Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

E. Piper

Oprindelig forfatter PStav
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

E. Piper, Emil Georg Piper, 13.1.1856-18.2.1928, politiker. Født i Kbh. (Garn.), død i Lyngby, begravet Sorgenfri kgd. P. var 1866-71 latinskoleelev, men fulgte derefter sin lyst til landvæsenet. Efter at have besøgt Tune landboskole arvede han 1876 efter faderen Holmegård i Virum, og 1883 købte han Hummeltofte ved Lyngby. 1886 valgtes han ind i Lyngby sogneråd hvor han havde sæde til 1913, fra 1892 som formand. 1892-1922 var han medlem af Kbh.s amtsråd. Han skaffede sig hurtigt ry som en indsigtsfuld kommunalmand og indlagde sig i denne egenskab store fortjenester af sit sogn. 1898 valgtes han af højre i Lyngbykredsen, faldt 1901, valgtes på ny 1903, men faldt atter 1906. S.å. valgtes han for 2. kreds ind i landstinget hvor han derefter havde sæde til sin død.

I sine to folketingsperioder nåede P. ikke at gøre sig videre gældende. Det var her særlig kommunale spørgsmål han gav sig af med. Men i landstinget kom han hurtigt frem i forreste række. 1908 valgtes han til formand for højres gruppe og for højres repræsentantskab. Fra 1910 var han medlem, 1910-14 formand for finansudvalget. Fra 1915 var han højres finanslovsordfører, og fra 1918 landstingets 2. næstformand. – Under hans ledelse modsatte højre sig 1908 loven om den kommunale valgret. Hans mæglende evne stod første gang sin prøve efter vedtagelsen af forsvarslovene af 1909 og ministeriet Holstein-Ledreborgs fald der fremkaldte dyb splid i højres gruppe. Det lykkedes ham i første omgang at afværge en spaltning, men efter det uheldige valg 1910 skilte det moderate højre sig ud. Kl. Berntsens grundlovsforslag betegnede P. straks som "et slag i ansigtet" på højre, og på linje med grev M. Frijs bekæmpede han forslaget gennem de skiftende faser lige til den famøse udvandring fra landstinget juni 1914. Da imidlertid repræsentanter for folketingets højre i foråret 1915 var kommet overens med ministeriet Zahle om en løsning sluttede P. og landstingsgruppens flertal sig til denne i erkendelse af at det ville være ugørligt at nå noget der set fra højres synspunkt var bedre: man måtte, som P. sagde, "give afkald på noget for at nå noget andet". Da højre 1915 efter grundlovens vedtagelse tog konsekvensen af landstingsprivilegiernes bortfald, udarbejdede et nyt program og skiftede navn til det konservative folkeparti, var P. en af de ledende i dette arbejde. Det skyldes for en stor del hans autoritet og forhandlingsevne at det nye partis ret uensartede elementer – spændende fra A. Foss til Asger Karstensen, fra J. P. Nordby til grev Frijs -samledes inden for én ramme. På det nye partis første landsrådsmøde 22.2.1916 valgtes P. til formand, en post han beklædte til sin død.

Krigstiden bød P. de betydeligste opgaver han som partifører blev stillet over for. Da spørgsmålet om mineudlægningen i Storebælt 5.8.1914 blev forelagt partiførerne var P. den eneste oppositionelle politiker som straks tilrådede udlægningen. Hans holdning i de politiske krisesituationer der indtraf i krigsårene var bestemt af at han i overensstemmelse med kongen og ministeriet, men i modsætning til venstre ikke ønskede valg afholdt så længe krigen varede. "Man skal ikke skifte heste midt i vadestedet" var det slagord han brugte. Kriserne omkring øsalget 1916 og Chr. Rottbølls forbliven som kontrolminister 1917 fremkaldte imidlertid dybtgående uenighed i partiet, og P.s bestræbelser måtte derfor samtidig gå ud på at afværge valg og at undgå en sprængning af partiet, hvad der gav indtryk af en vis usikkerhed i hans kurs. Det samme indtryk havde man 1919-20 under den politiske strid om grænsedragningen. Han var sikkert helst selv blevet stående på det grundlag der var skabt med rigsdagsbeslutningen af 23.10.1918, men strømningen inden for partiets flertal gik i retning af en skarpere oppositionel holdning over for regeringen. Det lykkedes dog P. at formidle modsætningerne så vidt at alene L. V. Birck forlod gruppen. Under påskekrisen 1920 stod han sammen med J. C. Christensen fast på det standpunkt at ministeriet Liebe burde blive siddende uanset den varslede generalstrejke. – P. var tidligt under indtrykket af socialdemokratiets vækst en tilhænger af nært samarbejde med venstre, og han blev det i efterkrigstiden mere og mere. Ved ministerskiftet 1926 rådede han – til dels i modstrid med ønsker inden for partiet -kongen til at henvende sig til Thomas Madsen-Mygdal. Under de brydninger omkring industribeskyttelsen og den "aktive handelspolitik" som truede samarbejdet med ministerierne Neergaard og Madsen-Mygdal indtog P. en mæglende holdning idet han søgte at undgå aggressive krav over for venstreregeringerne og personlig sikkert forholdt sig kølig til videregående toldforanstaltninger.

Annonce

Af væsen var P. fåmælt og tilbageholdende. Han har aldrig rejst stormene om sin person eller udæsket lidenskaberne. Han talte som regel stilfærdigt, tørt og sagligt. Politisk banebryder var han ikke, men han rådede over et udpræget politisk instinkt der lod ham se en situations muligheder. Ved sin karakters finhed og uplettethed såvel som ved en ordsproglig sindsligevægt hævdede han to årtier igennem under de vanskeligste forhold stillingen som sit partis førstemand og leder.

Familie

Forældre: bagermester Gotlieb Ludvig Vilhelm P. (1821-76) og Emilie Marie Juul (1823-56). Gift 13.11.1878 i Tårbæk med Caroline Bauer, født 30.7.1850 i Hillerød, død 27.2.1929 i Lyngby, d. af bagermester, senere ejer af Borsholmgård Carl August B. (1819-1913) og Sophie Piper (1819-1903).

Ikonografi

Afbildet på flere tegn. af Alfred Schmidt 1916-22 (Fr.borg), på H. Vedels mal., 1917, af grundlovsforhandlingerne 1915 og på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (begge folketinget). Mal. af H. Dohm, 1923 (det konservative folkeparti). Radering af Leo Enna, 1928. Relief af Rikard Magnussen, 1928 (på monument i Kgs. Lyngby). Foto.

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 786-88. Beretn. afgivet af kommissionen til undersøgelse ... af hærens og flådens fremtidige ordning II, 1922 164. Berl. tid. 19.2.1928. Dagens nyheder s.d. Årbog for rigsdagssaml. 1927-28, 1928 X. J. Christmas Møller i Det nye Danm. VI, 1935 239-42. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. i Danm. II, 1938 276f 509 o.fl.st. Jørgen Hatting og Jens Winther i Det konservative folkepartis hist. I-II, 1966. Tage Kaarsted: Påskekrisen, 1968. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Stavnstrup: E. Piper i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295790