Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Laurids Ulfeldt

Oprindelig forfatter SHei

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Laurids Ulfeldt, 24.1.1605-9.7.1659, landkommissær, lensmand. Født på Hindsgavl, død i Odense, begravet i Kværndrup k. U. studerede sammen med andre af sine brødre ved udenlandske universiteter. Kun 13 år gammel var han 1618 immatrikuleret i Geneve og Orléans. 1620 var han i Paris, 1621 i London. Fra 1621 studerede han i Leiden, 1625 i Padova, 1626 i Siena; 1628 var han i London, vistnok på kongens vegne. 1640 var han i Mantova. 1632 var han løjtnant ved Anders Billes kompagni. 1638 valgtes han sammen med Falk Gøye til fynsk landkommissær og administrerede sammen med denne de fynske stænderkontributioner og under krigen 1643-45 oppebar han skatter. Han var aktiv i landkommissærernes bestræbelser på at tiltage sig kompetence inden for finans- og militærforvaltningen på rigsrådets bekostning og deltog i stormløbet mod Knud Ulfeldt 1647. Ved adelens valg af kandidater til rigsrådet 1648 fik han syvende flest stemmer og rigsrådet indstillede ham som nr. fem uden at han dog blev valgt. Ved kroningen 1648 bar han tronhimlen. S.å. fik han Stiernholm len som han beholdt til 1657. Broderen Corfitz Ulfeldts fald 1651 synes ikke at have fået konsekvenser for ham, selv om han på dennes vegne deltog i en henvendelse til kongen. 1656 modtog han besøg af kongen og dronningen på Harritslevgård. Under krigen 1657-58 gjorde han tjeneste som oberstvagtmester ved det sjællandske kavaleri og 1658 var han en af de fire kommissærer der skulle organisere evakueringen af de svenske tropper. Krigen ruinerede hans gods og efterlod hans enke og eneste datter i trange kår. Desuden måtte enken finde sig i en undersøgelse af hans administration som landkommissær, men kronen frafaldt sit oprindelige erstatningskrav da intet kunne afgøres på grundlag af de uordentlige regnskaber. Fra sin far arvede U. andele i Egeskov og udkøbte efterhånden sine brødre Corfitz og Ebbe. Fra sin første hustru fik han Harritslevgård. U. værdsattes højt af sine venner, hvoriblandt Hannibal Sehested. Han ejede en betydelig malerisamling, og en stor bogsamling der købtes af Frederik III. Sammen med Joachim Gersdorffs og P. L. Scavenius' samlinger udgjorde den grundstammen i Det kgl. bibliotek.

Familie

Forældre: rigsråd Jakob U. (1567-1630) og Birgitte Brockenhuus (1580-1656). Gift 1. gang 9.10.1631 i Kbh. med Sophie Rantzau, født 13.12.1616 på Kbh.s slot, død 16.5.1635, begr. i Odense (Skt. Hans k.), d. af generalkrigskommissær Cai R. til Rantzausholm (1591-1627) og Anne Henriksdatter Lykke (1595-1641). Gift 2. gang 9.5.1640 med Else Parsberg, født 9.5.1624 på Stjernholm, død 15.(5.?)9.1684 på Husumgård, begr. i Kværndrup k., d. af rigsråd Oluf P. til Jernit (1590-1661) og Karen Kruse (1600-61). – Bror til Corfitz U. (1606-64) og Frantz U.

Ikonografi

Mal. i hel figur af Karel van Mander (Fr.borg). Mal., samme type i brystbillede, af samme (sst.). Et mal. af Engel Rooswijck (sst.), som har været kaldt U., forestiller broderen Corfitz.

Annonce

Bibliografi

Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia V-VI, 1883-86 (reproudg. 1969-70). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II-III, 1887-90. Prins Chr. (V)s breve, udg. E. Marquard 1, 1952. – E. C. Werlauff: Hist. efterretn. om det store kgl. bibl., 2. udg. 1844. E. Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. Danske mag. 6.r.II, 1914-16 44 50. Ellen Jørgensen sst. III, 1918–23 175-82. Hans H. Fussing i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XXXI, Upps. 1944 168-70. Laur. Nielsen: Danske privatbibl. gennem tiderne I, 1946 127-32. Sv. Larsen: Studier over det fynske rådsaristokrati i det 17. årh. I–II, 1965. Povl Eller: Kgl. portrætmalere i Danm., 1971. H. D. Schepelern: Museum Wormianum, 1971 165f. Jens Engberg: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Laurids Ulfeldt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298696