Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.V. Bramsnæs

Oprindelige forfattere OBertolt og VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.V. Bramsnæs, Carl Valdemar Bramsnæs, 12.6.1879-29.8.1965, finansminister, nationalbankdirektør. Født i Ågerup, Holbæk amt, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg kgd.). Efter udstået læretid på Holbæk Amts Avis 1898 arbejdede B. som typograf i forskellige sjællandske byer, sidst i Kbh. hvor han 1904–07 var medlem af sin fagforenings bestyrelse. Ind imellem var han et par vintre (1899–1900 og 1900–01) elev på Askov højskole og var ligeledes som håndværkssvend en tur på valsen gennem Mellem- og Sydeuropa. Som typograf begyndte han 1906 at læse, blev student fra kursus København 1908, fortsatte studierne (i nationaløkonomi) mens han ernærede sig som korrektør og journalist til han 1914 blev cand. polit. – Straks derefter blev han assistent i Statistisk departement (sekretær 1919, fuldmægtig 1923) og var her i krigsårene beskæftiget med industritælling, pris- og socialstatistik; tillige var han sekretær i boligkommissionerne af 1916 og 1918. 1921 fik han overdraget et personligt lektorat i socialpolitik ved universitetet. Han skrev i disse år forskellige mindre bøger Taylor-Systemet, 1917, Kapitalens økonomiske System (s.m. P. Zoffmann), 1918 og Sociale Problemer i Nutiden, 1921; han har desuden skrevet flere afhandlinger, bl.a. i National-. økonomisk Tidsskrift. – B. er grundlæggeren af arbejdernes oplysningsbevægelse i Danmark. 1916 overtog han ledelsen af Den socialdemokratiske arbejderskole i Kbh. På hans initiativ nedsatte arbejdernes hovedorganisationer 1922 et fællesudvalg med B. som formand og med den opgave at overveje formerne for et organiseret oplysningsarbejde. Dettes betænkning, væsentlig udarbejdet af B. og den senere sekretær Harald Jensen, førte 1924 til oprettelsen af Arbejdernes Oplysningsforbund med kollektiv tilslutning af de faglige, politiske og kooperative hovedorganisationer. Forbundet for hvilket B. var formand 1924–49 har siden udfoldet en vidtspændende virksomhed ved oprettelse af skoler, kursus, studiekredse, foredragsrækker m.m. – 1909 indvalgtes B. i Frbg. kommunalbestyrelse og var 1919–24 rådmand. April 1918 blev han medlem af landstinget (for 1. landstingskreds) og var i dette ting sit partis ordfører i sager af økonomisk art. Han udtrådte 1939. I den socialdemokatriske regering 1924–26 var B. finansminister. Han gennemførte som sådan en radikal omformning af finanslov og statsregnskab så der nu i højere grad sondres mellem statens drifts- og kapitaludgifter og indførte et virkeligt moderne revisionssystem ved oprettelse af fire hovedrevisorater. -Også på det kooperative område var B. virksom; i årene 1928–29 reorganiserede han den store Arbejdernes Andels-boligforening som han var formand for 1928–38. B. deltog meget i internationalt arbejde i mellemkrigstiden; som medlem af styrelsen for Danmarks interparlamentariske gruppe var han meget aktiv i Den interparlamentariske unions konference- og komitéarbejde; han var med i rigsdagsdelegationen til fredskonferencen i Paris 1919 og var regeringsdelegeret ved den internationale arbejdskonference i Washington s.å. 1922–39 og 1945–59 deltog han i alle Den internationale arbejdsorganisations konferencer og var fra 1931 Danmarks repræsentant i organisationens styrelse, præsident 1933–34 og konferencens præsident 1936. Da Stauning på ny dannede regering april 1929 var B. selvskreven som finansminister ligesom hans position i partiet nu var sådan at han var med i den snævre kreds der forhandlede med det radikale venstre og om regeringens program og sammensætning.

B. blev således ansvarlig for økonomien i de første kriseår. Udtalelser af ham og kongresmanifester fra partiet som han uden tvivl havde indflydelse på synes at vise at han både havde en klar forståelse for moderne konjunkturudlignende politik og selv gik ind for den. I mange retninger blev den førte politik imidlertid af en anden karakter; der ville ganske givet ikke have været politisk mulighed for at føre den nye politik. Resultatet var da også at B. ret hårdhændet gennemførte en balancepolitik – tilmed nedbragte statsgælden. På den anden side lå der en forbrugsud-vidende virkning i at de øgede skatter og afgifter der indgik i kriselovene 1931 og 1932 førte til en overflytning af midler til befolkningsgrupper med en større forbrugskvote. Da det januar 1933 strammede til i kriseforhandlingerne var hovedkravet fra venstre en kronesænkning. Dette var B. en klar modstander af; under de afgørende forhandlinger der førte til Kanslergadeforliget var B. ramt af en hård influenza og kunne ikke være med. Da der i forliget indgik en devaluering meddelte B. Stauning at han ikke ville fortsætte. Det aftaltes dog at B. først skulle gå med udgangen af maj efter at han havde gennemført kronenedskæringens følgelove. Det lykkedes at nolde beslutningen hemmelig således at der ikke blev markeret noget brud i regeringen. B. er i sine erindringer stærkt kritisk over for Kanslergade-forliget og finder det heller ikke politisk nødvendigt som Stauning gjorde det. Selv om B. havde en stor tillid til egne evner var han dog i høj grad vant til regeringens disciplin; om kronenedskæringen var den egentlige grund til hans afgang kan derfor nok være tvivlsomt. Hans overtagelse af en direktørpost i Nationalbanken i direkte fortsættelse af afgangen tyder heller ikke på dette; her måtte han netop leve videre med at administrere kronesænkningens følger. En ikke urimelig forklaring vil være at B. vinteren 1932–33 var leder af den danske delegation der i London forhandlede om en handelsaftale; det voldte ham åbenbart vanskeligheder at gennemføre drsse forhandlinger, og det kan have belastet ham at se frem til fortsat at tage del i den slags arbejde. I Nationalbanken var der 1933 fire ligestillede direktører. Da den nye nationalbanklov 1936 indførte en stilling som førstedirektør blev B. udnævnt i denne stilling som han beklædte til 1949. Som direktør fulgte han i det store og hele de vekslende regeringers politik og har uden tvivl fortsat øvet en væsentlig indflydelse på denne, i hvert fald til 1945. Under regeringskrisen 1942 blev han af alle partier foreslået som statsminister, men sagde nej. Både i direktørtiden og efter fortsatte B. med forskellige offentlige hverv; han var 1933–36 medlem af Folkeforbundets økonomiske kommission og af dets finansielle kommission 1936–39 samt fra 1953 af FNs komité til udarbejdelse af en finansplan for u-landene; 1948–54 var han formand for det nordiske regeringsudvalg for nordisk økonomisk samarbejde. Det sidste lå i forlængelse af hans mangeårige deltagelse i ledelsen af Foreningen Norden (bestyrelsesmedlem 1919–60, fra 1939 fmd.).

Efter forfatterskabet omkring 1920 skrev B. kun mindre afhandlinger. Han mistede dog ikke forbindelsen med faget og var 1937–52 formand for Nationaløkonomisk forening. I sine senere år skrev han den værdifulde afhandling om finanslovene 1894–1949 i "Den danske Rigsdag 1849–1949" V, 1955 og Bikuben i hundrede år, 1957; (B. var medlem af Bikubens tilsynsråd 1949–64). – Fortjenstmedaljen i guld 1943; tildelt Tietgen-medaljen 1952.

Annonce

Familie

Forældre: husmand, skomager Peter Christensen (1851–1934) og Marie Christensen (1853–1935). Navneforandring 28.4.1908. Gift 18.5.1912 i Kbh. (b.v.) med Rigmor Henriette Henriksen, født 6.9.1881 i Ruds Vedby, Holbæk amt, død 14.11.1978, d. af snedker Peter H. (1850–1926) og Emma Lund (1844–1922).

Ikonografi

Karikaturer af Alfred Schmidt, 1924 (Fr.borg), Chr. Hoff, 1924, Jensenius 1926 og 1932. Mal. af Aug. Tørsleff, 1944 (Nationalbanken). Tegn. af Carl Jensen ca. 1946. Mal. af Aksel Jørgensen, 1950 (Arbejdernes oplysningsforbund). Mal. af Axel P. Jensen ca. 1957 (folketinget) og af S. Swane ca. 1958. Tegn. af Otto Christensen, 1959 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

C. V. B.: Min slægts hist., 1963. Samme: Erindringer, 1965. – Svend Thorsen: De danske ministerier 1901–1929, 1972. Vagn Dybdahl m.fl.: Krise i Danmark, 1975. Tage Kaarsted: De danske ministerier 1929–1953, 1977. K. H. Kofoed: Erindringer, 1978. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Bertolt, Vagn Dybdahl: C.V. Bramsnæs i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287534