Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tage Thott, f. 1580

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Tage Thott, f. 1580, Tage Ottesen Thott, 27.5.1580-14.2.1658, rigsråd. Født på Eriksholm i Skåne, død på Börringe kloster, begravet i Malmö. På sin udlandsrejse 1599–1603 opholdt T. sig først i Heidelberg (imm. 1600). Så rejste han over Strasbourg, Basel, Geneve (imm. 1601), Lyon og Orleans (imm. 1602) til Paris, siden over de spanske Nederlande til England, derfra over Nederlandene hjem. I Paris begyndte T. "at læse, ikke så meget bøger som mennesker og ... især sig selv". Desuden optaget af rigernes "politiske og verdslige håndteringer" (ligpr.) skaffede han sig de nødvendige forudsætninger for en fin politisk karriere. Som hofjunker 1603–06 rejste T. med Christian IV bl.a. til hyldning i Hamburg 1603 og til Braunschweig og England 1606. S.å. holdt kongen selv hans bryllup med en af sine politiske støtter, Breide Rantzaus datter, og 1608 blev han lensmand på Laholm. Under Kalmarkrigen var han først korporal, siden løjtnant og ritmester ved hallandske fane. 1612 ombyttede T. Laholm len med Landskrona. 1619 fik han Solvesborg len og udnævntes s.å. til ritmester ved skånske fane. 1622 forhandlede han som kommissær med de skånske byer om oprettelsen af de handelskompagnier på Spanien der skulle sikre Danmark defensions-skibe i den stadig hårdere magtkamp med Sverige i Østersøen. Den meste tid brugte T. dog i sine yngre år på en energisk godspolitik. Ved arv, ægteskaber og køb blev han efterhånden Skånes største godsejer, i besiddelse af bl.a. Eriksholm, Ulstrup og Nas (Onsjo hrd.), Bergsjoholm og Herrestad (Herrestad hrd.), Skabersjo, Flakkerup og Verpinge (Bare hrd.), Barseback (Harjagers hrd.), Hassing (Hassing hrd.) og Losne i Sognefjord i Norge. T. hørte da også til de "halvt professionelle kautionister" (E. Ladewig Petersen) hos kronen for de økonomisk mere og mere betrængte adelsfæller der af hensyn til handelen og de kortfristede kgl. lån så med bekymring på Christian IVs aktivistiske Tysklands- og Sverigespolitik.

Denne fik T. snart lejlighed til at konfronteres med. 1624 udnævntes han nemlig til rigsråd og fik straks en ledende position i rådsstuen, ikke blot på grund af sin rigdom, men også sin dygtighed. Til først i 40erne skrev han langt flest rådsindheg, formet med fast hånd i et nuanceret og ofte malerisk og kraftfuldt sprog. Som skånsk godsejer var det ikke sært at T. foråret 1624 uden tvivl gik imod den af Christian IV ønskede stærke rustningspolitik over for det krigsberedte Sverige. Til gengæld fik han febr. 1625 rådet med til det kompromis med en rådsbevilling til Christian IVs tyske politik der hindrede et brud med kongen. Denne værdsatte da også den ligefremme T. der 1625 blev en af Skånes krigskommissærer og sommeren 1626 sad i regering i Kbh. For okt. s.å. kaldte han T. ned til sig i Tyskland. Han blev her generalkrigskommissær ved hæren indtil Wallensteins indfald i Jylland næste år. Uvis over for svenskernes hensigter i Danmarks nødsituation krævede T. kort efter det skånske og hallandske rytteri tilbage til forsvar for landet og pointerede over for kongen i spidsen for rådet både umuligheden af en generobring af Jylland og den uomgængelige nødvendighed af fredsforhandlinger med kejseren. T., der allerede før krigen et par gange var blevet brugt i diplomatiet, sendtes dec. 1627 med Christen Friis til Stockholm. Her bragte de et spinkelt dansk-svensk forbund i stand der fjernede truslen for et svensk angreb og var med til at gøre kejseren mere forhandlingsvenlig. Skønt T. med urette blev kaldt kongens "kreatur" af den svenske gesandt Kristoffer Rasche (24.11.1627) lagde han dog pen til da rådet modstræbende indvilgede i at betale Christian IV ti tønder guld for at få denne til at ratificere den Lubeckfred 1629 der betød en kgl. forpligtelse til at opgive den etablerede interessesfære i Nordtyskland. Da kongen som kompensation for det svenske fremstød i Tyskland alligevel skærpede sin Hamburg- og Elbenpolitik og desuden nærmede sig kejseren advarede T. i spidsen for rådet skarpt herimod. Det ville svække den evangeliske sag og fremme de kejserlige planer mod Danmarks Østersødominium som T. da som siden var ivrig for at beskytte. Han anså da også orlogsflåden som vort eneste effektive værn som derfor kun i yderste nød måtte sættes på spil. Over for Sveriges stigende magt gik T. i 1630erne ind for om end ret beskedne bevillinger til grænsefæstningernes og flådens udrustning. Til gengæld forlangte han dennes tilbagetrækning fra de tyske strømme og i det hele taget fastholdelsen af en alliancefri neutralitetspolitik der under de for T. så vigtige fredsmæglingsbestræbelser i Tyskland især skulle undgå at såre Sverige og Nederlandene. Samtidig skulle man søge at skille disse magter ad ved at undlade sundtoldforhøjelser og hindringer af handelen på Elben, "thi de (hollandske) har ingen anden plov end deres købmandskab". Christian IV anvendte da også T. i sin tyske fredsmægling på gesandtskaber til Gustav Adolf i Ingolstadt 1632 og til Stockholm 1636, der dog endte resultatløse. Også i hertugdømmerne forhandlede T. et par gange. Når han under kong Vladislav af Polens bryllup 1637 optrådte groft skyldtes det næppe som hævdet (af Hans Fussing) manglende diplomatiske evner, men snarest en bevidst reaktion på Polens overgreb mod handelen på Danmarks del af Østersøen. Som fortaler for højadelens politiske og økonomiske interesser over for kongemagten stod T. for en udpræget korporationstankegang i den original til rådsbetænkning der afviste det kgl. krav om særvotering af de enkelte råder. Desuden var han imod afskaffelsen af den nationale rostjeneste til fordel for fremmede af kongen afhængige lejetropper. Men også de ufri stænders tarv så den alt andet end standshovmodige T. på. Han talte ligefremt og varmt med og for borger og bonde der ikke fik nok "for deres slid og slæb" (brev 8.10.1622), ligesom han fandt at borgerne led alt for stærkt under den hollandske handel i Danmark. Omtrent samtidig med Corfitz Ulfeldts udnævnelse til rigshofmester trådte den pligtopfyldende og retsindige skånske råd politisk i baggrunden. T., der længe havde frygtet at svensken ville søge "brod for sin armé" i Jylland, spillede under den katastrofale Torstenssonkrig ingen større rolle, men forsvarede dog dygtigt det vigtige Malmohus som han 1632 havde fået som len. Under de af rigshofmesteren ledede fredsforhandlinger udtalte han sig (17.6.1645) især mod fæstningernes og Hallands afståelse og tilrådede, hvis svenskerne stod fast herpå, om muligt at fortsætte krigen, men i så fald aktivt. 1648 optrådte han som modstander af Christian IVs anden mægtige svigersøn, Hannibal Sehested. Og i begyndelsen af 1650erne sås han atter i forgrunden af rådet da dette støttede Frederik III mod Ulfeldt og bidrog til hans fald. Til gengæld var han 1650 imod tanken om at prins Christian ikke behøvede at vælges til Norge, og han gik ind for at prinsen fik danske opdragere. T. var dog nu gammel, og 1651 fik han Borringe kloster som retrætepost i stedet for Malmohus len. Sine sidste år mødte han sjældent i rådet, men hørte dog til de få som 1657 klogt nægtede at samtykke i den krigserklæring mod Sverige der førte til tabet af "kongen udi Skånelandene's egen provins. Med sin rod i 1500-tallets højadelige fredspolitiske tradition blev T. medansvarlig for den inkonsekvente udenrigspolitik med utilstrækkelige rådsbevillinger, der bidrog til det katastrofale nederlag i kejserkrigen. Ganske vist var han siden fleksibel nok til delvis at imødekomme kongemagtens krav om øgede militære bevillinger som værn mod den svenske stormagt der mere og mere truede Danmarks eksistens. Men han frygtede at gore dem for store, dels for ikke at inspirere Christian IV til en ny aktivistisk politik, dels for ikke at tynge de allerede hårdt ramte ufri stænder til jorden. Hertil kom at han som rådsflertallet hægede for meget om sin stands privilegier til at gå med til den gennemgribende lens- og skattereform der var en hovedforudsætning for en varig bedring af kongemagtens betrængte økonomi. Christian IV blev derfor nødt til at hæve sundtolden for at styrke militæret effektivt, med det resultat at Sverige og Nederlanden til ulykke for Danmark fandt sammen i krigen 1643–45. T. stod ikke blot længe som leder af rådets bevillingspolitik, men tjente også som dets stødpude mod en konge der troligt fandt sig i T.s ofte bramfri, åbenhjertige og af og til bebrejdende udtryksform, fordi han trods alt repræsenterede den mest samarbejdsvillige del at rådet. De fire hustruer skal have elsket T. der fandt "en bitter sandhed" mere gavnlig end en "ufornuftig sødhed". Der kan da næppe herske tvivl om den meget fremtrædende rigsråds integritet: "hos ham i velstand var aldrig sikkerhed uden frygt, ... i modgang ingen ængstelse uden håb. Han brugte sin lykke således at ulykke ej let kunne skade ham" (ligpr.).

Familie

Forældre: Otte Tagesen T. til Eriksholm (1543–88) og Sophia Brahe (ca. 1556–1643). Gift 1. gang 26.10.1606 i Kbh. med Helvig Rantzau, født 29.11.1589 på Rantzausholm, død 22.8.1611, begr. i Toriøse k., d. af statholder Breide R. (1556–1618) og Sophie Rosenkrantz (1560–93). Gift 2. gang 15.10.1615 i Malmö med Kirsten Urup, født 5.6.1594, død 5.3.1620, begr. i Lund, d. af Ove U. til Ovesholm (død 1622) og Kirsten Kaas (død tidligst 1639). Gift 3. gang 22.6.1623 i Kbh. med Karen Gyldenstierne, født 1605, død 13.11.1628 på Eriksholm, d. af Knud G. til Tim (1573–1636) og Øllegaard Huitfeldt (1582–1619). Gift 4. gang 17.8.1633 på Biersgård med Jytte Gyldenstierne, født 29.8.1613, død 26.11.1650, d. af Laxmand G. til Tyrrestrup (ca. 1582– 1655) og Margrethe Friis (1589–1656). – Far til Otte T.

Annonce

Udnævnelser

Ridder 1633.

Ikonografi

Mal. 1652 (Ovesholm). Mal., variant af samme type (Skabersjo), Efter dette to kopier, lidt forskellige (Gavnø). Malet forlæg af A. Wuchters (Skabersjo) til stik af A. Haelwegh ca. 1655–58, Efter dette ligprædikenstik af Haelwegh 1666, samt stik af A. Fokke, 1746 og mal. af P. Krafft d.æ. (Juelsberg). Stik af J. Haas, 1753, Efter tegn. af P. Cramer.

Bibliografi

Kilder. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og Johanne Skovgaard I-VIII, 1878–1947 (fot. optr. 1969–70). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I–III, 1883–90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I–II. 1959–75. Kancelliets brevbøger 1603–45, 1915–68. Prins Chr. (V)s breve, udg. E. Marquard og J. O. Bro-Jørgensen I-II, 1952–56. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971. Lit. Peder Winstrup: Ligprædiken over T T, 1666. Niels Slange: Chr. IVs hist., udg. Hans Gram, 1749. J. A. Fridericia: Danm.s ydre politiske hist. I, 1876 (reproudg. 1972) 84f. Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). Nils Ahnlund: Gustav Adolf infor tyska kriget, Sth. 1918 42–47. Jens Engberg: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972. E. Ladewig Petersen: Chr: IVs pengeudlån til da. adelige, 1974. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I-II, 1979. Rigsråd, adel og administration, red. Knud J. V. Jespersen. 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Tage Thott, f. 1580 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298393