Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gunde Rosenkrantz

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gunde Rosenkrantz, 2.12.1604-.1675, rigsråd. Født på Rosenholm, død i Helsingborg. R. fik en omhyggelig uddannelse der sigtede på en karriere i statstjenesten. 1616–19 var han på sin første udenlandsrejse hvor han bl.a. besøgte universiterne i Giessen og Strasbourg samt det astronomiske observatorium i Lich. 1620–24 fortsatte han sin "grande tour" med studier i Helmstedt og Leiden (imm. 1621) hvor han boede hos historikeren Johannes Meursius. Den dannelse og fortrolighed med teologiske og klassiske forfattere der bl.a. afspejledes i hans senere litterære virksomhed skyldtes dog nok i lige så høj grad påvirkningen fra det intellektuelle miljø i barndomshjemmet. 1627–28 ledsagede han svogeren Christen Thomesen Sehested og Jørgen Brahe på deres gesandtskab til England og Frankrig; hensigten var utvivlsomt at bibringe R. kendskab til Europas politiske forhold. Efter hjemkomsten blev han sekretær i danske kancelli; marts 1630-aug. 1631 var han desuden kammerjunker hos Christian IVs søn hertug Ulrik som han ledsagede på en rejse i Tyskland. 1636 blev R. landsdommer i Skåne og forlenedes med Heine kirke og Frosta herred og fik desuden et kanonikat ved Lunde domkapitel. Han fik hurtigt en fremtrædende plads hos den skånske adel og valgtes 1638 som den ene af provinsens landkommissærer.

Den svenske besættelse af Skåne 1644 tvang ham midlertidigt til at forlade landsdelen. I anledning af overfaldet udsendte han et lille skrift om den svenske troløshed og s.å. (1644) et om Christian IVs flådesejre og det følgende år endnu to der priste den fred som betød at han kunne vende hjem til gods og embede. 1646 valgtes han påny til landkommissær, efter eget udsagn uden begejstring. Hans stilling blandt landkommissærerne var speciel, fordi rigsmarsk Anders Bille og generalkrigskommissær Knud Ulfeldt der var landkommissærernes politiske hovedmodstandere begge var hans svogre. Som rigsråd i 1650erne hørte R. afgjort til Billes parti, men om divergenser i forhold til landkommissærkollegerne på dette tidspunkt foreligger intet. I hvert fald underskrev han som landkommissær i 1646 og 1647 og som repræsentant for den skånske adel på stændermødet 1648 næsten alle mod rigsrådet og rigsmarsken rettede indlæg. Hans standsfæller over hele riget havde tillid til ham, og ved adelens valg af kandidater til rigsrådet 1648 fik han tredjeflest stemmer ligesom han af rigsrådet sammen med Henrik Ramel blev indstillet med flest stemmer. Men Frederik III udskød hans kandidatur i denne omgang.

S.å. fik han sin afsked som landsdommer i Skåne og blev i stedet lensmand på Kalø og repræsenterede både 1650 og 1651 den jyske adel ved adels- og stændermøder. Endelig 1653 optoges han i rigsrådet hvor han støttede Anders Billes bestræbelser på at effektivisere administration og militærapparat hvad der kan synes at være et brud med hans politiske fortid, især da han i et svulstigt og citatoverlæsset indlæg til rigsmarsken fra tiden før krigsudbruddet 1657 kritiserede sine standsfæller for manglende offervilje og patriotisme og tog til orde for en offensiv udenrigs- og forsvarspolitik. På stændermødet i Odense febr. 1657 var han helt på kongens og krigspartiets side og optrådte nærmest som hovedagitator for dette parti. Marts s.å. hvervede han mod løfte om godtgørelse i jordegods et regiment til fods, for hvilket hans søn Jørgen, der såredes dødeligt ved Frederiksodde s.å., blev oberst. Da Karl Gustav jan. 1658 besatte Odense blev R. taget til fange, men fik sin kårde tilbage efter at have holdt "ein schone und bewegliche Oration" til svenskekongen så begge fik tårer i øjnene. Efter Karl Gustavs fredsbrud udgav han 1659 nogle traktater om den svenske utroskab og 1660 en efter kgl. ordre udarbejdet imødegåelse af P. Coijets forsvar for det svenske fredsbrud. Under belejringen opholdt han sig i Kbh. og deltog personlig i forsvaret stormnatten 11.2.1659 ved hvilken lejlighed han mistede sønnen Holger.

Annonce

Fra årsskiftet 1658/59 stammer en betænkning af R. hvor han betoner nødvendigheden af militære og administrative reformer til dels efter svensk mønster med oprettelse af kollegier og en udskreven national hær, mens samtidig Frederik IIIs brug af fremmede rådgivere og hoffets påståede ødselhed kritiseres. Synspunkterne falder helt i tråd med den reformvenlige rigsrådsfløjs, men i et nyt indlæg fra foråret 1660 udtalte han sig afgjort for en styrkelse af kongemagten på rådets bekostning: han foreslog nu en hvervet hær, opfordrede kongen til at gøre Hans Schack (1609–76) til rigsmarsk og til at vælge en kansler uden om rigsrådets indstilling. Det er muligt at denne nye opfattelse var dikteret af en ærlig overbevisning om at det moderniserede rigsråds-styre den afdøde rigsmarsks parti havde kæmpet for i 50erne ikke længere var et muligt alternativ; på den anden side har man set hans stadig klarere udtalte tilslutning til kongen på baggrund af hans vanskelige privatøkonomiske forhold og et ønske om selv at bane sig vej til kanslerstillingen.

Som godsejer havde han aldrig hørt til de store; 1647 takseredes han blot til 600 tdr. hartkorn, men det i forhold hertil store antal godshandeler han var inblandet i afslører ham som spekulant og hans forretningsmetoder var ofte hårdhændede hvad bl.a. Lunde domkapitel fik at mærke. Som så mange andre adelige finansierede han sine forretninger ved udstrakt optagelse af lån, men de ustabile konjunkturer i 1650erne synes at have væltet spillet for ham. I tidens løb ejede han i Skåne Boserup (1635–45) og Alnerup (solgt 1654), på Sjælland Vindinge, nu Fuirendal (1645–60) og Valbygaard, nu Juellinge (1653–57), på Fyn Elvedgaard (1647–50) og i Jylland det fra faderen arvede Skaføgaard (solgt 1647) og Skårupgaard (1654–60). Det hører, med i billedet af hans økonomiske virksomhed at han i sine bedste år i 40erne var blandt leverandørerne til Bremerholm.

Trods en formelt fremtrædende placering som den ene af rigsrådets tre deputerede spillede R. ingen nævneværdig rolle på stændermødet 1660 og hverken politisk eller økonomisk fik han fordel af omvæltningen. Han fik ganske vist som de andre rigsråder sæde i højesteret, men ingen plads i centralstyret. Maj 1660 havde han ombyttet Kalø len med det på papiret meget givtige Skanderborg len, men det ruinerede krongods betød at der intet overskud blev til lensmanden. Nov. s.å. søgte han om bedre vilkår mod at afstå en fordring for leverancer fra 40erne. Enden på det hele blev at han fik en pension på 1000 dr. samt udlagt krongods for 20 000 dr. i Kalø len. Dette var imidlertid ikke nok til at redde hans økonomi, og 1662 var han bankerot og måtte gøre opbud. Forgæves søgte han regeringen om at få udbetalt den lovede pension og få dækket en påstået fordring. Det havde vakt regeringens irritation at han forblev som højesteretsassessor i en situation hvor retten skulle behandle sager mod ham anlagt af hans kreditorer. Juli 1664 forlangte regeringen at han resignerede sin post under trussel om afsked i unåde. Medvirkende til især kongens vrede var sikkert at han under et ophold i Kiel vinteren 1663/64 var gæst hos hertugen af Gottorp. Han beskyldtes nu også for at være modstander af det nye regime. I denne situation så han ingen anden udvej end at flygte til det nu svenske Skåne hvorfra han i juli søgte rigsrådet om sin afsked. Diverse forsvarsskrifter gjorde intet indtryk på regeringen, og en senere ansøgning om at kunne vende hjem afvistes. Heller ikke i Sverige tog nogen sig af hans sag, og en ansøgning om svensk naturalisation besvaredes ikke af den svenske regering. Nye henvendelser til både den danske og svenske regering var lige så frugtesløse. Trøst fandt han dog i sit religiøse livssyn og hans udmærkede hustrus ubetingede støtte.

R. mente selv at hans onde skæbne skyldtes "Fanden og onde Mennesker" som han skrev 1673 i et efterskrift til et af hustruen udgivet opbyggeligt skrift, men der er næppe tvivl om at hans opportunisme både i politiske og privatøkonomiske affærer gjorde ham utroværdig i regeringens øjne. Der er på den anden side ikke grund til at tvivle på at hans patriotisme var ægte og oprigtig, trods den meget svulstige form den i reglen udtryktes i, og netop derfor måtte landflygtigheden ramme ham særlig hårdt.

Familie

Forældre: rigsråd Holger R. til Rosenholm (1574–1642) og Sophie Brahe (1578–1646). Gift 1632 med Pernille Rosenkrantz, død 3.1.1685, d. af Jacob R. til Arreskov (1567–1616) og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne (1576–1622). – Bror til Erik R. og Jørgen R. (1607–75).

Ikonografi

Mal. fra 1640erne tilskrevet Johan Thim (Fr.borg). Stik af A. Haelwegh fra slutn. af 1650erne, efter dette stik af A. Folkema, 1746, træsnit 1855 efter tegn. af C. Bloch og afbildet på Heinrich Hansens mal., 1880, af arvehyldningen 1660 og på F. C. Lunds mal., 1887, af stormen på Kbh. 1659 (begge Fr.borg).

Bibliografi

Wolffs journal, 1821 I 97–101 (brev). Saml. til Danm.s hist. under kong Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker II, 1857. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist., udg. Johs. Lindbæk 1, 1903. Kronens skøder II, udg. F. J. West, 1908. – T. Becker i Orion. Månedsskr. II, 1839 54–124. Chr. Bruun: G. R., 1885 (anm. af J. A. Fridericia i Hist. t. 5.r.V, 1885 623–40). Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. 1, 1922 278 447f 451. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I-II, 1946–70. Ingrid Bentzen i Fund og forskn. XX, 1973 109–36. Steffen Heiberg i Carlsbergfondets årsskr. 1979 76–80.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Gunde Rosenkrantz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296539