Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.F. Tscherning

Oprindelig forfatter HLars

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A.F. Tscherning, Anthon (Anton) Frederik Tscherning, 12.12.1795-29.6.1874, krigsminister, officer, politiker. Født i Frederiksværk, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). T. var fra barndommen bestemt for den militære løbebane. Ni år gammel blev han indskrevet som volontør ved artilleriet og begyndte efter konfirmationen sin militære uddannelse. 1810 blev han kadet og 1813 sekondløjtnant og sendtes til praktisk tjeneste ved hæren i Holsten, men kom ikke i kamp før freden i Kiel sluttedes jan. 1814. Efter Napoleonskrigenes afslutning var T. 1816-18 med det danske korps der deltog i besættelsen af Nordfrankrig. Han var stationeret i Flandern, men søgte og fik forflyttelse til Paris hvor han ivrigt studerede artilleri, i øvrigt også i Metz, og omgikkes unge fra andre lande. Han gjorde også bekendtskab med den landsforviste P. A. Heiberg med hvem han bevarede forbindelsen til hans død. 1821-28 stod T. uden for nummer for at bistå faderen på Frederiksværk, men afslog Frederik VIs tilbud om at overtage ledelsen af værket. Både dette tilbud og T.s udsendelse 1828 s.m. den senere krigsminister C. F. Hansen og den senere ingeniørgeneral Otto Schlegel som observatører ved det franske ekspeditionskorps til den græske frihedskrig viste at han var blandt dem der regnedes med for fremtiden.

Ved udsendelsen udnævntes han til premierløjtnant og blev ved sin hjemkomst 1829 lærer ved artillerikadetskolen. Han deltog i udarbejdelsen af planerne for den militære højskole og blev ved dens oprettelse 1830 1. skoleofficer og lærer i praktiske fag. 1832 udnævntes han til kaptajn. Selv om han var særdeles afholdt af sine elever og respekteret af kolleger kom han i modsætningsforhold til en del af dem ved sin kritik af militære standsfordomme og efter julirevolutionen i Frankrig 1830 rettede han offentligt kritik mod samfundsforholdene under enevælden.

T.s samfundskritiske holdnig var ikke af ny dato. I sin barndom havde han færdedes blandt arbejdere på Frederiksværk og til en vis grad deltaget i arbejdet. Hans lege- og skolekammerater var børn af arbejdere og jævne borgere. Således fik han i sin opvækst et kendskab til almuen som mange af hans officerskolleger savnede, og en tillid til de muligheder der kunne udvikles hos almuen når den blev løst fra de bånd som underkuelse og ufrihed lagde på den. Hertil bidrog også den opdragelse hans forældre gav ham og især samværet med hans højt begavede far. Af breve, bl.a. til hans hustru, fremgår at T. følte sig i stor taknemmelighedsgæld til faderen hvis livsholdning var præget af oplysningstiden. Samme holdning genfindes hos T., og hans bekendtskab med P. A. Heiberg i Paris og den liberale kreds omkring ham styrkede den yderligere. T. var langt mere barn af oplysningstiden end af romantikken.

Annonce

Deri bundede også for en væsentlig del den kritiske holdning han indtog til den nationalliberale bevægelse efter 1848. Slaget på reden 1801 synes ikke at have betydet noget særligt for T. Det gjorde derimod 1807. Han så faderens bestræbelser for at få forsyninger frem til København før de landsatte engelske tropper lukkede tilførselsvejene til byen. Han hjalp faderen med ordonnanstjeneste og så fra højene ved Frederiksværk skæret fra det brændende København. Det gjorde et stærkt indtryk på ham og udfaldet af de følgende syv års krig med freden i Kiel 1814 følte han som en dyb forsmædelse. Et lyspunkt så han i udviklingen i Norge der ved adskillelsen fra Danmark tilkæmpede sig en fri forfatning i union med Sverige, og en tid var han stærkt skandinavisk indstillet. Navnlig efter opholdet i Paris følte han hvor stille- og tilbagestående forholdene i Danmark var, og op gennem 1820'erne fæstnedes hos ham grundtrækkene i det der blev hans politiske indsats. Hans synspunkter bestemtes mere af misforholdenes realiteter end af doktriner og ideologi. Derved adskilte han sig fra den et par tiår yngre generation af liberale førere der vaktes til dåd af julirevolutionen.

T. havde sit grundlag i oplysningstidens reformer. Hans kritik af enevælden gjaldt først og fremmest dens undladelser og forsømmelser. Bondereformerne skulle være videreført med hoveri- og fæsteafløsning så frie bønder kunne dyrke deres egen jord. Det ville, hævdede han, have skabt et friere og stærkere folk og dermed en stærkere stat der kunne hævde sig og forsvare sig. En anden af enevældens forsømmelser var opretholdelsen af en stående hær. Den var kun lidet værd, mente T. I stedet ville han have en folkevæbning hvis udformning han skildrede i seks småskrifter Nogle Bemærkninger om det danske Væbningssystem og dels Mangler I-VI, 1831-44, hans første offentlige fremtræden med kritik af forholdene under enevælden. Folkevæbningen skulle hvile på almindelig værnepligt. Enhver våbenfør mand skulle føle pligt og kald til at forsvare staten. Værnepligten skulle være en opdragelsessag i en treleddet offentlig skole. Almueskolen skulle lære eleverne regning, skrivning, læsning, fornøden lovkundskab og hjemstavnens historie og forhold. Drengene skulle desuden lære at bruge et gevær, bære oppakning, lave simpel mad og gå i takt. Det var uddannelsen for de menige. Underofficererne skulle desuden lære geometrisk tegning, bogholderi, statistik, geografi, historie og fysik, officererne yderligere tysk, fransk, matematik og samfundslære. Men der var sammenhæng i denne treleddede uddannelse idet den der ville være officer først skulle have tjent som menig og underofficer. Tre hovedskoler skulle give de menige i 20 års alderen uddannelse til linjetropper hvorefter de hjemsendtes med fuld udrustning. Underofficerer og kaptajner skulle føre tilsyn med dem, indkalde dem til kortvarige årlige øvelser og lønnedes med husmands- og gårdmandsbrug så de blev bosiddende i landbefolkningen. En kerne af fagsoldater og specialtropper fandt T. dog nødvendig. De skulle melde sig frivilligt og lønnes så de kunne leve rimeligt. I øvrigt ønskede T. lønningerne til befalingsmænd generelt forhøjet. Disse planer for en folkevæbning er et af de klareste udtryk for T.s krav om pligtfølelse over for staten og hans krav om ubetinget lighed i rettigheder og pligter, hans absolutte afvisning af forrettigheder og standshovmod. Det er sagt om ham at han satte ligheden højere end friheden. Det er for summarisk en konklusion. Rigtigere er det at se hans lighedskrav som et væsentligt led i frihedskravet. Forrettigheder for nogle betyder mindre frihed for andre. Deraf fulgte hans kamp mod godsejeres rettigheder over husmænd og bønder og hans afsluttende, forbitrede, men tabte kamp for at bevare den lige og almindelige valgret til 1866-grundlovens landsting. T.s skrifter om folkevæbning behagede ikke Frederik VI og hans mænd, og bedre blev det ikke af at T. nu også begyndte at skrive oppositionelle artikler i Kjøbenhavnsposten. Ud fra frygt for Danmarks stilling mellem et voksende Preussen og det større Sverige efter unionen med Norge skrev han 1833 en artikel om forening af de nordiske riger. Det indbragte ham en kongelig "erindring" om at han ikke ved hvad han skrev "maatte tabe sin Stilling som Officer af Syne". Da han kort efter skrev en oppositionel artikel blev han afskediget fra sin lærergerning og sendt til udlandet for at studere artilleriforhold. Det var reelt en landsforvisning. Før hans afrejse hyldede hans mange venner ham ved flere fester, navnkundigst ved en fest på Skydebanen hvor hans elever overrakte ham en æressabel. Hans forvisning varede fem år og bragte ham vidt omkring i Europa. Han studerede artilleriforhold som ordren lød, men satte sig med sin store energi, sin hurtige opfattelsesevne og sit umættelige videbegær ind i politiske og økonomiske forhold hvor han kom frem. I dagbøger og talrige breve hjem har han noteret sine iagttagelser og berettet om sine oplevelser. Den smukke og livlige T. vandt venner overalt, og som stor beundrer af kvinden deltog han meget i selskabslivet, især i Frankrig. T. undlod ikke under sit udlandsophold at sende oppositionelle artikler hjem til Kjøbenhavnsposten. Bl.a. kritiserede han trykkefrihedsanordningen og de rådgivende provinsialstænder i hvilke han så efteraben af Preussen og intet af den norske Eidsvoll-forfatning som han begejstredes for som ung. Det pådrog ham en trussel om afsked hvis han ikke efterlevede den kongelige "erindring". Hjemvendt 1838 søgte han afsked med pension hvad der nægtedes ham. Han trådte så uden for nummer og virkede et par år som ingeniør i Frankrig. Nytår 1841 var han atter hjemme og blev chef for et kbh.sk batteri, men benyttede sig så af de gunstige vilkår der var givet officerer som ikke ønskede at tjene under den nye militærordning af 1842, og søgte afsked.

Forinden ansøgningen afgjordes idømtes T. otte dages vagtarrest fordi han på Fædrelandets redaktion havde læst, men ikke standset en artikel der anbefalede at et par dygtige underofficerer årligt forfremmedes til officerer uden at have gennemgået den militære højskoles uddannelse. Otte dage efter vagtarrestens udståelse fulgte hans afsked med pension. De følgende år var T. virksom som rådgivende ingeniør og arkitekt ved vejanlæg, broarbejder og opførelse af erhvervsbygninger for private. Frigjort for embedsforpligtelser kunne han med større kraft gå ind i det politiske arbejde. Hans artikler fremkom nu i Fædrelandet, og han trådte i nært samarbejde med Orla Lehmann og D. G. Monrad. T.s fortrolighed med det jævne folks forhold og hans praktiske sans der sagde ham at bønderne havde mere påtrængende problemer end indførelse af en fri forfatning gav den hidtil akademisk prægede liberale bevægelse et social-økonomisk program. Allerede 1842 havde han over for Lehmann foreslået dannelse af et selskab til undersøgelse af bondestandens forhold. Den lidenskabelige landbodebat i Roskilde stænder 1844 vidnede om det røre der var i gang blandt bønderne og som regeringen søgte standset ved forbud mod at bønder deltog i forsamlinger uden for deres sogn. Efter aftale med Balth.

Christensen skrev T. så sept. 1845 en artikel i Fædrelandet hvori han hævdede at når den enevældige statsmagt ikke havde magtet at bryde godsejernes privilegier over bønderne og fremme lighed for loven så måtte folket, demokratiet, fuldføre arbejdet. Artiklen fulgtes 7.12.1845 af en opfordring, underskrevet af T., Lehmann, Balth. Christensen og J. H. Drewsen, til at danne en forening der skulle virke for bondestandens lige ret med andre samfundsgrupper. Det resulterede 5.5.1846 i dannelsen af Bondevennernes selskab hvis formand T. var til 1848. Ved siden af J. A. Hansen blev han den betydeligste af bondevennepartiets ledere. Allerede ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling okt. 1848 skilte partiet sig klart ud fra de nationalliberale i protest mod de kongevalgte medlemmer af rigsforsamlingen og lagde dermed spiren til de senere venstrepartier. I det nationale spørgsmål vendte T. sig afgjort mod Slesvigholstenismen og var aktiv i arbejdet for at støtte forkæmperen for det danske sprogs rettigheder i Slesvig P. Hiort Lorenzen under hans økonomiske vanskeligheder.

De nationalliberales Ejderpolitik stod han imidlertid tvivlende over for. Han så de problemer der rejste sig af Slesvigs nære forbindelse med Holsten gennem århundreder og dets stilling som særligt fyrstedømme med løsere tilknytning til Danmark. Over for det truende slesvigholstenske oprør erklærede han på det første Casinomøde 11.3.1848: "Konsekvensen af Magtesløshed er Anarki. Det er derimod Lovlighed at tvinge den uberettigede og genstridige til at gøre sin Pligt. Jeg kræver ikke Krig mod Slesvig, men mod Oprør i Landet, og den Slesviger der nægter Kongen af Danmark Huldskab og Troskab erklærer jeg Krig ..." På det andet Casinomøde 20.3. gik han i en alvorsfuld og ildnende tale ind for henvendelsen til Frederik VII med proklamation af Ejderpolitikken, og 22.3. indtrådte han i martsministeriet som krigsminister. Han havde været tilbageholdende da han bragtes i forslag og ville kun acceptere ministerposten hvis hans forslag mht. krigsstyreisen fulgtes af kongen så længe denne ikke fandt anledning til at afskedige ham. Frederik VII gik med til dette afkald på overbestyrelsen af krigsvæsenet hvorved T. fik fastslået at der også på dette af enevælden hidtil hævdede suveræne kongelige område skete et systemskifte. Da der ikke i hærordningen var noget samlende organ for ledelsen trådte T. ind som overbestyrelse og kastede sig med kolossal energi ind i arbejdet for at reorganisere krigsministeriet, fra grunden opbygge forskellige hjælpeorganer for hæren og få en kampklar armé sendt mod de slesvigholstenske oprørstropper. Hans kollega fra udsendelsen til den græske frihedskrig C. F. Hansen blev departementschef, kaptajn Johs. Harbou, der som T. selv var kommet i unåde pga. artikler i Fædrelandet, blev hans adjudant, hærens næstyngste oberst, Hans Hedemann, blev chef for armékorpset, og en af hærens yngste kaptajner, Frederik Læssøe, blev stabschef ved korpset. Det var T.s udtalte hensigt at sidstnævnte skulle være korpsets virkelige leder.

Militærhistorikere har været enige i valget af Læssøe hvis militære talent var eminent. O. Vaupell billiger også forbigåelsen af ældre oberster og generaler, mens K. C. Rockstroh finder forbigåelsen unødvendig og dadler T.s og Læssøes fortrolige brevveksling bag Hedemanns ryg. Officerskorpset var i det hele ret skeptisk, en del af det endog fjendtligt indstillet over for T. der til gengæld havde en enestående folkelig tilslutning, specielt i landbefolkningen. Allerede 27.3. forelagde han i statsrådet forslag om at udvide værnepligten der hidtil kun havde hvilet på bønderne til alle mandlige borgere hvad der realiseredes ved "septemberloven" 1848. Det vakte en voldsom harme mod ham i borgerkredse, ikke mindst i Kbh. Hans opfordring til at danne frikorps til støtte for hæren er blevet opfattet som begyndelsen til en folkevæbning, men med urette. T.s folkevæbning kunne ikke improviseres da den forudsattes at begynde i almueskolen og slutte med de meniges militære skoleophold i 20 års alderen. Den almindelige værnepligt er det eneste led i T.s plan for en folkevæbning som gennemførtes. Dog fik han i Kbh.s borgervæbning indført det demokratiske element at befalingsmænd skulle vælges af hele personellet. -Knap tre uger efter martsministeriets dannelse stod et armékorps på ca. 12 000 mand klar til at gå mod oprørsstyrkerne. Hertil føjedes i sommerens løb 11 reserve- og forstærkningsafdelinger der dog pga. mangel på egnede befalingsmænd ikke ville være feltklare før 1849. 9.4.1848 slog armékorpset oprørsstyrkerne ved Bov og rykkede frem til Slesvig, men her besejredes det 23.4. af prøjserne der var rykket oprørerne til undsætning. Armékorpset gik tilbage til Als, og sommeren igennem førtes forhandlinger om våbenstilstand. Martsministeriets statsrådsprotokol vidner om T.s energi, ikke blot på det militære område, men også på områder hvor han kunne fremme sine demokratiske synspunkter, eksempelvis i modstand mod kongevalgte medlemmer af rigsforsamlingen og i iver for at få reformer igennem for bønder og husmænd. Men den vidner også om en vis usikkerhed over for en del problemer på hans fagministeriums felt som han ikke kendte tilstrækkeligt til. Hans styrke lå først og fremmest på områder som han gennem sit virksomme liv havde praktisk erfaring fra, og det område var stort. Hans livlige og hurtige intellekt fik ham også til at fremsætte tanker og ideer som ikke var gennemtænkte. Det gælder hans idé om at løse monarkiets problemer i schweizisk stil ved at skabe en føderation af monarkiets forskellige dele, den tanke som han senere betegnede som "samstaten", og som hans kolleger omgående afviste. Hans forhold til kongen som efter sejren ved Bov impulsivt udnævnte ham til oberst blev efterhånden dårligt. "Jeg glemmer let Formen over Virkeligheden og er derfor ikke så velskikket til min Post" erkendte han og dermed sin mangel på takt. Det hårde arbejdspres havde hen på sommeren svækket ham fysisk og psykisk, men den mangel på fortrøstning hos ham som Erik Møller læser ud af statsrådsprotokollen havde nok en yderligere og dybere årsag. Hans plan havde været ved en hurtig aktion at knuse det slesvigholstenske oprør. Slaget ved Bov var den vellykkede indledning, men Preussens indgriben med efterfølgende støtte fra Østrig og tyske småstater kuldkastede planen, og realistisk erkendte han at mod en sådan overmagt havde Danmark ingen chancer. 14.6. da statsrådet forhandlede direktiverne for udenrigsministeren ved forhandlingerne om våbenstilstand udtalte han: "Da vi ei vare istand til længe at føre Krig, var det rigtigt at instruere de Mænd, der skulle negotiere Freden, derhen at de tog hvad de kunne få, men fremfor Alt skaffede Fred". Den linje fastholdt han, og blev der tale om at fravige den erklærede han at måtte udtræde af regeringen. Da de nationalliberale ministre hen på eftersommeren ville acceptere en deling af Slesvig fulgte han dem hvorefter hele regeringen demissionerede 15.11.

Efter sin afgang udnævntes T. til kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og valgtes 4.12.1849 til folketinget i Holbæk amts Svinningekreds som han repræsenterede til 1866, bortset fra tiden februar-maj 1853 da han ved februarvalget forgæves forsøgte at slå den nationalliberale professor C. Kayser i Lyngbykredsen. Ved alle valg kåredes T. uden modkandidat. Han evnede at komme i et nært tillidsforhold til sine vælgere. De følte at han besad en ægte lyst og trang til at omgås dem og at se tingene ud fra deres standpunkt. En brevveksling mellem T. og hans stiller i Kundby Jens Gregersen vidner om dette. T. valgtes straks ind i finansudvalget og var dets formand 1859-64. Han arbejdede her for at bringe alle offentlige midler under statens kontrol og for en streng sparsommelighed. Han fandt at det private initiativ klarede de samfundsmæssige opgaver langt bedre end staten og vendte sig især mod statsstøtte til alle arter af kulturelle aktiviteter. Bag dette lå også hans gamle had til enhver form for standshovmod, og det fandt han især hos akademikere og embedsmænd. Hans voldsomhed her var nok med til at skabe den frygt for menigmandstyranni som senere prægede de nationalliberale. T. var dog ikke doktrinær liberalist. Han hævdede at staten måtte stå over ejendomsretten og ville dermed åbne vej for tvangsafløsning af fæstevæsenet, ligesom han ville bruge statsmagten til at frigøre husmændene fra de bånd godsejervældet lagde på dem.

Det sidste nåedes delvis allerede 1848, men grundlovsmæssig beskyttelse af ejendomsretten kunne han ikke hindre. Realistisk bidrog han derfor til Monrads fæstereform 1861 skønt den ikke fuldt ud løste fæsteproblemet. I landbospørgsmål var han på linje med J. A. Hansen, men da han og flertallet af bondevennerne i 1850erne nærmede sig de nationalliberale i Ejderpolitik og skandinavisme kom det til et brud mellem dem. En lille fløj af bondevennerne fulgte T., det T.s venstre der videreførtes af bjørnbakkerne (Lars Bjørnbak). Bevidst og nøgternt hensyn til reelle magtforhold bestemte her T.s politik. Han frygtede efter Londonaftalerne 1851-52 stormagternes reaktion på en gennemførelse af Ejderpolitikken og så i 1850ernes skandinavisme kun illusioner. Han gik med til forsøget på at bevare helstaten efter januarkundgørelsen 1852 og blev også medlem af det kongevalgte rigsråd 1854. Bag denne tilnærmelse til højres helstatspolitik lå dog også hans bestræbelser for, ved indskrænkning af junigrundloven til kun at gælde kongeriget, at bevare mest muligt af dens goder, først og fremmest den almindelige valgret. I forsvarssagen advarede han som i 1848 mod at overvurdere landets kræfter og var mod en befæstet Dannevirkelinje og mod befæstning af Kbh. Als burde være den afgørende flankestilling. Til statsbegrebet knyttede han forsvar mod ydre og indre fjender som han tidligere havde formuleret det i sine planer om en folkevæbning. – 1863 stemte T. imod C. C. Halls novemberforfatning som han anså for hasarderet og krænkende for Slesvigs selvstændighed. Efter 1864-krigen og tabet af Slesvig-Holsten anså han helstatsforfatningen af 1855 for bortfaldet og ville have junigrundloven sat i kraft umiddelbart. I de følgende halvandet år kæmpede han ihærdigt for at undgå standsprivilegier i valgretsbestemmelserne for landstinget, men måtte se den almindelige valgret afskaffet til dette ting. Sammen med N. F. S. Grundtvig søgte han foretræde for Christian IX for at få ham til at nægte sin underskrift på den reviderede 1866-grundlov, men de afvistes.

T. var en flittig parlamentariker, tog hyppigt ordet og gav sit bidrag til belysning af mangfoldige sager. Hans store erfaring og praktiske viden på mange områder var hans styrke, men også hans svaghed fordi den kunne få ham til at overvurdere sin egen indsigt. Hans enestående veltalenhed og hurtige intellekt kunne føre ham ud i udtalelser der ikke var gennemræsonnerede, og han yndede at tilspidse sine meninger i et paradoks. Det, bl.a., hindrede at han blev fører for et stort parti. Deri delte han skæbne med Monrad. Som han ragede T. op blandt tidens mange betydende parlamentarikere. Ikke mindst T.s tanker kom til at præge de venstregrupperinger der voksede frem det næste halvt hundrede år.

Familie

Forældre: kar. kaptajn, senere oberst, inspektør ved krudtmøllen og kanonstøberiet Frederiksværk Eilert T. (1767-1832) og Marie Lützow (1767-1830). Gift 27.8.1845 i Kirke Såby med Eleonora(e) Christine Lützow (ved dåben Hansen) (Eleonora(e) Christine T.), født 4.7.1817 i Helsingør, død 3.7.1890 i Kbh. (Garn.), d. (uden for ægteskab) af kar. major, senere generalmajor Adam Tobias L. (1775-1844) og Bodil (Bolette) Rasmussen (1790-1865), adopt. 16.9.1837. – Far til E. A. T.

Udnævnelser

R. 1841.

Ikonografi

Mal. ca. 1805. Silhouet ca. 1808. Tegn. 1841 og af J. Th. Lundbye, 1843 (Fr.borg). Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St.mus.) og på den tegnede nøgle dertil (Kgl.bibl.). P. C. Skovgaard skal 1843 have ladet en karikatur af T. trykke. Tegn. af P. C. Skovgaard, 1848 (Fr.borg), litografi af bl.a. P. Gemzøe 1848, stik af A. Hansen s.å. og træsnit 1861 og 1904. Fremstillet på satirisk litografi 1848. Mal. af C. A. Jensen, 1851 (Fr.borg). Fremstillet på Constantin Hansens satiriske litografi Den europæiske nødvendighed. Karikatur af P. C. Skovgaard, 1853. Træsnit kaldet Det indvendige af T.s hoved. Buste af J. A. Jerichau, 1860 (St.mus.; folketinget; 1881 i Svinninge). Afbildet på tegn. af Const. Hansen, 1860 (folketinget), udkast til sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg), hertil skitse (folketinget), forarbejde forestillende T., 1861-62, efter dette kopi af Elise Konstantin-Hansen (folketinget). Litografi 1862 efter foto, efter dette træsnit 1862, efter tegn. af O. Bache, samt 1867 og 1876. Litografi af E. Fortling, 1862. Træsnit 1871, efter dette træsnit af W. Obermann, 1872, m.fl., bl.a. i officersgruppe af H. P. Hansen, 1888, stik af A. Weger 1876 og stengravering 1874. Tegn. af Godfred Christensen, 1872. Buste af Nic. Schmidt (Ribe mus.). Silhouet i træsnit på skillingsvise. Karikaturtegn af P. A. Plum. Tegn. af C. Weidemann (Kgl.bibl.). Relief på gravstenen, afstøbning heraf (Fr.borg). Relief af H. Conradsen på mindesten, 1883 (Himmelbjerget; ekspl. i Ribe mus.). Maske af A. Bundgaard (Chr.borg). Foto. – Mindetavle 1912 i Frederiksværk.

Bibliografi

Kilder. Af A. F. T.s efterl. papirer I–III, 1876-78. Danske mag. 7.r.IV, 1943–48 46-70. Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. I-IV, 1945-58. Statsrådets forhandl., udg. Harald Jørgensen I-III, 1954-58. Sønderjyske årbøger, 1963 72-81 (breve). Lit. Otto Vaupell: Kampen for Sønderjylland 1848-50 I, 1863 22 40f o.fl.st. Hist. t. 3.r.VI, 1867-69 fl.st. A. Tuxen sst. 9.r.IV, 1925-26 1-52. H. J. H. Glædemark sst. 10.r.V, 1939-41 607-24. Stig Rode sst. 13.r.V, 1978 97-112. Den dansk-tyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I, 1867-71 48 639 1012 1251 o.fl.st.; II, 1873-78 16 158 o.fl.st. Johs. Harbou: Nogle erindr. og betragtninger, 1870. J. A. Hansen: A. F. T, 1876. Carl Bernhard i Museum, 1890 72. C. Nyrop sst. 1892 II 190. J. E. A. Hansen sst. 1893 II 7. Carl Krestensen sst. 297. Ad. Fibiger sst. 1894 I 140-45 163. Gotth. Müller sst. II 262. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). Politiken 12.12. og 13.12.1895. N. P. Jensen: Den første slesv. krig 1848-50, 1898. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 112 132f 166f. Af Eleonore Christine Tschernings efterl. papirer, 1908 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve VIII. E. Henrichsen: Mændene fra 48, 1911. J. T. Ræder: Krigserindr. 1848-50, 1911. Gerh. Brammer: Den danske hærs intendanturtjeneste 1848-1918, 1919. A. F. Krieger: Dagbøger I-VI, 1920-25; VIII, 1943. Jens Peter Jensen i Fra Holbæk amt, 1927 5-83 og 1928 18-51 (heri brevveksl. med Jens Gregersen). Alb. Olsen: Studier over den da. finanslov, 1930. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I–II, 1931-34. Danske mag. 7.r.I, 1934-36 144 306. Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen I-II, 1936-38. Tormod Jørgensen: A. F. T, 1938. [K. C] Rockstroh i Militært t. LXX, 1941 335-39 og LXXI, 1942 68-72. Samme i Hist. medd. om Kbh. 3.r.V, 1942-43 299-326. Erik Møller: Helstatens fald I-II, 1958 (reproudg. 1974). De danske ministerier 1848-1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Just Rahbek: Dansk militærpolitik 1839-48, 1973.

Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: A.F. Tscherning i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298587