Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.C. Christensen

Oprindelig forfatter KHvi

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.C. Christensen, Jens Christian Christensen, 21.11.1856-19.12.1930, konseilspræsident, politiker. Jens Christian Christensens slægt havde på både fædrene og mødrene side været selvejerbønder i Påbøl. Hjemmet på den magre hedegård var tarveligt men ikke egentlig fattigt. Christensen var den ældste af ni søskende og måtte allerede da han var otte år ud at tjene som vogterdreng. 11 år gammel kom han i huset hos sin farbror der var lærer i Esby på Helgenæs. Her skulle han gå i skole og i fritiden passe køer. Farbroderen var en dygtig lærer og en belæst mand der opmuntrede Christensen til at læse meget og gav ham lyst til selv at blive lærer. Efter konfirmationen kom han tilbage til hjemegnen og blev 16 år gammel antaget som hjælpelærer ved hovedskolen i Hoven. Sommeren 1874 opholdt han sig ved friskoler på Fyn og fik her et stærkt indtryk af den store grundtvigske vækkelse på øen. Den følgende vinter tilbragte han på Grundtvigs højskole på Marienlyst og kom derfra til Gedved seminarium hvor Peter Bojsen var forstander. 1877 tog han lærereksamen.

Den stærke grundtvigianske påvirkning gjorde indtryk på Christensen. Endnu 1885 viser han sig som tilhænger af denne retning i et skrift han udgav dette år under forfatternavnet Paabøl. Men i resten af sit liv må han nærmest betegnes som fælleskristelig, sådan som han mange år senere gav udtryk for i de sidste linier af sine erindringer.

Efter forskellige lærerembeder, først i Vindinge ved Vejle 1877-79, siden i Uhe til 1882 og i Tamdrup vest for Horsens kom Christensen 1886 til Stadil nord for Ringkøbing hvor han underviste indtil han blev minister 1901. Skønt han kom fra et både kirkeligt og politisk vågent hjem blev han relativt sent aktiv i politik. Det var provisorietidens politiske uro der vækkede ham. 1888 blev han valgt til sognerådsformand i sin hjemegn, og i landspolitik fik han sin debut da han 1889 deltog i et "erobringstogt" som en række af venstres folketingsmænd arrangerede til Ærø og Langeland for at vinde valgkredse for partiet. Ved valget januar 1890 lod han sig efter nogen tøven opstille i Ringkøbing-kredsen og vandt som tilhænger af C. Berg med stort flertal over den ansete moderate politiker A.J. Clausager. Christensen beholdt kredsen urokket indtil han nedlagde mandatet før valget 1924.

Den bergske gruppe var blevet fordoblet ved valget 1890. De nytilkomne medlemmer var næsten alle vestjyder fra de egne hvor Bergs indflydelse til det sidste var størst. Set med københavnske øjne tog de nye bergianere i folketinget sig ud som en meget ensartet gruppe. Edv. Brandes skrev senere om dem: "De smilte ikke, de indlod sig ikke med andre, de var alvorlige og grundige, de røg i vadmel lange piber." Men i virkeligheden var der stor forskel på dem. De mest fremtrædende af dem var Christensen og den senere landbrugsminister Anders Nielsen.

Christensen-Stadil - Jens Christian Christensens kaldenavn halvfemserne igennem - gik med alvor til arbejdet. Det første år tilbragte han med dagelange studier i rigsdagens bibliotek så han i saglig viden kom til at overgå selv langt ældre fæller i tinget. Christen Berg så noget stort i Christensen - der var også lighedspunkter mellem den gamle venstrefører og den unge: de høje og kraftige skikkelser, det stærke blik, det jyske sind var fællestræk ligesom præget af skolelærerdegn som især Christensen bevarede livet igennem med det hvide kravetøj og den sorte klædesfrakke. I meget andet var der dog stor forskel mellem de to. Den bestod navnlig deri at medens Berg havde vanskeligt ved at tøjle sit temperament og til tider kom til at vise sine personlige ambitioner var Christensens stærke side at han til enhver tid var i stand til at bevare en urokkelig ro og skjule sine intentioner og personlige meninger.

Annonce

Da Berg pludselig døde i efteråret 1891 blev Christensen uantastet gruppens fører og skulle videreføre den bergske kamppolitik. Hans fornemste opgave i de følgende år blev at bekæmpe den bojsenske forhandlingspolitik. I disse år op til forliget i 1894 styrkedes Christensens stilling, uanset at han ikke var særlig aktiv hverken som taler eller i finansudvalget hvor han 1892 fik sæde. De gamle partiførere Berg, Hørup og Holstein havde været farverige personligheder og glimrende af optræden; men i begyndelsen af halvfemserne da de gik ud af det politiske liv var der tydeligvis en trang ude i befolkningen til en ny generation af førere der måske politisk set var lavere af vækst, men mere støtte, mere besindige. Christensen var netop denne moderne type partifører der passede til situationen - han blev båret frem af denne tendens og af reaktionen mod det store forlig i april 1894. Skønt selv en moderat politiker af temperament for han ved denne lejlighed voldsomt frem imod de moderate i en for ham uvant følelsesladet tale. Imod forliget stod tre venstregrupper, de frafaldne 15 medlemmer af Bojsens moderate, Christensens egne bergianere og de førerløse høruppere, tre uensartede grupper der kun kunne enes om at den moderate venstrepolitik havde været for moderat og den radikale kamppolitik for rabiat. Christensen anlagde kursen for disse grupper da han det følgende år foreslog og gennemførte at de alle stemte "stemmer ikke" til finanslovforslaget der indeholdt en bevilling til befæstningen. De ønskede ikke at omstøde forliget men ville holde sig fri af de moderate.

Efter valget 1895 øgedes forligsmodstanderne til 54, havde nu sammen med socialdemokraterne flertal i folketinget og valgte som sådan Christensen til formand for finansudvalget, den fæstning hvorfra han i de følgende år skulle dominere dansk politik. I løbet af april 1895 dannedes venstrereformpartiet uden Christensens medvirken, og det synes kun med betænkeligheder at han erstattede førerskabet for sin ensartede gruppe med posten som sekretær, siden fra 1897 som formand for det store, meget uensartede venstrereformparti spændende fra den gamle moderate Sofus Høgsbro og den nærmest konservative P.A. Alberti til radikale københavnere som Herman Trier og Christopher Hage. Men det var i denne egenskab hans besindige, forhandlingsvenlige væsen kom helt til sin ret. Christensen havde, modsat Berg, evnen til at balancere og dække over sit partis meget forskelligartede opfattelser. Han satte alt ind på at holde partiet sammen - det havde ingen hast med den endelige sejr over højre. Den ville komme af sig selv gennem en sej opslidningspolitik. En nøje kontrol med finanslovens enkeltheder gav Christensen en enestående magtposition der nåede langt ud i centraladministrationen. De store, tiltrængte reformer blev udsat. Trods stærke ønsker i venstrereformpartiet modsatte Christensen sig således forslag til revision af grundloven, men deltog dog i mere neutrale sociale forbedringer som ulykkesforsikringsloven 1898 og husmandsloven 1899.

Christensen udfoldede i disse år en sikker og behersket taktik der er enestående i dansk politik - ordene var milde men hånden fast. Nogle fandt at seks år var lang tid at vente på systemskiftet, men Christensen opnåede til gengæld en stærkt tiltrængt stabilisering af forholdene inden for sit eget parti inden det blev regeringsparti. I regeringsforhandlingerne juli 1901 forud for dannelsen af ministeriet Deuntzer kom stabiliteten i Christensens parti på en alvorlig prøvelse. Christensen forøgede vanskelighederne ved sin afvisende holdning over for tanken om Hørup som minister men accept af den højreorienterede krigsminister W.H.O. Madsen. Heri lå spiren til det konfliktforhold mellem det gamle venstre og den københavnske radikalisme der blev et grundtræk i de følgende årtiers danske politik, en konflikt der kom Christensen dyrt at stå men hang nøje sammen med hans dybe følelse af københavnsk politik som et fremmedlegeme i venstre. Selv overtog Christensen det beskedne kirke- og undervisningsministerium, et område som dog havde hans store interesse. Allerede i 1890erne havde han fremsat lovforslag der gik i retning af en udskillelse af præsternes verdslige pligter (bl.a. forslag om borgerligt ægteskab), og som minister fremsatte han nu en række vigtige kirkelige love der utvetydigt gik i retning af en adskillelse af stat og kirke på lang sigt, ét synspunkt han også senere vedblev at forfægte. De kirkelige love blev vedtaget om end i meget tillempet form efter stærk modstand fra landstinget. Christensen kom også til at gennemføre den store skolereform af 1903 hvis hovedlinier dog var skabt tidligere. Hans indsats her var at inddrage de to skolefolk Johan Ottosen og M.Cl. Gertz i forhandlingerne.

Men Christensens opmærksomhed i disse år koncentreredes dog mest om de politiske forhold i venstre hvis ledelse han i 1902 havde overladt til Anders Nielsen. Christensen var den dominerende kraft både i rigsdagsgruppen og i ministeriet, og begge steder kom han snart i en vanskelig dobbeltposition, i partiet fordi der helt fra 1901 herskede utryghed i venstrefløjen over for Christensens egentlige holdning efter at han havde ombyttet rigsdagsbænken med ministertaburetten ("Uroen i Venstre"). I ministeriet bestod vanskeligheden i at de to militære ministre, marineminster V. Jøhncke og krigsminister W.H.O. Madsen ikke kunne enes. Krigsministeren gennemførte fra 1903 en række foranstaltninger der tydeligt tilkendegav hans højreorienterede opfattelse af Københavns befæstning, det ømtålelige problem efter provisorietiden. Christensen følte sig forpligtet til at forsvare krigsministerens provokerende fremfærd for at bevare regeringen. Dertil kom at den radikale del af partiet søgte at fastholde ham på en udtalelse fra 1899 der nærmest gik i retning af en nedsættelse af forsvarsudgifterne. Denne udtalelse var dengang næppe et udtryk for Christensens personlige opfattelse, men partiførerens forsøg på at udtrykke et synspunkt som hele venstrereformpartiet kunne dele. Når de senere radikale så voldsomt fremførte at Christensen på dette punkt havde ændret mening, "tabt troen", var det utvivlsomt også et bevidst forsøg fra radikale i København og Vendsyssel på at fremme en konfrontation.

Igennem årtier havde venstre udsat de store, nødvendige samfundsreformer indtil den dag hvor parlamentarismen var gennemført. Det blev Christensens opgave at skulle lede dette store reformværk. I årene lige efter 1901 synes det imidlertid at have været Christensens opfattelse at man måtte gå langsomt frem idet det nye regeringssystem først måtte stabiliseres og rodfæstes, og at hans politik derfor måtte være den modererende for at holde venstrereformpartiet intakt. I løbet af 1903-04 hvor den radikale opposition tog fastere, mere organiseret form indså han imidlertid at situationen i almindelighed og forsvarssagen i særdeleshed gjorde en udskillelse fra reformpartiet nødvendig. - Således bidrog han bevidst til udskillelsen af det radikale venstre i januar 1905 da krisen omkring krigsminister Madsen medførte at Christensens nærmeste kolleger i ministeriet, Alberti, Ole Hansen og Enevold Sørensen demissionerede. Deuntzer var ude af stand til at rekonstruere ministeriet og Christensen var den eneste parlamentariske mulighed så meget mere som den gamle kong Christian IX havde fået tillid til ham og gerne så ham som chef for det nye ministerium. Forinden forelagde Christensen imidlertid en erklæring i venstrereformpartiet hvori det klart udtaltes at forsvarsudgifterne ikke som forholdene lå kunne ventes reduceret. Han forlangte tilslutning til erklæringen som betingelse for at danne den ny regering. Men under den videre forhandling tilspidsedes situationen sådan at ledelsen krævede udtrykkelig tilslutning fra hver enkelt i gruppen for at kunne blive stående i partiet. Dette førte til at tretten medlemmer enten frivilligt udtrådte eller blev udelukket ved partibeslutning. Hele ministerkrisen i januar 1905 hvis forløb i det væsentlige synes at være arrangeret af Christensen kom til at skabe et dybt skel i dansk politik og bidrog ligesom tidligere delinger i partiet til en følelsesbetonet uforsonlighed mellem de to venstregrupper der først udjævnedes et halvt århundrede senere.

I den øjeblikkelige situation var partidelingen imidlertid uundgåelig, navnlig for Christensen personlig efter at han privat havde orienteret sig om Danmarks udenrigspolitiske situation og havde fået oplysninger om Tysklands opfattelse af dansk forsvarspolitik. Oplysninger herom havde Christensen bl. a. fået gennem sin kontakt med kaptajn L.C.F. Lütken hvem han oprindelig kendte gennem Sigurd Berg. Lütken var i 1901 Christensens kandidat til krigsministerposten, blev senere foreslået som militærattaché i Berlin, men opnåede kun et rejsestipendium 1902-03 til et studieophold i Berlin. Lütken benyttede opholdet til i forståelse med kultusministeren men ganske mod gesandtens ønske at orientere sig om opfattelsen af Danmark i den tyske generalstab. Christensen holdt sin forbindelse med Lütken og dennes rapport hemmelig for sine kolleger i ministeriet nu såvel som senere da han atter benyttede sig af Lütken i Berlin. Rapporten fra 1903 såvel som et referat af en samtale mellem kejser Wilhelm og Christian IX fra omtrent samme tid gav udtryk for at man i Tyskland behøvede sikkerhed for Danmarks neutralitetsvilje og opbyggelse af et dansk neutralitetsværn der kunne beskytte mod angreb fra andre end Tyskland. Dette måtte naturligvis påvirke Christensens opfattelse af den indenrigspolitiske situation.
14.1.1905 udnævntes Christensen til konseilspræsident, den første jævne borger der i kraft af sin position i vælgerbefolkningen og folketinget vandt denne post. Omkring sig havde han et homogent venstreministerium. Han forsøgte at bibeholde Christoffer Hage der havde tilknytning til de radikale, som finansminister, men da denne også ønskede at bevare trafikministeriet som han havde overtaget efter Hørup måtte han forlade regeringen. Christensen overtog selv som den første civile de to militære ministerier der nu sammenlagdes.

De følgende tre år kom til at betegne kulminationen i Christensens liv og desuden en af de rigeste reformperioder i dansk politik. Christensen havde ganske vist ikke noget flertal i folketinget, efter valget 1906 kun 56 af tingets 114 medlemmer. Men han indledte nu et samarbejde med det moderate venstres ni medlemmer omkring Niels Neergaard og Klaus Berntsen. Christensen havde personligt ønsket dette samarbejde allerede fra 1903 men ikke fundet støtte for det i sit parti. Et udtryk for samarbejdets snæverhed var valget 1907 af Neergaard til ordfører også for reformpartiet i det vigtige forslag til en toldreform. Afgørende for regeringens muligheder for at gennemføre de store reformer var Christensens evne til at vedligeholde et tåleligt forhold til det konservative flertal i landstinget og navnlig hans samvirken med lederen af de frikonservative, grev Mogens Frijs.

Der var over Christensens personlighed træk der indgød hans omgivelser både sympati og respekt. Det milde, næsten enfoldige udtryk i hans ansigt med de lysende blå øjne forenedes med en udstråling af autoritet der i handling kunne virke som hårdhed. Når dertil kom hans punktlighed i aftaler, puritanske levevis og hans aldrig svigtende arbejdsevne var det ikke underligt at han i disse år stod som den ubestridte leder. Når han af modstanderne blev betegnet som upålidelig og "rævevoren" - blev gengivet med rævesymbolet på alle tidens karikaturtegninger - hang det sammen med hans evne til at tie med sine planer og først åbenbare dem i det øjeblik de skulle realiseres. Dette var både en styrke, et udtryk for hans stærke karakter, og en svaghed der åbnede angrebsmuligheder for de radikale og socialdemokraterne.

Nogen glimrende taler var Christensen ikke. Han ejede ikke Bergs agitatoriske kraft eller Hørups elegance. Hans ordvalg var skolelærerens, og der kunne over hans taler ude i landet dér oftere mere havde karakter af foredrag end politisk agitation være noget enfoldigt, søndagsskoleagtigt. Hans erindringer giver i så henseende et godt indtryk. Men i rigsdagen var han en god debattør.

Mange bidrog til de store reformers gennemførelse, men det var dog Christensens overblik og balancekunst der gjorde dem mulige. Først loven om arbejdsløshedsforsikring af 1907, siden den kommunale valgreform, toldloven og retsreformen fra samlingen 1907-08. Om end flere af dem fik præg af kompromis med højre i landstinget var de dog alle en fuldførelse af væsentlige punkter i venstres programmer siden 1870erne. Af andre væsentlige resultater af Christensens virksomhed i disse år må nævnes hans forhandlinger sammen med udenrigsminister Fr. Raben-Levetzau i forbindelse med prins Carls tronkandidatur i Norge efter opløsning af unionen i 1905. Det lykkedes her at føre sagen til en lykkelig afslutning uden at der rejste sig større misstemning i Sverige. Personligt gjorde Christensen desuden i nær forbindelse med Frederik VIII en meget stor indsats til forbedring af Danmarks forhold til Island. Det vellykkede besøg af altingsmedlemmer i København i 1906 og kongens og rigsdagens rejse til Island året efter i hvilken Christensen deltog jævnede vejen for forhandlingerne i den store Islandskommission i 1908 med repræsentation af begge landes politiske partier. Christensen og Hannes Hafstein ledede forhandlingerne frem til et nyt forfatningsforslag der tiltrådtes af alle kommissionens medlemmer undtagen ét, altingsmand Skuli Thoroddsen, hvorved sagen faldt.

Imidlertid stod den ømtålelige forsvarssag nu foran sin løsning efter at forsvarskommissionen i juli 1908 afgav sin betænkning. Under arbejdet med denne havde Christensen genoptaget sine underhåndssonderinger i Berlin gennem L.C.F. Lütken der i mellemtiden var blevet direktør i krigsministeriet. Christensen gik nu langt videre end i 1902-03 idet han lod Lütken direkte forhandle med den tyske generalstabs chef, general H.S.L. Moltke. Formålet med Lütkens samtaler var at få klargjort Danmarks stilling under en eventuel europæisk krig hvor Tyskland og England var modstandere, samt at forsikre den tyske generalstab om den danske neutralitetsvilje. Christensen medgav Lütken en hemmelig instruks i hvilken han bl.a. bemyndigede denne til at forsøge at få en erklæring fra tysk side om at ville respektere vor neutralitet. Moltke havde bragt tanken om en militærkonvention på bane, og hertil gav Christensen Lütken besked om at svare henholdende idet Danmark ikke kunne løbe denne risiko medmindre vi fik "væsentlige fordele til gengæld". Hermed tænktes på Nordslesvigs tilbagegivelse. Christensens private udenrigspolitik der i første omgang hemmeligholdtes for alle andre end kongen og udenrigsministeren var formentlig et særdeles risikabelt spil om den danske neutralitetslinie, farligt så meget mere som general Lütken mundtligt overfor Moltke synes at være gået noget videre end hans instruks hjemlede. På den anden side indebar samtalerne formentlig den fordel at de gav Tyskland en større tillid til Danmarks neutralitetsvilje. Lütken havde også de følgende år da forsvarssagen løstes jævnlig underhåndskontakt med Moltke, men de egentlige forhandlinger ophørte 1907.
1919 benyttede P. Munch den da nedsatte forsvarskommission til at offentliggøre de liitkenske aktstykker som en anklage mod Christensen bl.a. for at have skjult akterne for de følgende ministerier, og navnlig ikke trukket dem frem ved forhandlingerne omkring verdenskrigens udbrud 1914. Sagen havde i nogen grad karakter af et personligt angreb på Christensen og synes ubeføjet, idet det nu vides at både Neergaard, Berntsen og flere af de radikale ministre i 1914 havde kendt de liitkenske papirer.

Igennem flere år, men navnlig i samlingen 1907-08, var justitsminister Alberti genstand for voldsomme angreb, uden at der dog fremkom egentlige beviser for sigtelsernes rigtighed. Alberti havde siden 1894 været Christensens nærmeste tilhænger, "den, der bar hans slæb", og Christensen hvis stærke side ikke var menneskekundskab følte sig tiltalt af Albertis effektivitet og hjælpsomhed. Imidlertid måtte angrebene der nu også indirekte blev støttet af grev Frijs, de frikonservatives fører, efterhånden gøre indtryk på Christensen, og han besluttede sig da i sommeren 1908 til at få Alberti ud af regeringen. Da Niels Neergaard i juli blev finansminister gik Alberti af som justitsminister, men blev samtidig udnævnt til gehejmekonferensråd for at manifestere Christensens fortsatte tillid til ham. To måneder forinden havde Christensen som midlertidig finansminister ydet et stort lån af statskassen til Alberti i dennes egenskab af formand for Den sjællandske bondestands sparekasse. Lånet der skulle løbe i fire måneder blev efter ønske af Alberti holdt hemmeligt for alle, også for de andre medlemmer af regeringen.
Efter rekonstruktionen juli 1908 syntes Christensen dog at stå stærkere end nogen sinde. Den jyske skolelærer var nået til ærens top da kongeparret samme sommer aflagde besøg i hans degnebolig i Hee. Men 8.9. kom katastrofen. Albertis afsløring som storforbryder ramte Christensen som et lynnedslag han aldrig siden forvandt. "Min fejl er, at jeg ikke forstod eller troede på at en karakter som Albertis var mulig" skal han have sagt samme aften hos Marie Lassen, og det var der formentlig heller ikke andre i landet der havde. Christensens politiske stilling var dybt rystet, men hans personlige renhed i forhold til bedragerierne var kun få alvorligt i tvivl om. Selv bebrejdede han sig bitterligt sin alt for store tillidsfuldhed. 12.9. offentliggjorde han en henvendelse til sine vælgere der i indhold og formulering er et meget rammende udtryk for Christensens tankegang og personlighed.

Af hensyn til regeringens omdømme i udlandet ønskede Christensen at regeringen skulle forblive indtil rigsdagen trådte sammen i oktober. Imidlertid tog udenrigsminister Fr. Raben-Levetzau alligevel sin afsked og fremtvang derved hele ministeriets afgang. Det var da som midlertidig minister Christensen afgav sin dybt bevægede redegørelse for rigsdagen. 12.10. dannede Neergaard regering uden Christensen men med tilsagn om dennes støtte. Dette tilsagn blev dog uden betydning idet Christensen siden med styrke gik imod Neergaards forslag til forsvarslove, hovedpunktet i ministeriets program. Det udviklede sig til en konflikt om de i Københavns befæstning fremskudte forter hvorunder venstrereformpartiet splittedes i to grupper, den største under Christensen, den anden under Neergaard. Ved valget i maj samme år blev venstre reduceret med mere end en trediedel, og kløften mellem modstandere og tilhængere af forslagene gravedes endnu dybere. Da lovene nu for anden gang blev forkastet i sommeren 1909 indgav Neergaard sin demission, og ministeriet Holstein-Ledreborg blev dannet med Christensen som forsvarsminister med det formål at lade Christensen som de tidligere forslags fornemste modstander finde frem til et nyt.

Christensens udnævnelse til minister vakte forbitrelse i højre; der arrangeredes et protesttog til Amalienborg for at overrække en adresse imod Christensens udnævnelse. Den fik dog et skarpt afvisende svar. Allerede under forhandlingerne forud for regeringsdannelsen i august 1909 var aftalt et kompromis i forsvarssagen mellem de tre venstregrupper hvorefter Christensen relativt let kunne gennemføre forslagene i rigsdagen i oktober. Derefter gik han af som forsvarsminister således som han allerede ved sin tiltræden havde varslet. Kun 10 dage efter faldt ministeriet Holstein og gav plads til det første radikale ministerium. En af denne regerings første handlinger var at gennemføre beslutningen om at rejse rigsretsanklage mod Christensen og Sigurd Berg i forbindelse med Albertisagen, for Christensens vedkommende på grund af lånet til sparekassen og for hans passivitet over for angrebene på Alberti 1907-08. Rigsretsdommen faldt 17.6.1910. Den frifandt Christensen for straf, men udtalte dog at han til en vis grad havde handlet uforsvarligt ved ikke at undersøge de fremsatte anklager mod Alberti.

Inden for sit parti vedblev Christensen dog at indtage førstepladsen. Da de tre venstregrupper 1910 forenede sig til ét parti valgtes Christensen enstemmigt til dets formand. I begyndelsen af 1911 gennemgik han en operation for en farlig underlivssygdom, og helt genvandt han aldrig sit helbred men gennemførte alligevel med sin store viljekraft et stort politisk arbejde i de følgende år. 1912-13 var han således folketingets formand.

Ved dannelsen af ministeriet Berntsen 1910 var Christensen meget aktiv, men selv ønskede han ikke trods opfordringer at indtræde. Han forbeholdt sig en oppositionel holdning til denne regerings hovedsag: grundlovsforslaget. Christensen mente at Berntsens forslag var for omfattende, ville splitte venstre i folketinget ligesom forsvarslovene tidligere havde gjort og siden ville blive standset af landstinget. Han opstillede derfor ligesom han tidligere havde gjort som konseilspræsident "de to tempis politik" hvorefter først folketinget skulle ændres ved indførelse af proportionalvalg. Siden, når tiden var moden dertil, skulle det privilegerede landsting fra 1866-grundloven demokratiseres. Da hans forslag om to tempi ikke fandt tilslutning i partiet opstillede han en række konkrete ændringer til regeringens forslag som han offentliggjorde som et samlet grundlovsforslag i sit ugeskrift "Tiden". Heller ikke dette vandt tilslutning, men flere af dets enkeltheder kom siden ind i grundloven af 1915. I betragtning af at Christensen som helhed var enig i at tiden til grundlovsreformen var inde gjorde han denne reforms gennemførelse unødig vanskelig, viste i denne sag ikke den samme politiske elegance som tidligere. Det var som om et personligt modsætningsforhold til Klaus Berntsen fik Christensen til at glemme at han som formand for partiet ikke kunne modarbejde det samme partis regering. Det var således Christensen der fremtvang ministeriet Berntsens fald efter valget 1913 for at give plads for den radikale regering Zahle. Han holdt Berntsen fast på en udtalelse under valgkampen om at regeringen ville demissionere hvis venstre ikke fik flertal. Der var dog i alle lejre enighed om at den burde blive indtil grundlovssagen var gennemført. Christensen insisterede imidlertid på demission skønt folketinget 17.6.1913 forkastede hans forslag om at godkende regeringens afskedsbegæring.

I de følgende år trådte Christensen tilbage i en mere beskeden position i politik. Som partifører for venstre indtrådte han dog som minister uden portefølje (kontrolminister) i Zahles ministerium 1916-18. Han spillede desuden en fremtrædende rolle i forhandlingerne i Reykjavik med Island 1918 ligesom han var formand for den danske delegation i Grønlandssagen 1924.

Under den stormfulde Påskekrise 1920 holdt Christensen sig så vidt muligt i en tilbageholdende situation idet han stod i en dobbelt stilling. På den ene side var han principielt enig i regeringens holdning i det sønderjyske spørgsmål og ønskede ikke et brud i venstre på denne sag. På den anden side ønskede han regeringens afgang og afholdelse af nye valg, men her var andre, stærkere kræfter samtidig i gang. Kun over for generalstrejken var Christensen uforsonlig, ønskede den om fornødent standset med magt. Efter majvalgets store venstrefremgang var det naturligt at Christensen atter blev regeringsleder, men han afviste kaldelsen med henvisning til sit helbred. Det blev da Niels Neergaard der blev statsminister - men han gjorde det kun på den betingelse at Christensen også indtrådte. Christensen valgte da atter kirkeministeriet. Som minister gennemførte han en ny række vigtige kirkelove der opfyldte gamle punkter på venstres program og fortsatte den demokratisering af kirkeadministrationen som Christensen havde begyndt i 1903. Anledningen til 1922-lovene var nærmest genforeningen med Nordslesvig, men de gik langt videre, således loven om lægmænds adgang til præsteembeder og loven om bispevalg. Efter vedtagelsen af kirkelovene tog Christensen 15.8.1922 sin afsked som minister sådan som han havde bebudet ved sin tiltræden, og han meddelte desuden at han ikke mere ville stille sig til folketinget. 1924 gik Christensen ud af dansk politik. I de følgende år helligede han sig bl.a. ledelsen af Det danske hedeselskab som han var blevet formand for 1921. Selskabet der i en række år havde været stærkt kritiseret navnlig for sin plantagevirksomhed genvandt under Christensens ledelse sin stilling uden at selskabet egentlig ændrede politik eller virksomhed.

Christensen udgav foruden et par kristelige skrifter også erindringsbøgerne Fra min Barndom og Ungdom, 1925 og Ad Kirkesti og Kirkevej, 1928. Desuden udgav han årlige redegørelser for sin virksomhed, Fra Rigsdagen, og 1910-17 ugebladet Tiden.

Christensen var sit slægtleds betydeligste danske politiker, en personlighed af enkle og store linier. Han personificerede kulminationen i dansk landbopolitik, sådan som den gennem mange trængsler nåede at blive den altdominerende faktor i dansk folkestyre for en tid. I denne henseende kom Christensen til at indtage en lignende plads i sit partis historie som Th. Stauning i socialdemokratiets. Men Christensens virke faldt i en periode hvor vandringer fra land til by ændrede Danmark fra et landbo- til et industrisamfund.

Hans politiske liv kom til at falde i to ret skarpt adskilte halvdele, tiden før og efter Alberti-katastrofen 1908. Den første halvdel blev en strålende karriere hvor han uden større modstand kunne udøve sin suveræne beherskelse af det politiske spil. Han havde lært af tidligere venstreføreres fejl og kombinerede denne lærdom med sit medfødte klarsyn, sin tålmodighed og sin jyske fasthed. I den anden fase blev Christensen den hårdt omstridte mand. Modstandernes stadige angreb på ham fik til tider præg af en personlig forfølgelse der fyldte ham med bitterhed og måske i nogen grad slørede hans klarsyn i de sidste år. Da Christensen 1924 trådte ud af politik skrev L.C. Birck om ham at han "hadede Zahle, misundte Neergaard og foragtede Berntsen". Man har i denne bastante udtalelse gode holdepunkter for Christensens politik efter 1908.

Historikere har i eftertiden stået tøvende over for en endelig vurdering af Christensens personlighed og virke. Han var svær at blive klog på for sin samtid såvel som for en eftertid, ikke mindst fordi han modsat flere af sine samtidige partiførere ikke efterlod sig noget privatarkiv. "Kakkelovnen er mit arkiv" erklærede han i sine sidste år og indskærpede at alle hans personlige papirer skulle brændes efter hans død.

Familie

Født i Påbøl, Hoven sogn Ringkøbing amt, død i Hee, begravet sammesteds.

Forældre: gårdejer Mads Christian Christensen (1827-1904) og Karen Jensen (1833-79). Gift 21.11.1879 i Hoven med Karen Kirstine Pedersen, født 1.2.1857 i Sønder Grene, Hoven sogn, død 11.2.1935 i Hee, d. af gårdejer Peder Christensen (1821-83) og Johanne Jensen (1820-88).

Udnævnelser

R. 1902. DM. 1903. K2 1904. K1 1905. S.K. 1905, i diamanter 1920.

Ikonografi

Træsnit af H.C. Olsen, 1899. Litografi af Harald Jensen, 1902. Afbildet på Paul Fischers mal. af stortingsdeputationen 1905 (Varde mus., slottet i Oslo, Fr.borg). Mal. af samme 1906. Karikaturer især i Klods-Hans ca. 1905-22, tegn. hertil af bl.a. Alfred Schmidt og Jensenius (Fr. borg), Axel Nygaard, Sven Brasch og Olaf Gulbransson, og i hæftet "Danmarks Jens Christensen i Karikatur. Blade af en Heltesaga i Udvalg ved Johannes Dam" ca. 1911, med tegn. af nogle af de nævnte samt Valdemar Andersen, Axel Thiess og Rasmus Christiansen. Tegn. af R. Storm Petersen (Kgl.bibl.). Mal. af N.V. Dorph, 1910 (Fr.borg), gentagelse (folketinget). Afbildet på E. Henningsens mal. af rigsretten, 1910, og på H. Vedels mal. 1917 af grundlovsudvalget 1915 (folketinget). Buste af Carl Mortensen, 1922. Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget). Mal. af samme (sst.). Buste af P. Noes, 1926, og af Elo, 1929 (statsministeriet). Mal. af Thorild, 1930. Relief af E. Ølsgaard på mindesten 1933 (Påbøl plantage). Statue af Johs. C. Bjerg ca. 1950 (Ringkøbing). Foto. - Mindesten i Hee 1956 og i Stadil. Mindesamling i Ringkøbing mus.

Bibliografi

Hvorledes jeg blev politiker. Interviews ved Sv. Martin, 1912 22-25. Jens Christian Christensen: Fra min barndom og ungdom, 1925. - Udkast til en slægttavle for Jens Christian Christensen, 1910. N.P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 41-47. Johs. V. Jensen: Nordisk ånd, 1911 93-103. E. Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen, II, 1914 311-60. Erling Stensgård: Jens Christian Christensens eftermæle, 1931. Fred. Nørgaard: Jens Christian Christensen, 1934. Frode Aagaard: Jens Christian Christensen, 1941. Bogen om Jens Christian Christensen, red. Knud Ree, 1941. Bogen om Jens Christian Christensen skrevet af hans venner, 1946. Carl Trock i Dansk teol. t. 1950 159-73. Troels Fink: Spillet om da. neutralitet 1905-09, 1959. Samme: Ustabil balance 1894-1905, 1961. P. Stavnstrup: Politiske profiler, 1962 7-20. Sv. Thorsen: Mennesker i politik, 1962 9-37.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: J.C. Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288276