Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Caspar v. Saldern

Oprindelig forfatter cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Caspar v. Saldern, 11.7.1710-31.10.1786, gottorpsk-russisk diplomat. Født i Åbenrå, død på Schierensee, begravet i Bordesholm k. Som søn af en ikke velstående embedsmand og faderløs som 11-årig måtte v.S. kæmpe med små kår, men familiens forbindelser til den lokale administration gav løfte om at han kunne følge familietraditionen og skabe sig en karriere i den holsten-gottorpske embedsverden. Efter to års jurastudier ved Kiels univ. var han 1735 parat til at begynde og n.å. blev han, med titlen kancelliassessor, amtsforvalter og toldskriver i Neumünster, 1743 tillige amtmand i Bordesholm. Med sin grove og ligefremme form var han en handlekraftig og effektiv embedsmand og tilsyneladende vellidt i befolkningen. Der er dog ingen tvivl om at hans ambitioner gik længere end til ministatens lokaladministration og foreløbig lykkedes det ham at klare sig uden om de farlige intriger der udspillede sig omkring regeringen i Kiel. Han steg i graderne, kancelliråd 1737, overkonsistorialråd 1739, justitsråd 1741 og 1745 etatsråd – derimod kunne det knibe med at få udbetalt gagen til tiden. Imidlertid har han forstået at holde sig skadesløs ved private forretninger idet han 1752 kunne købe godset Schierensee syd for Kiel. Tre år forinden havde han pludselig fået sin afsked som følge af at det parti der beskyttede ham i Kiel havde lidt nederlag.

Selv om drivkraften for v.S. i høj grad var ønsket om personlig vinding og fremgang kan man ikke frakende ham patriotisme. Og fra det øjeblik han kom inden for statspolitikkens område virkede han målbevidst for den opgave der for ham var forudsætningen for "die Ruhe des Nordens", udsoning mellem den danske regering og den holsten-gottorpske hertugslægt. Efter at hertug Carl Peter Ulrich 1742 var blevet russisk, og Adolf Frederik 1743 svensk tronfølger styredes ufravigeligt en kollisionskurs, og v.S. holdt sig til de kræfter der søgte at hindre en krigerisk udvikling, hvilket bl.a. vil sige den tredje arving, statholderen Georg Ludvig. 1761 forlod v.S. i hemmelighed og under falsk navn Holsten og rejste til St. Petersborg i et forsøg på at få indflydelse på storfyrst Peter, hvis snart forventede overtagelse af zartronen sandsynligvis ville udløse krig mod Danmark. Det lykkedes ham hurtigt at skaffe sig indflydelse, i begyndelsen mødt med mistro af den danske chargé d'affaires Gregers Chr. Haxthausen, men allerede det følgende forår omtales han af denne som "vor nye ven". Det var således v.S. der spændte ben for Schack Rantzaus mission i den russiske hovedstad 1762 og derved lagde grunden til dennes livslange dødelige had. Da storfyrsten ved zarinaen Elisabeth I's død s.å. overtog regeringsmagten som Peter III, men kort efter at have indledt felttoget mod Danmark blev afsat og myrdet - og krigen afværgedes – viste det sig at v.S. havde knyttet de rette kontakter. Med rigelige pengemidler fra den danske regering til bestikkelse blev han i de følgende år en betroet rådgiver for Catharina II i det holsten-gottorpske spørgsmål, og 1767 førte forhandlinger i Kbh. til underskrivelse af en foreløbig traktat 22.4. om et mageskifte hvorved det holsten-gottorpske hus fik overdraget Lauenburg og Delmenhorst mod at afstå arvekravet på områderne i Slesvig. Mageskifteforhandlingerne foregik i en atmosfære af politisk spænding og uro. Et antirussisk parti med bl.a. den preussiske gesandt A. H. v. Borcke og officeren Carl Görtz havde påvirket Christian VII til at genindsætte C.-L. de Saint-Germain som præsident for generalkrigsdirektoriet, og under indtryk af faren for at dette parti ville vælte ikke blot forhandlingerne men også udenrigsministeren J. H. E. Bernstorff tilstillede v.S. sammen med den russiske gesandt M. Filosofof Catharina II en dramatisk depeche om forholdene. Den russiske reaktion herpå bevirkede at både Görtz og den franske generalissimus blev tvunget bort. Foruden disse befriede man sig for kongens kabinetssekretær E.-S.-F. Reverdil der netop havde fået foden indenfor ved forberedelsen af de med de militære reformer sammenhængende landboreformer. Som en privat hævn fik v.S. efter forhandlingerne yderligere afskediget dronning Caroline Mathildes overhofmesterinde Louise v. Plessen hvis gemakker på slottet mentes at være samlingssted for modstanderne af den dansk-russiske forståelse. Kongens rejseplaner der bekymrede den danske regering blev kraftigt understøttet af v.S. der foreslog en rejserute med St. Petersborg som mål. Her skulle så det dansk-russiske venskab besegles ved et møde mellem kongen og selvherskerinden over alle russere. v.S. der havde modtaget sin belønning i form af optagelse i den danske grevestand og tildeling af elefantordenen var med i kongens rejsefølge fra Kbh., og efter en strålende tredages fest på Schierensee tiltrådtes rejsen. Kongens helbredstilstand nødvendiggjorde dog at rejsen til St. Petersborg måtte opgives.

De følgende år tilbragte v.S. i russisk tjeneste, bl.a. var han en tid gesandt i Warszawa, men fortsatte i øvrigt arbejdet med at forberede traktatens fuldbyrdelse der efter Catharina IIs ønske først kunne ske når storfyrst Paul blev myndig. Under den Struenseeske periode 1770–72 måtte v.S. føre en sej kamp for at overbevise russerne om at der ikke var nogen ændring i den danske regerings holdning til mageskiftesagen selv om det netop var dens opfattelse at Bernstorff ved sin politik havde bragt landet i for stærk afhængighed af Rusland. Men kort efter J. F. Struensees fald blev forhandlingerne genoptaget, og efter stormfulde møder med den danske forhandler Ditlev Reventlow (1710–80) hvorunder v.S. udfoldede hele sit verbale register af grovheder, skete overdragelsen 16.11.1773 på slottet i Kiel med v.S. – der havde forlangt sig hentet på en dansk fregat – som repræsentant for storfyrst Paul. I betragtning af de vanskeligheder der var forbundet med løsningen af de komplicerede og ømtålelige diplomatiske spørgsmål må man anse v.S. for at være en betydelig politiker, at han ikke var så nøje med midlerne der måtte anvendes var vel en forudsætning for at opgaven kunne lykkes. Økonomisk pressede han alt hvad han kunne ud af sagen, både fra russisk og dansk side. Da opgaven var løst havde man ikke mere brug for ham. Han tilbragte sine sidste år på Schierensee som han lod kostbart udstyre med malerier og kunstgenstande. v.S. var sandsynligvis af tysk bondeslægt, men formåede ved hårdhændet dygtighed at kæmpe sig op til adelig fyrstetjener. Efter hustruens tidlige død havde han engageret en guvernante til sine tre børn, Catharina Margaretha Schnepel med hvem han fik datteren Christina Agatha (1755–1839), officielt benævnt Agatha von Schnell. Da han 1768 opgav forbindelsen med datterens mor flyttede hendes søster Friederikke Amalie Schnepel ind på Schierensee. v.S. skildres som stærkt knyttet til disse der ofte fulgte ham på hans rejser. Billedet af ham sammen med datteren og hendes tante ved tebordet giver sikkert et rigtigt billede af den private v.S., en pater familias, fjernt fra den hensynsløse politiske stræber. – Greve 1768.

Annonce

Familie

Forældre: amtsskriver i Åbenrå, senere amtsforvalter i Neumünster Friedrich v. S. (v. Sallern) (1685–1722) og Anna Maria Kamphøvener (ca. 1690–1775). Gift 18.7.1737 med Catharina Lucia Thiede, døbt 20.2.1720 i Neustadt, begr. 4.5.1742, d. af land-komissær, senere senator Henning Gottfried T. (død 1736) og Catharina Magdalena Jürgensen.

Udnævnelser

Bl. R. 1768.

Ikonografi

Mal. af Vigilius Erichsen formentlig ca. 1768–69 (Schierensee). Afbildet på mal. af H. Buchholtz, 1772 (sst.). Emaljeminiature.

Bibliografi

Kilder. Danske mag. S.r.III, 1893–97 104–15 (depeche til den russ. regering 1767). Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XL, Kiel 1910 499 (brev til A. P. Bernstorff 1786). Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen I, 1916. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. samme I-V, 1927–41 (m. breve i II 444–51). Udv. breve, betænknr og optegn af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jergensen, 1936.

Lit. Walther Stephan i Die Sippe der Nordmark V-VI, Flensb. 1942 76–113 (geneal.). Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 III.2-VI, 1898–1909. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé VI-VI I, 1903–06. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I–III, 1904–13. Samme: Bernstorfferne og Danm. II, 1919. Franz Gundlach i Nordelbingen V, Flensb. 1926 63–91.

Otto Brandt: C. v. S. und die nordeuropsische Politik im Zeitalter Katharinas II, Erlangen 1932 = Erlanger Abhandl. zur mittleren und neueren Gesch. XV. Gottfr. Ernst Hoffmann i Festschr. zum 275-jährigen Bestehen der Christian-Albrechts-Univ. in Kiel, Lpz. 1940 31–47. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972. Carl-Heinrich Seebach: Schierensee, Neumünster 1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Caspar v. Saldern i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298867