Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Wormskiold

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Wormskiold, Peder Worm Wormskiold, 26.8.1750-15.3.1824, rentekammerdeputeret. Født på Bramminge, død på Frbg., begravet sst. W. studerede ved akademiet i Sorø 1767-70 og blev cand. jur. 1771. Derefter indledte han en løbebane i centraladministrationen hvor han 1776 udnævntes til sekretær ved det vestindisk-guineiske rente- og generaltoldkammer, men allerede n.å. kom han til rentekammeret hvor han skulle have sin virksomhed til sin død. 1781 udnævntes han til kommitteret, 1786 blev han deputeret og 1810-24 var han 1. deputeret og dermed ledende skikkelse i kammerets virksomhed efter de egentlige chefer, C. D. Fr. Reventlow, O. J. Moltke og senest J. S. v. Møsting. – På denne baggrund kan det forekomme påfaldende at W. ved nedsættelsen af den store landbokommission 1786 fik sæde i denne i egenskab af godsejer, således som det hed i kommissoriet. Formelt kunne det begrundes i W.s ved sit ægteskab erhvervede gods Ristrup mellem Århus og Randers. Og W. var ved dette ægteskab som ved sin egen slægt nært knyttet til den jyske godsejerstand. Afgørende har det naturligvis været at W. som rentekammerembedsmand besad indsigt og kunne forventes loyalt at støtte den politisk udstukne kurs. W. skulle dog i flere henseender markere sig i kommissionens arbejde. Han øvede en vis indflydelse på udformningen af stavns-båndsløsningen, vendte sig mod forordningen af 8.6.1787 der skulle betrygge fæsternes retsstilling, og han søgte da hoveriet blev det centrale spørgsmål at skaffe større gehør for de synspunkter der herskede i godsejerkredse, særlig de jyske hvor han bl.a. havde kontakt med A. C. Teilmann, Nørholm. Gennem kommissionens arbejde i 1790erne synes W. at have virket for den linje der førte til en mere tilbageholdende indstilling fra statsmagtens (administrationens) side i forholdet mellem bønder og godsejere m.v. – W. var 1782-96 direktør for Det kgl. teater, fra 1793 medlem af direktionen for Frederiks hospital, fra 1798 af direktionen for kreditkassen og fra 1816 af finanskommissionen. W. blev på sine ældre dage med rette betegnet som "rentekammerets veteran" (L. Engelstoft), og han beskrives af sin samtid som en jævn, borgerlig embedsmandstype – skal have mødt ved det kgl. taffel i et sæt klæder af hjemmegjort vadmel – ligesom han berømmedes for sin loyale gerning og sympatiske karakter.

Familie

Forældre: kancellisekretær Henrik Christian W. til Bramminge (opr. Worm; adlet 1757 med navnet W.) (1726-60) og Ingeborg Christiane Teilmann (1720-85). Gift 23.11.1781 på Ristrup med Margrethe Mette de Teilman, født 9.6.1757 på Ristrup, død 22.11.1837 i Århus, d. af justitsråd Morten de T. til Ristrup (1725-81) og Mette Benzon v. Gersdorff (1735-57). – Far til Ingeborg Christiane Rosenørn og Morten W.

Ikonografi

Mal. af C. A. Lorentzen (Vemmetofte) og af samme 1799 (forhen Orebygård). Malet som ældre. Stik af A. Flint.

Annonce

Bibliografi

Pers. hist. t. 9. r. IV, 1931 97-101 (brev). – Th. Overskou: Den danske skueplads III, 1860 298f. Fr. Schiern i Hist. t. 5. r. II, 1880-81 392f. Aktstykker til oplysn. om stavnsbåndets hist., udg. J. A. Fridericia, 1888. Efterl. breve fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I, 1895 XXXXIX 246 255 290f. J.K. Rosenørn-Teilmann: Om slægten Wormskiold, 1902 13-16. Axel Linvald: Kronprins Fr. og hans regering, 1923 (fot. optr. 1978) 246 252. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1925-30. Hans Jensen: Dansk jordpolitik I, 1936 (reproudg. 1975). Thorkild Kjærgaard: Konjunkturer og afgifter, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Peder Wormskiold i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299518