Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.A. Alberti

Oprindelig forfatter HLars

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.A. Alberti, Peter Adler Alberti, 10.6.1851-14.6.1932, justitsminister. P.A. Alberti blev student fra Borgerdydskolen i København 1868, cand.jur. og fuldmægtig hos faderen 1873, overretssagfører 1876 og højesteretssagfører 1881. Han ansås fra første færd for en hårdhændet forretningsmand og havde ikke noget godt ry som sagfører. I sit hjem havde han tidligt mødt det sjællandske venstres mænd, men politisk var han i sine yngre år indifferent, dog nok med hældning mod højre. Trods en vis uvilje mod ham i Den sjællandske bondestands sparekasses bestyrelse valgtes han 1875 til næstformand, dog uden at blive medlem af bestyrelsen, da han ikke var optaget som tillidsmand i sparekassen. Han var som næstformand faderens medhjælper indtil han fratrådte 1884 under den tilspidsede kamp mellem venstre og højre. 1887 blev det imidlertid tvivlsomt om faderen pga. et slagtilfælde kunne bestride formandskabet, og sparekassens bestyrelse besluttede da "at rette en Opfordring til Formanden om at faa hans Søn, Højesteretssagfører Alberti, paa dennes Ansvar ham adjungeret". Det bifaldt faderen gerne, og selv om der på en ekstraordinær generalforsamling fremkom kraftig kritik af bestyrelsens forslag blev P.A. Alberti dog godkendt som tillidsmand med 197 stemmer mod 50 og derefter valgt til suppleant for faderen. P.A. Alberti selv sagde at han nu så lidt som tidligere tilfredsstillede kravet om at være venstremand og at han ikke bejlede til at blive faderens efterfølger. Alligevel valgtes han efter faderens død 1890 til formand for sparekassen. P.A. Alberti havde i den mellemliggende periode skabt sig en position blandt de sjællandske bønder ved resolut at virkeliggøre ideer, udkastet af sparekassens kontorbestyrer i Roskilde H.J. Dønnergaard. Således oprettede P.A. Alberti 1888 Brandkassen for mindre ejendomsbesiddere på Sjælland og Danske landmænds smøreksportforening der lovede mejerierne den avance grossererne tog ved eksport til England.

Også i sparekassen tog P.A. Alberti initiativ 1888 idet han fik bestyrelsens tilslutning til at give lån i byejendomme, bl.a. i ejendomme i Jægersborggade i København der opførtes af et konsortium hvis sagfører han selv var. Af lånet beholdt han for sig selv 300.000 kr. der tilbagebetaltes i løbet af nogle år, men da kun ved underslæb over for smøreksportforeningen. Hans private økonomi havde længe været dårlig. Omkring 1890 havde han som arveforskud optaget hele sin arv. Fejlslagne forretninger og mest af alt den spillelidenskab der var et hovedtræk i hans karakter var årsag dertil. Fra 1891 spekulerede han i sydafrikanske guldmineaktier, men led næsten konstant tab, og år for år voksede hans underslæb. Dønnergaards kritik af P.A. Albertis regnskab for smøreksportforeningen 1889 vakte en vis mistanke mod P.A. Alberti, men svækkede ikke hans stigende anseelse blandt sjællandske bønder. Hertil bidrog den styrke og autoritet der udstrålede fra hans høje og kraftige skikkelse, hans klare intelligens og det at han var "gamle Albertis" søn. Han rådede egenmægtigt over smøreksportforeningen og næsten lige så egenrådigt over sparekassen hvor tilliden til faderen overførtes til sønnen. Således kunne han aflægge urigtige regnskaber for smøreksportforeningen, lade sparekassen der var foreningens bankforbindelse udbetale mejerierne afregning for leveret smør og når sparekassens årlige regnskab skulle aflægges dække underskuddet ind ved at trække veksler på sine engelske forretningsforbindelser.

Afmatningen i den storpolitiske kamp omkring 1890 passede P.A. Alberti godt, og da Frede Bojsens forhandlende venstre 1891 søgte en modkandidat til Viggo Hørup i Køgekredsen tilbød han sig. Der var betydelige betænkeligheder i partiet ved hans tilbud, men ved valget 1892 var P.A. Alberti opstillet og gik til kamp mod Hørup og Politiken der havde været hans hårdeste angribere. Han udgav under valgkampen sit eget blad i Køgekredsen og startede derefter dagbladet Dannebrog i København. Hovedtemaet i hans valgkamp var "at sætte en Bom for Socialismen", og da højre ikke opstillede i Køge ved dette valg fik P.A. Alberti en del højrestemmer og valgtes med 1257 stemmer mod Hørups 1132. Han repræsenterede derefter kredsen til 1908. P.A. Alberti støttede Bojsens forligspolitik men sprang fra ved forligets vedtagelse 1894. Han fandt nok at det gav venstre for lidt, men afgørende for ham var hans fornemmelse af at forliget ville koste det forhandlende venstre dyrt, og han kunne ikke risikere at blive vraget som formand for Bondestandens sparekasse.

Annonce

1895 tilsluttede P.A. Alberti sig venstrereformpartiet, hvor han i kraft af sin arbejdsevne, sin indsigt og sin kløgt fik en så fremtrædende position – en undtagelse danner en periode i 1897 da han egenrådigt søgte at redde ministeriet Reedtz-Thott – at han som den førende venstrepolitiker på Sjælland var selvskreven til at indtræde i systemskiftets ministerium 1901. Han blev justitsminister og påvirkede i sidste forhandlingsrunde J.C. Christensen så Hørup kom med i ministeriet. Som minister var P.A. Alberti ubureaukratisk og handlekraftig og kunne hurtigt se kernen i en sag, men kunne også være hensynsløs over for personer og sager der mishagede ham. I hans lovgivningsarbejde indgik tre automobillove 1903–08, helligdagsloven 1904, tuberkuloselove og børnelove 1905, oktoberloven om prostitutionens ophævelse og kødkontrollov 1906 og love om kvinders og børns retsstilling 1908. De sidste omfattede han med særlig interesse ud fra en ægte varm følelse for børns kår. Voldsom modstand i mange kredse vakte loven der 1905 indførte prygl som straf for grove voldsforbrydelser. Den var utvivlsomt udtryk for P.A. Albertis personlige opfattelse men også for ønsket om at knytte visse indflydelsesrige kredse til sig. Den øgede endvidere den splid i ministeriet og i venstre som førte til dannelsen af det radikale venstre 1905. Radikale og socialdemokrater angreb kraftigt Alberti for hans konservatisme og han svarede igen med hvasse udtryk for ministeriet J.C. Christensens politik.

Den følelse af utryghed over for P.A. Alberti som havde været baggrunden for mange angreb mod ham i årenes løb og som var blevet berørt over for J.C. Christensen ved regeringsdannelsen i 1901 øgedes stærkt i rigsdagssamlingen 1907–08. Ved folketingets behandling af finansloven oktober 1907 rettede Fr. Borgbjerg,L.V. Birck og Herman Trier heftige angreb mod P.A. Alberti for hans sammenblanding af embedsførelse og private forretninger, og ved landstingets afsluttende behandling af finansloven 24.3.1908 førtes angrebene stærkere frem af Ludvig Bramsen og Edv. Brandes, idet nu også forlydender om at P.A. Alberti havde veksler for millionbeløb løbende i Privatbanken blev inddraget i debatten. Afgørende blev et indlæg fra Mogens Frijs hvis frikonservative gruppe var regeringens støtte i landstinget. Han udtrykte ønsket om at den uhygge der havde bredt sig i det offentlige liv snarest måtte forsvinde. Dermed stod det klart for J.C. Christensen at han måtte udskifte P.A. Alberti som han i god tro havde støttet. P.A. Alberti betingede sig at den længe forhandlede retsreform blev gennemført. Da det var sket og rigsdagen hjemsendt gik han af 24.7.1908. Samtidig blev han gehejmekonferensråd.

Hans bedragerier over for sparekassen var vokset støt. 1905–06 kunne han ikke længere dække sig ind ved vekseltransaktioner og begyndte at sælge ud af sparekassens obligationer. Over for bestyrelse og revisorer fremlagde han falske beviser for at obligationerne lå i depot i Privatbanken. Til juni termin 1908 lånte J.C. Christensen som fungerende finansminister i god tro P.A. Alberti 1,5 mill. kr. af statskassen for at sparekassen kunne undgå et run. Sommeren igennem blev pressens angreb mod P.A. Alberti mere og mere nærgående, navnlig Ove Rodes artikler i Politiken som i begyndelsen af september trængte helt ind til kernen i P.A. Albertis bedragerier. Da tilbagebetaling af lånet i statskassen ikke skete som aftalt krævede statsgældsdirektøren lånet indfriet 8.9. Samme dag meldte P.A. Alberti sig til politiet. 1910 idømtes han 8 års tugthus for bedrageri og falsk. Bondestandens sparekasse havde tabt 14,7 mill. kr., mejerierne under smøreksportforeningen 700.000 kr. for leveret, men ikke afregnet smør, og statskassen 1,5 mill. kr. P.A. Albertis position blandt sjællandske bønder, andelsbevægelsens tillidsforhold som mejerierne overførte på smøreksportforeningen skønt den ikke var noget andelsforetagende, P.A. Albertis usædvanlige evne til at dupere bestyrelser og revisorer, hans autoritet som justitsminister og lemfældighed hos bankmænd og enkelte embedsmænd havde muliggjort hans bedragerier gennem 20 år.

Familie

P.A. Alberti blev født i København (Trin.), døde og er begravet sammesteds (Ass.).
Forældre: prøveprokurator, senere overrets-prokurator, folketingsmand C.C. Alberti (1814–90) og Albertine S.F. Westergaard (1814–1901). Gift 1. gang 6.10.1876 i København (Holmens) med Eugenie Møller, født 24.4.1857 i København (Garn.), død 7.4.1929 sst., d. af grosserer, dampskibsekspeditør Niels Møller (1827–83) og Caroline Nicoline Marie Soelberg (1835–78). Ægteskabet opløst 1898 (hun gift 2. gang med kammersanger Peter Cornelius, 1865–1934). Gift 2. gang 14.6.1906 i København (Frue) med Anna Victoria (Thora) Bendix, f. Sundberg, født 7.4.1863 i Ängelholm, Sverige, (gift 1. gang 1879 med guldsmedemester Michael Christian Jørgensen, 1824–84, gift 2. gang og 4. gang med kapelmusikus Fritz Bendix, 1847–1914), død 14.1.1942 i København, d. af skræddermester Hans Nielsen Sundberg (1832–1908) og Elna (Elise) Nielsdatter (1834–1900). Ægteskabet opløst 1909. – Bror til Sophie Alberti.

Udnævnelser

R. 1902, DM. 1903, K2. 1904. K1. 1906. Gehejmekonferensråd 1908.

Ikonografi

Mal. af Paul Fischer, 1906, og af L. Tuxen, formentlig samme år, forarbejder til samme kunstneres Stortingsdeputationen, 1905 (Varde mus., Fr.borg, slottet i Oslo) og Middag hos Moresco, 1906. Flere karikaturer af fx Alfred Schmidt og Axel Nygaard. Foto.

Bibliografi

Kilder. Ekstraktudskrift af Københavns kriminal- og politirets 7. kriminalkammers protokol i sagen mod P.A. Alberti, 1909–10. Dommen over P.A. Alberti, 1910. Lit. Th. Graae: Alberti, 1908. A. Hvass i Politiken 25.-27.10.1909. M. Rubin: Nogle erindringer, 1914 206–13. Axel Henriques: Ja, tiden går –, 1931 124–30. A. Goll i Berl. tid. 26.11.1931. Fridlev Skrubbeltrang: Den sjællandske bondestands sparekasse 1856–1958, 1959. Preben Dollerup: Brugsforeningerne 1866–1896, 1966. C.C. Clausen i Politiken 15.6.1932. P. Stavnstrup i Dagens nyheder s.d., Berl. tid. s.d. Tage Kaarsted: Ove Rode I-II, 1971-72.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: P.A. Alberti i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285829