Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvard Brandes

Oprindelig forfatter HLars

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Edvard Brandes, Carl Edvard Cohen Brandes, 21.10.1847-20.12.1931, minister, kritiker, forfatter, journalist. Edvard Brandes der voksede op under stærk påvirkning af sin fem år ældre broder Georg blev student fra v. Westens institut 1865. Han studerede sanskrit, hebraisk, græsk, latin og slaviske sprog, senere også arabisk og persisk, blev mag.art. 1872 og dr. phil. 1879 på en afhandling om Ushas og Ushashymnerne i Rigveda. Forinden havde han oversat kong Sudrakas Lervognen, 1870, og Kalidasas Kongen og Danserinden, 1874, fra sanskrit. Sideløbende med hans filologiske interesse, men stærkere end denne var hans interesse for teater- og skuespilkunst og hans lidenskabelige engagement i de nye strømninger i litteratur og åndsliv efter 1870. Som kritiker, forfatter og journalist blev han en af brandesianismens og radikalismens betydeligste forkæmpere, og som politiker kulminerede hans indsats som finansminister 1913–20.

Brandes' kærlighed til teatret grundlagdes mens Det kgl. teater endnu var præget af J.L. Heibergs æstetik der sporedes i hans anmeldelser, mrk. Spectator, i Illustreret Tidende 1871–72. Fra tidlige teateroplevelser stammede hans forkærlighed for Adam Oehlenschlägers ungdomsdigtning og hans beundring for fru Johanne Luise Heibergs og Michael Wiehes sammenspil i romantiske skuespil som han ofte fremholdt for eftertidens skuespillere.
Brandes aflagde 1868 prøve på Dét kgl. teater, bl.a. for fru Heiberg, men blev afvist. Skuespilleren F.L. Høedt der i 1850erne havde kritiseret Heibergs teaterledelse læste stikordene ved prøven, og der opstod et nært venskab mellem dem.

En rejse til Paris 1873 blev afgørende for Brandes' dramaturgiske synspunkter som han fremførte i sit eget og broderens tidsskrift Det 19. Aarhundrede, 1874–78, og i anmeldelser, mrk. Alceste og Edvard Brandes, i Morgenbladet 1875–78. Med friske indtryk af kunsten på Théâtre Francais angreb Brandes Det kgl. teaters repertoiremonopol, dets bestyrelses kortsynethed, dets mangel på kyndig og initiativrig ledelse og dets kunstneriske tilbagegang og manglende forståelse for den nye franske og norske dramatik. Teatrets præstationer karakteriserede han med adjektivet "kedelig, kompareret i alle tænkelige grader". Brandes' sympati med Høedt mærkedes i afhandlingen Et Vendepunkt i dansk Teaterhistorie, Det 19. Aarhundrede, 1875 der sammen med andre af Høedt påvirkede teaterhistoriske artikler vakte fru Heibergs vrede mod Brandes som hun 1880 omtalte som "denne jødetamp der dømmer alt efter Høedts recept". Hun gav sin vurdering af Høedt i 3. bd. af sine erindringer som Brandes 1892 karakteriserede som "vort århundredes Jammersminde over et lille menneske og en stor skuespillerinde i én og samme person". Men før denne og andre bitre fejder i provisorieårene havde Brandes i Ude og Hjemme 1878–84 skrevet sine ypperste dramaturgiske artikler der viste ham som tidens meget vidende, sagkyndige og uovertrufne kritiker. Han så skuespilkunsten som en selvstændig kunstart. Deklamationens og virtuositetens tid måtte være forbi. Nu gjaldt det sandhedskærlighed. Skuespilleren skulle ikke føle, men forstå sine roller. En sand præstation kunne kun ydes ud fra en omfattende historisk og psykologisk indsigt. Skuespilleren måtte stå på højdepunktet af sin tids dannelse hvis han ville have kunstnernavn. I Brandes' periode som anmelder i Ude og Hjemme udkom hans fremragende skuespillerpsykologiske værker Dansk Skuespilkunst, 1880, og Fremmed Skuespilkunst, 1881. Sine Holberg-kritikker samlede han i Holberg og hans Scene, 1898.

Samme år som Brandes begyndte sin kritikervirksomhed i Ude og Hjemme indledtes hans politiske virke. Efter at broderen 1877 havde bosat sig i Berlin stod han som brandesianismens frontkæmper herhjemme. Det gjaldt at holde det moderne gennembruds kvinder og mænd samlet og vinde nye tilhængere. Med Viggo Hørup mødtes Brandes i kampen mod nationalliberalismens åndshovmod og for politisk realisme; og efter Chr. Bergs og Hørups forening i folketingets venstre 1878 kom en forståelse i stand mellem Brandes og Berg. Det litterære venstre skulle bidrage til erobringen af højres København. Da Lange-landskredsen 1880 blev ledig stillede Brandes sig som kandidat, tilskyndet af Berg og Hørup, og valgtes med 1.133 stemmer mod højrekandidatens 396. Brandes havde i valgkampen sagt at han hverken troede på jødernes eller de kristnes gud, og heri så folketingets formand Christopher Krabbe en mulig hindring for Brandes' underskrivelse af edsformularen ved hans indtræden i tinget. Brandes afviste skarpt formandens beføjelse til at hindre ham i at opfylde lovens krav. Berg støttede ham kraftigt, og Krabbe bøjede af. Episoden medvirkede dog til at øge den i forvejen herskende uvilje mod Brandes i grundtvigske kredse. Sejren på Langeland styrkede Brandes' selvtillid, og oktober 1880 indledede han forhandlinger med Berg om Morgenbladets forhold. Dets økonomi var slet. Brandes tilbød at skaffe kapital mod at han og Hørup fik større indflydelse på bladet. Resultatet blev at Berg, der havde generalfuldmagt fra de oprindelige ejere, bortforpagtede Morgenbladet til Hørup og Brandes for treåret 1881–83. Bladet voksede under deres ledelse, men efteråret 1883 forlangte Berg at Brandes skulle forlade bladet. Hørup stillede sig solidarisk med Brandes og 1.1.1884 stod de uden dagblad. Bag Bergs handlemåde lå formodninger om at han lettere ville kunne opnå regeringsmagt hvis han frigjorde sig fra de brandesianske europæere. Hertil kom at hadet i grundtvigske kredse til Brandes var vokset under 100-års festlighederne for Grundtvigs fødsel ved Brandes' kritiske, men også anerkendende artikel om Grundtvigs forfatterskab i Morgenbladet 9.9.1883.

Annonce

Den grundtvigske åndsretning var alle dage Brandes imod. Bruddet med Berg og Morgenbladet førte til at Brandes og Hørup sammen med Herman Bing begyndte udgivelsen af Politiken 1.10.1884. Her skrev Brandes nu alle sine anmeldelser og gjorde Politiken til et kamporgan for den frisindede, naturalistiske, psykologiske og sociale litteratur. Hans artikler fik en skarpere og i 1880ernes og 1890ernes bitre kampe mod højre en mere polemisk og ofte stærkt udfordrende form. Han var stadig den blændende kritiker, men også den der årvågent holdt den nye åndsretnings tropper sammen og førte an i nådesløse angreb mod konservatismen. Tonen blev slået an i det første prøvenummer af Politiken i en anmeldelse af en Scribe-opførelse på Det kgl. teater. Det gamle intrigestykke erklæredes for dødt. Af det nye drama forlangtes lødighed i hvert ord og ubønhørlig sandhed. Forskønnelse var fortielse. Kun en forfatter der ville noget og stod inde for sit ord kunne skrive det. En sådan litteratur legede ikke med omvæltning; den forberedte den. Utrættelig kæmpede Brandes for den nye litteratur og den uopførte dramatik, Ibsen, Bjørnson, Lie, Kielland, Strindberg, Augier, Dumas fils, som Det kgl. teater var meget tøvende overfor. Dagmarteatret der førte ny dramatik frem rostes og fremhævedes i visse tilfælde som det egentlige nationalteater.

Brandes begyndte selv, efter nogle få ikke særlig alvorligt mente tilløb i 1870erne, at skrive skuespil fra 1881 da Lægemidler opførtes på Det kgl. teater. Det handlede om en homøopat der gav sine patienter "trøst og lykkebringende illusioner" og var et camoufleret angreb på teologien. Det angav hovedlinjen i de væsentligste af Brandes' skuespil. De behandlede samtidens problemer, angreb hykleri, konveniensmoral og snerperi og kæmpede for virkelighedserkendelse og frisind. Gyngende Grund, 1882, spurgte om højremænd og venstremænd kunne omgås hinanden, og svarede nej. Et Besøg, 1882, handlede om den ulige vurdering af mands og kvindes forseelse mod sædeligheden. Det var præget af Ibsensk kraft og antoges af Det kgl. teater, men Brandes' daværende modstander Emil Poulsen hindrede dets opførelse. 1885 kom det op på Dagmarteatret. Under Loven, 1891, handlede om to ulykkelige ægteskaber hvis parter gjorde forgæves forsøg på at kaste ægteskabsåget af og måtte fortsætte samlivet bag en maske af anstændighed. Stykket afvistes af Det kgl. teater, men opnåede succes på Dagmarteatret og nordiske scener. Et Brud, 1885, skildrede sanseligheden der stillede sig dydsiret an. Kærlighed, 1887, kortlagde elskovens vilkår: uden penge ingen kærlighed. Mere socialt betonet behandledes emnet i Overmagt, 1888 hvor den fattige pige svigtedes for den rige. Haardt mod haardt, 1904, havde i skildring af proletarkår også socialt sigte. To skuespil fra 1895 havde historisk stof, det uopførte Muhammed og sagadramaet Asgerd der faldt på Det kgl. teater som derefter ikke opførte noget stykke af Brandes før Under Loven kom op 1918.

I alt udgav Brandes 14 skuespil og et bind små komedier, 1898. Han vidste godt selv at han ikke var nogen stor dramatisk forfatter. Jeg er ikke poet, skrev han engang til broderen. Men hans kærlighed til teatret, hans kampberedthed og hans energi førte ham til at skrive det repertoire som han havde efterlyst i sin kritik, og som kun få andre herhjemme tog op. Hans dramaer var omhyggeligt udarbejdede, dialogen var naturlig og klar, tonen kølig-nøgtern, problemet var hovedsagen og personskildringen indordnedes derunder. Han skabte debat med sine dramaer. Mange tabuer blev styrtet eller svækket, og snæversyn trængtes tilbage af åbenhed og frisind. Som journalist ved Politiken arbejdede Brandes ihærdigt i bladets første vanskelige år. Hørup tog sig af det politiske, Brandes af praktisk talt alt andet redaktionelt. Han havde i et prøvenummer skrevet at Politiken ville være "organet for den højeste oplysning" hvad han og bladet ofte måtte høre spotske bemærkninger om, men intet svækkede hans indsats for at nå sine mål. Han knyttede forfattere, kunstnere og videnskabsmænd til bladet, ikke blot herhjemmefra, men også fra Norge og Sverige. Han vågede over sproget i avisen og krævede at hver eneste artikel, selv den mindste, skulle være gennemsyret af bladets ånd og holdning. Han anmeldte litteratur og teater under mærket E. B. og skrev causerier, mrk. Junius, Titus og Grib, det sidste sammen med Peter Nansen. Små notitser fremhævede og roste meningsfæller, andre ironiserede over modstandernes dårskaber. Alt sigtede imod at erobre kulturliv og borgerskab fra højre.

Efter bruddet med Berg dannede Hørup og Brandes folketingets venstre medens Berg og hans tilhængere gik sammen med de moderate i det danske venstre. Brandes vidste fra 70ernes kamp at disciplin og sammenhold var nødvendigt for at nå frem og fulgte loyalt Hørups taktik under provisorierne. Han havde til sine vælgere på Langeland 1880 sagt at han tog afstand fra en politik, bygget på alt eller intet, og at venstre i enhver sag burde tilstræbe det størst mulige gode for befolkningen. Denne pragmatiske indstilling svarede ikke til den almindelige opfattelse af brandesianismens forkæmper, men den stemte overens med hans praktiske sans og respekt for realiteter, en side af hans personlighed som først rigtigt bemærkedes i hans politiske virke efter 1905. Det tilfredsstillede ham at øve betydelig indflydelse på teaterloven 1889, men jo længere striden om provisorierne trak ud, jo mere desillusioneret blev han. Det sporedes som en undertone i hans roman En Politiker, 1889, og i hans politiske oversigt Fra 85 til 91, 1891. Det storpolitiske forlig 1894 mellem de moderate og højre skuffede ham. Det blev ikke bedre af at Hørups besejrer ved valget i Køge 1892 P.A. Alberti i sidste øjeblik sprang over til forligsmodstanderne. Dertil kom at Brandes igen så eksempel på at højre ikke afveg fra sin vante administrative magtudøvelse.

Til ny leder for Det kgl. teater udpegedes P. Hansen. Brandes var givetvis den bedst kvalificerede og P. Hansen langt overlegen. Det hele forekom ham håbløst. Oveni kom så sammenstødet med hans tidligere ven Gustav Esmann der som formentlig krænket ægtemand overfaldt ham på Helsingør banegård. Brandes nedlagde sit folketingsmandat 10.8.1894 og rejste til Norge. Han vendte tilbage februar 1897 og blev hurtigt det store stridens og forargelsens tegn. Han udgav Breve fra J.P. Jacobsen, 1899 med en varm skildring af ungdomsvennen og forsvar for ateismen og to radikalt naturalistiske romaner Lykkens Blændværk, 1898, og Det unge Blod, 1899. Den første skildrede et København, præget af brutal elskovsdrift, den sidste rystede samtiden ved sin skildring af elskovsmøderne mellem bogens unge helt og en grossererfrue, og blev beslaglagt. Hans anmeldelser blev kåde eller rabiat tirrende. Han anbefalede det hele København at gå hen og se den parisiske farce Damen fra Natcafeen på Casino og more sig over den glade kvadrille som det hele stykke dansede med anstændighed og moral.

Så brød stormen 1899 løs mod Brandes. Han og Politiken blev angrebet i pjecer og i den øvrige københavnske presse. En kreds af kendte mænd, deriblandt en del af Politikens venner, indkaldte til protestmøde som dog aflystes da Det unge Blod beslaglagdes. Men Brandes blev også forsvaret. Fra 38 forfattere modtog han tak for sit utrættelige arbejde for dansk litteratur og skuespilkunst. Så indtraf 6.2.1900 den episode der kom til at betyde at Brandes indstillede sin anmeldervirksomhed. Han havde kritiseret Det kgl. teater meget hårdt. Den unge skuespiller Robert Schyberg følte sig og sine kolleger krænket og gav Brandes en lussing på Østergade. Brandes udfordrede ham til duel da han ikke fik en tilfredsstillende undskyldning. De mødtes i Ermelunden og sigtede så godt de kunne, men ingen af dem ramte. Hver af duellanterne fik 14 dages fængsel. Brandes rejste atter til Norge og opgav sin teaterkritik med den begrundelse at dadlede han en forestilling ville man sige at det var hævn, roste han ville man sige at han var bange. Fra 1911 til sin død skrev han imidlertid i Politikens kronik en række teatererindringer.

Midt under striden 1899 havde Vilh. Andersen i et åbent brev til Brandes uforbeholdent skrevet at vi ikke for meget ville have undværet en kritiker af hans rang imellem os. "De har ikke været noget saftigt næringsmiddel, dr. Brandes! men De har været et gæringsstof og et pirringsmiddel som vi har trængt til. De har været som salt og sennep. Det river i næsen, men det forfrisker. De har ærligt og redeligt været negationen i dette blonde rige ...". Erindres det at negationen havde sit modstykke i højres mangeårige fastholden af en position befolkningens flertal havde vendt sig imod, bevarer vurderingen sin gyldighed. Ved Hørups udnævnelse til minister i systemskiftets regering 24.7.1901 vendte Brandes hjem og overtog redaktionen af Politiken. Negationens tid var forbi. Han skulle nu ikke angribe, men forsvare en regerings politik som han ofte fandt for moderat. I mismodige stunder ønskede han at han var professor i sanskrit et eller andet sted i udlandet, og hans filologiske interesse førte i denne periode til oversættelserne af de gammeltestamentlige skrifter Jesaja, 1902, Salmerne, 1905 og Job og Prædikeren, 1906. De yngre medarbejdere ved Politiken med Henrik Cavling i spidsen ønskede en modernisering af bladet, og 31.12.1904 fratrådte Brandes som redaktør. Cavling blev hans efterfølger med Ove Rode som politisk redaktør, det sidste et krav fra Brandes' side. Det kunne se ud som om Brandes' rolle var udspillet, men med venstres sprængning januar 1905 og dannelsen af det radikale venstre åbnede sig et nyt virkefelt som, med den resignation alderen havde lært ham, kunne minde ham om hans ungdoms politiske drømme. De radikale valgte ham 1906 ind i landstinget hvor han forblev medlem til 1927. Han var 20 år ældre end sine nærmeste medarbejdere Zahle, Rode og Munch og så dem nok som forventningsfulde unge der for meget troede på verdens og menneskehedens forbedring, men han blev en værdifuld støtte for det unge parti ved den position han vandt i landstinget hvor han blev et afholdt medlem, omgivet af megen velvilje. Hans taler var vindende, ikke udfordrende. Der indtrådte et vendepunkt i den almindelige vurdering af ham, og den mildere luft gjorde ham selv mildere. Han knyttede venskabelig forbindelse med de frikonservatives leder grev Mogens Frijs. De to nød hinandens selskab trods afgrundsdyb forskel i samfundsopfattelse, og Brandes' forbindelse med grev Frijs fik flere gange politisk betydning. Det var de to der i finanslovdebatten marts 1908 i formelt afdæmpede, men i realiteterne meget stærke taler bidrog afgørende til den politiske dødsdom over Alberti som J.C. Christensen eksekverede nogle måneder senere. Kontakten mellem Brandes og Frijs var også intens efter valget 1913 da Frijs tilskyndede kongen til at tage en radikal regering. Brandes forsonede sig efterhånden med den nye redaktion af Politiken. Fra 1907 skrev han nu og da kronikker i bladet, og fra februar 1909 kom hans månedlige kronikker, frygtet af venner og fjender. Her skrev en radikal fribytter.

Oktober 1909 skete så det uforudsete og uforudselige som Brandes hævdede altid kan indtræffe i politik. C. Th. Zahle dannede, skønt leder af folketingets mindste parti, sin første regering, og Brandes blev finansminister. Da han forelagde forslag til finanslov indeholdt det bevillinger til den nye forsvarsordning som de radikale var imod, og Brandes hånedes. Hans svar blev ordsprog: Lov er lov, og loven skal overholdes! Efter ni måneder gik ministeriet af, og Brandes glædede sig til atter at dyrke sine filologiske interesser. Forud for grundlovsvalget 1913 fløj Brandes' navn atter over landet da han på det radikale landsmøde med et Drachmanncitat opfordrede sine partifæller til at gå på landevejen ud og slå ihjel. Sammen med socialdemokraterne fik de radikale flertal i folketinget, og Brandes blev finansminister i Zahles anden regering 1913–20. Han deltog marts 1915 i de fortrolige forhandlinger med de konservative hvorved grundloven af 5. juni 1915 sikredes gennemførelse, men regeringens og hans arbejde blev i overvejende grad præget af verdenskrigens omvæltninger.

Ved krigsudbruddet august 1914 drøftede Zahle og Brandes dannelse af en samlingsregering, og Brandes tænkte formentlig på sig selv eller grev Frijs som regeringsleder, men planen blev opgivet på grund af J.C. Christensens afvisende holdning i forhandlingerne om mineudlægningen 5.8.1914. Brandes der i modsætning til nogle af de radikale ministre var vellidt af Christian X blev adskillige gange den der overvandt kongens betænkeligheder eller uvilje mod regeringens politik. Kongens budskab til folket ved krigsudbruddet var formuleret af ham. Brandes' dementi 1916 af det forestående salg af de dansk-vestindiske øer medførte en hadfyldt storm mod ham. Han undrede sig. Han havde lovet USA at forhandlingerne skulle føres hemmeligt hvad krigsforholdene også tilsagde, og han havde holdt ord. Ellers havde han ikke vanskeligheder med rigsdagen. Han var ikke doktrinær og hans parlamentariske kunnen skaffede solidt flertal bag de lån han opnåede på gunstige vilkår og de nye skatter, krigstidens militære beredskab og sociale foranstaltninger gjorde nødvendige: merindkomstskat, børsskat og øl-, spiritus- og tobaksafgifter. Det var hans stolthed at holde balance på statsbudgettet. Da venstre og konservative 1919 krævede reguleringer afviklet for at gå med til et nyt statslån ville han gå af, men fortsatte da et kompromis opnåedes. Til hans seneste indsats hørte udbydelsen af det store genforeningslån.

Edvard Brandes' baggrund var 1800-årenes liberale og frisindede københavnske borgerskab med forbindelse tilbage til 1700-tallets oplysningstid og den franske revolution. Han bidrog i 1800-tallets sidste årtier til at bryde et intellektuelt og overklassepræget kulturmonopol og gøre plads for en litteratur og kunst der også kendte bonden og arbejderen. Han bidrog til junigrundlovens genindførelse og kvindens frigørelse og ligestilling med manden. Han var med til at omforme en doktrinær gammelliberalisme til en socialt betonet liberal politik. Han var gennem mange år en både hadet og tiljublet mand der nød at udfordre og til tider bevidst forargede. Han blev mildere i sine ældre år da han stod som the grand old man i sit parti og i rigsdagen, men det ironiske glimt i hans øjne lod ane at troldsplinten stadig var der.

Familie

Født i København (Mos.), død sammesteds, bisat fra Bispebjerg krematorium.
Forældre: grosserer Herman Cohen Brandes (1816–1904) og Emilie Bendix (1818–98). Gift 1. gang 2.2.1873 i København (Mos.) med Harriet Camilla Salomonsen, født 4.10.1856 i København (Mos.), død 23.7.1879 sammesteds (Mos.), d. af hofurtekræmmer, kommerceråd, generalkonsul Moritz Samuel Salomonsen (1804–71) og Frederikke Abrahamsen (1823–96). Gift 2. gang 20.8.1887 i København (b.v. sdr. birk) med Ingeborg Charlotte Thaulow, f. Gad, født 7.2.1852 på Læsø, død 14.3.1908 i Kristiania (gift 1 . gang 1874 med den norske maler Johan Frederik (Frits) Thaulow, 1847–1906, han gift 2. gang 1886 med Alexandra Lasson, 1862–1955), d. af birkedommer på Læsø, senere byfoged i Thisted og kancelliråd Henry Theodor G. (1817–60) og Johanne Emilie Sophie Lund (1822–1900, gift 1. gang 1843 med kopist i generaltoldkammeret Peter Christensen Borthig, 1817–58. Ægteskabet opløst). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 13.12.1900 i Kristiania (b.v.) med billedhugger Elise Rustad, født 24.7.1873 i Lysaker, død 3.11.1918 i Kbh., d. af læge Carl Gustav Waldemar Rustad (1839–1918) og Marie Mathilde Hauge (1846–1922). Bror til Ernst Brandes og Georg Brandes.

Ikonografi

Afbildet på malet gruppe af D. Monies. To træsnit 1883. Afbildet på E. Henningsens tegn. af "Bogstaveligheden" (Fr.borg). Flere karikaturtegn. (Fr.borg) til Punch og Klods-Hans af Knud Gamborg 1885–90, af Alfred Schmidt 1886–89 og 1916–19, af Vald. Andersen 1910 og Jensenius 1918. Træsnit 1888. Afbildet på mal. fra Hørups bisættelse 1902 af Paul Fischer. Karikatur af Simonsen, 1904 (Kgl.bibl.). Relief af Elise Brandes (Politiken). På skitse og mal. af Jul. Paulsen, 1916–17, af ministeriet Zahle (Fr. borg, folketinget). Afbildet på H. Vedels mal. 1918 af grundlovsudvalget 1915 (folketinget). Afbildet på Oscar Matthiesens mal. 1923 af den grundlovgivende rigsdag 1915 (sst.). Foto. Buste af Anker Hoffmann, 1938 (folketinget).

Bibliografi

Georg og Edv. Brandes' brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd, udg. Morten Borup, 1939– 42. Edv. og Georg Brandes' brevveksling 1866–77, et udv. ved Eva Seibæk, 1972. – Jos. Fischer: Simon Lazarus og hans efterkommere, 1911. Th. Hauch-Fausbøll i Berl.tid. 21.12.1931. Alfred Ipsen: Dr. Edv. Brandes og Politiken, 1899. A. Schack: Kunsten i brutalitetens tjeneste, 1899. K. G. Brøndsted: Bladet fra munden, 1899. Georg Brandes: Samlede skrifter III, 1900. Chr. Gulmann: Edv. Brandes, Tilskueren 1904. E. Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen II, 1914. Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger: En samling breve II, 1915. Robert Neiiendam: Michael Wiehe og Fr. Høedt, 1920. Samme: Det kgl. teaters hist. II-V, 1923–30. H. Cavling: Journalistliv, 1930. Nekrologer i Politiken, Berl. tid. Nationaltid. 21.12.1931. Tilskueren og Gads da. mag., februar 1932. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937 268–321. Fr. Hegel i Ord och bild, 1944 159–67. Vald. Koppel: Af Politikens hist. I–II, 1946. P. Munch i Politiken 21.10.1947. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre 1905–55, 1955. – Privatarkiv i Kgl.bibl. Hakon Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis, 1968. Tage Kaarsted: Ove Rode I-II, 1971-72. Samme: Soillet om magten 1913, 1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Edvard Brandes i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287538