• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Th. Stauning

Oprindelig forfatter VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Th. Stauning, Thorvald August Marinus Stauning, 26.10.1873-3.5.1942, statsminister. Stauning voksede op i det københavnske proletariat - langt lavere placeret end mange, vel de fleste arbejderhjem.

Forældrene var svage, ofte med alvorlige sygdomsperioder. Faderen arbejdede ikke i sit fag, men i tilfældige job og med lange arbejdsløshedsperioder; moderen havde gigtfeber og dårligt hjerte og var derfor afskåret fra at tage arbejde ude. Familien flyttede fra sted til sted, dog altid i usle huse i den indre bys proletarkvarterer. I to henseender har hjemmet åbenbart adskilt sig fra tilsvarende: der var ikke tale om nogen moralsk deroute eller forgrovning, og drengen fik en regelmæssig skolegang, endog i en af kommunens betalingsskoler (1 kr. om måneden). Her fik Stauning mere end almindelige færdigheder i skrivning, retskrivning og regning. Disse færdigheder blev yderligere udviklet da han i sine sidste skoleår efter at have haft bypladser kom på et vekselererkontor som altmuligdreng hvori også indgik kontorarbejde. Efter skoletiden var Stauning først i smedelære, men måtte opgive på grund af svigtende konstitution. Han kom derefter i lære som cigarsorterer. I læretiden gik han til tysk og bogholderi på Studentersamfundets aftenundervisning, og på samme tid slugte han dansk skønlitteratur, navnlig poesi. Efter læretiden rejste han 1891 til Fredericia hvor han arbejdede på J. P. Schmidts cigarfabrik indtil 1893.

Åndeligt var Fredericiaårene en urolig tid for Stauning. Han var forelsket, han læste socialismens klassikere og fortsatte i skønlitteraturen – navnlig Holger Drachmann fangede ham – han skrev også digte og breve der viser et sind i stærke svingninger. Alt minder om en students første tid fra hjemmet. Brevene viser klare formuleringsevner ud over det konventionelle, og digtene er ikke værre end de digte næsten alle begavede unge skrev. Oven i alt dette blev Stauning fagforeningsmedlem og deltog i en strejke.

Annonce

1893 vendte Stauning tilbage til København og fik straks arbejde i faget. Han fortsatte som cigarsorterer indtil 1899; men i stigende grad blev han optaget af organisationsarbejde, og det blev mere og mere sjældent han stod ved sorteringsbordet. I barndomsårene havde Stauning gang på gang været til socialdemokratiske møder med forældrene. Trods 18-årsgrænsen havde han i 1890, efter at have været med i den første 1. maj-demonstration, meldt sig ind i partiet. Han kom som lærling ind i bestyrelsen for sygekassen Alderstrøst, en post han måtte opgive da han rejste til Fredericia, men atter overtog kort efter tilbagekomsten.

Fra 1894 begyndte Staunings karriere i arbejderbevægelsen. Det år var han som 21-årig delegeret til tobaksarbejdernes kongres og kom i hovedbestyrelsen, 1896 blev han formand for forbundet og redaktør af fagforeningernes meddelelsesblad, Samarbejdet. Han blev 1898 halvdagskasserer i Socialdemokratisk forbund for i 1899 at blive heldagsansat. Han var stadig, indtil 1908, formand for cigarsortererne hvor han udbyggede fagforeningen og navnlig dokumenterede sine sjældne forhandlingsevner over for arbejdsgiverne.

Arbejdet på partikontoret blev Staunings politiske udgangspunkt. Han fik et solidt kendskab til partifæller over hele landet. Ordenssansen og organisationstalentet blev yderligere udviklet, og forretningsføreren (formanden) P. Knudsen arbejdede han godt med, det var ellers ikke let. Tilliden mellem de to var fast. Det var også P. Knudsen der gjorde Stauning til politiker. Faksekredsen – en stærk venstrekreds – manglede i 1901 en kandidat, og da den søgte råd hos Knudsen pegede han på Stauning. Det har altid vist sig svært i socialdemokratiet at føre en kandidat igennem på centralledelsens anbefaling, og skønt kredsen her selv havde bedt om råd forsøgte den alligevel indtil det sidste at finde en anden kandidat, men måtte trods dette standse ved Stauning. Hverken ved dette valg eller ved valget i 1903 lykkedes det dog Stauning at komme i tinget.

Dengang betød det meget at være taler, og det var Stauning ikke. Han var usikker, rømmede sig, hostede og standsede op, og stemmen havde ikke gennemslagskraft. Til dette kom at han var stærkt bundet af manuskriptet. Med årene blev han en sikker taler, men aldrig ildnende, og han vedblev at bruge manuskript. I debatten var han til gengæld bedre, måske vel ligefrem og hård. Dette hjalp ham dog ikke i Fakse. Ganske vist var kalkværksarbejderne sikre, men der skulle også vindes stemmer hos husmænd og landarbejdere, og her manglede Stauning faglig indsigt i forholdene på landet. Den skaffede han sig dog i løbet af nogle år, og han satte yderligere kraft på udbygningen af kredsens organisatoriske virke samtidig med at han plejede den gennem et intensivt mødearbejde. Ved valget 1906 bar indsatsen frugt, han kom ind med et stort stemmetal og bevarede kredsen indtil han i 1918 skiftede over til hovedstaden hvor han til sin død valgtes i søndre storkreds.

I Faksekredsen fandt Stauning en af sine få nære venner. Det var lærer Einar Hansen i Vråby der blev hans trofaste våbensvend i det politiske arbejde. Men de to mødtes også i fælles glæde over sang, musik og digte. Staunings kone Anna, der havde sin rod i landproletariatet, fulgte med i venskabet, og skildringer af livet mellem de to familiers samvær rummer al den vinterhygge og lyse sommerstemning der i dag står som typen på familieliv fra den periode hvor man selv skabte sin underholdning. Det var også en sommer i 1904 at Stauning hjulpet af lærer Hansen skrev skuespillet Livets Løgne der endnu i 1920'erne blev opført af Arbejdernes teater. Stykket var socialrealisme med dets skildringer af arbejderliv, men også sentimentalt folkespil og værdsættes ikke meget af kendere.

Staunings debut i folketinget skete i oktober 1906 under finanslov-debatten. Her talte han, under hensyntagen til sin valgkreds, navnlig om landproletariatets kår. I øvrigt gjorde han sig i de første år ikke i særlig grad bemærket i tinget. I 1908 var han på kongressen i fællesskab med F.J. Borgbjerg mod resolutionen der fastsatte at man ikke skulle deltage i regeringsdannelser før partiet havde det absolutte flertal i folketinget. Han havde allerede 1905 ved dannelsen af det radikale venstre set de politiske muligheder i en koalition.

I 1910 fulgte imidlertid det store spring fremad. P. Knudsen havde skrantet i nogen tid, han valgtes nu til borgmester og sagde forretningsførerposten fra sig. Hovedbestyrelsen var splittet på spørgsmålet om efterfølgeren; men det endte med at Stauning stærkt støttet af Knudsen fik 27 stemmer mens modkandidaten, den senere borgmester Christian Christiansen, fik 16 stemmer. Kort efter valgtes Stauning også til formand for rigsdagsgruppen. Han stod nu som den formelle leder for landets talmæssigt største parti. Havde man regnet med at få en brevskriver og talmand som leder, og det var der mange også inden for partiet der gjorde, så havde man taget fejl. Stauning viste sig hurtigt som en håndfast partileder der ikke tålte afvigelser. Partiet – og naturligvis fagbevægelsen – var hovedsagen. Karakteristisk var det at Stauning var mod afholdsbevægelsen og brugsforeningsbevægelsen – det sidste skønt Borgbjerg og med ham store dele af partiet gik ind for den. Staunings modstand mod afholdssagen skyldtes ikke hans egen glæde ved fulde og ikke få glas – det var man allerede begyndt at tale om - modstanden skyldtes i begge tilfælde at han frygtede en interessespredning der ville gå ud over partiarbejdet. Han havde dog også, når det gjaldt brugsforeninger, det realistiske grundlag at omkring 10 pct. af partiets vælgere var mindre erhvervsdrivende – der går her en linje frem til det brede folkeparti han proklamerede i 30'erne. De jævne fremskridt for og beskyttelse af de små blev tydeligere Staunings politik. Ingen store, nye ideer og ingen store lovkomplekser er knyttet til Staunings navn. Han blev partileder 1910, og hans funktion blev fra da af at være først partiets senere landets førende og samlende skikkelse.

Tre år senere var der partikongres. Her som på alle senere kongresser førte Stauning sin linje igennem. Et nyt program blev vedtaget; der havde været mange ændringsforslag, men de trængte ikke igennem. Stauning fik vedtaget en irettesættelse af den folkekære Peter Sabroe på grund af indiskretioner til Politiken. Kongressen vedtog også at tillidsmænd ikke måtte modtage ordner eller deltage i kongeselskaber og Stauning fik ligeledes under stor tilslutning vedtaget en resolution der fastslog at tilslutning til syndikalistiske bevægelser ikke var foreneligt med medlemskab af socialdemokratiet. Kongressen understregede Staunings plads som lederen.

Ved det følgende valg blev partiet endnu større, og med 32 mandater havde det sammen med de radikales 31 klart flertal. Kongen søgte at få de to partier til på en eller anden måde at danne regering, men Stauning fastholdt at venstre burde blive ved styret for at gennemføre det grundlovsforslag Klaus Berntsen havde fremlagt. Den indre splittelse i venstre forhindrede dog partiet i at fortsætte, og C.Th. Zahle dannede sin mindretalsregering, uden tvivl i rimelig forventning om at han kunne regne med socialdemokraternes støtte.

Samme år blev Stauning medlem af Københavns borgerrepræsentation hvor han sad til 1925, 1919–24 som formand. Man kan undre sig over at han også påtog sig dette hverv. En forklaring kan være at han ville give sig selv en art dobbeltsikring. Kongresvedtagelsen fra 1908 kunne forhindre at han nogensinde blev minister. En kommunalpolitisk erfaring kunne være baggrund for en senere borgmesterpost. En anden forklaring kan være at man ved at have socialdemokratiets leder på stemmesedlen håbede at kunne trække stemmer nok til at erobre flertallet. Det lykkedes dog ikke idet partiet fik 27 mandater ud af de 55. I de følgende år var det da også Borgbjerg og senere P. Hedebol der som ordførere trak det store læs, og endelig havde man Jens Jensen som den der holdt sammen på det hele.

På rigsdagen var Stauning fortsat den stærke mand. Der var uro omkring hans person da han i sommeren 1914 kom "træt" hjem efter et møde i Sverige og alligevel som 1. viceformand overtog ledelsen af forhandlingerne i folketinget, men den døde hurtigt hen. Krigs- og kriseforanstaltningerne stod kort efter på dagsordenen, og her støttede socialdemokratiet den radikale regering og søgte at skubbe den fremad til stærkere indgreb, men måtte jævnligt affinde sig med kompromiser, også fordi man prioriterede grundlovssagen højt. Efter vedtagelsen af den nye grundlov 5. juni 1915 holdtes der i september partikongres i Århus. Mange var utilfredse med støtten til regeringen, men Stauning talte for at man skulle tage de reformer man kunne opnå. Andre kritiserede rigsdagsgruppen for – trods kongresvedtagelsen i 1913 – at have deltaget i et aftenselskab hos kongen i anledning af grundlovens vedtagelse. Stauning fik imidlertid alt godkendt og opnåede tilslutning til at man deltog i kongelige selskaber når det politiske livs former krævede repræsentation. Staunings realisme-politik markerede sig stadig mere tydeligt.

Året efter førte den politiske situation på ny til et brud med principperne. Fra slutningen af 1915 forhandlede ministeriet med USA om salg af De vestindiske øer. Dette skete hemmeligt, dog med inddragelse af partilederne. Efterhånden sivede der rygter ud om forhandlingerne, og der rejste sig en omfattende politisk uro med krav om valg. Det endte dog med, også efter pres fra kongen, at man i stedet skulle afholde en folkeafstemning og i regeringen optage en minister fra hvert af de tre andre partier. Denne løsning skulle hindre indre splid under krigen. Ordningen stod og faldt imidlertid med om socialdemokratiet kunne bryde med sine principper. Rigsdags-gruppen og hovedbestyrelsen var for, men da det stred mod tidligere kongresvedtagelser krævede det også tilslutning fra en kongres. En sådan - natkongressen – trådte sammen 29.9.1916 med to døgns varsel og endte efter en hed debat fra 2010 til 230 med at regeringsdeltageren blev godkendt med 291 mod 32 stemmer. Og derefter meddelte rigsdagsgruppen at man havde valgt Stauning som minister. I et interview konkluderede han: "Vi holder nok på principper, men vi kan ikke doktrinært holde på dem over for livets krav". Stauning var ikke fagminister, venstres og de konservatives ministre heller ikke; de blev uofficielt betegnet som kontrolministre. Borgfreden holdt ikke krigen til ende.

Stauning var, som han havde været det fra krigens begyndelse, stadig virksom i fredsbestræbelser gennem de socialdemokratiske partier ude i Europa. Det kom i 1917 så langt frem at man planlagde en fredskonference i Stockholm. Da kun Tyskland virkede interesseret fik aktionen udseendet af at Stauning virkede for en separatfred på østfronten, uanset at England og det engelske arbejderparti var mod det. Rimeligvis så Stauning også gerne en sådan fred for at redde et socialdemokratisk styre i Rusland og dermed afværge en kommunistisk magtovertagelse. Bestræbelserne mislykkedes, men da Arbejdernes Brændselsforretning stadig ene af alle kunne få store kulpartier fra Tyskland, åbenbart formidlet af den mystiske Alexander Helpland (Parvus), blev Stauning i offentligheden angrebet for uneutralitet. Uanset hvad der var Staunings hensigter vidner hans bestræbelser om en svigtende forståelse for hvad en minister kan deltage i – senere i livet ville han aldrig have accepteret en lignende privatpolitik fra en af sine ministre. Hans fredsbestræbelser må også ses som et udtryk for at han endnu havde den internationale arbejderbevægelse som et nærliggende mål. Resultatet var at de borgerlige partier søgte at presse ham ud af ministeriet. Kernen af radikale ministre ville ikke gå med til dette, og da den konservative ikke ville træde tilbage blev han ekskluderet af partiet. I det hele var det klart at den politiske borgfred vaklede.

Oppositionens stadige kritik af restriktionspolitikken gjorde det også umuligt at opretholde freden. J.C. Christensen og Chr. Rottbøll trådte i januar 1918 ud af regeringen, og en månedstid efter besluttede man at holde valg i april. Stauning var blevet i regeringen, og dermed var hans stilling forandret i forhold til natkongressens præmisser. I realiteten var der nu tale om en koalitionsregering, men rigtignok med den ejendommelige konstruktion at det største parti kun havde en enkelt post. Dette problem blev taget op i rigsdagsgruppen i efteråret 1918 efter at valget i april havde givet socialdemokraterne 39 mandater og de radikale 33, mens oppositionen fik 67 mandater plus en færing. I gruppen var man mest stemt for at sagen skulle for på en kongres, og at man skulle forlange ligelig repræsentation i regeringen. De radikale ønskede ikke nogen regeringsændring i den retning, og sagen forsvandt derefter i stilhed ud af gruppens drøftelser. Man har åbenbart ikke ønsket at skabe mere uro i det politiske liv end der var (strid om restriktioner, begyndende grænsestrid); man ville heller ikke have mere uro i arbejderbevægelsens rækker (syndikalismen). Da Ove Rode følte sig stærkt overbebyrdet overtog Stauning en række af de arbejdsmarkedssager der lå under indenrigsministeriet. Det blev således ham der 1919 gennemførte loven om 8-timers arbejdsdag i virksomheder med døgndrift. Uden tvivl må Stauning have følt sig noget isoleret i ministeriet hvor en snævrere kreds af de radikale ministre bestandig talte sammen. Sammen med P. Munch var han imidlertid tilhænger af at ministeriet skulle blive som et bolværk mod social uro og nationalistiske strømninger hvorimod andre ministre ind imellem var opgivende over for vanskelighederne.

Socialdemokraterne havde ingen interesse i at der blev dannet et ministerium der med sin politik kunne føre til borgerlige uroligheder, med følger ingen kunne forudse. Dette var også klart Staunings politik under påskekrisen efter ministeriets afskedigelse 29.3.1920. Den dag hvor Borgbjerg i en ekstraudgave af Social-Demokraten proklamerede generalstrejke kom Stauning først sent til København fra sit sommerhus i Vallø. Har Stauning måske været tøvende over for proklamationen så fulgte han den dog nu hvor han tog ledelsen, men fik dens iværksættelse udskudt til 6.4. Da krisen var på sit højdepunkt foreslog Munch at Københavns borgerrepræsentation skulle henvende sig direkte til kongen, og det gjorde den (venstre og konservative dog for sig selv) med Stauning i spidsen som borgerrepræsentationens formand, og dermed var han den der fik kongen til at vakle. Selv om Stauning således hverken gav signal til generalstrejken eller til processionen fra rådhuset så blev det ham der udnyttede situationen. Han var lederen der førte an mod statskuppets folk, og dermed opsamlede og kanaliserede uroen blandt arbejderne, og han var den der fik det standset i tide.

Valget 26.4. gav socialdemokratiet fremgang. Overraskende for mange fik partierne til venstre for socialdemokratiet kun få stemmer. De radikales og socialdemokraternes fælles flertal var dog tabt. Stauning måtte vente på at blive regeringschef. Han tvivlede ikke om at det måtte komme inden mange år; men i mørke stunder frygtede han for ikke at have dygtige folk nok i gruppen, når toppen skulle være ministre.

Årene fra 1920 til regeringsdannelsen 1924 blev en ny uddannelsesperiode for Stauning. Navnlig gennem sin tilknytning til den internationale arbejderbevægelse rejste han meget i Europa. Det udvidede yderligere hans horisont, og det øgede både hans almene sikkerhed og fornemmelse for at færdes i politiske topkredse. Han var ikke bange for at falde igennem noget sted. Hjemme var det politisk urolige år, navnlig præget af de store bankkrak og den udbredte arbejdsløshed. Partiets fremgang fortsatte på alle områder. Medlemstallet havde i 1915 været knap 60.000; men da man samledes til kongres i Odense 1923 var det oppe på 130.000. Kongressen vedtog et særligt arbejdsprogram formuleret og skrevet af Stauning selv. Som hans taler i de foregående år vidnede om stadig større indsigt i offentlig økonomi præges programmet også af dette. Det peger næsten frem til keynesiansk konjunkturudlignende nationaløkonomi når det i programmet hedder: "De offentlige arbejder indskrænkes under højkonjunktur og fremmes i dårlige tider." I øvrigt dækkede programmet næsten alle sider af samfundslivet og opstillede både fjerne og nære mål. Bemærkelsesværdigt var også kravet om importregulering. Dette var at imødekomme de mange tilhængere og medlemmer vest for Storebælt og da navnlig i mindre byer og stationsbyer. Fagforeningerne og partiforeningerne i det industrialiserede København og til dels Århus ville have told. Hidtil havde Stauning stået på den københavnske linje, men netop i disse år lå partiets vækst uden for storbyerne. Det var allerede da klart for Stauning at skulle partiet vokse måtte det ske uden for industriarbejdernes rækker. En erkendelse der kom til at præge Staunings og partiets politik. Det må imidlertid i samme tankegang fastholdes at der på landet og i stationsbyerne var opstået befolkningsgrupper der ikke naturligt havde hjemme i andre partier; dette gælder også de talrige funktionærer i byernes erhvervsliv. Der var altså ikke alene tale om taktik, men også – og måske i højere grad – tale om at nye samfundsgrupper ønskede deres interesser varetaget af socialdemokratiet. I kongresmanifestet hed det derfor også: "Det socialdemokratiske parti henvender sig til alle dele af vort folk".

Det var da heller ikke nogen revolutionsleder, men en dansk parlamentarisk statsminister der 1924 overtog posten som regeringschef. Det skete på baggrund af en vælgerandel på 36,6 pct. og 55 mandater ud af 149. Mindretalsregeringens sammensætning var faglig stærk, og personvalget var regeringslederens, der selv tillige overtog handelsministeriet. Politisk havde den ikke mange muligheder. To mærkesager blev ført frem, afrustning og bedriftsråd, men gennemførtes ikke. Tanken om at standse arbejdskonflikten 1925 ved en provisorisk lov skabte politiske vanskeligheder, men belastende for økonomien var den hurtige pariføring af kronen. Regeringen følte, at den var kørt fast i de parlamentariske muligheder, og efter at have fremlagt en kriseplan i folketinget, der heller ikke havde udsigt til at blive gennemført, udskrev den valg til 2.12.1926. Selv om der var stemmefremgang var der mandattab, og Stauning trådte tilbage.

Den første regeringsperiode havde yderligere befæstet Staunings lederposition. Han havde suverænt sammensat ministeriet, og han havde åbenbaret lederens largeness over for sine medarbejdere. Der var et par konflikter inden for ministeriet hvor han kun fik sin vilje ved at true med at træde ud. I tiden mellem 1926 og 1929, da Stauning igen blev statsminister, stod han som oppositionens leder. Han talte ved møder landet over og samlede, selv i småbyer, store tilhørerskarer. Offentligheden havde indtrykket af den kraftfulde og utrættelige fører der arbejdsivrigt mødtes med tilhængere og partifæller. Når han kom ud tog han sig ofte tid til at mødes med gamle venner fra kampårene før første verdenskrig. I Århus var det i baglokalet hos en skomager i Århus hvor han med skomageren og et par venner delte nogle pilsnere. Han var manden der kunne alt og kunne byde sig selv alt, og så var det i virkeligheden ikke sandheden. Allerede under første verdenskrig var han for første gang på sygehus, og det gentog sig herefter med kortere eller længere mellemrum. Det grundlæggende synes at have været et for højt blodtryk, men dertil kom mavelidelser, ischias, kortåndethed og forskellige smålidelser.

Til dette kom at Stauning i 1920'erne næppe heller havde ro i sindet. Hans første hustru omkom i 1921 ved en trafikulykke. Stauning havde uden tvivl været glad for hende og tryg i samlivet. Hun støttede ham, og hun tilgav ham, når han faldt for en anden – det blev kun til korte eventyr. Den anden hustru, Olga Stauning, lagde bevidst an på at indfange Stauning, og det lykkedes på kort tid. Ægteskabet blev ikke meget lykkeligt. Hun havde en bedre uddannelse (sekretær i en større erhvervsvirksomhed) end Anna Stauning, men mens Anna blot glædede sig, når familien havde fremgang var Olga Stauning bevidst indstillet på social position. Dette enerverede Stauning der tilmed blev dybt forelsket i Louis Pios datter Sylvia (se Johannes Poulsen), en levende og i samfundsforhold engageret kvinde som var initiativtager til socialdemokratiets kvindeudvalg der blev oprettet på kongressen i 1931. Hun døde i 1932 efter i nogle år at have været lammet som følge af en hjerneblødning. Højt op i årene var Olga en ivrig læserbrevskribent, navnlig i Politiken, hvor hun beskæftigede sig med de mest forskelligartede spørgsmål. Disse personlige anliggender tyngede Stauning, han delagtiggjorde ikke andre i dem, men blev mere og mere tavs og indesluttet. En forandring indtrådte da han i 1930 traf koncertsangerinde Augusta Erichsen. Efter en forelskelsens sommer flyttede hun i november 1931 ind hos Stauning i Kanslergade. De boede sammen til Staunings død, og han synes i disse år – trods nogle hastige forbindelser – at have haft sit indre livs mest stabile periode. Dette svarede i meget til hans stilling i det politiske liv. Det var nok en urolig og problemfyldt periode, men Staunings position var stabil.

Valget i april 1929 gav socialdemokratiet en stemmefremgang på næsten 100.000. Nu havde det en stemmeandel på 41,8 pct. og 61 mandater; sammen med de radikale rådede man over 77 mandater. Det havde længe ligget i luften at der skulle dannes en fællesregering. Stauning og den nu ubetinget ledende hos de radikale, P. Munch, var politisk på god fod med hinanden, uden nogensinde at komme i et tæt forhold. "Det var jo," skrev Munch senere, "altid svært at komme til at tale noget videre med Stauning." Efter forhandlinger om arbejdsprogram og personspørgsmålene blev ministeriet udnævnt 30.4.1929 med tre radikale og ni socialdemokrater. Selv overtog Stauning et nyt ministerium for søfart og fiskeri, ligesom de grønlandske sager blev overført til statsministeriet. I ministeriet var Stauning chefen. Da situationen i 1932 efter Staunings skøn krævede valg gennemtrumfede han det trods Munchs modstand, og det samme var tilfældet ved overraskelsesvalget i 1935. Her viste han tilmed sin dominans ved at sammensætte ministeriet uden at spørge Munch, endog når det gjaldt de radikale repræsentanter.

Interessant er det at der i Staunings hånd foreligger et notat hvor han stiller en ministerliste op for tiden efter valget. På denne liste er Johs. Kjærbøl anført som statsminister og E. Scavenius som udenrigsminister, mens både han selv og Munch ikke er på listen. Dens betydning og situationen for dens tilblivelse er ukendt. Der foreligger ellers ikke noget om at Stauning havde planer om at træde tilbage. Alsing Andersen, der beundrede Stauning, har over for forfatteren af denne artikel oplyst at Stauning undertiden kunne have yderst mærkværdige, tilsyneladende ukontrollerede synspunkter der kun kom frem i nogle få minutter. Sammenhængende hermed stod også at Stauning som statsminister et par gange i udlandet gik ganske amok på førende restauranter uden at hans spiritusindtagelse havde været alarmerende stor. Disse personlighedsspaltninger, som Alsing Andersen formentlig medicinsk uprofessionelt kaldte dem, var altid kortvarige, oftest som udløbere af situationer hvor Stauning arbejdsmæssigt havde satset stærkt og haft held med sig.

Statsministertiden 1929–42 falder i to perioder, før og efter 9. april 1940. Den første periode er kendetegnet dels af krisepolitikken og omsvinget til linjen Danmark for folket, dels af forsvars- og udenrigspolitiske problemer. Krisens voldsomhed gav i en vis forstand Stauning medbør. Det blev derved klart for langt de fleste at den regulerede økonomi socialdemokratiet havde stået for gennem 1920'erne var en nødvendighed, alene fordi alle andre lande gennemførte den. Konflikten mellem partierne stod mere på reguleringens form og dens rækkevidde. En betingelse var at partierne fandt sammen. Trods regeringens sikre flertal i folketinget havde oppositionen nemlig stadig – indtil 1936 – flertallet i landstinget. Årene blev derfor kendetegnet af forlig med både de konservative og med venstre. Med det sidste parti blev det store Kanslergade-forlig gennemført 1933, men selv om scenen var Staunings hjem så var de grundlæggende forhandlinger ført af andre før mødet hos statsministeren. Forliget var et stort og omfattende kompleks. Forhandlingerne gik trægt og var langstrakte. Vidnesbyrdene går på at det heldige udfald i mange henseender skyldtes Staunings udholdenhed og mæglende evner. Bag forliget lå også Staunings mere og mere erklærede filosofi at arbejder og bonde havde fælles interesser. Det fremhævede han flere gange; men det var også i de år han lancerede "Danmark for folket". Programudkastet var færdigt 1934 og gik derefter til afpudsning i hovedbestyrelsen inden kongressen 1935. Udkastet (omtrent identisk med det vedtagne) er skrevet med Staunings egen hånd. Alsing Andersen har oplyst at det var hans opfattelse at Stauning selv skrev programmet – ligesom hans centrale taler – men at han fra forskellige fik nogle "notater" om enkelte spørgsmål og indarbejdede notaterne i det færdige resultat. "Danmark for folket" blev vedtaget på kongressen i Ålborg juni 1935. Størstedelen af programmet var en redegørelse for partiets krisepolitik, lidt mere socialiserende end ventet, men i øvrigt kendetegnet ved at appellere til snart sagt alle samfundsgrupper og med særlig hensyntagen til landbruget. Med var også en opgiven af afrustningstanken som Stauning havde forberedt det sidste par år. Programmet er præget af Staunings lange sætningsbygninger, men slutter med appellen: "Vi er småfolk i Danmark, men der er vilje, arbejdsmod og fremdrift i folket, og det skal også ses på det politiske arbejde. Frem til dagens gerning. For hjem og børn, for folk og land. Danmark for folket!"

Linjen for Staunings politik i de kommende år var nu lagt. Der var nationale toner. Det var folket, det var Danmark der faldt ham på læben. I 1937 hed det: "Arbejderne kan ikke være sig selv nok, og de må blive mindre ensidige, end de havde lov til at være, da samfundet intet hensyn viste arbejderne." At socialdemokratiet blev godtaget som et folkeparti havde valget i 1935 vist. Det blev overrumplende udskrevet ved rigsdagens åbning i oktober og fandt sted 23.10. Resultatet var fornyet fremgang til 46,6 pct. Fremgangen var nøje knyttet til Staunings person, og partiets motto var "Stauning eller kaos". Da regeringspartierne ydermere i 1936 vandt flertallet i landstinget stod Stauning som landets ubestridte leder. Han blev et symbol på stabiliteten i en uromættet verden. At der stadig kunne løbe historier rundt om Staunings deltagelse i drikkelag, det svækkede ikke populariteten – mange har uden tvivl betragtet ham som stående uden for normerne fordi han, som P. Munch udtrykte det, var et naturfænomen. Der rejste sig heller ikke i partiet nogen kritik af at han modtog en stor villa i Hellerup og indrettede sig herskabeligt; villaen var købt af en kreds af fremstående forretningsfolk. Godt nok var den tænkt som bolig for den til enhver tid siddende statsminister, men var dog i høj grad fikseret til Staunings person.

Der bredte sig også en fornemmelse af at krisen var ved at vende. Selv om arbejdsløshedstallet stadig var højt, var det dog lavere end i 1932–33, og antallet af tvangsauktioner dalede til næsten kun en tredjedel af tallet i de værste kriseår. Dertil kom en lang række sociale love der også symboliserede fremgangen. Et rent politisk spørgsmål stod i centrum. Det var en forfatningsreform. Begge regeringspartier havde på deres programmer stående afskaffelse af landstinget. Med flertallet i begge ting gik man nu i gang med arbejdet. Efter besværlige forhandlinger nåede man i 1939 frem til et forslag der med tilslutning fra hovedparten af de konservative skulle have en rimelig chance for at blive vedtaget, trods de næsten umulige skranker for grundlovsændringer (ja fra 45 pct. af de stemmeberettigede).

Forud for folkeafstemningen skulle der være valg. Her gik socialdemokratiet tilbage til 42,9 pct. af de afgivne stemmer; selv om tilbagegangen især faldt i udprægede arbejderkredse hvor kommunisterne gik frem er dette ikke nok til at forklare tilbagegangen. Grundlovsforslaget opnåede 44,46 pct. og faldt dermed. Både valget og folkeafstemningen var en stor skuffelse for Stauning. Flere beretninger fortæller om en periode af nedbøjethed. I disse år var Stauning også i stigende grad belastet af dårligt helbred; han havde haft en alvorlig blodprop i lungen og havde bestandig vrøvl med hjertet. Alligevel vedblev han at være i sving fra tidlig morgen til efter midnat og næsten hver aften i samvær med mennesker – store eller små selskaber. Udadtil lod han sig ikke mærke med noget. Blev måske endnu mere tavs, han havde i øvrigt aldrig været særlig konverserende. Den udenrigspolitiske udvikling tyngede også Stauning. Det var begyndt godt for regeringen. Den norske okkupation af Østgrønland 1931 blev indbragt for den internationale domstol i Haag og blev 1933 kendt ugyldig idet domstolen godkendte Danmarks suverænitet over området. For Stauning selv føltes udgangen som en stor triumf. Han havde helt fra sine yngre år engageret sig stærkt i grønlandske forhold, og han havde yderst aktivt fulgt sagen og sammen med P. Munch tilrettelagt Danmarks politik. Efter dommen tildeltes Stauning fortjenstmedaljen i guld.

Fra 1933, efter Hitlers magtovertagelse, krævede udenrigspolitikken større og større opmærksomhed. Gennemgående forlod Stauning sig på udenrigsminister Munch; men i stigende grad blev han selv tvunget til at beskæftige sig med problemerne. Der var to forhold der trængte sig på. Det ene var grænsen mod Tyskland, det andet var Danmarks placering under en kommende europæisk storkrig. Grænseproblematikken kom først, storkrigens konsekvenser dukkede op i sidste halvdel af 30'erne. Som i Grønlandsspørgsmålet var Stauning også når det gjaldt grænsen personligt engageret. Det var ikke noget man blot kunne overlade til konservative nationalister. I 1920 havde han sendt J.P. Nielsen (1873–1952) til Sønderjylland for at organisere partiet. I 1923 opnåede Stauning efter nogle års uro en overenskomst med det tyske socialdemokrati om mindretalspolitikken og om at den nye grænse ikke skulle anfægtes. Straks efter nazisternes magtovertagelse blev der uro ved grænsen. Tyske udtalelser gav anledning til frygt for at stormtropper skulle gå over grænsen og åbne for en situation der kunne føre til en de facto grænseregulering efterfulgt af en formel. I den situation trådte Stauning frem med klare udtalelser om at grænsen lå fast, og i oktober 1933 udtalte han at vor vagtstyrke ved grænsen ikke stod "opstillet dernede som tinsoldater til stads". For politiske iagttagere var det tydeligt at Stauning, navnlig offentligt, gik videre end P. Munch i spørgsmålet om en fast kurs i grænsespørgsmålet. Han var også mere på skred i forsvarsspørgsmålet end de andre i det gamle lederlag og dermed mere på linje med mænd som H. Frisch,H. Hedtoft og H.C. Hansen. Selv om der stadig vedblev at herske uro om grænsen vidste man dog i regeringskredse at den dansk-tyske grænse ikke stod på dagsordenen i Berlin. Set i det lange perspektiv kan det imidlertid have en rimelighed for sig at anlægge følgende betragtning: hvis ikke de sønderjyske politikere og organisationer, stærkt støttet af den danske statsminister, straks havde markeret deres opfattelse og styrke kunne der have været åbnet mulighed for en billig gevinst for Berlin i en situation hvor der var behov for en sådan.

I den citerede tale fra oktober 1933 kom Stauning også ind på at grænsen var hele Nordens grænse. Et overgreb her vil være Nordens, hele Nordens sag. Reaktionen var ikke positiv i Norge og Sverige. I Norge blev der i pressen taget skarp afstand fra dette synspunkt, og i Sverige var stemningen ret kølig. Dette og fortrolige udtalelser på samme linje fra nordiske politikere skal med i erindringen når det gælder Staunings ofte citerede lænkehundstale i Lund i 1937. Talen fandt sted mens man var ved at gennemføre en ny forsvars-ordning. Denne blev stærkt kritiseret af højre i Sverige hvor man også talte om et fælles nordisk forsvar. Man kritiserede også at de danske importreguleringer ramte svensk erhvervsliv hårdt. Begge dele irriterede Stauning stærkt som en indblanding i indre danske forhold. Ved en tale i studenterforeningen i Lund 8.3. gjorde han op med den svenske kritik. Han sluttede med ordene: "Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne?" En tilhører har senere berettet, at dele af talen blev fremført hårdt og med den vrede Stauning undertiden kunne give sine ord. Talen vakte stort røre og forargelse i Sverige og i den danske opposition. Stauning selv stod ret uforstående over for virkningerne, og Munch beretter i sine erindringer at Stauning formentlig blot har betragtet det sagte som selvfølgeligheder da han ellers nok ville have forelagt talen for ham inden den blev holdt. Kort efter var Stauning i London og havde her en samtale med udenrigsminister Anthony Eden; det blev under samtalen tilkendegivet at Danmark ikke kunne regne med militær hjælp fra England i en kritisk situation. Stauning følte klart Danmarks isolerede stilling. Da Tyskland i forsommeren 1939 foreslog de nordiske lande ikke-angrebspagter var der da heller ingen tvivl hos ham om at det var en nødvendighed at tilslutte sig. Der foreligger i øvrigt også vidnesbyrd om at han allerede i 1937 havde været inde på denne tankegang, men på det tidspunkt i et forsøg på at imødegå grænsereguleringskrav.

Efter krigsudbruddet i september 1939 syntes situationen for Danmark at være en repetition af 1914. Allerede fra nytår kom der nye toner. Stauning holdt en nytårstale hvor han erklærede at "landets beliggenhed i forbindelse med folkets uvilje mod krig har umuliggjort alle forestillinger om et effektivt krigsberedskab, hvorimod vi er rede til at udøve den fornødne neutralitetsvagt". Som det undertiden går i politik blev denne realistiske udtalelse – som uden tvivl den største del af det danske folk kunne tiltræde - pludselig genstand for voldsom kritik, navnlig ført frem af konservative og officerer. Bedre blev det ikke af at der verserede rygter om et forestående tysk angreb på Danmark. Udgangen på uroen blev en folketingsbeslutning den 19.1.1940. Her udtalte man enighed om at landets neutralitet skulle opretholdes, og at de midler man rådede over "om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed". Allerede under forhandlingerne i tinget var det dog klart at de forskellige partier gav udtalelsen et forskelligt indhold.

Da besættelsen kom 9. april var der ikke plads til tankegange fra 19. januar-erklæringen. Stauning synes at have bevaret roen, og da Munch talte om at han og eventuelt Stauning skulle træde tilbage var Stauning ikke med på tankegangen. Alt tyder på at det straks for Stauning var klart at arbejderbevægelsens organisationer skulle bevares så langt som muligt, og at den nærmeste politik måtte have som første mål at forhindre en nazistisk magtovertagelse. Både han selv, men også alle andre partier har åbenbart forstået at Stauning var det bedste bolværk. Staunings holdning under regeringskrisen juli 1940 var præget af denne grundopfattelse. Som venstre i maj var villig til at sætte det nationale samarbejde over styr for at få pristalsreguleringen ophævet var de konservative og erhvervskredse bag dem villige til det samme for at få Munch væk (hvad i øvrigt ville passe Munch godt).

Den politiske situation udviklede sig imidlertid sådan at alle parlamentariske partier (måske med urette) frygtede dannelsen af en uparlamentarisk regering. I den situation fik Stauning frie hænder til at danne regering. Resultatet var at Scavenius blev udenrigsminister, og at der indtrådte to ministre uden for partierne. Scavenius klagede til P. Munch over at Stauning ikke ledede regeringen tilstrækkelig fast. Det får stå hen om Staunings helbred allerede da var svækket. Det må imidlertid også fastholdes at Stauning altid havde givet fagministrene meget stor frihed, ligesom det er tydeligt at Stauning indtil hen i 1941 stadig havde styrke når beslutningerne skulle træffes. Det var i tilpasningspolitikkens periode, og Stauning så mørkt på mulighederne under Tysklands dominans af Europa. Flere gange gav han udtryk for at det blev nødvendigt at finde en politik og en plads for Danmark under den nye situation. Yngre partifæller, bl.a. Frisch og Hedtoft, og enkelte ældre, fx J.P. Nielsen, fandt at han kunne være for imødekommende; men åbenbart svækkede det ikke hans autoritet, heller ikke ude i befolkningen. Helt afgørende var denne også da først nazisterne og senere Højgaard-kredsen (Knud Højgaard) søgte den parlamentariske regering fjernet.

I oktober 1940 var det nazisterne der støttet af den tyske gesandt pressede på. Mens presset var på sin højde indkaldte socialdemokratiet i hovedstaden til partimøde i Forum med Stauning som hovedtaler. Ingen der var med dengang glemmer begejstringen og trængslen. Man måtte også inddrage Tivolis koncertsal. Næppe nogensinde under besættelsen blev der talt så foragtende, så hårdt og så åbent om nazisterne og deres anslag. Der var heller ikke andre end Stauning der kunne gøre det. Når han i talen sagde: "Man må ikke få den tro, at socialdemokratiet er faldet om af skræk" da var det også en understregning af at det heller ikke gjaldt ham selv. Måneden efter søgte Højgaard-kredsen at fortrænge regeringen. I en direkte henvendelse til kongen foreslog man regeringen udskiftet af et ministerium af forretningsfolk. De blev klart afvist af kongen; men i december forsøgtes et nyt tysk stormløb mod Stauning. Det var farligere fordi Scavenius støttede det. Også her stod Stauning selv fast og fik opslutning fra den samlede regering. Fagbevægelsen og socialdemokratiet meddelte at Staunings fjernelse ville betyde at partiet fremover ikke ville deltage i regeringen.

Stauning selv begyndte imidlertid at have det dårligt. Hjertet var ikke godt, han var kortåndet og deprimeret og havde vanskeligheder med gangen. En embedsmand omtalte ham ved den tid som en gammel, træt elefant. Når det gjaldt kunne han dog beherske sig udadtil, og han fortsatte, om end i mindre omfang, at deltage i møder som taler. Forgæves søgte han at få Scavenius udskiftet med Munch. Beslutningerne om kommunistloven i 1941 og tilslutningen til antikominternpagten samme år var Stauning dog aktiv i, men fra nytåret gik det helbredsmæssigt stærkt tilbage, og den hjerneblødning der sluttede hans liv kom ikke uventet. Begravelseshøjtideligheden der foregik i Forum blev en af besættelsestidens store nationale begivenheder.

Staunings stilling i dansk politik er uden sidestykke. Hans styrke i arbejderbevægelsen hang også sammen med hans barndom. Han symboliserede arbejdernes sociale opstigning, og han var typen på den mand der over for skolede klarede sig ved naturbegavelse. Man har sammenlignet ham med J.C. Christensen; men denne nåede aldrig Staunings uantastede position. Det er naturligt at understrege at Stauning naturligvis havde udviklingen med sig. Den alene gjorde det dog ikke; måske bortset fra Per Albin Hansson i Sverige var der ikke andre af arbejderbevægelsens ledere i Europa der nåede Staunings status. I sjælden grad havde han også evnen til at vurdere en situations eller en udviklings virkninger år frem. Ingen anden offentlig person kunne have tilladt sig en livsførelse som Staunings med drikkelag og muntert samliv med vekslende kvinder. Det var kendt i vide kredse, men man godtog at sådan var Stauning – også et vidnesbyrd om hans helt særegne stilling i det danske folk. Ingen kunne som han holde en kedelig tale, men alligevel ved blik og stemme holde tilhørerne fast. Som skribent kunne han veksle; snart var stilen knap og rammende, snart var den omstændelig og indviklet. Derfor var der kun få der var virkelig sikre på at de mange artikler i Social-Demokraten med mærkerne "En, der husker", "W" og "Politicus" skyldes Stauning. Også på det felt var hans person gådefuld.

Familie

Stauning blev født i Kbh. (Holmens) og døde sst.; urne på Vestre kirkegård.

Forældre: karetmager Peter August Stauning (1843–1903) og Caroline Hansen (1842–1920). Gift 1. gang 4.11.1898 i Kbh. (b.v.) med Anna Jensen, født 13.7.1873 i Kastrup, Præstø amt, død 10.4.1921 i Kbh., d. af arbejdsmand Johannes Andersson og Ane Margrethe Jensen (1847–1924, gift 1880 med kusk Niels Andersen, 1841–1903). Gift 2. gang 30.6.1922 i Kbh. (b.v.) med Olga Sofie Kofod Hansen, født 10.1.1883 i Antwerpen, død 21.2.1970 i Kbh. (Vor Frelser), d. af exam.jur., handelsagent Christen Hansen (1843–1906) og Ida Augusta Kofod (1854–1939). Separeret 1930. Gift 3. gang (u.v.) med Augusta Vilhelmine Marentza Erichsen, født 26.11.1898 i Kbh. (Matth.), død 14.10.1971 i Hellerup, d. af smørhandler Hans Peter Erichsen (1857–1936) og Thora Emilie Edle Dagmar Andersen (1862–1920).

Udnævnelser

F.M.l. 1933.

Ikonografi

Afbildet på mal. af H. Vedel, 1917, af grundlovsforhandlingerne 1915 (folketinget). Afbildet på flere tegn. af Alfred Schmidt 1917–24 og udaterede (Fr.borg) og af H. Jensenius 1918–35 og udaterede (sst.). Mal. af L. Find, 1923 (Kbh.s rådhus). Radering af Chr. Tom-Petersen, 1923. Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Tegn. af Chr. Hoff, 1924. Radering af W. Peck, 1927. Flere linoleumssnit, til dels karikerende, af K. J. Almquist 1927 og senere, også posthume. Mal. af H. Dohm, 1929 (Fr.borg) og 1936. Buste af G. Hammerich 1929 og 1938. Mal. af Kirsten Kjær 1930–32 og 1942. Afbildet på mal. af socialdemokratiske førere af E. Saltoft, 1934 (forhen Folkets hus, Kbh.). Mal. af samme (folketinget). Pastel af samme (ungdomshjemmet, Saxogade, Kbh.). Tegn. af L. Kaganas, 1938. Mal. af Otto Christensen udst. 1938 (Grønlands styrelse). Afbildet på mal. af V. Glud, 1939 (Arbejdernes Landsbank). Buste af Chr. Arvesen s.å. Mal. af M. Kaalund-Jørgensen s.å. (socialdemokratiet i Silkeborg; folketinget m.fl.). Buste af Svend Jespersen, 1939 (bl.a. folketinget). Livsmaske af Holger Winther (Fr.borg). Tegn. af Carl Jensen (Arbejderbevægelsens bibl. og arkiv), af H. Bendix (Kgl. bibl.) og af Jensenius (?) (sst.). Radering af K. Wieghorst. Buste af Svend Lindhardt (Kbh.s rådhus). Buste af Anton Laier. Relief af Rikaröur Jonsson. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Th. Stauning 1873–1942. En bibliografi ved Mette Charlotte Rask Sørensen m.fl., 1973 = Arbejderbevægelsens bibl. og ark. Bibliografisk serie I. Udg. Tanker og taler, 1931. Af tidens strid. Taler, udg. Johs. Lehmann, 1933.

Kilder. Th. Stauning i Arbejdernes almanak, 1932–34 og 1936–40, samt i Ord och bild XLV, Sth. 1936 470–74. Lit. Statsminister Th. Stauning 1873–1933, red. Peder Tabor, 1933. Johs. Lehmann: Fra bydreng til statsminister, 1937. Samme: Personligheder, 1964. Oluf Bertolt og H. C. Hansen: Th. Stauning, folkets søn, Danm.s statsminister, 1942. H. P. Sørensen i Hist. medd. om Kbh. 3,r.V, 1942 104–15. Bogen om Stauning, red. Jul. Bomholt, 1950. P. Munch: Erindringer I-VI 11, udg. Povl Bagge, 1959–67. Peder Tabor: Nærbilleder, 1961 59–100. P. Stavnstrup: Politiske profiler, 1962 119–32. Sv. Thorsen: Mennesker i politik, 1962 167–80. Th. Stauning. Mennesket og politikeren, red. Børge Schmidt, 1964. Augusta Erichsen: Mit liv med Th. Stauning, 1967. Tage Kaarsted: Påskekrisen, 1968. Fl. Madsen: Så vidt jeg erindrer, 1971. De danske ministerier 1901–29, ved Sv. Thorsen, 1972. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. Martin Grass: Friedensaktivität und Neutralität, Bad Godesberg 1975. Jens Bang-Hansen: Det første socialdemokratiske ministerium 1924–26, 1978. Hans Lyngby Jepsen: Stauning, 1979. Rob. Pedersen: Fra neutralitet til engagement, 1982. Susan Seymour: Anglo-Danish relations and Germany 1933–45, 1982.

Papirer i Arbejderbevægelsens bibl. og ark. Olga Staunings papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Th. Stauning i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 27. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297743