Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christen Holck

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christen Holck, 29.5.1558-18.3.1641, rigsråd. Født på Rønhave, begravet i Lisbjerg k. Om den traditionelle udenlandsrejse vides blot at H. studerede et par år i Strasbourg. Hjemme igen ansattes han 1582 i danske kancelli hvis øverste sekretær han var 1589–95. I kraft af sin forlening med domprovstiet i Roskilde 1590–96 fungerede han som konservator for universitetet. 1592 blev han tillige forlenet med et kannikedømme i Roskilde. Han stod sig ikke for godt med rådsflertallet i formynderstyrets sidste tid. Til gengæld kom han ind på livet af den unge Christian IV der da også 1596 udnævnte ham til rigsråd og kort efter til lensmand på Tryggevælde. 1601–11 sad han som lensmand på Hald, derefter på Silkeborg. Sikkert på grund af stigende modstand mod den kongelige udenrigspolitik blev han dog kun de allerførste år af sin rådstid anvendt i udenrigsdiplomatiet. 1602–03 var han med prins Hans på hans ulykkelige tur til Rusland. 1600 var han i Sverige og 1604–05 i Polen, begge gange for at varetage Danmarks dominium maris interesser i Østersøen. Hans optræden i Sverige syntes dog ikke kraftig nok for Christian IV, og det var næppe tilfældigt, at netop H. affattede det menige råds afvisende og med oprørsretten truende betænkning mod Christian IVs krigsproposition over for Sverige 1604. Først 1621 dukkede han atter op i diplomatiet, men da som rigsrådets betroede repræsentant der på fyrstemødet i Segeberg skulle hindre Christian IV i at føre en for aktivistisk tysk politik. 1624 afsluttede han sin diplomatiske karriere med at spille en lidet iøjnefaldende rolle ved de for Danmark og rådet uheldige grænseforhandlinger med Sverige i Knærød. I rådsstuen var han til gengæld en central figur, fast i meninger og myndig i fremtoning. Han skrev en lang række betænkninger, især om de tyske forhold. Det tyder på nær overensstemmelse med rådets fredeligt sindede godsejerflertal i udenrigspolitiske synspunkter og viser, at han indtog en lederstilling i rådets Tysklandspolitik. H. var en af dets mest mistroiske medlemmer over for Christian IVs alliancebestræbelser med den nedresachsiske kreds' "konsorter og lemmer" 1623. Kongens krigsfolk i Nordtyskland burde aftakkes, dog med "god reputation, lempe og lejlighed". I stedet burde Danmarks tropper – og det landets egne sønner – holdes rede hjemme til værn mod pludselige angreb. Heri lå en klar tilslutning til Arild Huitfeldts nationale hærprogram og en lige så klar undsigelse af kongens på lejetropper baserede aggressive nordtyske politik. Denne gik han i øvrigt også imod i dens evangeliske klædebon, selv om han i sommeren 1624 efter Knærødfiaskoen følte sig tvunget til at tage et hovedansvar for en beskeden og også stærkt betinget dansk støtte til Jacob I af England.

Over for Sverige gik H. ind for en kompromispolitik og var da også under den dansksvenske krise i foråret 1624 vistnok imod en kraftig oprustning. Til gengæld syntes han toneangivende blandt de råder der straks blev tvunget til at drage den konsekvens af det nævnte grænsemøde, at rådets hidtidige ikkerustningspolitik, der spillede fallit i Knærød, ikke kunne fastholdes. Med sin evne til at skære igennem blev han inden- og mellemrigs benyttet meget af Christian IV. Han var fire gange som rigsråd til herredag i Norge og 1597 på Øsel for at holde retterting. 1623 forhandlede han i hertugdømmerne om nogle digestridigheder, og 1611 og 1613 vikarierede han for Jakob Ulfeldt som rigskansler. Under kongens fravær fra riget beskikkedes han til regeringsråd, 1606 under Englandsbesøget, 1612 under Kalmarkrigen og 1626–27 under kejserkrigen. Han var også medlem af en række vigtige kommissioner, 1621 således af universitets- og 1624 af gårdsretskommissionen. 1629 bemyndigedes den aldrende råd til at undersøge tilstanden i Jylland hvor krigen havde medtaget også hans eget gods hårdt. Året efter fritog kongen ham fra rådshvervet efter ansøgning på grund af alder, men lod ham til hans død beholde Silkeborg len. Her kunne H. være noget skødesløs i forrettelsen af sine lensmandspligter og hård ved en og anden af de Silkeborgbønder. Til gengæld var han vistnok som visse af sine rådskolleger ikke uden litterære interesser. I hvert fald støttede han C. C. Lyschanders udgave af de danske kongers slægtsbog. – Som en toneangivende repræsentant for det rådsflertal der ikke mindst af standsmæssige økonomiske grunde ønskede freden bevaret for næsten enhver pris, var han typen på den konservative politiker med de af tradition bestemte og noget tilstøvede anskuelser, først rede til at modificere disse, når det var for sent, og således ikke i stand til at leve op til de nye konjunkturer der fra o. 1600 mere og mere gjorde en stærk rådstilnærmelse til den stadig stærkere kongemagts indre- og især ydrepolitiske målsætninger nødvendig af hensyn til rigernes velstand og sikkerhed og til bevarelsen af deres territorielle udstrækning.

Familie

Forældre: Henrik H. til Rønhave (ca. 1515–79) og Magdalene Reventlow til Søbo (død tidligst 1602). Gift 1. gang 20.7.1595 på Kbh.s slot med Karen Krafse, født 26.11.1561 på Assendrup, død 26.6.1602 i Viborg, d. af Eiler K. til Egholm (1524–99) og Hilleborg Bille (død 1602). Gift 2. gang 16.6.1605 med Marie Below til Hastrup, født 25.12.1586 på Spøttrup, død 9.9.1651, d. af Henrik B. til Spøttrup (1540–1606) og Elisabeth Skram (1563–1600). – Bror til Ditlev H.

Annonce

Ikonografi

Mal. 1626 (Holckenhavn), efter dette tegn. af C. C. Andersen (Fr.borg).

Bibliografi

Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I–II, 1883–88. Pers. hist. t. S.r.II, 1905 8–35 (H.s stambog). – H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. III, 1873–77 481–86. Edv. Egeberg: Silkeborg slot I–III. 1923–24 S. U. Palme: Sverige och Danm., Uppsala 1942. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I–II. 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Christen Holck i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291380