Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F. Tillisch

Oprindelige forfattere HLars og PEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

F. Tillisch, Frederik (Frits) Ferdinand Tillisch, 15.4.1801-16.2.1889, minister for Slesvig. Født på Bårsbøllegård ved Haderslev, død i Kbh. (Slotsk.), begravet sst. (Holmens). T. blev student fra Herlufsholm 1820 og cand.jur. 1825. Hans mor var søster til P. C. Stemann og 1832 blev han svoger til C. E. Bardenfleth. Slægt, forbindelser og evner syntes at love ham en glimrende karriere. 1826–30 var han auditor i Rendsborg, 1830–37 amtmand på Færøerne og 1837–43 amtmand i Ringkøbing. Han deltog som kongevalgt medlem i stændermødet i Roskilde 1842, udnævntes til stiftsamtmand i Ålborg 1843 og blev 1844 kabinetssekretær hos C hristian VIII. T. var konservativ og helstatsmand, men kom ud fra kærlighed til sin slesvigske hjemstavn til at stå de nationalliberale nær i visse spørgsmål og havde sikkert sin del i den mere faste politik over for Augustenborgerne i kongens sidste år. Ved Frederik VII's tiltrædelse jan. 1848 var han stemt for en rekonstruktion af den gamle regering, men fulgte svogeren Bardenfleths tilnærmelse til liberalismen i marts-dagene og bevægede s.m. W. Oxholm (1805–76) grev A. W. Moltke til at komme til forhandlingerne 22.3 hos Frederik VII hvor Moltke påtog sig dannelsen af martsministeriet. – Efter våbenstilstanden 1849 i den slesvigske krig betroedes det T. at repræsentere Danmark i den preussisk-engelsk-danske regeringskommission der skulle styre Slesvig. Han havde den indfødte slesvigers kendskab til landet og en utvivlsom administrativ evne der forenede fasthed med smidighed. Opgaven var overordentlig vanskelig fordi kommissionen ikke besad militær myndighed ud over Nordslesvig der var besat af svensk-norske tropper og fordi enigheden mellem kommissionens medlemmer var skrøbelig. Over for slesvig-holstenernes seje, passive modstand optrådte han lempeligt, men klagede ustandselig over manglende støtte fra sin regering. Efter freden i Berlin juli 1850 udnævntes T. til kgl. kommissær i Slesvig med enevældig myndighed. Slesvigs deling som han en tid havde frygtet var nu udelukket og han kunne uhindret arbejde for sit mål som var den tættest mulige forbindelse mellem Slesvig og Danmark og den størst mulige adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Han iværksatte en gennemgribende udrensning af embedsstanden med fjernelse af alle upålidelige personer. Det måtte vække uvilje og skabe T. fjender. I det hele og store gik han lempeligt frem og de angreb der rettedes mod ham i Tyskland og fra andre magter var i det væsentlige uberettigede. Noget anderledes var det med de sproglige forhold. T. havde ved sin udnævnelse 1849 betinget sig at få A. Regenburg som medhjælper og satte ham 1.9.1850 til at bestyre samtlige kirke- og skoleforhold i Slesvig. Regenburg var utvivlsomt den egentlige ophavsmand til sprogreskripterne som T. satte i gang febr.-marts 1851 og som indførte dansk som kirke- og undervisningssprog i Mellemslesvig og Angel. Udadtil fik T. æren og ansvaret for den ny sprogpolitik der i sine følger blev lidet gavnlig, men skabte T. et stort navn som nationalliberal foregangsmand og dansk embedsmand. Der er ingen tvivl om T.s og Regenburgs retsindige hensigter, men gennemførelsen af sprogpolitikken var skematisk og usmidig og Danmarks europæiske stilling ikke stærk nok til at bære det had den fremkaldte i udlandet. Efter russiske protester måtte T. der 5.3.1851 var blevet minister for Slesvig allerede 13.7. s.å. ombytte denne post med indenrigsministeriet. – Inden for de nationalliberale og til dels blandt bondevennerne var T.s anseelse stor og 1851 indvalgtes han ved et suppleringsvalg i folketinget fra Ålborgkredsen. 27.1.1852 fratrådte T. som minister ved A. W. Moltkes 4. ministeriums afgang. Da ministeriet C. A. Bluhme næste dag knæsatte helstatspolitikken i januarkundgørelsen var T. en af de mænd de ejderdanske satte mest lid til. Hans slesvigske politik havde, som H. N. Clausen sagde, gjort ham til den mand der mere end nogen anden havde krav på folkets tillid. Under behandlingen af en mistillidsadresse til ministeriet Bluhme gik han stærkt imod januarkundgørelsen der "havde tilintetgjort den sidste Rest af vore kæreste Forhaabninger" og kritiserede udnævnelsen af Carl Moltke til minister for Slesvig, men han ville ikke påtage sig noget ansvar for ministeriets fald. Han afværgede et mistillidsvotum og lod sig nøje med vedtagelsen af en beklagende dagsorden. Han støttede i den følgende tid ministeriet på væsentlige punkter og lod sig jan. 1853 påny udnævne til kabinetssekretær. 29.4.1854 indtrådte han i ministeriet A. S. Ørsted som indenrigsminister og medvirkede ved udstedelsen af den absolutistisk prægede fællesforfatning af 26.7.1854. Hans udtalelse i den forbindelse om "de kolde og forgængelige Rester, der er blevet tilbage af Danmarks Grundlov, og som vi ikke længere kan holde paa" fik et hvast svar fra D. G. Monrad. Mange havde ventet at se T. som afløser for Bluhme i spidsen for et mere liberalt ministerium, men med sit udgangspunkt i slægt og embedsaristokrati var hans grundholdning konservativ og helstatlig. Som dansk, født i Slesvig, var han enig i ønsket om at knytte Slesvig nærmere til Danmark og navnlig at sikre dets selvstændighed i forhold til Holsten. Dertil kunne helstats-ordningen i det væsentlige tjene. At det betød indskrænkninger i junigrundloven og dens demokratiske bestemmelser var ham underordnet, måske endda tiltalende. Han havde tidligere udtalt sig meget valent om den almindelige valgret og gik mod en del af bondevennernes sociale krav, eksempelvis tvungen afløsning af fæstevæsenet. Denne grundholdning og hans manglende evne til at overskue og udnytte en given situation er baggrunden for at han trods den stærke position han havde i befolkningen i begyndelsen af 1850erne aldrig blev en ledende politiker. Samtidig med at ministeriet faldt 12.12.1854 fratrådte T. som kabinetssekretær. 1855 sattes han s.m. sine kolleger i ministeriet Ørsted under rigsretsanklage, men frifandtes febr. 1856. Frederik VII nærede siadig tillid til ham og opfordrede ham under ministerkrisen okt. 1856 og april 1857 til at danne ministerium, men T. afslog det. 1853 var han udtrådt af folketinget, men var 1858–61 påny medlem, valgt i Kbh.s 5. kreds som modstander af den nylig vedtagne lov om fri næring. 1856–63 var han medlem af rigsrådet. Han tilhørte nu helt de konservative og stemte mod novemberforfatningen 1863 skønt han, efter hvad A. F. Krieger skriver, havde vaklet noget "til Ære for sine slesvigske Dage". Efter ministeriet D. G. Monrads afgang juli 1864 var han indenrigsminister i ministeriet C. A. Bluhme II til nov. 1865. – Uden for den egentlige statsstyrelse indlagde T. sig store fortjenester som kyndig administrator. Han var direktør for det Classenske fideikommis fra 1847 til sin død og udførte her et stort arbejde, bl.a. med byggeri i Amaliegade og Ny Toldbodgade samt arbejderboliger på Frbg. Da forholdene på Det kgl. teater 1860 var yderst vanskelige påtog han sig på Monrads opfordring chefstilling på teatret og havde ved sin fratræden 1864 bragt ordnede forhold og disciplin til veje. 1846–58 var T. formand for Kbh.s fængselsselskab, 1855–60 præsident for landhusholdningsselskabet, 1864–81 patron for Petri kirke, fra 1861 stormester for selskabet Kjæden og fra 1874 ordenskansler. 1870 afslog han tilbud om at blive overpræsident i Kbh. Fra 1855 ejede han Høveltegård

Familie

Forældre: oberst Georg Frederik T. (1760–1845) og Augusta Elisabeth Stemann (1770–1835). Gift 21.5.1830 i Kbh. (Fred. ty.) med grevinde Eleonora Dorothea Schmettau, født 16.7.1802 i Horsens, død 8.5.1874 i Kbh. (Slotsk.), d. af oberstløjtnant, senere generalløjtnant, rigsgreve Gottfried S. (1752–1823) og Margrethe W. Stemann (1780–1865). – Bror til Christian Ludvig T.

Udnævnelser

. – Kammerjunker 1826. Kammerherre 1843. Gehejme-konferensråd 1850. – R. 1841. DM. 1845. K. 1847. S.K. 1848. R.E. 1851.

Annonce

Ikonografi

Litografi 1849 Efter tegn. af E. Lehmann, efter dette flere litografier, stik og træsnit 1851–52. Afbildet på karikatur 1858–59 (Fr.borg). Mal. af A. Schiøtt, 1859 og af F. Storch, 1869 (Kjæden). Litografi af I. W. Tegner, 1884, Efter dette et par træsnit. Træsnit efter fotografi. Foto.

Bibliografi

Hist. t. 3.r.VI, 1867–69 fl.st. Th. Overskou: Den danske skueplads VII, 1876. III. tid. 24.2.1889. Alex. Thorsøe i Danmark, udg. Journalistforen. IV, 1890 17–25. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892–1916 (reproudg. 1973). Johanne Luise Heiberg: Et liv IV, 1892 (5. udg. 1974) 139–48. P. Lauridsen i Sønderjyske årbøger, 1899 181–277; 1912 1–45 (C. L. Kirsteins breve). H. F. Petersen sst. 1936 1–42. A. F. Krieger: Dagbøger I-V, 1920–23. Holger Hjelholt: Den danske sprogordning og det da. sprogstyre i Slesvig mellem krigene, 1923. M. K. Zahrtmann: Admiral C. C. Zahrtmann, 1927 127–37. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937 379–96. Harald Jørgensen og Fr. Skrubbeltrang: Det Classenske fideicommis gennem 150 år, 1942. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, Povl Engelstoft: F. Tillisch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298449