Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Eriksen

Oprindelige forfattere KHoer og JOLR
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Eriksen, Jösse Eriksson, d. 9.12.1436, dansk slotsfoged på Västerås. Død i Motala, begravet i Vadstena. E. omtales 1414 som lensmand på Västerås slot, og han beholdt dette len i tyve år. Senest 1415 ægtede han en datter af den norsk-svenske rigsråd Ulf Jonsson (Roos) og gjorde hermed et meget rigt giftermål. I den antidanske unionshistoriske tradition er E. blevet eksponent for den tyranniske danske forvaltning i Sverige; ifølge den svenske rimkrønike skal han have faret grusomt frem mod den svenske almue. Da oprøret mod Erik af Pommern brød ud i Dalarne i forsommeren 1434, rettedes Engelbrekts første angreb mod E. over hvem der allerede et år forinden var rejst klage i Danmark; det svenske rigsråd lagde sig imellem, og den rejste sag fik lov at gå sin gang. E. måtte s.å. give afkald på sit len hvor han afløstes af grev Hans af Eberstein, men E. forblev på sine svenske godser og undgik personlig overlast. Men da han to år senere med lejde fra Karl Knutsson opholdt sig i Vadstena kloster som han altid var knyttet til, blev han fanget af bønder fra Aska herred, ført til Motala ting, dømt til døden og henrettet. E.s enke skænkede gods til Vadstena kloster.

Familie

Forældre: ridderen Erik Jensen til Stadsgård og Birgitte Lykke. Gift senest 1415 med Birgitte Ulfsdatter (Roos), død senest 1443, d. af Ulf Jonsson (Roos) (død 1415) og Märta.

Bibliografi

A. Thiset i Pers.hist.t. 2.r.V, 1890 106-15. Kr. Erslev: Erik af Pommern, 1901 (fot.optr. 1971) 320 324 327f 388. Erik Lonnroth: Sverige och Kalmarunionen, Göteborg 1934. Sten Carlsson og Jerker Rosen: Svensk hist. I, Sth. 1962(2.opl. 1964).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Jørgen Olrik: Jens Eriksen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289205