Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacob Baden

Oprindelig forfatter JohsBrN
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jacob Baden, 4.5.1735-5.7.1804, filolog. Født i Vordingborg, død i Kbh., begravet sst. (Frue). Da B. tidlig mistede sin fader tog moderen sig med stor omhu af hans opdragelse hvad han med taknemmelighed mindedes hele sit liv. Fra skolen i Vordingborg dimitteredes han 1750 til universitetet, og familien flyttede nu til København hvor B. begyndte sit teologiske studium. Hans velynder, den teologiske professor Peder Holm, skaffede ham kommunitetet og senere plads på Elers kollegium. 1752 tog han teologisk embedseksamen og 1753 den filosofiske baccalaurgrad. Med offentlig understøttelse foretog han en flerårig udenlandsrejse 1756–60. Han rejste først til Göttingen hvor han blev i tre år, også under den franske besættelse 1757. Her påvirkedes han især af J. M. Gesner og Michaelis der både øgede hans lyst til studiet af de gamle sprog og vakte hans æstetiske interesser. 1759 rejste han til Leipzig hvor han især hørte C. F. Gellert og J. A. Ernesti. Gellerts forelæsninger over det tyske sprog og B.s personlige omgang med denne digter fik blivende betydning for hele hans udvikling. Han blev påvirket af den wolfske filosofi, og efter sin hjemkomst 1760 tog han magistergraden i filosofi. Efter at have udsendt et program om den ære et folk kan have af at dyrke de skønne videnskaber begyndte han at forelæse over det tyske sprog. Men udsigterne for B. til at gøre karriere ved universitetet var kun ringe. Herhjemme så man med skepsis på dem der vendte hjem fra det nymodens Leipzig. B. sluttede sig til "soranerne" der med J. S. Sneedorff som fører søgte at forbedre den sproglige smag og vække interesse for de skønne videnskaber; men dette parti havde indflydelsesrige modstandere der mente at den slags studier ville skade den strenge videnskabelighed. Hans dygtighed måtte dog skaffe ham anerkendelse, og 1762 fik han ansættelse som rektor for pædagogiet i Altona. Det var da i forfald, og han mødte i sine forsøg på at genrejse det vanskeligheder og intriger, især fra J. B. Basedow som blandede sig i hans gerning og gjorde ham ked af den i øvrigt slet lønnede stilling. Med glæde modtog han derfor 1766 ansættelse som konrektor i Helsingør hvor han fik mere arbejdsro og 1771 blev skolens rektor. I denne stilling forblev han indtil han efter C. F. Wadskiærs død blev professor eloquentiæ ved universitetet 1780, et embede han beklædte til sin død.

B. var en meget flittig forsker der tilvejebragte en omfattende produktion, især med modersmålet og de klassiske sprog som arbejdsfelter. Under sin virksomhed i Altona udarbejdede han bl.a. til undervisningsbrug, en dansk grammatik Anweisung zur dänischen Sprache, trykt 1767, en græsk grammatik med udvalgte læsestykker af Det ny Testamente og Æsops fabler, 1764 og oversættelser af Tacitus' Agricola og Xenofons Kyropædi, 1766. Under et kort ophold hos broderen Torkel B. der var inspektør på Bernstorff gods skrev B. anonymt en moralsk og politisk katekismus for bønderbørn, 1766. I Helsingør udfoldede B. i flere retninger en betydelig virksomhed. Efter aftale med agent Hans Holck påtog han sig redaktionen af et månedligt tillæg til Kbh.s Adressekontors Efterretninger, 1767 der i en lang årrække udkom under skiftende titler og væsentlig indeholdt recensioner af danske skrifter. Samtidig fortsatte han sit oversættelsesarbejde med Tacitus; desuden leverede han bl.a. en tekstudgave af Vergils digte, 1778–80. På pædagogisk område optrådte han 1771 med sin anonyme Upartisk Undersøgelse, om de academiske Examina ere Videnskaben og Lærdommen til Gavn eller Skade hvori han bl.a. foreslår afskaffelsen af den første akademiske eksamen, og med sine ligeledes anonyme Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet, 1771 hvori han angreb universitetets monopol. Allerede 1766 havde han som tillæg til sin oversættelse af Tacitus vendt sig kritisk mod den form for sprogrensning der var kommen til udtryk i de af Chr. Fleischer, H. W. Gerstenberg og P. Kleen udgivne Sorøske Samlinger; han fandt her mangel på følelse for det danske sprogs særegenhed. I nogle helsingørske skoleprogrammer, senere samlede under titlen "Symbola ad augendas linguæ vernaculæ copias e Saxonis Grammatici interpretatione Vellejana", 1780, henviser han skriftsproget til at hente ny styrke fra det rige væld der flyder såvel i daglig tale i by og på land som i den ældre danske litteratur før Holberg, og han bringer her en lille ordbog over gamle fra Vedels Saxo hentede gloser hvoraf adskillige fra nu af blev gængse i litteratursproget. Som universitetslærer indskrænkede han sig ikke til at læse over oldtidslitteraturen, men holdt også, som den første i universitetets historie, forelæsninger over det danske sprog hvor hans auditorium rummede ikke blot studenter, men adskillige af tidens skribenter. Forelæsningerne udgav han 1785 under titlen Forelæsninger over det Danske Sprog, eller Resonneret Dansk Grammatik. De udkom i fire oplag, sidste gang 1812. Et udtog af dem udgaves 1798, 6. oplag 1838. Hans forelæsninger over Horats' digtekunst, holdt 1781, udgaves 1791; man får heraf et godt indtryk af den grundighed hvormed han fortolkede digteren. Stor betydning for skolen fik hans Grammatica Latina hvis første tre udgaver, 1782, 1790, 1795 besørgedes af ham selv, 4. udgave, 1812 af professor S. B. Hersleb, 5.-7. udgave, 1821, 1824, 1830 af overlærer N. Fogtmann, 8. udgave, 1841 af rektor G. A. Dichmann. Denne grammatik der betegnede et betydeligt fremskridt fremfor H. P. Anchersens grammatik, selv om den navnlig i syntaksen lider af en del uklarhed, var enerådende i skolerne indtil J. N. Madvigs grammatik udkom. Til praktisk brug tjente også hans Latinsk-danske Leksikon, 1786, udarbejdet til dels på grundlag af Gesners "Thesaurus". Nok så fortjenstfuld var B.s Dansk-latinske Ordbog, 1788 ved hvis udarbejdelse han i nogen grad kunne støtte sig til H. von Aphelens tilsvarende arbejder, men i høj grad byggede på sit omfattende kendskab til dansk litteratur. Denne ordbog er endnu særdeles nyttig som den fyldigste i sin art. B. fortsatte tillige sin virksomhed som udgiver (Horats' digte 1793) og som oversætter (Horats 1792–93, Suetonius 1802–03); hans oversættelser kritiseredes dog med nogen ret allerede af samtiden. Hans stilling ved universitetet nødte ham også til at forfatte adskillige latinske programmer og festskrifter af hvilke en del blev udgivne som Opuscula Latina, 1793. Sin kritiske virksomhed fortsatte han som udgiver af kvartalsskriftet Kiøbenhavns Universitets-Journal, 1793–1801 hvori han dels behandlede universitetsanliggender med det formål at give offentligheden interesse for og forståelse af universitetets forhold, dels udøvede litterær kritik. Han opfordrede sine tilhørere på universitetet til at indsende deres litterære arbejder til hans bedømmelse.

Med sin tilslutning til soranerne var det B.s mål at gøre litteratursproget fastere og renere, og hvor han fandt vaklende sprogbrug "ræsonnerede" han med god smag over hvilken af de forekommende former der burde foretrækkes; han dømte hårdt om sin store forgænger J. P. Høysgaard der efter hans mening tog selv pøbelsproget for gode varer. Ved sine skrifter vedrørende modersmålet fik B. overordentlig betydning for sin tid som en sproglig autoritet. Hans hovedbedrift som dansk sprogmand er dog de forelæsninger over modersmålets grammatik som han i årene 1782 og 1783 uden for sin embedsgerning holdt ved Kbh.s universitet (trykt 1785, jf. ovenfor). B. viste godt kendskab til de ældre danske grammatikere, og her anerkendte han Høysgaard som den ypperste; men med sans for sprogets litterære side og forståelse af forfatternes betydning for hele sprogudviklingen tog han i modsætning til forgængerne stadig hensyn til litteratursproget; det danske skriftsprog der regner sin begyndelse fra Sneedorffs Den patriotiske Tilskuer blev nu for første gang underkastet en omfattende behandling, og resultaterne af de foregående decenniers betydningsfulde sprogudvikling blev fastslåede som norm. Bogens virkning var som N. M. Petersen siger, utrolig. Den blev – ikke mindst ved det nævnte udtog der blev indført i de lærde skoler – en rettesnor for hele den følgende tid eller, som K. L. Rahbek 1804 (Den Danske Tilskuer, nr. 52) siger "den Grundvold, hvorpaa vor heele nærværende Sprogsmag hviler". Også for skolens latinundervisning fik han grundlæggende betydning, og med skellig grund fremhævede han at kendskabet til latinen er et virksomt middel til udvikling af sprogfølelsen og den gode brug af det hjemlige skriftsprog. Hans udgaver og oversættelser af latinske forfattere udbredte kendskabet til den klassiske litteratur. Han arbejdede utrætteligt og med inderlig kærlighed og fordybelse i videnskaben. Hans forelæsningsform var grundig, men bred og monoton. For det praktiske, udadvendte liv manglede han fuldstændig sans. Midt under slaget på Reden sad han fordybet i en latinsk digter. Da en ven trådte ind til ham fremhævede han et digts skønhed. "Men, min Gud, hvor kan du dog tænke på sådanne småting nu da kanonerne tordner os om ørene?" "Å", svarede B., "hvad bryder jeg mig derom? Det lader jeg være statens sag." I sine sidste år var han nedbrudt af gigt. Støttet på sin tjeners arm sås den værkbrudne mand daglig at vandre fra sin professorbolig (hvor nu den fhv. Metropolitan-skole ligger) over til universitetet.

Annonce

Familie

Forældre: rektor Jacob B. (1704–38) og Else Jacobine From (1697–1774). Gift 4.2.1763 i Kbh. (Cit.) med Sophie Louise Charlotte v. Klenow, født 21.11.1740 i Kbh., død 6.6.1824 sst. (Frue), d. af premierløjtnant, senere major Gustav Ludvig v. K. (1703–72) og Bolette Catharine From (1696–1788). -Sønnesøn af rektor Torkel B. Far til G. L. B. og Torkel B. (1765–1849). Bror til Torkel B. (1734–1805).

Ikonografi

Mal. af C. A. Lorentzen (Fr.borg). Afbildet på karikaturstik, 1797. Stik af Lahde, 1801, litografi efter dette, 1853. Dødsmaske og buste af Thorvaldsen, 1806 (begge Thorvaldsens mus.).

Bibliografi

Selvbiogr. i Saml. af fortjente da. mænds portrætter, udg. G. L. Lahde og R. Nyerup, III, 1806. – G. L. Baden: Bidrag til prof. J. B.s levnet, 1800 (udg. uden faderens vidende og vilje). Paul Diderichsen: Sprogsyn og sproglig opdragelse, 1968 især 23–25 45–51.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johs. Brøndum-Nielsen: Jacob Baden i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286330