• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Victor Pürschel

Oprindelig forfatter SRam

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Victor Pürschel, Victor August Alexander Pürschel, 28.8.1877-13.1.1963, politiker. Victor Pürschel blev student 1895 fra Schneekloths skole og cand.jur. 1901, gik 1903 på sekondløjtnantskolen, var 1903-06 amtsfuldmægtig i Rønne, 1906-08 byfogedfuldmægtig i Hasle, 1908-12 politiassistent i Lyngby, 1912-19 fuldmægtig ved Kbh. amts nordre birk, 1911-19 auditør, 1919-24 landsdommer i Viborg, 1924-29 i Kbh., 1929-45 generalauditør.

Victor Pürschel tog livligt del i studenterforeningspolitik, var senior 1901 og ledende senior 1917 og 1919. Han var ivrig akademisk skytte og har skrevet jubilæumsskrifter om Akademisk skytteforening 1861-1911 og 1861-1941 og om Akademisk skyttekorps 1866-1916 og 1866-1926.

Victor Pürschel valgtes 1920 af det konservative folkeparti til folketinget for Viborg og repræsenterede 1924-39 Randerskredsen. Han fik hurtigt betydelige ordførerskaber, således 1922 for forsvarslovene. Han forblev en aggressiv repræsentant for den akademiske bykonservatisme, stillede sig vel på den almindelige valgrets grund, men vedgik klart arv og gæld fra det gamle højre. Han var skeptisk over for et nært samarbejde med venstre og yderst skarp over for de øvrige partier. Som leder manglede han evnen til at samle. 1922-28 var han formand for den konservative folketingsgruppe og febr.-okt.1928 fung. formand for den samlede rigsdagsgruppe, men samme år blev han fortrængt af John Christmas Møller, der repræsenterede den moderne konservatisme.

I 1930erne bekendte Victor Pürschel sig stadig mere til antidemokratiske ideer; så sent som 1942 udtrykte han sympati for den tyske nazisme, dog ikke for dens antisemitisme, og for regimerne i Spanien og især Portugal. Ikke uden personlig perfidi angreb han Christmas Møllers ledelse af partiet; kulminationen nåedes 1938, da han undsagde forliget om forfatningen hvor han foretrak et kammer med et råd af ældre og et korporativt islæt. I december udtrådte han af partiets folketingsgruppe; hans nye parti, nationalt samvirke, kunne imidletid ikke give ham valg i hans gamle kreds, og dermed endte Victor Pürschels rolle som politiker.

I mange år, også efter 1939, var han en skarp debattør på møder og i dagspressen. 1942 skrev han Ord til rolig Eftertanke med bitre angreb på de mænd der bar ansvaret for Danmarks forfald, og opfordring til national besindelse med inspiration fra de autoritære systemer. Til 80 årsdagen 1957 udsendte han Ret kurs der forklarede hans politiske linje, men udtrykkeligt ikke ville være et forsvarsskrift.

Victor Pürschel var stærkt interesseret i Grønland, som han besøgte fem gange. En anerkendt indsats ydede han siden 1924 for de reformer af retsplejen og især straffelovgivningen der blev gennemført 1933. Han forstod, at lovgivningen måtte tilpasses den nye tid, og at lægelige og sociale momenter måtte drages ind i straffastsættelsen. Kommenteret udgave af Militær Straffelov af 1937 (5. udg. s.m. Bent Pürschel, 1963).

Familie

Victor Pürschel blev født i København (Petri), døde sst. og blev begravet Sorgenfri kgd.

Forældre: konditor, senere sukkervarefabrikant August Carl Christoph P. (1840-1928) og Adolphine Pedersen (1848-1930). Gift 19.5.1906 på Frbg. med Ragnhild Hastrup, født 19.8.1881 på Frbg., død 6.8.1970 i Helsingør, d. af fhv. proprietær Jens H. (1824-1900) og Petra Petersen (1841-1909).

Udnævnelser

R. 1919. DM. 1929. K.2 1933. K.1 1937.

Annonce

Ikonografi

Karikaturtegn. af H. Jensenius, 1922 (Fr.borg) og 1928. Foto.

Bibliografi

Victor Pürschel: Ret kurs, 1957. – Slægtstavlesaml., 1931 141. Berl.tid. 27.8.1937. Nationaltid. 28.8.s.å. Politiken s.d. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. i Danm. II, 1938. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 174-77. Jens Winther og Jørgen H. Barfod i Det konservative folkepartis hist. II-III, 1966. De danske ministerier 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977. – Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Rambusch: Victor Pürschel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295992