Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Breide Rantzau

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Breide Rantzau, 13.10.1556-10.1.1618, rigsråd, statholder i Kbh. Født på Segeberg, død i Kbh., begravet i Brahetrolleborg. 1568-73 var R. på den traditionelle udenlandsrejse. Han blev immatrikuleret i Leuwen 1567, studerede i Strasbourg, Heidelberg og Basel og kom også til Paris som han forlod på grund af urolighederne efter Bartholomæusnatten. 1572 havde faderen fået ham valgt til abbed for Reinfeld kloster. Ved lodtrækning mellem Henrik Rantzaus sønner tilfaldt Rantzausholm (Brahetrolleborg) på Fyn R., og det indebar at han efter faderens plan skulle være dansk adelsmand. Vinteren efter sendtes han op til det fynske gods for at lære dansk så han kunne gøre tjeneste ved det danske hof, og 1576 udnævntes han til hofjunker. Frederik II holdt med pomp og pragt hans første bryllup på Koldinghus. Åbenbart var R. da udset til i en hurtig karriere at bygge bro mellem hertugdømmerne og Danmarks højeste adel, hvoraf mange deltog i brylluppet, samt mellem kongemagten og den danske højadel, hvoraf han nu blev medlem. Allerede 1581 blev han rigsråd, i en uhørt tidlig alder, så han nød utvivlsomt i høj grad Frederik IIs yndest. Året forud udpegedes han til lensmand på Odensegård som 1582 ombyttedes med Tranekær len på Langeland. Som menig rigsråd under Frederik II udførte R. forskellige særlige hverv. 1585 sendtes han til Kurland for at afslutte traktatforhandlingerne mellem Danmark og Polen om stiftet Piltens overdragelse til Polen imod en erstatning på 30 000 dl – en overdragelse Frederik II havde haft betænkeligheder ved bl.a. som følge af magtkampen i Østersøen mod Sverige – og 1586-87 var han på gesandtskab til Frankrig bl.a. for at sondere den spændte internationale konjunktur.

Trods sin høje sociale position blev han ikke udnævnt til medlem af formynderregeringen 1588. Dog vikarierede han i kortere tid to gange, 1589 og 1592, i denne, og 1588 var han en af dens repræsentanter ved den landdag i Kiel hvor stænderne anbefaledes at vælge kong Christian til regerende herre imod kaution for en fremtidig stadfæstelse af landenes privilegier. Lige efter forhandlede han i Itzehoe med Hamburg om en hyldning af kongen der dog blev udsat. 1589 ledsagede han sammen med Peder Munk og Steen Brahe prinsesse Anne på den rejse til Jacob VI i Skotland som de måtte opgive på grund af stormvejr, men med held gennemførte næste år. Snart sås han meget i den unge Christian IVs nærhed. Han var med i dennes følge på landdagen i Flensborg sept. 1593 hvor majestæten hyldedes og fra da af selv førte regeringen i hertugdømmerne. Og i efteråret 1595 fulgte han som én af blot tre rigsråder Christian IV på den rejse til Nordtyskland hvis hemmelige formål var at forberede ægteskab med Anna Cathrine af Brandenburg. Endnu inden kroningen næste år gav kongen R. Møn som forlening i stedet for Tranekær, troligt for at have ham nærmere ved hånden.

Fem år senere kom hans karrieres højdepunkt da han 28.1.1601 fik det vigtige hverv som statholder i Kbh. Dog succederede han, som Sivert Grubbe skrev i sin dagbog, ikke i det højeste rigsembede som rigens hofmester. Men væsentlige sider af statens forvaltning kom nu i R.s hænder, således forvaltningen af hæren og af orlogsflåden. Denne sidste udbyggedes kraftigt efter Christian IVs magtovertagelse, og R. viste da også siden blik for, hvor vigtigt det var at den var den svenske flåde overlegen, hvis overtaget over svenskerne skulle sikres i krig. I modsætning til tiden før 1596 fik R. i statholdertiden nøje indseende med Sverigespolitikken. Han var kommissær ved de vigtige, men ret frugtesløse grænse-mødeforhandlinger med Sverige i årene 1601-03, og en række breve fra det danske til det svenske råd er undertegnet af ham. Hans vedvarende ophold i hovedstadsområdet bidrog til, at han ofte var til stede ved modtagelsen af fremmede gesandter, ligesom han sad i regering under kongens rejse til England 1606.

Annonce

Modsat rådsflertallet var R. ikke uforstående over for kongens voksende krav om en krig mod Sverige, der med sin ekspansionspolitik i øst og sin udfordrende told- og Laplandspolitik mere og mere truede Danmarks sikkerhed og magtbalancen i Balticum. 1604 undlod R. at underskrive rigsrådets afvisende svar på kongens krigs-proposition. Som statholder ledede han rustningerne op til Kalmarkrigen, og i det vigtige og langvarige felttog 1611 mod "Sveriges nøgle", Kalmar, fungerede han dygtigt som kongens stabschef og rådgiver, militært som politisk. Modsat Christian IV, der længe havde fundet at svenskerne havde brudt Stettinfredens bestemmelser, foretrak R. vistnok at det ikke blev danskerne, men svenskerne selv, der ved at starte krigshandlingerne brød Stettinforbundet. "Gud give, det falder udi deres lod" (brev af 24.4. 1611). Og som kanslervennen Christian Friis til Borreby var han bekymret ved udsigten til, at Christian IV under krigen skulle føre for hård en kurs over for Lübeck. Han forsikrede kansleren, at han ville råde majestæten, hvis dennes politik blev for "eventyrlig". Samtidig stod han dog kongen personligt nær; beundrende hans mod (k.m. "agter ingen fare"); frygtende hans liv, meget mere end sit eget og andres, under den belejring af Kalmar som R. tydeligt nok fandt alt for vovelig. "Gud give, vore andre (krigs) folk var her (hos) os, eller hans majt. dér de var", lød det. R. var også yderst nervøs for, at den svenske flåde skulle erobre Kalmar havn: "så er vi her, som vi var udi en musefælde, og ingen undsætning har os at formode" (breve af 9.5., 10.6. og 6.7.1611). I jan. 1612 ledede han et indfald i Småland mod Växjö, men måtte trække sig tilbage på grund af tøvejr. Hans største fortjeneste i Kalmarkrigen var dog hans ledelse af det overfald på Gustav Adolf ved Vittsjö der på et hår kostede svenskekongen et dansk fangenskab.

Trods sin stærke position i Sverigespolitikken tildeltes R. ikke plads i det rådskommissariat der ved fredsforhandlingerne i Knäred uden nødvendighed og mod kongens ønske gik med til at opgive Älvsborg som territorial gevinst. Råds-flertallet tilhørte han ikke i afgørende udenrigspolitiske henseender, og trods sin gode evne til at formulere sig på dansk udformede han da heller ikke nogen af de bevarede rådsbetænkninger. I hvor høj grad han delte sin konges stormagts-drømme mod syd er uvist. 1616 blev han udnævnt til ridder af den væbnede arm som belønning for sin indsats i den Kalmarkrig der ikke endte den dansk-svenske magtkamp. Denne kompliceredes dog snart af den trussel mod begge de nordiske magter i Balticum fra katolicismen, som den rettroende R. betragtede med bekymring. Måske det er med til at forklare, at han 1616 advarede Gustav Adolf mod de truende polske invasionsplaner skønt kongen i hvert fald forinden havde været imod rådets forslag herom.

Statholdergerningen og den politiske virksomhed i kongemagtens tjeneste hindrede ikke, at R. i lighed med faderen og den nærtstående bror Gert var særdeles om sig for at varetage egne økonomiske standsinteresser. På Rantzausholm lod han 1585 den søndre fløj ombygge. Med sin første hustru erhvervede han part i Hindemae (Vindinge hrd.) og købte resten 1605. Med sin anden hustru fik han Bremersvold på Lolland (Fuglse hrd.) og Løjtved på Fyn (Sunds hrd.). Og med den tredje hustru sikrede han sig Næs (senere kaldt Lindenborg) i Jylland (Helium hrd.), Mogenstrup i Skåne og Tybrind på Fyn (Vends hrd.). R. samlede den altovervejende de! af sine godser på Fyn, hvilket kan være med til at forklare hans positive holdning til en krigspolitik mod Sverige der væsentligst ville gå ud over Skånelandene. I Sallinge hrd. erhvervede han Brændegård som han 1588 gjorde til hovedgård og derefter forenede med Rantzausholm. I samme hrd. købte han også Flintholm og inden 1608 Rødkilde. Hellerup (Vindinge hrd.) købtes 1599 og Harridslevgård (Skovby hrd.) 1589. Her opførte R. den nuværende smukke hovedbygning. Risbrogård (Vends hrd.) overtog han i begyndelsen af 1600-tallet fra svenske adelige ejere. 1617 kom han i besiddelse af Nonnebo (Bjerge hrd.) og 1616 af Søby Søgård (Åsum hrd.), mens han 1614 stod som ejer af Nislevgård (Lunde hrd.). Endelig erhvervede R. på Sjælland Svanholm (Horns hrd.) 1609 og Lindholm (Voldborg hrd.) ved mageskifte 1616. Ved arv, giftermål og køb lykkedes det på den måde R. at blive en af Danmarks største godsejere. Han passede sine godser flittigt og effektivt, i lighed med den statholdergerning hvor han ikke tillod slendrian i nogen af livets forhold. Ved en lejlighed forlangte han således, at man skulle holde skarpt opsyn med studenternes sæder. Og det var næppe tilfældigt, at han udpegedes som meddommer 1616 i sagen mod superintendenten Hans Knudsen Vejle der var anklaget for calvinisme og fik frataget sit embede. Faderens åndelige horisont og rationalistiske livssyn ejede R. slet ikke, og han tog den i Hellevad-Egvad afsatte præst og astrolog Niels Heldvad, der var luthersk konservativ, i sin beskyttelse. I ligprædikenen karakteriserede Mads Jensen Medelfar ham, ud fra systemets præmisser sikkert med rette, ikke blot som en frimodig stridsmand mod de legemlige fjender, men også som en god Jesu Kristi stridsmand. Medelfar roser ham også for at være samvittighedsfuld og elskværdig, egenskaber der bidrog til at gøre ham afholdt både af majestæten og af Københavns borgere. Skønt syg af og til i sit sidste leveår fastholdt han sit stærke arbejdstempo omtrent til det sidste. Hårdførhed savnedes åbenbart heller ikke hos den standsbevidste kongetjener der utvivlsomt bidrog til at få rådsfler-tallet til at sluge den ekspansive udenrigspolitik, der var hovedbaggrund for den stadig hårdere magtkamp mellem konge og højadel. Det var derfor næppe tilfældigt at Christian IV siden til sit "svigersønneparti" udså R.s søn Frants.

Familie

Forældre: statholder Henrik R. (1526-98) og Christina v. Halle (1535-1603). Gift 1. gang 1.3.1579 på Koldinghus med Sophie Rosenkrantz, født 22.12.1560 i Bergen, død 29.12.1593, begr. i Brahetrolleborg, d. af rigsråd Erik Ottesen R. (1519-75) og Helvig Hardenberg (1540-99). Gift 2. gang 7.5.1598 i Odense med Karen Gøye, død 13.4.1599 på Løjtved, d. af rigsråd Absalon G. (1539-1602) og Else Lindenov (død tidligst 1604). Gift 3. gang 26.7.1601 på Kronborg med Christence Viffert, død 1604, begr. i Mogenstrup (gift 1. gang 1589 med Henrik Bille til Mogenstrup, 1559-92), d. af Corfitz V. (død 1592) og Anne Gyldenstierne (1544-95).-Far til Frants R. (1604-32). Bror til Frants R. (1555-1612) og Gert R.

Ikonografi

Fremstillingen på stik af Frederik IIs ligfærd har næppe portrætkarakter.

Bibliografi

Kilder. Årsberetn, fra det kgl. gehejmeark, VI, 1876 199-225 (breve vedr. Kalmarkrigen). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I, 1883-85. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I, 1887-89 (reproudg. 1969). Kancelliets brevbøger 1576-1620, 1900-19. Fr. IIs enke dronning Sophies kopibøger 1588-1617, udg. Sv. Thomsen, 1937. Historiskt mag. I, Sth. 1953 – Hist. handlingar XXXV.l 5-51 (Chr. Friis' brev ... rörande kriget mot Sverige 1611-12).

Lit. Mads Jensen Medelfar: Ligprædiken over B. R., [1618]. Niels Slange: Chr. IVs hist., 1749 420. F. H. Jahn: Grundtræk af Chr. IVs krigshist. I, 1820. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. III, 1873-77. A. Heise i Hist. t. 5.r.VI, 1886-87 149-54. Axel Ursen [Liljefalk]: Kalmarkrigen, 1889. Troels-Lund: Chr. den fjerdes skib på Skanderborg sø I-II, 1893 (også i forf.s Hist. fortæll. III,5.-6.bog, 1911). Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen II, 1912 653; III, 1916 176f 179 417. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. I-III, 1920-23. Ingel Wadén: Berättande källor till Calmar-krigets hist., Sth. 1936. Sveriges krig 1611-32, udg. af den svenske generalstab I, Sth. 1936; bilagsbind I, 1937. Sven Ulric Palme: Sverige och Danm. 1596-1611, Upps. 1942. H. V. Gregersen: Niels Heldvad, 1957 (ty. udg. 1967). Povl Eller: Kgl. portrætmalere i Danm., 1971 32. E. Ladewig Petersen: Chr. IVs pengeudlån til da. adelige, 1974. Leo Tandrup: Mod triumf eller tragedie I, 1979. Rigsråd, adel og administration 1570-1648, red. Knud J. V. Jespersen, 1980.

Papirer. C. E. Voss' excerpter til Slesvigs og Holstens hist. XXIV i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Breide Rantzau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296084