Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Skeel

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørgen Skeel, Jørgen Christensen Skeel, 13.5.1578-19.7.1631, rigsmarsk. Født på Fussingø, død på Hvidkilde, begravet i Århus domk. S. blev opdraget sammen med broderen Otte i hjemmet til sit 12. år. De sendtes 1587–90 i Århus skole hvor de boede hos bisp Peder Vinstrup Derpå studerede de sprog og politik i Strasbourg til 1592 og levede en tid lang i Paris og andre byer i Frankrig. De besøgte dronning Elisabeths hof og flere engelske byer og tog 1596 via Frankrig til Italien hvor de især opholdt sig i Padova (1597) og Rom. Tilbage igen 1598 blev de begge 1600 hofsinder hos Christian IV og brugtes på adskillige rejser. S. var således med på kongens tur til England 1606 og på togtet til Braunschweig. Godt tilfreds med S.s opvartning tildelte Christian IV ham 1607 Kalø len. Kort efter giftede S. sig og blev 1609 løjtnant ved den jyske rostjenestes Århusfane. For sin hæderfulde deltagelse i Kalmarkrigen, hvorunder han avancerede til ritmester, sloges han 1616 til ridder af den væbnede arm. – Efterhånden fik S. stor indflydelse i den jyske adel, ikke mindst takket være sin voksende godsrigdom. Efter sin far arvede han Ulstrup (Middelsom hrd.) og sammen med broderen Albret Hegnet (Harre hrd.) og vistnok Lergrav (Hammerum hrd.) eller andel heri. Han tog straks fat på store byggerier på Ulstrup hvor han planlagde og tildels udførte et storslået borggårdsanlæg. 1612 erhvervede han Sostrup, 1613 Skærvad og 1625 Ørbækgård (alle i Nørre Dyrs hrd.), desuden Kællinghøl (Middelsom hrd.). 1617 mageskiftede han til kronen Dagbjerggård (Fjends hrd.), og 1631 byttede han sig til en andel i Hvidkilde (Gudme hrd.) for Valden i Halland. Oveni købte han en mængde bøndergods i tidens løb.

Vigtigt for hans position var det også at han i sit andet ægteskab fik en datter af den mægtige rigsråd Eske Brock efter hvem han arvede GI. Estrup (Sønderhald hrd.). Som S.s bror, den af kongen detroniserede rigsadmiral Albret S., stod Eske Brock i rigsrådet for en udpræget fredspolitik som S. uden tvivl delte. Det var derfor ikke sært at han febr. 1626 kom til at spille en fremtrædende rolle på det adelsmøde hvor der da heller ikke blev bevilget det af kongen krævede underhold af 600 ryttere til støtte for den egenmægtige kongelige krigspolitik i Tyskland hvortil S. (if. ligprædiken) skal have ledsaget Christian IV 1626. Mødets repræsentanter var rasende over denne politik der truede den i forvejen forgældede adels handel og sociale position. Snart efter måtte S. og adelen dog gå med til at betale rytterne, men først mod en kongelig revers "hvori adskilligt blev forandret". S.s position var nu så stærk at han på stændermødet i Odense febr. 1627 blev talsmand for adelen. Denne blev ganske vist i den truende politiske situation nødt til at gå med til bevillinger der dog blev ydet stærkt betinget. S. spillede uden tvivl også en ledende rolle ved gennemtrumfningen af den modbetingelse at kongen lod adelen foretage hemmeligt og frit valg, dog kun for "denne ene gang", af den længe begærede rigsmarskstilling der havde stået ledig siden Jørgen Lunges død 1619. Tidligere var valget foretaget af rigsrådet og efter kongens ønske. Ikke underligt faldt de flestes stemme på S. der 9.7.1627 aflagde sin ed på Segeberg slot – utvivlsomt for tronfølgeren Christian (V). Så fortrydelig var Christian IV over valget at han ikke indkaldte S. til rigsrådets følgende møder. Han havde ikke afskediget én Skeel som rigsadmiral for at få en anden som marsk. S. indfandt sig alligevel og fik støtte fra rådet der oprevet over nødvendigheden af store bevillinger efter Wallensteins besættelse af Jylland lod magtkampen mod kongen manifestere sig i en hård forfatningsstrid om marskembedet der for rådet ifølge håndfæstningen og traditionen ikke kunne adskilles fra rådshvervet. Christian IV gav sig imidlertid ikke, irriteret som han sikkert var over tronfølgerens og marskens mislykkede forsvar af Nordjylland mod de kejserlige tropper, og over at marsken i aug., omend forsigtigt, havde støttet en petition fra den sjællandske adel om at dens rostjeneste ikke måtte sendes til hertugdømmerne, men alene bruges til forsvar i og for Danmark. På rådsmødet i Slagelse nov. 1627 fik S. og rådet støtte i sagen af den sjællandske og skånske adel og på stændermødet i Kbh. måneden efter af hele adelen der da yderligere krævede at marsken skulle være talsmand for dens ønsker. Først så gav Christian IV sig.

Som marsk viste S. sig i hvert fald fra da af meget initiativrig. Han kom med en række forslag til styrkelse af land- og søforsvaret ligesom han efter krigen lagde vægt på flådens effektivitet. Han var også meget samvittighedsfuld og ønskede således 1630 mønstringen af rostjenesten foretaget på én tid så ingen adelige brugte hinandens folk, heste og geværer. Efter Jyllands besættelse var S. talsmand for en mere imødekommende politik over for Sverige end kongen som han frarådede "slet (at) udslå kongen af Sveriges assistens med... otte skibe". En dansk-svensk offensivalliance blev rent ud afvist af Christian IV på kongemødet i Ulvsbäck 1629 hvori også S. deltog. Som udpræget rådspolitiker var S. modsat kongen ikke indstillet på at fortsætte krigen for at fastholde den af hensyn til magtkampen mod Sverige møjsommeligt erhvervede nordtyske indflydelsessfære der da også gik tabt ved fredsslutningen. Efter Gustav Adolfs landgang i Pommern og den dermed følgende truende svenske omringning af Danmark satte S. noget optimistisk sin lid til at det stærke Sverige og kejseren ville slide hinanden op til redning for Danmark. Over for kongens ønske 1631 om særbetænkninger i stedet for samlede rådsbetænkninger stod han som brødrene Albret og Otte vagt om korporationsprincippet på håndfæstningens og traditionens grund. – Efter Lübeckfreden førte S. tilsyn med den kejserlige hærs rømning af Jylland og foretog 1630 sonderinger i Koldinghus len for at finde en egnet plads til en fæstning. S. roses for ortodoks gudfrygtighed og skal have været en human og godgørende godsejer. Han oprettede hospitaler og skoler på sine godser og eftergav efter fredsslutningen sine forarmede bønder store dele af deres landgilde.

Annonce

Familie

Forældre: senere rigsråd Christen S. (1543–95) og Margrethe Brahe (1551–1614). Gift 1. gang 29.9.1607 i Viborg med Kirsten Lunge (Dyre), født 9.11.1581 på Odden, død 3.8.1609 på Kalø, begr. i Århus domk., d. af Ove L. til Odden (1548–1601) og Anne Maltesdatter (Sehested) (1554–1621). Gift 2. gang 1.5.1614 i Viborg med Jytte Brock, født 2.5.1595 på GI. Estrup, død 16.11.1640 på Sostrup, begr. i Århus domk., d. af rigsråd Eske B. (1560–1625) og Christense Viffert (1561–1624). – Far til Christen S. (1623–88). Bror til Albret S. (1572–1639) og Otte S.

Ikonografi

Mal., formentlig efter Remmert Petersen (GI. Estrup). Knælende statue på epitafium (Århus domk.). Stik 1704 og efter dette stik af J. Folkemål 746 og træsnit 1852. Stik af J. Haas, 1753, efter tegn. af P. Cramer.

Bibliografi

Kilder. Historiska samlingar, udg. C. Adlersparre III, Sth. 1797 (Johan Fegræus' depecher). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I-III, 1883–90. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I-II, 1887–91 (reproudg. 1969); VII, udg. samme, 1891 (reproudg. 1970); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (reproudg. 1970). Saml. til jydsk hist. og top. 2.r.IV, 1893–95 512–17 (J. S.s dagbøger 1615 og 1627). Kancelliets brevbøger 1603–39, 1915–44. Skiftet efter rigsråd Eske Brock, udg. C. Rise Hansen, 1965.

Lit. Vilh. S. Skeel: Optegn, om familien Skeel, 1871 170–85; suppl., 1882 50–52. Hans Mikkelsen; Ligprædiken over J. S., 1631. [L. S.] Vedel Simonsen: Bidrag til Jørgen Brahes levnetsbeskr., 1845 26f. Danske saml. 2.r.II, 1872–73 256–58 278f. J. A. Fridericia i Hist. t. 4.r.III, 1872–73 583f 589–95 605–08. Danske slotte og herregårde, 2. udg. ved Aage Roussell XIII, 1966 176–78; XIV, 1967 204f. Knud J. V. Jespersen: Rostjeneste-taksation og adelsgods, 1977. Rigsråd, adel og administration, red. samme, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Jørgen Skeel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297479