Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marcus Gerhard Rosencrone

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Marcus Gerhard Rosencrone, 25.5.1738-5.12.1811, greve, gehejmestatsminister. Født i Bergen, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri k. R. var kommet i Bergens latinskole da faderens død medførte, at han flyttede til en halvbror, Christopher Rosencrone, Nøragergård i Himmerland. 1754–57 læste han ved Sorø akademi og han foretog derefter en længere udenlandsrejse der gik både til Frankrig og Italien og som indebar et længere ophold i Lausanne i Schweiz. Hermed havde R. gennemgået den uddannelse der da var gængs for unge adelige som søgte at forberede sig til statstjeneste og blev 1762 på J. H. E. Bernstorffs foranledning knyttet til tyske kancelli. 1766 sendtes han som legationssekretær til Dresden, og n.å. til Stockholm hvor han fungerede som chargé d'affaires under gesandten Gregers Juels orlov. R. gjorde god fyldest på posten og erhvervede et indgående kendskab til Gustav III og hans udenrigspolitiske planer. R. skulle derefter have været gesandt i Napoli, men 1773 blev han i stedet dansk udsending i Dresden og 1776 forflyttedes han til Berlin hvor han fandt sig godt tilrette og kom i forbindelse med kong Frederik II. R. bedømtes på dette tidspunkt af A. P. Bernstorff som en duelig og pligtopfyldende diplomat uden særlig fremragende evner.

Da A. P. Bernstorff blev afskediget i nov.1780 som leder af departementet for de udenlandske affærer blev R. kaldt hjem for at overtage dennes post. Han blev ikke som sin forgænger medlem af gehejmestatsrådet og han blev ved sin tiltræden forelagt en af O. Høegh-Guldberg udarbejdet instruks for den udenrigspolitiske kurs den egentlige regeringskreds havde udstukket. Der ønskedes et intimt samarbejde med Rusland med det formål at stække eventuelle svenske aggressionsplaner, og samtidig håbede man at kunne gøre Kbh. til stabelplads for den russiske handel. Guldberg, der klart stod som den egentlige leder af udenrigspolitikken, var i direkte kontakt med de danske diplomater, hvad der vanskeliggjorde R.s stilling over for danske og udenlandske diplomater. Med tiden voksede dog R.s faktiske position. Han kunne formentlig fuldt og helt støtte den lagte udenrigspolitiske kurs, og han viste sig loyal over for den snævre kreds af politiske ledere, først og fremmest Guldberg. 1782 optoges han i gehejmestatsrådet, dog uden forpligtelse til at overvære behandlingen af indenrigspolitiske spørgsmål, og rang som statsminister opnåede han først 6.4.1784. R. blev desuden 1782 direktør for skatkammeret og medlem af den ekstraordinære finanskommission, og n.å. indtrådte han i overbankdirektionen, hvad der tilsammen gav ham en stigende indflydelse på den almindelige politiske og finansielt-politiske linje. Nogen særlig statsmandsevne afslørede R. dog hverken som udenrigspolitikkens-leder eller indenrigspolitisk. – 14.4.1784 afskedigedes R. sammen med Guldberg fra alle sine embeder. Han trak sig herefter helt ud af det offentlige liv og helligede sig sine omfattende æstetiske interesser og administrationen af sine efterhånden udstrakte godsejendomme. Fra sin far havde han arvet stamhuset Rosendal ved Hardangerfjorden i Norge, fra 1770 besad han Børglumkloster i Vendsyssel, og 1774 arvede han efter halvbroderen Nøragergård og Testrupgård i Himmerland hvad der tilsammen gjorde ham til en af monarkiets største jordbesiddere. Som godsejer gjorde han sig ikke særlig bemærket, og 1800 afhændede han sine ejendomme i Danmark. 1790 underskrev han de 103 jyske godsejeres protest mod de foregående års landboreformlovgivning.

I Kbh. førte R. og hans hustru et stort og repræsentativt hus i det bernstorffske palæ som han var kommet i besiddelse af 1780. Hjemmet var åbent ikke blot for de stedlige diplomatiske repræsentanter, men også for kunstere og åndslivets folk, og R.s saloner har haft en vis betydning som samlingssted for den "danske" kreds i modsætning til den regerende "tyske" af Bernstorff, Ditlev Reventlow (1712–83) og Heinrich Schimmelmann dominerede kreds. R. var en rundhåndet mæcen, ejede en stor bogsamling og havde omfattende litterære og kunstneriske interesser ud over hvad hans rang og stand krævede som ydre facade. R. efterlod sig ingen livsarvinger, og 1807 skænkede han Det kgl. bibliotek sit store fra svigerfaderen stammende bibliotek. Sammen med hustruen traf han bestemmelse om oprettelsen af Den grevelige Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse der fik både humane og kulturelle opgaver, idet den skulle "lindre uforskyldt trang, bidrage til lykkelige ægteskabers formereise i næringsstanden, understøtte fremstræbende uformuende ungdom, udbrede kultur og videnskabelighed samt opmuntre talenters heldige udvikling". Med de betydelige midler der blev denne stiftelse tillagt, blev der i en lang årrække udført en meget væsentlig kulturel og humanitær indsats. – R. blev 1773 optaget i friherrelig og 1783 i grevelig stand, og han står som type på den sociale mobilitet i 1700-tallet der tager sit udgangspunkt i den økonomisk fremgangsrige borgerliges avancement, her via næste generation, til den egentlige dominerende overklasse. Det store personlige format synes R. ikke at have haft, og det er først og fremmest hans indsats som kunst og videnskabs beskytter og mæcen (R. blev æresmedlem af både det danske og det norske videnskabernes selskab) der har sat sig spor i dansk historie.

Annonce

Familie

Forældre: lektor, konsistorialråd, tit. biskop, sen. stamhusbesidder Edvard Londeman, adlet 1749 med navnet R. (1680–1749, gift 1. gang 1706 med Marie Christine Wielandt, 1683–1721) og Anna Christine Nyegaard (1711–43, gift 1. gang 1730 med biskop i Bergen Marcus Muller, 1681–1731, gift 1. gang med enken Silchenstedt). Gift 28.6.1773 i Kbh. (Frue) med Agnethe Maria Hielmstieme, født 21.7.1752 i Kbh. (Nic), død 3.9.1838 sst. (Petri), d. af sekretær i kancelliet, godsejer Henrik H. (1715–80) og Andrea K. Kiærulf (1730–1806).

Ikonografi

Min. af C. Høyer, 1773 (Rosenborg). Afbildet på tegn. af J. H. W. Haffner af selskab 1781 (sst.). Pastel; af Jens Juel (Rosendal ved Hardanger), efter denne stik af J. F. Clemens, 1812. Malet med hustru af Juel, 1802 (Fr.borg), efter dette kopi 1840. Tegn. ca. 1809–11. Relief af C. Aarsleff udst. 1885.

Bibliografi

Udv. breve, betænkn. og optegn. af J. O.Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936. – [Laur. Engelstoft:] M. G. greve af Rosencrones minde 1812. Clio I, 1813 hft. 2 41–48. Aage Friis: A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 V, 1906. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-I, 1915–30. Eiler Nystrøm: Den grevelige Hielmstierne-Rosencronéske stiftelse, 1925 73–161. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 I, 1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Marcus Gerhard Rosencrone i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296505