Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Bille

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anders Bille, 19.3.1600-10.11.1657, rigsmarsk. Født på Rønnowsholm i Vendsyssel, død i Frederiksodde (Fredericia), begravet i Hårby k. B. gik tidligt i udenlandsk krigstjeneste. 1619 var han i tjeneste hos kurfyrst Frederik af Pfalz, 1625–27 var han løjtnant i hertug Bernhard af Weimars rytterregiment og deltog i Mansfelds felttog i Schlesien. 1627 blev han ritmester og fik kommandoen over et fynsk rostjenestekompagni. Efter krigen blev han 1631 lensmand på Rugård. S.å. var han blandt den fynske adels repræsentanter på stændermødet i Kbh. 1632 blev han værge for Ulrik Christian Gyldenløve og administrerede for denne Skinnerup, det senere Ulriksholm. 1634–42 havde han den vanskelige post som lensmand på Arensburg på Øsel. 18.4.1642 blev han rigsmarsk og fik det traditionelle marsklen, Vestervig kloster, som han 1650 ombyttede med Skanderborg. Oprindelig var B.s godsejendom beskeden. Fra moderen arvede han en part i Løgismose (Båg hrd.) som også hans hustru havde part i. 1630 købte han Damsbo i Salling hrd., som han normalt skrev sig til. Hans økonomiske og administrative dygtighed satte ham i stand til med årene at købe yderligere 11 hovedgårde som lå i to grupper, dels i det sydøstlige Fyn og dels mellem Skanderborg og Viborg. Navnlig i årene efter 1645 købte han gods i stort omfang. Sammen med andre adelige fik han 1648 privilegium på våbenfabrikation samt toldfrihed på indførsel af jern og oprettede den kendte våbenfabrik Brobyværk på Fyn som var i virksomhed til svenskerne ødelagde den 1658. Det var muligvis denne betydelige økonomiske aktivitet der 1651 gav anledning til grundløse rygter om en forestående undersøgelse mod ham for korruption.

B. overtog rigsmarskembedet på et tidspunkt hvor dets adminstrative opgaver på grund af den i 1630erne gennemførte oprustning var større end tidligere. Ved ordningerne af 1631 og -38 var der skabt et bredere rekrutteringsgrundlag for de udskrevne nationale regimenter end førhen og i 1637 blev der i henhold til unionen med Gottorp for første gang i fredstid opstillet en hvervet hær af større omfang. Rigsrådet havde da gennemtrumfet at den hvervede hær blev stillet under rigsmarskens kommando. Men samtidig reduceredes marskens muligheder for som landets øverste militære embedsmand at disponere hensigtsmæssigt, af forvaltningens geografiske og institutionelle opsplitning og de heraf følgende kompetencestridigheder. Det uheldige heri demonstreredes under Torstenssonkrigen hvor det ikke lykkedes at skabe den nødvendige koordination af de finansielle, administrative og strategiske sider af krigsførelsen hvilket ikke var uden betydning for krigens udfald. Personligt ydede B. en stor indsats under krigen. Ved efterretningen om Torstenssons indfald samlede han på kongens ordre tropper ved Snoghøj og arbejdede på forskansningsarbejder på begge sider af Lillebælt. Januar 1644 måtte han ganske vist trække sig tilbage til Fyn, men ved angrebet 1.5. over bæltet mod den svenske transportflåde der var samlet ved Kolding tilintetgjorde han i realiteten Torstenssons muligheder for at sætte over til Fyn. Få dage senere generobrede han Snoghøj og Bersodde og lod sig ikke mere fordrive herfra. Sommeren 1644 trak Torstensson sig tilbage til Tyskland. Det pusterum man herved fik på den vestlige krigsskueplads benyttede man fra dansk side til et forsøg på at drive Gustav Horn ud af Skåne, hvortil B. sendtes i begyndelsen af september. Men da svenskerne snart efter på ny rykkede op i Jylland fik B. sammen med hertug Frederik (III) ordre til at fordrive fjenden der havde sat sig fast syd for Randers. Uoverensstemmelser mellem B. på den ene side og hertug Frederik og dennes holstenske rådgivere på den anden om krigsførelsen, foruden kompetencestridigheder mellem hertugen og B. der stejlt hævdede sin position som rigets højeste militære embedsmand medvirkede til at felttoget blev en fiasko for så vidt det kun førte til generobringen af det svagt besatte Riberhus. Konflikten med hertugen belastede hans forhold til Christian IV, og sommeren 1645 pådrog han sig for alvor kongens vrede og blev for en tid reelt suspenderet fra sit embede. Baggrunden var at han og Mogens Kaas ikke kunne formå den fynske adel til at udrede den af rigsrådet bevilgede kopskat som fynboerne under ledelse af Jørgen Brahe fandt var en krænkelse af adelens privilegier. Det var ikke fordi fynboerne i det aktuelle tilfælde var utilbøjelige til at yde økonomiske ofre, men formen de principielt ikke kunne anerkende. B. tilskrev da rigsrådet og lod det forstå at den fynske adel havde tilbudt at kontribuere langt mere på en anden måde, så det havde været ønskeligt om rigsrådet havde rådet kongen anderledes. Christian IV blev underrettet om B.s skrivelse og bibragt den opfattelse at B. anklagede ham for at have handlet mod adelens privilegier. Det lykkedes imidlertid B. at rense sig og marts 1646 var han atter i funktion. På den anden side havde sagen også belastet rigsmarskens forhold til den menige adel der fandt, at marsken havde svigtet sin opgave som adelens særlige repræsentant over for kongen. Sine erfaringer fra Torstenssonkrigen og de konklusioner han mente at måtte drage heraf nedfældede han i to betænkninger over rigets forsvar fra 1646. Heri påpegede han den decentraliserede militære administration som en hovedsvaghed ved det danske militærvæsen og understregede behovet for en central styring. Konkret foreslog han oprettelsen af et generalitet der i given situation skulle kunne handle på egen hånd uden at indhente kongens ordrer. Endvidere ønskede han bevillinger til en forøgelse af de nationale afdelinger navnlig rytteriet og til fæstningsbyggeri. Principielt foretrak B. vistnok en hvervet hær, men han erkendte at landets finansielle situation ikke tillod at hverve tropper i større omfang. Det lykkedes virkelig B. at få stænderne til at gå med til en beskeden udvidelse af de nationale afdelinger og et forceret fæstningsbyggeri, men det var ham ikke muligt at få gennemført den tilstræbte centralisering af den militære administration. Tværtimod var det en betingelse for bevillingerne at pengene skulle nedlægges i de provensielle landekister der kontrolleredes af valgte repræsentanter for provinsadelen, landkommissærerne. Det blev derfor et politisk hovedmål for B. at knække landkommissærerne og den menige adels magtposition og at bekæmpe den skete decentralisering af forvaltningen. I første omgang led han nederlag. 1647 måtte han og rigsrådet affinde sig med en yderligere styrkelse af landkommissærernes position da disse fik gennemtrumfet at unionsskatterne og den såkaldte "kommissarietold", som udgjorde den væsentligste del af det finansielle grundlag for landmilitæret, for fremtiden skulle oppebæres af landkommissærerne og nedlægges i landekisterne og ikke som hidtil af organer under rigsrådet. Januar 1648 klagede marsken til kongen over at de jyske landkommissærer ikke som aftalt var kommet til stede i Viborg, hvorfor B. ikke havde kunnet få oplyst indholdet i det jyske landekiste eller udleveret penge. Han havde derfor selv måttet udlægge penge til brug for Christianspris' fæstning. Principielt understregede han det uholdbare i at intet kunne foretages før de 4 jyske landkommissærer var kommet til stede fra hver sit hjørne af landsdelen, og at det var nødvendigt at han fik en nøgle til landekisten. Christian IV udskød en afgørelse heraf til den kommende herredag. Imidlertid ændrede kongens død i februar med et slag den politiske situation. Forhandlingerne om Frederik IIIs håndfæstning på stændermødet foråret 1648 prægedes af de åbenlyse modsætninger mellem rigsrådet på den ene side og den menige adel og dens repræsentanter på den anden. Resultatet blev i flere henseender et nederlag for den menige adel. Rigsrådet afslog at optage bestemmelser i håndfæstningen der gav adelen og de øvrige stænder forfatningsmæssig kompetence, og desuden fik rådet gennemført en ændring i den indstillingsret til ledige rådspladser provinsadelen havde tilkæmpet sig 1645, der reelt gjorde denne illusorisk. Der er ingen tvivl om at B. var en af hovedmændene bag dette forsøg på at knuse adelspartikularismen såvel som håndfæstningens drastiske beskæring af kongens udenrigs- og forsvarspolitiske dispositionsfrihed samt bestemmelsen om at ingen udover kongen, eller i hans fravær rigsrådet, havde myndighed over marsken. Denne sidste bestemmelse må sikkert ses på baggrund af konflikten mellem hertug Frederik og B. i 1644. Betydningen af landkommissærernes nederlag viste sig det følgende år hvor de mistede deres politiske status og blev underlagt rigsmarsken. B. var også en af hovedmændene bag Hannibal Sehesteds fald. Hans motiver var utvivlsomt de samme som i hans kamp mod landkommissærerne. Set fra hans og rigsrådets synspunkt repræsenterede Sehesteds norske forvaltningsreformer på samme måde som de danske landkommissariater en decentralisering af forvaltningen og en beskæring af rigsmarskens myndighed. B. havde således med et vist held bekæmpet de decentraliserende tendenser og i højere grad end tidligere fået bragt den militære administration under rigsmarskens kontrol. Derimod havde han ikke fået gennemført sin plan om oprettelsen af et generalitet, og i 1648 havde han ikke kunnet hindre en af rådsflertallet gennemført hærreduktion. Imidlertid indledtes der 1650–51 på Frederik IIIs initiativ nye overvejelser angående forsvaret. Disse resulterede i en ny hærordning 1653 der forøgede hæren noget, men heller ikke denne gang oprettedes noget generalitet. Desuden svækkedes ordningen af at Fyn som følge af særstandpunkter hos de fynske rigsråder, domineret af Jørgen Brahe, blev holdt uden for ordningen. Først 1654 fik Fyn sin egen ordning.

Selv om B. i 1648–49 havde fået frataget landkommissærerne deres politiske magtstilling var den adelspartikularisme der havde været deres forudsætning fortsat en faktor af væsentlig politisk betydning. Trods Frederik IIIs og B.s bestræbelser var det således ikke lykkedes at forbedre det landmilitære apparat væsentligt, og den amputerede hærordning af 1653 blev det grundlag man åbnede krigen på 1657. Ved forcerede rustninger umiddelbart før krigsudbruddet søgte man i sidste øjeblik at styrke hæren der blev bragt op ca. 25.000 mand, hvoraf godt 11.000 opstilledes i Holsten. Landets finansielle nødstilstand umuliggjorde hvervninger i større omfang af krigsøvet mandskab. I stedet måtte man forlade sig på uøvet indenlandsk mandskab med for få og uerfarne officerer. Dertil kom en utilstrækkelig forsyningstjeneste som følge af pengemangelen og dårlig administration. B. fik overdraget kommandoen over korpset i Holsten, men hans manøvrefrihed indskrænkedes gennem en kgl. instruks om at han kun måtte iværksætte hvad der i forvejen var besluttet i krigsråd og desuden forbeholdt kongen sig den øverste ledelse. Dette sidste svækkede i nogen grad B.s muligheder for hensigtsmæssige dispositioner da det forsinkede beslutningstagningen at han måtte afvente kgl. ordrer der tilmed ofte var uklare. Det var netop en sådan situation B. ved sit forslag om et generalitet havde villet forebygge. Ganske vist blev der oprettet et krigsråd men dets sammensætning betød reelt en begrænsning af marskens kompetence. Det er på baggrund af disse meget vanskelige betingelser at B.s indsats under felttoget 1657 må anskues. Beslutningen om at angribe ærkebispedømmet Bremen i stedet for svensk Pommern, der skyldtes B., var muligvis et strategisk fejlgreb trods den lovende optakt med den hurtige erobring af Stift Bremen i juni og juli med undtagelse af det stærkt befæstede Stade. Men felttogets videre forløb og den hovedkulds tilbagetrækning til Frederiksodde må først og fremmest tilskrives de nævnte organisatoriske svagheder og den svigtende kvalitet hos både officerer og mandskab, svagheder selv en nok så stor arbejdsindsats af B. ikke formåede at fjerne. Efter at hærens hovedstyrke i slutningen af juli var gået tilbage til Frederiksodde trak B. sig med en mindre styrke ind i Glückstadt hvorfra han indskibede sig til Frederiksodde, og ankom efter to ugers farefuld sejlads nord om Skagen midt i september. Herfra blev han af Frederik III kaldt til København til rådslagninger om den fortsatte krigsførelse. Da han ankom hertil var kongen imidlertid draget over til den skånske felthær. B. nøjedes derfor med at anmode de i København tilstedeværende råder om at iværksætte en undersøgelse af begivenhederne på sydfronten for at imødegå de mod ham rettede beskyldninger for forræderi, hvorefter han vente tilbage til Frederiksodde. 24.10. stormede og erobrede svenskerne den endnu ufærdige fæstning hvis besætning fortrinsvis bestod af rekrutter. Under kampene blev B. hårdt såret og døde et par uger efter. På sit dødsleje anmodede han feltmarskal C. G. Wrangel om at få udleveret sine personlige papirer for at de ikke skulle falde i hænderne på hans uvenner. En del af disse papirer er nu i Skoklostersamlingen.

Annonce

B. bestred under vanskelige vilkår med betydelig dygtighed sit hverv som leder af landets militærvæsen, omend hans evner snarere lå for det administrative og organisatoriske end for strategi og taktik. Når hans forsøg på at gennemføre nødvendige reformer inden for den militære organisation alligevel mislykkedes skyldtes dette primært et forældet politisk og administrativt system, men på den anden side vidner B.s karriere også om så store vanskeligheder ved at samarbejde, at han nok i en hel del tilfælde kom til kort hvor mere smidige naturer næppe havde gjort det. Bl.R. 1648.

Familie

Forældre: Erik Jensen B. til Rønnowsholm (1570–1600) og Mette Andersdatter Banner (1575–1614, gift 2. gang 605 med Jørgen Kaas til Birkelse, død senest 1634). Gift 14.12.1628 med Sophie Jacobsdatter Rosenkrantz, død 1667, d. af Jacob Eriksen R. til Arreskov (1567–1616) og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne (1576–1622). – Far til Sophie B.

Ikonografi

Mal. (Gavnø) er en kopi fra 1700-tallet efter mal. fra 1637. Tegn. af C. Bayer som forlæg for træsnit af C. L. Sandberg.

Bibliografi

Danske mag. 3.r.IV, 1854; 5.r.I, 1887–89. Kong Christian den fjerdes egenhændige breve V-VIII, 1883–1948. Kr. Erslev: Aktstykker til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kristian IVs tid 11–II I, 1887–90. C. Rise Hansen: Aktstykker til rigsrådets og stændermødernes hist. i Frederik IIIs tid I–II. 1959–75. – Danm.s adels årbog VII, 1890 92. W. Mollerup og Fr. Meidell: Billeættens hist. II, 1893. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894. K. C. Rockstroh i Hist. t. 7, r.Vl, 1905–06 og 8.r.I, 1907–08. Samme: Udviklingen af den nationale hær i Danm. I, 1909. Arne Hoff i Svendborg amt. Årsskr. 1933. Jens Engberg i Fortid og nutid 24, 1969–71 388–411. Samme: Dansk finanshist., 1972. Aa. Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Anders Bille i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286950