• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ulrik Frederik Gyldenløve

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ulrik Frederik Gyldenløve, 4.6 el. 20.7..1638-17.4.1704, statholder i Norge. Født i Flensborg el. Bremen, død i Hamburg, begravet i Kbh. (Frue k.). G. blev i sine første år opdraget, på Svavsted i Slesvig hvor han havde Heinrich Wildekind til lærer; efter faderens tronbestigelse (1648) sendtes han til Frankrig; 1654 immatrikuleredes han ved universitetet i Siena. 1655 var han i Rom, s.å. naturaliseredes han som dansk adelsmand og udnævntes 1657 til oberst over Prinsens livregiment til hest og oberst til fods; s.å. forlenedes han med Udsten kloster og Alle Helgens gods i Norge. Han deltog i Holstens forsvar mod Karl X Gustav, men trådte efter Roskildefreden på faderens initiativ i den svenske konges tjeneste som oberst over det til Sverige overleverede Brockenhuusske rytterregiment med indtægten af Lindholm og Børringe kloster og 4000 rdl. af Malmøtolden i løn. Efter det svenske fredsbrud aug. 1658 flygtede han til Danmark hvor han deltog i krigen og udmærkede sig i slaget ved Nyborg. Under stændermødet og statsomvæltningen 1660 havde han kommandoen over det på Sjælland liggende rytteri og holdt ved arvehyldningen 18.10. vagt på slotspladsen. Jan. s.å. var han blevet forlenet med Vordingborg "kvit og frit" som han senere forpagtede bort; efter sit bryllup med Marie Grubbe udnævntes han febr. 1661 til rigens jægermester (2000 rdl. årlig) og fik aug. s.å. kongens skøde på Kalø slot og ladegård. Dec. 1661 fik han orlov og penge til en udenlandsrejse, på hvilken han besøgte hofferne i Bruxelles, Paris og Madrid. Philip IV udnævnte ham til spansk general og Grande af Spanien; en påbegyndt hvervevirksomhed for spansk regning standsedes efter den franske regerings ønske. Dec. 1663 var han atter i Danmark. Da Norges statholder Iver Krabbe (1602-66) ved denne tid var kommet i miskredit ved hoffet, bl.a. på grund af sin kompetencestrid med den kommanderende general Claus Ahlefeldt, som var Christoffer Gabels ven, fandt man her en passende anbringelse for den unge kongesøn og grandseigneur. Jan. 1664 udnævntes han til Krabbes efterfølger; marts s.å. fik han sin instruks som norsk statholder og befalingsmand over Akershus amt, og i juni var han i virksomhed i sit nye embede der i 35 år knyttede hans navn og gerning til Norge.

G. blev som norsk statholder Hannibal Sehesteds virksomme, om end mindre geniale arvtager. Han satte sig med iver og flid ind i Nordrigets forhold og kunne allerede nov. 1664 hjemsende en række reformforslag som i stort omfang byggede på Sehesteds tanker og virksomhed. De omfattede bl.a. en forenkling af skatterne, oprettelse af en rigsmatrikel, forbedring af fæstningerne og udviklingen af en flåde af privilegerede defensionsskibe, en revision af den norske lovbog og oprettelse af en norsk overhofret. Statskollegiet stillede sig på flere punkter køligt, men da G. i begyndelsen af 1666 kom til Kbh., vandt han kongen for planen; en nedsat kommission godkendte de fleste forslag, og kgl. breve udstedtes om deres iværksættelse (marts 1666). G. udnævntes til præsident for den nyoprettede overhofret. Samtidig fjernedes C. Ahlefeldt, med hvem også G. var kommet i strid, og G. blev hans efterfølger som kommanderende general. Gennemførelsen af de G.ske reformer blev i øvrigt i flere henseender ufuldkommen hvad der til dels hænger sammen med, at G. i tiden aug. 1667-juni 1673 med en enkelt afbrydelse i sommeren 1668 var borte fra Norge. Kbh.s selskabsliv og hofliv og den danske politik lokkede ham for stærkt. 1668 blev han medlem af kommissionen til fastsættelse af hoffets budget; foråret 1669 sendtes han - samtidig med at Ove Juul udnævntes til Norges vicestatholder - som ambassadør til Karl II af England hvor han med held virkede for at undskylde Danmarks afstandtagen fra Storbritannien 1665-66 og nov. sluttede en alliance- og handelstraktat som dog på visse punkter ikke vandt Christoffer Gabels bifald. De videre forhandlinger standsede, da Frederik IIIs død 9.2.1670 kaldte G. hjem.

Under de kampe ved hoffet som nu udspilledes sluttede han, som stod i intimt venskabsforhold til kammersekretæren Peder Schumacher (Griffenfeld), og i hvem de med den gabelske enevælde utilfredse danske adelskredse så en fører, sig til statholderens fjender og medvirkede ved hans fald (april 1670). Han brød dog allerede s.å. med adelspartiet og dannede sammen med Fred. Ahlefeldt og Schumacher et triumvirat som rev hovedindflydelsen til sig. Af den nye konge, Christian V, hans syv år yngre halvbror, var han, nu som altid senere, meget afholdt.

Annonce

I den reformvirksomhed som nu fandt sted har G. hovedæren for de norske reformer, men han spillede tillige som medlem af gehejmerådet, tilforordnet i admiralitetet og præsident for det sept. 1670 oprettede kommercekollegium en vigtig rolle ved bestræbelserne til fremme af dansk næringsliv og forbedring af det danske forsvar. Juni 1670 fremlagde han (efter kgl. ordre af marts s.å.) sammen med Jørgen Bielke en betænkning om norske forhold, hvori han tilrådede en nedsættelse af de civile og militære embedsmænds tal og lønninger, skattelettelser for bønder og købmænd, hjælp for de sidste til at opnå billigere lån m.m., og denne betænkning blev lagt til grund for den nye regerings norske reformpolitik, selv om G.s forslag ikke overalt kom til udførelse. Hans tanke om en forenkling af toldforvaltningen synes således at være strandet bl.a. på Schumacherske familieinteresser, og heller ikke hans forslag om toldens bortforpagtning både i Norge og Danmark blev til noget. Om kongens gunst modtog G. flere vidnesbyrd. 1671 blev han overkammerherre, og ved rangforordningen af maj s.å. fik han rang lige efter kongefamilien; sept. s.å. tillagdes der ham prædikatet "Høje Excellence". 1670 havde han erhvervet Fritsø hovedgård og jernværk og Halsen og Brunla hovedgårde i Brunla amt og fået kgl. tilladelse til at indløse alt tidligere krongods i amtet og tilkøbe sig krongods der; sept. 1671 erigeredes af hans godser her grevskabet Laurvig som også omfattede Larvik ladested der nu fik købstadret. Det betegnedes i kongebrevet som "vore Rigers første Grevskab"; dets våben: en leopard med gylden "Hellebard eller Stridsøkse" formedes over det norske rigsvåben.

I udenrigspolitikken synes G. at have svinget mellem sin vicepræsident i kommercekollegiet Jens Juels ønske om et dansksvensk neutralitetsforbund til forsvar for handelens frihed i de nordiske farvande under Frankrig-Englands krig mod Holland og sin bror kongens ønsker om revanche over for Sverige. Over for det med Sverige forbundne Gottorp var han stemt for et forlig i den Oldenburg-Delmenhorstske arvesag og forhandlede okt. 1672-febr. 1673 i Hamburg med J. A. Kielman (v. Kielmansegg) herom; han anbefalede sin regering Kielmans ultimatumsforslag, men led i gehejmerådet nederlag over for den antigottorpske Ahlefeldt (marts 1673). Samtidig var hans forhold til Griffenfeld, hvem han mistænkte for at ville frigøre sig for ham og overfløje ham, stærkt kølnet. Juni 1673 sendte man ham til Norge. Den officielle grund var de truende krigsudsigter, men G. anså det for en slags forvisning. Hans gamle reformenergi blussede dog nu atter op; efter inspektionsrejser i landet hjemsendte han forslag ikke blot om forsvarets forbedring, men om indre spørgsmål som skattelettelser, indskrænkning af godsejernes rettigheder over fæstebønderne o.a. Han modarbejdedes imidlertid nu på en række punkter af den nye magthaver Griffenfeld. Forud for krigen sendtes Jens Juel til Norge for at bistå G.; sammen med generalerne Henrik Rüsensteen og Hans Løwenhielm dannede de et norsk krigsråd, men der oprettedes tillige til styrelse af forsvars-finanserne et generalkommissariat med Jens Juel som hovedleder. Under den aug. 1675 begyndte krig med Sverige førte G. kommandoen i det søndenfjeldske og indlagde sig her så stor fortjeneste ved sit grænseforsvar og sine erobringer på svensk grund (Uddevalla og Vanersborg 1676, Marstrand med Karlsten og hele Bohuslen 1677), at krigens norske afsnit med rette kaldes "G.-fejden". At forsøgene på at erobre Göteborg (1676) og Bohus slot (1677-78) mislykkedes skyldtes for en stor del krigens uheldige gang i Skåne og Halland og de forvirrede ordrer G. modtog derfra og fra Kbh.

Efter freden 1679 tog G. som 1677 til sine andre embeder havde føjet bestyrelsen af det norske postvæsen således at han nød dets indtægter mod en afgift af 2000 rdl. årlig (til 1681), fast ophold i Kbh. Kun fire gange var han i resten af sin statholdertid i Norge: sommeren 1685 da han ledede Christian Vs Norgesrejse, maj-juli 1689 da det tegnede til krig med Sverige i anledning af den gottorpske konflikt, julidec. 1690 og maj-sept. 1696. I hans fraværelse overtog fra 1681 baron G. W. Wedell som generalfeltmarskalløjtnant kommandoen over den norske hær, mens Just Høg 1682-94 var vicestatholder og stiftsbefalingsmand over Akershus amt (efter Høgs død 1694 blev Chr. Stockfleth stiftsbefalingsmand og synes også i visse tilfælde at have fungeret som vicestatholder). Men G. beholdt stadig overledelsen af den norske regering og stod i forbindelse med embedsmændene uden om vicestatholderen. Og hans interesse for landets vel var usvækket. Ham skyldtes udnævnelsen af en norsk kommercedirektør (1682), de nye instrukser for overhofretten og for amtmændene og stiftsbefalingsmændene (1684, 1685, 1691), og han var en af drivkræfterne i det revisionsarbejde som 1687 afsluttedes med fuldførelsen af norske lov, ved indførelsen af fælles mål og vægt for de to riger (1683), ved tildeling af privilegier til nye industrier og oprettelsen af savbrugsmonopolet (1688) m.m. I særlig grad gjaldt dog hans interesse de norske bønder, og han har hovedæren for den lovgivning som 1684-85 søgte at beskytte fæstebønderne (Leilendingene) mod proprietærernes overgreb. Under misvækstårene i begyndelsen af 1690erne betonede han nødvendigheden af at sikre sig nordmændenes affektion, om landet skulle bevares mod Sverige, og foreslog skattenedsættelser, indførelse af en bedre matrikel, afskaffelse eller nedsættelse af tolden på udenlandsk rug- og havremel, privilegier til norskbyggede skibe m.m. Forslagene henvistes til en kommission med G. som formand (1693), men det lykkedes de andre medlemmer at få dem ret stærkt beskåret i udførelsen. - Også bjergværksdriften havde G.s interesse (bjergværkskollegium 1689), og hans egne værker endte med at give godt udbytte; her, som på sine landgodser, behandlede han i øvrigt, støttet på store privilegier, sine bønder og arbejdsfolk efter den danske landboret. - Skønt Norge var G.s særlige felt, gjorde han sig som rigernes første embedsmand og den fornemste i gehejmerådet også gældende i danske anliggender selv om hans indflydelse her var mindre. 1685 var han medlem afkommissionen til undersøgelse af forholdene i Oldenburg-Delmenhorst, 1686 øverstkommanderende for den danske belejringshær mod Hamburg, 1691 medlem af "den store Kommission i Raadstuen" ang. toldens bortforpagtning, 1693 medlem af kommissionerne til handelens fremme som overtog kommercekollegiets opgaver. 1691 havde han fået ret til at deltage i højesterets møder; 1692 blev han patron for det kgl. akademi. - I sine sidste år plagedes G. meget af podagra og anden sygdom, og kræfterne tog af. Maj 1698 fik han generalkvittering for hele sin embedsførelse under de to konger, men først en måned efter Christian Vs død fratrådte han sine stillinger (sept. 1699). 1700-04 levede han i Hamburg, meget ene, syg og plaget af familievrøvl.

G. var vistnok den af Christian IVs ætlinge som i det ydre og det indre slægtede denne konge mest på. Han ejede farfaderens virkelyst og energi og hans praktiske sans, men han tog også hans kvindekærhed og kærlighed til bordets glæder i arv. Hans største svaghed var dog manglende evne til koncentrering om det daglige arbejdes enkeltheder; derfor kunne Griffenfeld og Fr. Ahlefeldt skubbe ham i nogen grad i baggrunden trods kongens kærlighed til ham. I norsk udvikling har han sat dybe spor, og i dansk står hans betydning i hvert fald mål med Griffenfelds og Ahlefeldts. Sin gode kunstforstand viste han bl.a. ved at opdage og støtte den store norskfødte billedskærer Magnus Berg, og hans livlige ånd kunne også gribes af interesse for norsk oldtidshistorie og arkæologi.

I Norge besad G. foruden grevskabet Laurvig, som 1692 udvidedes til at omfatte hele Brunla amt, bl.a. kobberværker i Gudbrandsdalen og Espedalen, gården Eidsten i Tønsberg amt, Jomfruland ved Kragerø, "Calmeyergården" i Kristiania og et landsted ved Horten. 1678 erhvervede han for store lån, ydet kongen under krigen, og. i mageskifte mod ejendomme i Danmark grevskabet Griffenfeld, hvis hovedgård Sem han 1681 gav navnet Jarlsberg; efter at have inddraget den del som lå i Brunla amt, under Laurvig, overdrog han 1683 resten til baron G. W. Wedell. I Danmark var han bl.a. ejer af Kalø (1661-70), ladegården Østrup i Asminderød sogn (1670-78), Mørup gård og gods i Fjenneslev sogn (1672-78), Tybjerggård i Præstø amt (1672-78), Christiansholm (Sokkelund hrd.), Turø (1674-1702), "den lille Dyrehave" som han gav navnet Gyldenlund (nu Charlottenlund, 1671-83), Skjoldenæsholm (Ringsted hrd.) og Sorgenløss (Sorgenfri) ved Lyngby (1692?-1702). 3.4.1672 lagde Christian V grundstenen til G.s Palæ på Kongens Nytorv (nu Charlottenborg) hvortil han tidligere havde fået overdraget byggegrund af kronen; stenene toges delvis fra Kalø slots ruiner; 1700 solgte G. palæet til enkedronning Charlotte Amalie for 50000 rdl. Han ejede desuden det senere Moltkeske Palæ og lystgården Blågård uden for byen. I Holsten fik G. 1670 af kronen for Kalø og en fordring på 33000 rdl. det såkaldte Hartzhorner Wildniss i Pinneberg; efter sin embedsfratrædelse købte han godset Owelgonne sst. og en landejendom i Neustadt. - Et minde om G. er den i Vånersborg erobrede kirkeklokke som han 1682 skænkede Frelsers k. Derimod blev hans pragtfulde epitafium i "det G.ske kapel" i Frue k. ødelagt ved branden 1728.

Familie

Forældre: hertug, senere kong Frederik III (1609-70) og Margrethe Pape, fra 1683 baronesse af Løvendal (gift senest 1652 med amtsforvalter i Segeberg, etatsråd Daniel Hausmann). Gift 1. gang (hemmeligt) 11.7.1659 i Kbh. med Sophie Urne, født 1629 el. 1630, 11714 i Itzehoe kloster, d. af rigsmarsk Jørgen U. (1598-1642) og Margrete Marsvin (1606-50); ægteskabet ikke anerkendt. Gift 2. gang 16.12.1660 i Kbh. med Marie (Maren) Grubbe, født ca. 1643 formentlig på Århusgård, tjuni el. juli 1718, d. af Erik G. (1605-92) og Maren Juul (ca. 1608-47). Ægteskabet opløst 1670. Gift 3. gang 16.8.1677 i Larvik med komtesse Antoinette Augusta af Aldenburg, født 4.8.1660, død 15.7.1701 i Amsterdam, begr. i Kbh. (Frue k.)., d. af grev Anton af Aldenburg (1633-80) og Augusta af Sayn-Wittgenstein (1638-66). - Far til Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig(en).

Udnævnelser

Bl.R. 1663. Hv.R. 1671.

Ikonografi

Malet som ung (Fr.borg). Mal. af W. Heimbach, 1661 (sst.). Mal. af Karel v. Mander ca. 1661 (St. mus.), efter dette stik af A. Haelwegh ca. 1665(7), litografi 1868, to træsnit af H. P. Hansen samt et af R. Neergaard. Mal. af F. van Mieris, 1662 (St. mus.), efter dette litografi af N. B. Krossing, 1835, og af andre. Mal., formentlig efter A. Wuchters (Gavnø), efter dette træsnit fra 1800-tallet. Elfenbensbuste 1671 (Fr.borg). Medalje af J. Hercules, 1672, og af C. Schneider, 1677. Mal. af Jacob d'Agar (Fr.borg), efter dette kopier (Holsteinborg, Tranekær), i min. af J. Barbette, 1692 (Sinebrychoffs saml., Helsinki). Afbildet på B. v. Eickens tapet af Marstrands erobring, 1677, til Rosenborg-serien (Chr.borg) efter forlæg af A. Steenwinckel, og på mal. af samme begivenhed af Chr. Morholt 1686-88 (Fr.borg, audienssalen) samt på stik af samme scene af R. de Hooghe og af B. Stopéndael. Tegn. af F. C. Lund (Kgl. bibl.) efter portr. på tapetet. Relief af J. Cavalier, 1693 (Victoria & Albert Mus., London; Rosenborg). Afbildet på prospekt af J. Coning, 1694, af G.s palæ (Fr.borg) og på mal. s.m. Chr. V og Anton af Aldenburg (Rosenborg). Medalje af A. Meybusch ca. 1695. Mal. (Eidsvold-galleriet; Jarlsberg). Afbildet på J. d'Agars mal. af højesteret, 1697 (Rosenborg). - Et epitafium med en statue af Th. Quellinus, ca. 1695, blev tilintetgjort 1807. - Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1778, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Saml. til det norske folks sprog og hist. I-VI, Kria. 1833-39. Årsberetn. fra det kgl. geheimearchiv II, 1856-60; VI, 1876-83. Medd. fra det norske rigsarchiv I, Kria., 1870. Danske saml. 2.r. II-IV VI, 1872-79. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist. 1660-76, udg. Johs. Lindbæk I-II, 1903-10. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen VI-VIII, 1923-30. LU. Ludv. Daae: Det gamle Kristiania, Kria. 1871 (2. udg. 1891). A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I-II, 1893-94. J. Gulowsen: Gyldenløvefeiden, Kria. 1906. O. J. Rahbek i 111. tid. 30.6.1907. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdnings hist. I-II, 1908-22. Roar Tank i Sprogl. og hist. afhandl, viede Sophus Bugges minde, Kria. 1908. Samme: Under krigsfare og skattetryk, Kria. 1912. O. v. Munthe af Morgenstierne i Pers. hist. t. 8.r. II, 1923 især lll. Samme: U.F.G., 1944. Larviks hist., red. O. A. Johnsen I, Kria. 1923. Kristianias hist., red. Edv. Bull II, Kria. 1927. Tønsbergs hist., red. O. A. Johnsen II, Oslo 1934. Sverre Steen: Kristiansands hist. I, Oslo 1941. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. Trondheim bys hist., red. Bjørn Sogner II, Trondheim 1962. Samme i Hist. t. LUI, Oslo 1975 224f. Kr. Moen: Kongsberg solvverk 1623-1957, Oslo 1967. Dagny Jørgensen: Danm.-No. mellom stormaktene, Oslo 1976. Jørgen H. Barfod: Niels Juel, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: Ulrik Frederik Gyldenløve i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290361