Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Holgersen Ulfstand, d. 1566

Oprindelig forfatter PCol
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Holgersen Ulfstand, d. 1566, d. .1566, lensmand. Død på Bohus. U. mistede allerede som barn sin far fra hvem han sammen med søstrene Thale og Else (gift med rigsråd Tage Thott) arvede Skabersjo ved Malmø. 1554 blev han hofsinde og hørte 1554-58 til den med ham vistnok jævnaldrende tronfølger Frederiks hofstat på Malmøhus. Efter Frederik IIs tronbestigelse blev han 1561 skænk og forlenedes med Vor Frue kloster i Oslo som han beholdt til 1564 skønt han allerede 1562 havde måttet opgive sin hofstilling for at afløse sin svoger Tage Thott som lensmand på den vigtige grænsefæstning Bohus. At man på dette kritiske tidspunkt da krigen mod Sverige stod for døren valgte en så ung mand – U. var da næppe 30 år – kan nok overraske; men han viste sig tilliden værdig. Forholdene på Bohus var vanskelige. Lenets bønder var ikke til at stole på, og der var kun lidt mandskab og skyts på slottet. Kun få måneder efter krigens udbrud 1563 lejrede en svensk hær sig omkring Bohus, men vinteren tvang den snart til at fortrække. Efter en kort pause stod allerede 1.2.1564 en ny hær for slottet; belejringen, der var lidet effektiv, blev dog snart hævet; men svenskerne blev truende liggende i nærheden. I maj bad U. kongen om forstærkning da sygdom hærgede besætningen med stor dødelighed; han fik også nogen undsætning, men ikke tilstrækkeligt til på virkningsfuld måde at kunne efterkomme regeringens ordre om sammen med lensmanden på Akershus Christen Munk at gøre indfald i Sverige.

Sidst på sommeren var svenskerne atter herrer i egnen omkring Bohus. I febr. 1565 begyndte de en tredje belejring af slottet med bedre materiel end før hvormed de straks iværksatte en heftig beskydning flere dage igennem med den virkning at de fik skudt hul på muren og beskadiget tårnene; men to påfølgende stormangreb faldt så uheldigt ud at svenskerne en tid synes at have hævet belejringen. Kong Erik XIV blev så vred derover at han straks afskedigede anføreren. Også denne gang kom svenskerne igen; i april stod de med en imponerende styrke uden for slottets mure (ni faner ryttere og fjorten fænniker knægte, vistnok i alt ca. 9000 mand). Da de heller ikke nu kunne opnå nogen fordel blev også deres nye øverstkommanderende fjernet af den opbragte konge. Belejringen varede dog til langt hen på sommeren. Bagefter var der stor mangel på folk, ammunition og proviant på Bohus; men trods sine gentagne henvendelser til regeringen fik U. kun utilstrækkelige tilførsler (af folk kun uøvede danske knægte). Endnu midt i jan. 1566 skrev han at de danske knægte var næsten nøgne, og klæde var ikke til at få for penge, han måtte befrygte at knægtene snart løb deres vej da deres sold var alt for ringe. Selv om forholdene var bedre blandt de højere lønnede tyske knægte skulle U. kun synes dårligt rustet til at tage imod den femte belejring som nu forestod. Den svenske hær, der talte færre ryttere end sidst, men til gengæld var bedre forsynet med skyts, åbnede ilden 23.3. med 90 skud hvorefter den forgæves opfordrede U. til overgivelse. Derefter fortsatte skydningen dag og nat i tre døgn. Muren blev gennemhullet så besætningen intetsteds vidste sig sikker, og det lykkedes at bryde hul i Røde tårn (Fars hat). Efter tre forgæves stormløb fik svenskerne ved et fjerde tårnet i deres magt (26.3.); alt syntes nu tabt; thi derfra kunne fjenden bestryge hele borggården; men fra kælderen, hvortil der åbenbart ikke var adgang fra de øvre rum, sprængte U.s folk hele tårnet i luften med en anselig svensk styrke. Næste morgen stormede svenskerne igen, nu med stormstiger; de kom også op på muren; men da de skød stigerne ned i borggården, lykkedes det besætningen, som ifølge Peder Hansen Resens krønike var svundet ind til 150 mand, at trække dem bort så svenskerne måtte springe ned på murens udvendige side. Herefter tabte de foreløbig lysten til at binde an med U. og hans mænd. Da U. endelig fik forstærkning hjemmefra, opgav svenskerne belejringen (før 12.5.). Efter en undersøgelse af slottets tilstand udtalte en af undsætningsstyrkens førere i en beretning til kongen sin forundring over at det i det hele taget havde været muligt at holde det. I et brev af 8.5. takkede kongen i de varmeste ord U. for hans mandige færd. Over hele riget forordnedes der takke-gudstjenester i anledning af Bohus' befrielse. 15.6. gav kongen U. sit gamle len Vor Frue kloster i Oslo tilbage kvit og frit, og 28.s.m. udstedte han et skøde for ham på byen Torring (i nærheden i Skabersjo) som han havde haft i pant siden 1564. Allerede i sept. 1566 blev først hans hustru og få dage derefter U. selv bortrevet af en epidemi der hærgede Bohus; men kongen følte sig æreforpligtet til personlig at drage omsorg for deres eneste barns, en spæd søns, opdragelse og uddannelse.

Familie

Forældre: Holger Gregersen U. (død 1542) og Helle Hak (død senest 1550). Gift Lisbeth Gyldenstierne, tsept. 1566 på Bohus, d. af rigsråd Knud Pedersen G. (1480-1552) og Sidsel Ulfstand (død ca. 1575). – Bror til Hak Holgersen U. og Thale U. (død 1604).

Annonce

Bibliografi

Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam 2.r.I, 1884 748-54. Kancelliets brevbøger 1561-70, 1893-96.-Emil Madsen i Vort forsvar, 1888 nr. 202-05. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Colding: Jens Holgersen Ulfstand, d. 1566 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298707