Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A. P. Bernstorff

Oprindelig forfatter AxLin
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

A. P. Bernstorff, Andreas Peter Bernstorff, 28.8.1735-21.6.1797, greve, udenrigsminister. Født i Hannover, død i Kbh., begravet i Dreilützow. B. var søn af en velstående godsejer der væsentlig varetog driften af sine egne – og broderens -udstrakte ejendomme, men desuden ud fra gammeldags stændersk-patriarkalske anskuelser tog del i Hannovers og Mecklenburgs offentlige anliggender. Der går adskillige tråde mellem faderens og slægtens opfattelse af adelens forhold til stænder- og fyrstemagt og sønnens senere holdning over for hertugdømmernes ridderskab. Lige så sikkert er det at faderens følelse af en adelsmands og godsejers forpligtelse til hæderlig livsvandel og forsvarlig husholdning og til human behandling af sine bønder har givet sønnen varige indtryk. Barndomshjemmet var stærkt religiøst og navnlig moderen påvirket af pietismen. Livet mellem tidsalderens mennesker og en yngre generations forskelligartede indstilling øvede i de følgende år mangfoldig påvirkning på B.s tankegang, men rokkede aldrig hans ortodokse tro. Forældrene nærede den dybeste kærlighed til deres børn og tog sig med iver af deres opdragelse, men krævede samtidig en lydighed der udelukkede et nærmere forhold. B. kunne i sin barndom være flygtig og løssluppen, påståelig og vise hang til fantasterier. Selvtugt og hårdt arbejde afværgede farerne for en uheldig udvikling, men forhindrede ikke at disse anlæg i manddomsårene kunne give sig udslag i selvgod dømmelyst og på slutningen af hans livsbane gøre ham til et bytte for tidsalderens mysticisme. Vågnende politisk og historisk interesse blev næret ved slægtens fortællinger om bedstefaderens hannoveranske livsgerning og onkelens strålende karriere i Danmark. B.s uddannelse var tidens sædvanlige for unge adelsmænd og fulgte samme baner som faderens og farbroderen J. H. E. B.s: efter barndomsårenes hjemmeundervisning studier i universitetsbyer (1752–55) og derefter langvarige udenlandsrejser (1755–57). I Leipzig fik han sin gang i CF. Gellerts hus, hørte i Göttingen forelæsninger hos mænd som J. S. Putter og G. Achenwall og stiftede i Geneve bekendtskab bl.a. med juristen C. F. Necker. I de tyske byer. førte han et muntert samliv med Jævnaldrende borgerlige og adelige kammerater, men erhvervede også et grundigt kendskab til den nye tyske litteratur. Navnlig i Geneve plejede han omgang med lærde mænd og fik lejlighed til at læse hovedværkerne i samtidens politiske og filosofiske franske litteratur. Overalt på de følgende udenlandsrejser, i Italien, Wien og Tyskland, i Paris og i England stiftede han bekendtskab med tidens fremragende mænd og satte sig ind i de forskellige landes økonomiske og politiske forhold. I Rom blev han taget under vingerne af den franske gesandt, hertugen af Choiseul, og røgtede sit første hverv i Danmarks tjeneste ved at forelægge Jardins tegninger til Frederikskirken for italienske arkitekter. Opholdet i Wien og Paris midt under syvårskrigen gav ham levende indtryk af europæisk storpolitik og smag for fransk selskabelig kultur. Opholdet i England øvede ingen indflydelse på hans politiske anskuelser, men forøgede til gengæld hans sympati for engelsk mentalitet og samfundsliv. Navnlig det engelske landbrug vakte hans levende interesse. Karakteristisk nok voldte det ham jævnlig vanskelighed – trods onkelens skarpe advarsler – at lægge skjul på sine engelsk-hannoveranske sympatier og sin misfornøjelse med franskmændenes tyske politik og sejre. Allerede under opholdet i Geneve var det blevet besluttet at B. skulle træde i dansk statstjeneste, og 1755 var han blevet udnævnt til kammerjunker. Efter ankomsten til Kbh. 25.4.1758 gjorde han også lidt hoftjeneste og fik 1760 kammerherrenoglen. Hans egentlige gerning lå dog på andre områder. I nogen tid arbejdede han som volontør i Tyske kancellis indenrigske afdeling og blev derefter sekretær i den udenrigske, men gled efterhånden ud af denne virksomhed og forlod den fuldstændig 1768. Under den store krise 1761–62 fik han dog betroet den vigtige, men håbløse diplomatiske opgave at vinde Frankrigs støtte til en fredelig løsning af det gottorpske spørgsmål. I årene 1760–70 havde han sin væsentligste gerning inden for erhvervs- og finansstyrelsen. Marts 1760 udnævntes han til deputeret i det nyoprettede generaltoldkammer, april s.å. til deputeret i økonomi- og kommerce-kollegiet, og febr. 1765 for finanserne. Som følge af embeds- og personforandringerne efter Christian VII's tronbestigelse blev han aug. 1766 (til febr. 1768) og atter 1770 medlem af overskattedirektionen, dec. 1767 af statsbalancekommissionen og overtog febr. 1768 – i stedet for embedet som deputeret i rentekammeret – stillingen som I. deputeret i generaltoldkammeret og 2. deputeret i økonomi- og kommercekollegiet. 6.10.1770, få uger efter onkelens fald, blev han med ventepenge afskediget fra alle embeder og hverv. I disse år var B. den flittige og samvittighedsfulde embedsmand. På den almindelige politik øvede han ingen indflydelse, og i de forskellige kollegier hvor han havde sæde var det sikkert hans ældre og mere erfarne kolleger som var de bestemmende. Om han har haft større andel i de tilløb til reformer der fandt sted efter 1766 får stå hen indtil deres karakter og betydning er blevet nærmere undersøgt. Nævnes kan det at vel det største lovgivningsarbejde som fandt sted inden for B.s ressort, toldloven af 1768, holdt fast ved den tilvante beskyttelse og var ensidig til industriens fordel. Kun på et enkelt område, i landbosagen, fik B. lejlighed til at gøre en indsats der havde bud til fremtiden. Som bestyrer af onkelens gods Bernstorff har han rimeligvis taget initiativet til og gennemført den landboreform der afskaffede hoveriet og fællesskabet og gav bønderne arvefæste på deres gårde. Sikkert er det at han i høj grad sympatiserede med de planlagte forandringer på Antvorskov og Vordingborg krongodser. – Efter afskedigelsen tog B. ophold i Hamburg og på sit mecklenburgske gods Dreilützow. Breve, navnlig til onkelen, ånder vrede mod de ledende personligheder, navnlig Struensee, Rantzau-Ascheberg og dronningen, sorg over de ulykker der ramte hans venner og tidligere kolleger, og harme over den store omvæltning. Det vidner dog samtidig om hans fordomsfrihed at han lejlighedsvis kunne udtale sin sympati med adskillige foranstaltninger – fx hoverianordningen af 1771 – og undrende spørge sig selv hvilke dygtige mænd der bistod Struensee ved valg af personer og gav ham oplysninger om departementernes indre forhold. Så lidt som onkelen har B. søgt at konspirere med Struensees modstandere eller forberede hans fald. Da omvæltningen var en kendsgerning havde han vanskeligt ved at forsone sig med dens ophavsmænd og ventede utålmodig at onkelen skulle blive kaldt tilbage. For sit eget vedkommende havde han dog ringe lyst til på ny at træde i dansk statstjeneste og tjene en konge til hvem han ikke længere kunne nære nogen tillid, og en nation der betragtede ham som en fremmed. Først da Rantzau-Ascheberg havde udspillet sin rolle og v. der Osten mistet sin indflydelse, da Schack-Rathlou var vundet frem i betydning og H. C. Schimmelmann vendt tilbage følte han at stillingen var blevet en anden. Da opfordringen forelå til at vende tilbage tøvede han ikke længere, og allerede 3.12.1772 var han tilbage i Kbh. I overensstemmelse med den trufne beslutning fik B. sæde i finansstyrelsen, blev 14.12. deputeret i finanskollegiet – og direktør for fonden ad usus publicos – og efter dettes omordning 14.1.1773 dets førstedeputerede og desuden førstedeputeret i rentekammeret og i økonomi- og kommercekollegiet samt deputeret i bjergværksdirektoriet og medlem af overskattedirektionen. Skønt H. C. Schimmelmann på disse områder var den ledende fik B. i den korte tid han virkede i disse stillinger, lejlighed til at øve indflydelse på statens overtagelse af Kurantbanken og tallotteriet og deler derfor også ansvaret for en foranstaltning hvis misligheder snart skulle vise sig. Kun en kort tid kom han til at arbejde med statens økonomiske og finansielle anliggender. Da v. der Osten var afskediget, og Schack-Rathlou vægrede sig ved at beholde ledelsen af udenrigsstyrelsen havde hoffet ingen anden udvej end 24.4.1773 at udnævne ham til chef for det udenrigske departement og give ham sæde i gehejmestatsrådet. 6.5. fratrådte han sine øvrige stillinger og bevarede alene pladsen i overskattedirektionen. Da han yderligere 12.7.1773 blev udnævnt til direktør i Tyske kancelli havde han således arvet onkelens plads i den danske statstyrelse. Det viste sig hurtigt at han dermed havde opnået en stilling som svarede til hans evner. En skildring af B.s udenrigspolitiske indsats bliver i virkeligheden en fremstilling af Danmarks historie i de pågældende år. Ved afslutningen af den gottorpske mageskiftetraktat (1767 og 1773) havde et halvt århundredes dansk udenrigspolitik nået sit eftertragtede mål. Det blev derefter B.s opgave at bevare den territoriale ordning i Norden og Nordeuropa og samtidig skabe de bedst mulige vilkår for landets handel og skibsfart. De europæiske fastlandskonflikter, den preussisk-østrigske modsætning og de russiske udvidelseslyster mod Tyrkiet i syd, Polen i Midteuropa og Sverige i nord rejste en række farlige problemer som krævede en forsigtig og dog aktiv udenrigspolitisk ledelse. Samtidig voldte de store søkrige, den nordamerikanske uafhængighedskamp og krigen mellem England og Frankrig en række handelspolitiske vanskeligheder. Forbundstraktateme med Rusland af 1769 og 1773 blev grundlaget for B.s samlede ledelse af udenrigspolitikken. Bestemmelserne om Danmarks optræden over for Sverige og bestræbelserne for at hæmme denne stats magtudfoldelse ved at sørge for opretholdelsen af dens forfatning er utiltalende for en moderne betragtning, men svarede til den danske stats interesser. Forbindelsen med Rusland kunne til tider medføre en ubehagelig afhængighed, men gav staten tryghed og forøget autoritet ved afgørelsen af handelspolitiske mellemværender. I gennemførelsen af sin politik var B. på én gang smidig og fast, dristig og forsigtig. I sine anskuelser kunne han være doktrinær, i deres hævdelse påståelig; for de reale magtforhold havde han altid den fineste følelse, for statens svagheder en nøje forståelse. Hans selvstændighed formindskede ulemperne ved det russiske forbund og tog brodden af dets farlige bestemmelser. I årene 1774– 80 var det forholdet til Sverige og Preussen og de handelspolitiske modsætninger, som trådte i forgrunden. B. anerkendte Gustaf IIIs begavelse, men havde samtidig et skarpt blik for manglerne ved hans karakter og svagheden ved hans stilling. Han delte den danske regerings nedarvede mistænksomhed over for Sverige men anså "den evindelige ængstelse" for unyttigt selvplageri og vår tilfreds når den svenske konge var afskåret fra at indlade sig på eventyr. Sammen med Katharina II understøttede han oppositionen mod Gustaf III, men var glad over at zarinaen ikke gjorde alvor af sine trusler om væbnet indskriden. For forholdet til Preussen spillede det en rolle at Frederik II årene igennem plejede en fortrolig brevveksling med enkedronning Juliane Marie. Medens B. nærede sin slægts uvilje mod preusserkongen, fulgte hans magtudvidelser med frygt og var ængstelig for at Danmark skulle udnyttes i hans spil over for Østrig og tjene hans interesser i Rusland, betragtede enkedronningen og Guldberg Preussen som en vigtig støtte for dansk politik. Modsætningen skærpedes ved den forskelligartede indstilling over for England. B. drog konsekvenserne af Englands betydning for landets erhvervsliv og frygtede følgerne af dets nederlag over for Frankrig og de amerikanske kolonier. Hoffet ønskede samvirken med Rusland og Preussen og frygtede ikke at denne politik skulle få en brod mod England. B. ville også gerne samvirke med Rusland men ønskede samtidig at nå til en forståelse med Storbritannien. Misfornøjelsen med hans passive holdning over for Sverige og rivninger med den engelske regering om arven efter Caroline Mathilde fremkaldte en konflikt 1775 som endte med B.s sejr og sikrede hans indflydelse. Uden væsentlig modstand fra hoffets side kunne han i de følgende år sætte igennem at Danmark under den bayerske arvefølgekrig (1778–79) bevarede en mod Preussen velvillig neutralitet og under den nordamerikanske frihedskrig gennemførte en handelspolitisk neutralitet. I folkerettens udvikling har B. gjort epoke ved sit forslag (28.9.1778) om et dansk-russisk neutralitetsforbund til hævdelse af neutrale søretsprincipper (frit skib giver fri ladning eta). Politisk led han for så vidt nederlag som Rusland afslog at medvirke ved gennemførelsen af hans yndlingstanke – en dansk-russisk defensiv alliance med England – og i foråret 1780 fremsatte sit eget forslag om et nordisk neutralitetsforbund, bygget på B.s principper men omfattende også Sverige og med brodden rettet mod England. Efter en hård kamp med hoffet og et hemmeligt intrigespil hvor Guldberg bag B.s ryg korresponderede med den danske chargé d'affaires, P. C. Schumacher, i Skt. Petersborg – afsluttedes neutralitetsforbundet 9.7.1780. Det var B.s fortjeneste – men blev udnyttet til at fremkalde hans fald – at han ved den samtidige særkonvention med England af 4.7.1780 opnåede en fortolkning af begrebet krigskontrabande der løste et væsentligt stridsspørgsmål og var gunstigt for landets handel. Som leder af hertugdømmernes anliggender fik B. i disse år som sin væsentligste opgave i nøje samvirken med Ditlev Reventlow at gennemføre mageskiftets bestemmelser og svække uviljen mod dets afslutning i dele af ridderskabet, hos den gottorpske embedsstand og i borgerskabet i Kiel. Det forøgede for så vidt hans muligheder for at gennemføre denne politik at hans udnævnelse til direktør for Tyske kancelli var blevet fremtvunget af hertugdømmernes aristokrati -støttet af den russiske repræsentant Caspar von Saldern – der frygtede hoffets danske og borgerlig-bureaukratiske tendenser og derfor krævede en tysk adelig chef i spidsen for hertugdømmernes øverste myndighed. Til gengæld bragte denne udnævnelse ham i modsætning til hoffet og blev alene gennemført efter en skarp meningsudveksling med arveprins Frederik og ved et kompromis som medførte indrømmelser til hoffets mistænksomhed. B. var klar over de to hertugdømmers forskellige statsretlige stilling - og tog derfor også initiativet til forlovelsen mellem prinsesse Louise Augusta og Christian Frederik af Augustenborg – men havde ingen forståelse af deres nationale forhold, betragtede Slesvig og Holsten som en enhed og blev repræsentanten for den administrative slesvigholstenisme. Han var ivrig for at hjælpe universitetet i Kiel på fode og gennemførte også forskellige småreformer, men havde intet af den oplyste enevældes trang til at rydde op i gamle rettigheder og privilegier. Da der 1774 i visse adelige kredse blev fremsat ønsker om indflydelse på afgørelsen af ridderskabets anliggender og måske også på hertugdømmernes almindelige lovgivning var B. en bestemt modstander af slige planer der i den københavnske regering ville være blevet opfattet som angreb på enevælden, men har samtidig medvirket ved oprettelsen af den såkaldte "fortwährende Deputation". Sikkert nok har hans styrelse virket beroligende og dæmpet uviljen mod mageskiftet. Den følgende tids begivenheder viser dog at det ikke var lykkedes ham at kvæle oppositionsånden. Ud fra vort kendskab til hertugdømmernes senere historie bliver det et spørgsmål om det ikke havde været heldigere om B. i sin egen tids ånd havde følt sig i noget højere grad som statsmagtens repræsentant. Det blev ikke til gavn for helstaten at korpsånden i det slesvigholstenske ridderskab var blevet styrket og fik sit organ.

Mange forhold bidrog til at gøre B. til en ensom mand inden for den øverste statsstyrelse. Til modsætningen i de udenrigspolitiske spørgsmål kom den forskellige indstilling over for hertugdømmernes førende overklasse. Afgørende blev dog uenigheden om de grundlæggende styrelses-principper. Hoffet krævede adgang til gennem kabinetsordrer at træffe afgørelser ikke alene i person- og nådebevisningssager, men også i vigtige regeringsanliggender, og anså denne magt for det nødvendige udtryk for den kongelige enevælde og dens initiativ. B. og hans slægt var derimod tilhængere af et konseil- og kollegiestyre og betragtede det som værnet mod despoti og vilkårlighed. Hoffet ønskede at fremdrage det borgerlige bureaukrati på adelens bekostning og krævede større plads for det danske befolkningselement medens B. i begge henseender opfattede dets tendenser som udslag af national snæverhed og bornerthed. I spørgsmålet om indfødsretloven tilspidsedes konflikten. Lad være at B. havde ret i sin vrede over at en så vigtig foranstaltning blev gennemført ad uregelmæssig vej uden om konseillet, og med grund kunne hævde at den danske stat havde brug for alle dygtige folk hvor de end stammede fra. Sikkert er det at lovens hævdelse af de indfødte statsborgeres rettigheder var en nødvendig national reaktion mod fortidens kosmopolitiske betragtningsmåde. I sin kamp mod kabinetsordrerne vandt B. for så vidt sejr som det lykkedes ham at holde dem borte fra sine ressorts; i hævdelsen af sine almindelige styrelsesprincipper led han derimod nederlag og følte at hans røst "brødes som Vand mod Klippen". Personlige modsætninger kom til. Forståeligt men i længden uholdbart var det at B. næsten aldrig talte om statssager med enkedronningen, jævnlig havde skarpe sammenstød med arveprinsen og behandlede Guldberg med en fornem kølighed der måtte virke forstemmende på den indflydelsesrige yndling. Rimeligvis har det yderligere fjernet ham fra hoffet og dets kreds at han det mest mulige undgik dets selskabelighed, og at hans familie og nærmeste pårørende, undertiden på taktløs måde, gav udtryk for deres misfornøjelse med tingenes gang og de ledende personligheders optræden. – 13.11.1780 afskedigedes B. fra alle sine stillinger, forlod Kbh. og tog ophold på sine godser i Holsten og Mecklenburg. Den formelle anledning var afslutningen af konventionen med England og frygten for Ruslands misfornøjelse med denne traktat. I vide kredse rådede også den tro at Frederik II af Preussen havde øvet indflydelse på magthavernes afgørelse og ladet sig lede af sin uvilje mod B.s udenrigspolitiske styrelse. I virkeligheden var afskedigelsen en følge af den almindelige politiske modsætning, af hoffets vrede over B.s modstand mod kabinetsstyrelsen og dets erkendelse af at hans fortsatte embedsger-ning var uforenelig med gennemførelsen af dets synspunkter. Rimeligvis har man også næret frygt for B.s velkendte uvilje mod en forlængelse af kronprinsens umyndighed og ønskede i tide at forpurre mulighederne for en samvirken. I B.s kreds var man yderlig opbragt over hans fald og gav højrøstet udtryk for sin vrede. Bestyrtelsen bredte sig endogså til Kbh.s borgerskab og fremkaldte børspanik. B. selv bar slaget med stor værdighed og skjulte ikke sin glæde over den almindelige sympati der strømmede ham i møde. Efter 1770 havde han kunnet tænke sig at skille sin fremtid fra Danmarks sag; 1780 spores der ingen tilsvarende stemninger, og det var både i hans egen kreds og i offentligheden en almindelig opfattelse at han endnu ikke havde afsluttet sin virksomhed i Danmarks tjeneste.

Det er ikke stedet her at gøre rede for de mange forskellige forhold som i årene efter 1780 undergravede Juliane Maries og Guldbergs stilling og fremkaldte deres fald. Nævnes skal alene at forbindelsen mellem kronprins Frederik og B. allerede blev knyttet i efteråret 1781, styrkedes i det følgende år under kammerjunker Theodor Georg Schlanbuschs gentagne besøg på B.s godser og inden længe førte til en nøje hemmelig sam-virken mellem den unge kronprins, hans fortrolige og den hele kreds af misfornøjede stats- og embedsmænd. Brødrene Chr. Ditlev Reventlow og Ludvig Reventlow og Ernst Schimmelmann, Johan Bülow og Joachim Otto Schack-Rathlou var de drivende kræfter og har i alle enkeltheder tilrettelagt statsforandringens gennemførelse. B. har først og fremmest sikret "den milde og maade-holdne Fremgangsmaade", været repræsentanten for den grundlæggende politiske tanke – kabinetsstyrets ophør – og øvet afgørende indflydelse på den nye regerings sammensætning. 14.4. sendte kronprinsen brev til B. og kaldte ham tilbage. 1.5. sinket ved anfald af sin gamle fjende gigten, ankom han til Kbh. og fik hurtigt sine gamle stillinger tilbage. Allerede 14.4. havde han fået sæde i gehejmestatsrådet og blev 12.5. minister for det udenlandske departement og præsident i Tyske Kancelli. 2.6. blev han medlem af overbankdirektionen, 11.6. kaldet til at overvære finanskollegiets samlinger og 22.10. medlem af direktionen for den alm. enkekasse. En kort tid, 6.6.1788–28.11.1789 – efter Schack-Rathlous afgang – var han tillige midlertidig præsident for Danske kancelli.

Annonce

Havde B. så længe onkelen levede været embedsmanden og efter Struenseetiden den ypperlige fagminister udviklede han sig efter 1784 til den store statsmand. Da hans historie i disse år endnu er uskrevet er det vanskeligt i alle enkeltheder at udrede og måle hans indflydelse på landets almindelige politik. Alligevel kan man fastslå at han – om ikke af navn, så af gavn – har indtaget pladsen som førsteminister. For opretholdelsen af statsråds- og kollegiestyret var han den sikre garant. Navnlig i årene nærmest efter regeringsskiftet var der inden for regeringskredsen adskillige modsætninger som 1788 tilspidsedes i kampen om stavnsbåndsløsningen og til B.s beklagelse medførte Schack-Rathlous afgang. Også i tiden derefter gik der rygter om rivninger mellem de styrende. Mere og mere viste det sig dog at der alene var tale om småkrusninger uden større betydning, at samarbejdet mellem statens ledende mænd formede sig endog usædvanlig harmonisk og at alle – også kronprinsen – stiltiende bøjede sig for B.s autoritet og erkendte hans overlegenhed. Begivenhederne efter 1797 lægger for dagen at først hans bortgang virkede opløsende på statsmandskredsen og muliggjorde udviklingen af dybere personlige og sagljge modsætninger. Når eftertiden har været tilbøjelig til også at give B. hovedparten af æren for det store reformværk er det for så vidt rigtigt som han fra første færd forstod at staten trængte til dybtgående forandringer, og på alle områder og ud fra dyb personlig overbevisning har fremmet gennemførelsen af de forskellige love og foranstaltninger. Nogen initiativets mand har han dog næppe været. I landbosagen blev det Christian Reventlow og Chr. Colbiørnsen som førte an, og inden for finansstyrelsen Ernst Schimmelmann. For livegenskabets ophævelse i hertugdømmerne må han dele æren med den sidstnævnte, og i negerhandelens ophævelse har han næppe anden del end at han har givet forslaget sin tilslutning og ydet det sin støtte. Derimod er det hans fortjeneste og et vidnesbyrd om hans fordomsfrihed at han afværgede alvorligere indgreb mod den fri drøftelse af offentlige anliggender. Først i hans sidste år spores der tegn på en svingning.

Til mindet om B.s politiske indsats er tillige knyttet erindringen om en af de menneskelig mest tiltalende skikkelser i vor historie. Navnlig fra hans yngre år lyder der klager over hensynsløshed i domme og utålsomhed i meninger. Denne svaghed forlod ham aldrig helt, men fik i årenes løb sin modvægt i en stadig rigere forståelse af mennesker og overbærenhed med deres svagheder. Trods mange og hårde sygdomsanfald bevarede han ikke blot en forbavsende arbejdsevne men tillige en urokkelig ro og sindsligevægt. Både i palæet i Kbh. og om sommeren på Bernstorff førte han en stormands kostbare liv – i slutningen af 1780erne var over 50 personer knyttet til hans hus – optrådte altid med den førnemme ministers formelle værdighed, men undgik så vidt muligt at spilde tiden med ørkesløs selskabelighed. Hans samliv med familien var præget af større varme og fortrolighed end det var almindeligt i datiden. Han var altid dybt religiøs og havde fx vanskeligt ved at forsone sig med Georg Zoëgas overgang til katolicismen, var kun i ringe grad påvirket af rationalismen, men til gengæld på sine ældre dage bjergtaget af tidens mysticisme, delte sin kreds' begejstring for J. C. Lavater og deltog i Carl af Hessens åndemanerier. 14.11.1788 blev han valgt til præsident for Videnskabernes selskab, holdt ved sin indtræden en tale hvori han "i meget naadige Udtryk" "bevidnede samtlige Medlemmer sit Venskab og sin Høiagtelse", overværede også deres møder men fik ingen større betydning for selskabet. Han læste meget, men havde – som det var en nødvendig følge af hans forudsætninger – ingen forbindelse med det nationale åndsliv. Han beherskede det danske sprog men benyttede det aldrig i sine skriftlige arbejder. Samtiden og eftertiden har ikke uden grund haft svært ved at forsone sig med hans tyskhed og kan heller ikke frikende ham for en overdreven følelse for adelskabets betydning. Først i det sidste afsnit af sit liv forstod han at "Aarhundredets Aand" gik imod den strenge standsadskillelse og drog også konsekvenser deraf, men frigjorde sig dog aldrig helt for overbevisningen om adelens fortrinsret til de højeste statsembeder og de største udmærkelser. Trods ubestridelig iver for at fremdrage dygtige embedsmænd kan han ikke frikendes for jævnlig uden tilstrækkelig saglig motivering at have fået slægtninge og kredsens klienter anbragt i gode stillinger. – Også i årene efter 1784 er det i første række ledelsen af statens udenrigspolitik som bliver bestemmende for vurderingen af B.s indsats. På dette område traf han alle afgørelser. Både kronprinsen og hans kolleger i statsrådet bøjede sig villigt for hans opfattelse og rettede sig efter hans anvisninger. I hovedsagen fulgte han samme linier som i årene inden 1780. Hans sikkerhed var alene blevet større, hans virtuositet mangfoldigere.

Forholdet til Sverige voldte store vanskeligheder. Gustaf IIIs angreb på Rusland 1788 stillede det dansk-russiske forbund på en hård prøve. Selvfølgelig lod B. sig ikke dåre af den svenske konges forsøg på at vinde Danmarks støtte, afviste koldblodigt hans dumdristige overrumplings-forsøg – under det pludselige besøg i Kbh. i efteråret 1787 – men fik det ikke gjort indlysende for ham at venskabet med Rusland vedblivende var hovedpillen i den danske udenrigspolitik. Da fredsbruddet var en kendsgerning blev det B.s opgave at modstå Ruslands opfordringer til kraftig bistand og om muligt forhindre en krig som ville ødelægge statens finanser og standse det store reformarbejde. Alt for vel forstod han at de engelsk-russiske modsætninger i givet tilfælde ville virke til Sveriges fordel og udsætte Danmark for Storbritanniens vrede. I det hele og store lykkedes hans politik. Danmark handlede alene som hjælpemagt og nøjedes med at udruste flåden og lade et hærkorps rykke over den norske grænse ind i de svenske naboprovinser. Da den engelske gesandt i Kbh. Hugh Elliot fremtvang afslutningen af en våbenstilstand, og de danske tropper måtte gå tilbage over grænsen, lykkedes det B. at dæmpe Ruslands forbitrelse og afbøde dets krav om fortsat medvirken. Uheldigere var det at begivenhedernes gang alligevel ophidsede stemningen i Sverige mod Danmark og det danske folk.

Med endnu større behændighed lykkedes det B. under de franske revolutionskrige at bevare statens neutralitet og sikre skibsfarten. Gang på gang modstod han opfordringer til at deltage i den fælles kamp mod Frankrig. B. havde ingen sympati for revolutionens mænd og begivenheder, men delte heller ikke frygten for dens ideers almindelige sejrsgang. Det danske folk – mente han – var et alt for godhjertet folk som villigt fulgte sin regering og i hovedsagen var tilfredsstillet ved dens reformarbejde. Af en indblanding i Frankrigs indre anliggender var han en afgjort modstander og betragtede slige forholdsregler som en delvis følge af staternes egoistiske magtstræb. Det er i alle fyrsters interesse, hævdede han, at enhver nation kan give sig sin forfatning og styre sig selv uden at andre magter blander sig i dens afgørelse. Tyve år tidligere havde B. over for Sverige forfægtet modsatte synspunkter. Omslaget var ikke alene en følge af politiske overvejelser, men er tillige udtryk for hans udvikling i det mellemliggende tidsrum. At Rusland og England gentagne gange viste deres misfornøjelse med denne politik – og en russisk eskadre endog 1793 demonstrerede i danske farvande – formåede ikke at rokke hans beslutninger. Med samme fasthed værnede han landets økonomiske interesser. Omstændighedernes magt kunne tvinge ham til at finde sig i adskillige overgreb, men forandrede ikke hans principielle fastholden ved standpunktet fra 1780. Folkeretten er uforanderlig, forkyndte han 1793, dens sætninger afhænger ikke af omstændighederne. De norske havne, erklærede han, ville stå åbne for begge de krigsførende parters skibe. Måske er det det største vidnesbyrd om B.s politiske fordomsfrihed at han i 90ernes midte overvandt mistilliden til Sverige, støttede de svage tilløb til nordisk fællesfølelse og ved konventionen af 27.3.1794 lagde grunden til en handelspolitisk samvirken.

Bestandig holdt han en linie lige langt fra udfordrende rethaveri og ængstelig eftergivenhed. Overbevist om at England ikke ville respektere en almindelig konvojering af handelsskibe, undgik han at træffe en beslutning som måtte føre til alvorlige forviklinger, og udsatte gang på gang at gribe til repressalier, som nødvendigvis havde rejst konflikten. Således søgte han at undgå indblanding af statsmagten både principielt og i de enkelte konflikter som uvægerligt opstod i forbindelse med den engelske noget pågående hvalfangst og handel tæt ind på de vestgrønlandske kolonidistrikter. Han betonede ustandselig at rigernes samlede interesser gik forud for rigsdelenes særproblemer skønt han derved unddrog et andet og hårdtkæmpende statsforetagende, Den kgl. grønlandske Handel, både militær og politisk støtte som det ellers kunne have krav på. Når resultaterne godkendte hans politik var det vel i hovedsagen en følge af den almindelige politiske udvikling, men dog også en velfortjent belønning for hans ejendommelige blanding af fasthed og smidighed.

B. er ved siden af farbroderen den betydeligste af den række udenlandske adelsmænd som i 16–1700-tallet vandrede ind i Danmark og opnåede høje embedsstillinger. Hans historie giver ikke alene billedet af en stadig rigere udfoldelse af medfødte evner og vækst i menneskelig forståelse og fordomsfrihed, men åbner tillige forståelsen for til hvilken grad en oprindelig fremmed kunne udvikle sig fra den flittige og samvittighedsfulde fyrstetjener til den store statsmand der følte sig som ét med det land og rige han havde viet sine kræfter. Det viser dog begrænsningen i den samfølelse der havde til huse i hans slægt og var en følge af dens forudsætninger at hans søn og efterfølger, Christian B., efter en mangeårig virksomhed i dansk statstjeneste var i stand til at bryde og optage en ny gerning i en anden stat. Mangfoldige træk vidner om B.s enestående position i det danske folk og i dets regering. Skoler og legater kom til at bære hans navn, 1794 lod københavnske borgere præge en medalje til hans ære med omskriften "Uden Misvisning", og samtidig var der tanker fremme om at rejse et mindesmærke til hans ære. Da der efter slotsbranden gennemførtes en storstilet indsamling til opførelsen af en ny kongebolig og til dækning af udgifterne ved flåderustninger havde han med rette kunnet tilskrive sig en stor part af fortjenesten for den stemningsbølge de gik igennem befolkningen. Efter hans død viste sorgen – både i kongehus og regering, i ledende kredse og i folkets brede lag – at man fra alle sider anerkendte hans livsgerning for konge og rige. På baggrund af den følgende tids ulykker tegner hans skikkelse sig endnu lysere, og hans navn er for bestandig knyttet sammen med erindringen om vel den lykkeligste tid i det danske folks historie. – Kammerjunker 1755. Kammerherre 1760. Gehejmeråd 1769.

Familie

Forældre: godsejer, krigs-, land- og statsråd i Lüneburg, hannoveransk kammerherre, rigsfriherre, fra 1767 dansk greve Andreas Gottlieb B. (1708–68) og friherreinde Dorothea Wilhelmine v. Weitersheim (1699– 1763). Gift 1. gang 3.12.1762 i Kbh. (Slotsk.) med komtesse Henriette Frederikke Stolberg, døbt 12.1.1747 i Hamburg, død 4.8.1782 på Dreilützow, d. af greve, overhof- og jægermester Christian Günther S. (1714–65) og grevinde Christiane Charlotte Friedrike Castell-Remlingen (1722–73). Gift 2. gang 8.8.1783 på Dreilützow med komtesse Augusta Louise Stolberg, født 7.1.1753 i Bramsted, død 30.6.1835 i Kiel, søster til 1. hustru. – Far til Christian B. og Joachim B.

Udnævnelser

L'union parfaite 1765. Hv.R. 1766. Bl.R. 1776.

Ikonografi

Mal. formentlig af Jens Juel (Gyldensteen). Mal. af Juel (Fr.borg). Tegn. af P. Ipsen, 1781 (Fr.borg). Mal. formentlig af Juel, 1780erne (Fr.borg), kopier af Kofoed o.a. (Fr. borg, Giesegård, Rastorf). Min. af Cornelius Høyer ca. 1793 (Fr.borg). Stik af Lahde, 1793. Medalje af Adzer, 1793, relief en camée af samme (Fr.borg). Afbildet på Haffners tegn. af selskab på Amalienborg, 1794 (Jægerspris). Medalje af Jacobson, 1795. Buste af Thorvaldsen, 1795 (Thorvaldsens mus., kunstmus. i Sorø, St.mus., udenrigsmin., rigsark., landbohøjskolen, Børsen, Fr.borg m.fl.st.), lidt ændret gentagelse 1797 (Brahetrolleborg) og 1804, også i kolossal str. Relief af samme 1796. Medalje af Loos, 1796. Stik af Clemens, 1796, efter mal. af Juel som ikke kendes nu, men hvoraf kopier er almindelige (Rastorf, GI. Køgegård m.fl.st.), også i min., bl.a. af Viertel; ofte gengivet i stik, bl.a. af Clemens, i litografi og træsnit. Stik af Lahde, 1797, formentlig efter tegn. af Juel (St.mus.), ofte gengivet i tegn. (Fr.borg), stik, litografi og træsnit. Flere silhouetter (Kgl. bibl. og Fr.borg). Skulpturgruppe af Grossi. Buste af Dajon (Fr.borg). Fiksérbillede (sammen med Struensee). Statue af A. Paulsen, 1904 (Bernstorff). – Mindesten ved Mallehøje Østergård. Udkast til monument af Louis Jean Desprez.

Bibliografi

Kilder. Selvbiogr. 1735–57 i Museum 1893 II 321–29. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I, 1904 III 1913, Efterladte papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé, I-X, 1895–1932. Udv. breve, betænkninger og optegnelser af J. O. Schack-Rathlous arkiv, udg. Th. Thaulow og J. O. Bro Jørgensen, 1760–1800, 1936.

Lit. C. U.D. Eggers: Denkwürdigkeiten aus dem Leben des Grafen v. B., 1800. R. Nyerup: B.s eftermæle I–II, 1799–1800. Aage Friis: A. P. B. og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Samme: Bernstorfferne og Danmark I–II, 1903–19. Samme i Festskr. til Edv. Holm (Hist. t. 8.r.IV, 1912–13, tillæg 98–114). Edv. Holm i Danm.-Norges hist. 1720–1814 IV-VI, 1902–09. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm, II, 1930 27–32 192–95. Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst, um die Wende des 18. Jahrh'., 1925. Samme: Caspar v. Saldern, 1932. Th. Thaulow: En dansk statsminister – J.O. Schack-Rathlou, 1932. Aa. Rasch og P. P. Sveistrup: Asiatisk komp. 1772–92, 1948. Aa. Rasch: Dansk toldpolitik 1760–92, 1955. Den da. udenrigstjeneste 1770–1970 I, 1970.

Papier i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Axel Linvald: A. P. Bernstorff i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286852