal et andet sæt af begreber, de såkaldte relationsbegreber som han overtager fra moderne logistik, nemlig de 6 abstrakte begreber symmetri, konnexitet, transitivitet, variabilitet, pluralitet og generalitet, og 5 af større kompleksitet. Ved hjælp af disse begreber har han opstillet et alment system af præpositioner og beskrevet 23 sprogs præpositionssystemer. - Til beskrivelse af bøjning og afledning benyttes både de generiske og relationsbegreberne. Et gennemgående træk i teorien er opstillingen af klasser af forskellig kompleksitetsgrad og antagelsen af solidariteter der fører til harmonisk opbyggede systemer. I tilslutning til den europæiske tradition fra Aristoteles via skolastikken til G. W. v. Leibniz og A. Humboldt antager Viggo Brøndal nu en så nøje samhørighed mellem sprog og tanke at han med sine ordklassedefinitioner samtidig mener at have beskrevet tankens kategorier og med sine definitioner af sætningsled også den diskursive tankes bevægelse. Desuden mener han at det enkelte sprogs valg af sproglige kategorier afspejler folkets mentalitet: primitive samfund skulle være karakteriseret ved mere komplekse begreber, ordklasser og ord, mens bærere af en høj intellektuel kultur har flere abstrakte klasser og ordbetydninger.

Viggo Brøndals sprogteori må betegnes som en imponerende intellektuel præstation, et storstilet forsøg på at se både sprog og tanke ud fra et intuitivt helhedssyn hvor alt finder sin plads. Men hans tankebygning er så original at den vanskeligt kan overtages af andre, og hans bøger er skrevet i en fortættet, næsten lapidarisk stil som gør dem vanskelige at læse. Han øvede imidlertid stor indflydelse på sine studenter og sine samtidige. Han deltog med utrættelig iver i videnskabelige diskussioner i faglige foreninger og på internationale kongresser. Især satte han sit præg på Lingvistkredsen i Kbh. i dennes første tiår. Han var en inciterende lærer og en samtalens og diskussionens mester; og han øste beredvilligt af sin uhyre viden på de forskelligste områder (filosofi, sprogvidenskab, kultur- og litteraturhistorie) og virkede inspirerende og stimulerende ved sin levende patos og sin brændende sandhedssøgen.

Familie

Forældre: gartner og frugthandler Christian Hansen (Brøndal) (1858-1930) og Hansine (Signe) Caroline Jacobsen (1865-1944). Navneforandring 2.1.1912. Gift 27.9.1912 i Kbh. (b.v.) med Rosally Ellen Meyer, født 9.4.1887 i Kbh. (Mos.), død 11.10.1959 i Gentofte, datter af kordirigent, sanglærer Albert Meyer (1839-1921) og Camilla Oettinger (1852-1936).

Ikonografi

Tegn. af Carl Jensen ca. 1929. Tegn. af Aug. Tørsleff. Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1917 234f. - Paul Diderichsen i Gads da. mag. 1943 82-97. Paul V. Rubow i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1943 125-29.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eli Fischer-Jørgensen: Viggo Brøndal i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287861