Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vincens Lunge

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vincens Lunge, før 1483-3.1.1536, dansk og norsk rigsråd. Død i Trondheim. L. fik en lærd opdragelse, sandsynligvis fordi han som yngre søn ingen udsigt havde til at blive forsørget med slægtsgods. Han studerede både i Frankrig og ved universitetet i Leuwen. Glimrende begavet erhvervede han doktorgraden både i filosofi, romerret og kirkeret. Han vendte hjem som fuldblods humanist. Christian II fandt behag i den moderne indstillede unge adelsmand, og 1521 ansattes han som juridisk professor ved Kbh.s univ. og blev endnu s.å. dets rektor. Hans ydre optræden var allerede nu blændende. Hans Svaning der var til stede i Frue k. da han nedlagde sit rektorat fortæller at han holdt en timelang tale på flydende latin uden at se i papiret. Hans tales indhold var en formaning til studenterne om at udvise flid i deres studier og føre et fromt og sædeligt liv. Samtidig havde han vundet Christian IIs tillid i den grad at denne okt. 1522 indsatte ham som lensmand på Krogen. Men skønt han som sådan måtte aflægge fornyet troskabsed til Christian II umiddelbart før dennes afrejse til Nederlandene følte han sig lige så lidt som de øvrige sjællandske lensmænd bundet heraf. Umiddelbart efter Frederik Is landgang på Sjælland overgav han 15.6.1523 Krogen. L. var nært forbundet med den kreds af jysk adel der havde kaldt Frederik I til Danmark. Tyge Krabbe var hans fætter, og også hans bror Ove Lunge havde lige fra begyndelsen sluttet sig til oprørspartiet. De ændrede forhold blev ham derfor til stor fordel. Han blev optaget i det danske rigsråd, blev ridder og fik aug. 1523 betroet det betydningsfulde hverv at bringe det nordlige Norge ind under Frederik I. Modsat Henrik Krummedige som sendtes til Sydnorge var L. ganske ukendt med norske forhold, men forklaringen på at netop han sendtes herop er sikkert et planlagt ægteskab mellem ham og den ældste datter af Norges riges hofmester Niels Henriksen. I hvert fald deklareredes deres trolovelse i sept. 1523. L. har antageligt lært hende at kende under hendes ophold i Danmark som hofdame hos dronning Elisabeth.

L. var ved sin ankomst til Bergen politisk et ubeskrevet blad, men det viste sig snart at han hyldede samme politiske opfattelse som sin slægt i Danmark. Forvandlet til norsk adelsmand ved sit giftermål ind i den mægtige Østråtæt blev han dog norsk adelsvældes og dermed norsk selvstændigheds forkæmper. Ved sin svigerfars og andre norske rigsråders mellemkomst kom han i besiddelse af Bergenhus. Hans egne forhandlinger med de hanseatiske købmænd i Bergen resulterede blot i at disse overmodigt forulempede deres konkurrenter. Efter at Christian IIs foged havde udleveret Bergenhus til råderne overgav disse det atter (29.12.1523) til L. at holde til Norges krones og den fyrstes hånd "som Gud har undt" at blive konge over Danmark-Norge.

Det gjorde ingen forskel at Niels Henriksen var død midt under forhandlingerne; efter sit giftermål blev L. betragtet som norsk. Det faldt ham som sådan heller ikke vanskeligt i løbet af foråret 1524 at tinge alle vestlandslenene ind under Frederik I. På det store rigsrådsmøde i Bergen aug. 1524 deltog han som norsk rigsråd og var her lige så ivrig for at hævde norsk selvstændighed som den nyudnævnte ærkebiskop Olav Engelbrektsen. Under disse to dristige mænds ledelse udarbejdede det norske rigsråd en særlig norsk håndfæstning hvis fleste bestemmelser dog var hentede fra Frederik Is danske og tidligere dansk-norske håndfæstninger. Af særlige norske må fremhæves bestemmelsen om at Norge ikke længere skulle betragtes som et arverige. Som i den danske håndfæstning værnedes der først og fremmest om adelens interesser - indgiftede sidestilledes med indfødte - og at det var meningen at skabe et rigsrådsvælde lig det danske viser det ledsagende forslag om besættelse af hovedlenene: L. skulle have Bergenhus, Olaf Galle Akershus og Gaute Galle Bahus. Videre besluttede man at Henrik Krummedige der både var en modstander af norsk selvstændighed og tillige en personlig fjende af såvel L.s egen som hans hustrus slægt skulle udstødes af det norske rigsråd og miste sine len. L. rejste derefter til Danmark for at forelægge Frederik I rådets beslutninger. Han fik uden vanskelighed Frederik Is samtykke til håndfæstningen og til at han selv fik Bergenhus; men det norske rigsråds beslutninger angående Henrik Krummedige underkendte Frederik I ganske. Ja, netop som følge af dennes advarsel modsatte han sig, at den upålidelige og svensksindede Olaf Galle fik Akershus. L. fik dog sat igennem at det skulle tilbydes broderen Gaute Galle, og da denne ved L.s tilbagekomst til Norge nægtede at tage det fra sin bror, lod L. alligevel det norske rigsråds beslutning stå ved magt. Selv om man i Danmark lod dette passere kunne L. med god grund skrive til ærkebispen at han for Norges krones skyld havde erhvervet sig mange fjender i Danmark. Det var til gengæld strålende udsigter der åbnede sig for ham i Norge. Selv om han kun var statholder i det nordenfjeldske var han hele Norges faktiske styrer i de følgende år. Ved svigerfaderens død var han også blevet Østråtslægtens mandlige overhoved, og i intimt samarbejde med sin svigermor, fru Inger, varetog han nidkært familiens interesser. Godsgriske var de begge to, og L. anvendte al sin kløgt og retskyndighed til at gøre højst tvivlsomme arvekrav gældende på sin svigermors vegne; dog ikke altid med held.

Annonce

Frederik I og det danske rigsråd lod nogle år L. regere Norge som han ville. Men 1527 ændredes kurs. Mogens Gyldenstierne sendtes til Sydnorge og fik Olaf Galle til frivilligt at overlade sig Akershus. Samtidig sendtes L.s bror Ove Lunge til ham og ærkebispen for at forhandle om en norsk hylding af Frederik I, men de to egenrådige herrer stillede sig meget køligt. Imidlertid forefaldt under broderens ophold hos L. en episode som blev skæbnesvanger for L.s magtstilling. "Daljunkeren", en svensk bonde der udgav sig for en søn af Sten Sture d.y. kom efter et mislykket oprørsforsøg i Dalarne til Norge hvor han søgte tilflugt på fru Ingers gård Østråt. Da rygtet snart efter bredte sig at Gustav Vasa var død, indlod ikke blot fru Inger, men også L. og hans bror sig med iver med bedrageren som de mente havde gode udsigter til at vinde magten i Sverige. Han trolovedes med en af fru Ingers døtre, og han måtte højtideligt forpligte sig til at give Viken tilbage til Norge når han var blevet herre i Sverige. Men Gustav Vasa var ikke død, og daljunkerens togt ind over den svenske grænse blev en fuldstændig fiasko. Gustav Vasa blev rasende. "Norges Rige er blevet en Røverrede", skrev han til L. Denne ville nødigt indrømme at han havde begået et fatalt fejlgreb og efterkom først hen på sommeren 1528 Frederik Is indtrængende henstilling og sendte bedrageren til Danmark (daljunkeren undslap undervejs men henrettedes senere i Rostock). L. var stærkt kompromitteret, og Gustav Vasas krav om alvorlig afstraffelse af alle der havde støttet daljunkeren kunne ikke undgå at få konsekvenser for ham. Han mistede Bergenhus, men fik dog lov til at beholde Jämtland og Sogn på ti år og forlenedes med Finnmarken for livstid. Han fik desuden som gave det rige Nonnesæter kloster ved Bergen. Under navnet Lungegården blev det hans fremtidige residens. L.s og hans svigermors rigdom sikrede ham stadig stor indflydelse i Norge, men det måtte være ham til megen ærgrelse at Henrik Krummedige atter fik flere norske len, og at han måtte overlevere Bergenhus til dennes svigersøn Eske Bille. Når han optrådte roligt og kun gjorde vanskeligheder med hensyn til afleveringen af inventaret, skyldtes det sikkert at han havde fået en ny fjende: sin tidligere nære ven ærkebispen. Mens L. var til forhandlinger i Danmark havde ærkebispen, antagelig opirret over Østråtfamiliens hældning til lutheranismen og iver efter at skaffe sig kloster- og kirkegods, gjort sig til herre i Finnmarken og besat fru Ingers ejendomme og len i Trondhjem stift, deriblandt Østråt. Først i foråret 1530 fik Eske Bille sammen med L.s svoger Niels Lykke bragt et forlig i stand. Selv var L. på dette tidspunkt på ny rejst til Danmark for at tale sin sag hos kongen. Udfoldende al sin charme synes han at have opnået et halvt løfte om at Bergenhus, som Eske Bille var ked af, atter skulle gives ham tilbage. Men brev derpå fik han i hvert fald ikke, og hvad han havde vundet ved sit Danmarksbesøg, forskertsede han atter da han ved sin tilbagekomst til Bergen gjorde et overilet forsøg på at sætte sig i besiddelse af Bergenhus som Eske Bille netop havde forladt for at rejse til Danmark.

Under Christian IIs angreb på Norge lykkedes det dog på ny L. at vinde Frederik Is og det danske rigsråds tillid. Til gengæld blussede hans fjendskab med ærkebispen op, og det gik på ny hårdt ud over hans og Østråtslægtens len og ejendomme. Christian II der var særlig forbitret på L. og Niels Lykke pålagde endda straks ved sin ankomst til Norge ærkebispen at fængsle begge. Så galt gik det dog ikke. Men L. følte sig en tid så truet at han søgte tilflugt til en afsidesliggende fjordvig. L. fik oprejsning da Niels Lykke der havde været i Danmark og blev en af kommissærerne der sendtes med undsætnings-flåden til Norge foråret 1532 medbragte en fuldmagt for sig og L. til at føre forhandlingerne i det nordlige Norge. De to svogre forhastede sig ikke. Først i sept. 1532 kom de til Trondhjem for at forhandle med ærkebispen. Denne der til at begynde med stillede sig stejlt blev pludselig føjelig da der kom meddelelse om at nye kommissærer var undervejs. Et forlig kom i stand hvorefter L. og Østråtfamilien skulle have store erstatninger. Og de to tidligere venner enedes endnu engang om at værne Norges selvstændighed. Frederik Is død i april 1533 gjorde forholdene i Norge lige så usikre som i Danmark. L. deltog i herredagen i Bud (Romsdalen) i aug.1533 og var n.å. på vej ned til den dansk-norske herredag da grevefejden udbrød. Han var nået til Landskrona, men det lykkedes ham at slippe over til sin bror Ove Lunge i Jylland. L. tog nu ligesom denne afgjort parti for hertug Christian. Okt. 1534 vendte han tilbage til Bergen for at virke for hertug Christians sag her. Men han mødte store vanskeligheder også inden for sin egen familie. Niels Lykkes forhold til sin afdøde hustrus søster vakte stor opsigt, og L. forbitredes meget herover da forbindelsen ville svække hans egen position i slægten. I Bergen kunne L. foreløbig intet udrette, og da han følte sig truet af tyskerne på Bryggen og ærkebispen, der var imod den lutherske Christian III, fandt han det klogest i april 1535 at rejse til Sydnorge hvor Christian III havde langt flere tilhængere. Her viste det sig at hans virkekraft trods al modgang var usvækket. Han kom til at føre befalingen på Akershus for Erik Gyldenstierne da denne sejlede til Danmark for at komme Christian III til hjælp. Allerede maj 1535 fik L. det søndenfjeldske råd til foreløbig at anerkende Christian III. Den endelige anerkendelse af denne som norsk konge kunne dog kun ske ved det samlede norske råd. Da Claus Bille som Christian IIIs befuldmægtigede i dette øjemed rejste til Trondhjem i slutningen af 1535, fulgte L. efter kongens anmodning med, også flere af de andre råder var med. Alt gik tilsyneladende godt. Forhandlingerne om kongevalg og skattepålæg var nær deres afslutning da ærkebispen, hos hvem giftermålet mellem pfalzgrev Frederik og Christian IIs ældste datter havde vakt et nyt desperat håb om at skaffe Norge en katolsk konge, 3.1.1536 kaldte et møde sammen af kanniker, øvrighedspersoner og byens borgere og anklagede råderne fordi de egenmægtigt foretog kongevalg og skattepålæg. Deres fængsling besluttedes. Det blev til drab på L. Skylden herfor må lægges på ærkebispens søstersøn Gaute Taraldssøn. Men ærkebispen stod sikkert bag. Som sin bitreste og farligste fjende skilte ærkebispen den mand ved livet som sammen med ham selv i et decennium havde været norsk selvstændigheds stærkeste bolværk. Norsk selvstændighed gik hermed sin undergang i møde. Selv om L. havde levet videre er det dog et spørgsmål om han havde været i stand til at hindre det.

Familie

Forældre: Vincents Iversen Dyre til Tirsbæk (død tidligst 1497) og Kirsten Lunge (død tidligst 1529). Gift 1523 med Margrethe Nielsdatter (gift 2. gang 1540 med Jens Splid Fasti, død tidligst 1565), d. af Norges riges hofmester Niels Henriksen (død 1523) og Inger Ottesdatter (Rømer) (ca. 1475-1555). - Bror til Niels L. og Ove L.

Bibliografi

C. Paludan-Müller: Grevens fejde II, 1854 (fot.optr. 1971) 5-85 254-63. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. IV,2, 1870 15 214-66. L. Daae i Hist.t. III, Kria. 1875 224-340 351-54. E. Ladewig Petersen sst. LI, 1972 101-48. A. Heise: Kr. II i Norge og hans fængsling, 1877 60-67. Samme: Familien Rosenkrantz" hist., 1882 146-54. O. A. Johnsen: V. L.s drap i Trondhjem, Kria. 1915 = Forhandl, i Vidensk. selsk. i Kria. II. Edv. Bull: V. L, Kria. 1917. H. Koht: V. L. contra Henrik Krummedige, Oslo 1950 og samme: Olav Engelbriktsson og sjolvstende-tapet 1537, Oslo 1951 = Kriseår i norsk hist. I-II. E. Ladewig Petersen i Hist.t. 12.r.lII, 1968-69 1-79 fl.st. Samme i Kirkehist. saml., 1972 30f 40.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Vincens Lunge i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293813