Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Viggo Bentzon

Oprindelige forfattere FrDahl og KWaaben
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Viggo Bentzon, 15.8.1861-4.4.1937, jurist. Født i Kbh, død i Kbh., begravet Søllerød kgd. B. blev student 1879 fra Borgerdydskolen på Christianshavn, cand. jur. 1884 og efter en udenlandsrejse 1887–89 hvor han opholdt sig i München, Göttingen, Rom og Oslo, dr. jur. 1890 med afhandlingen Begrebet vis maior i romersk og nordisk Ret med særligt Hensyn til Reders Ansvar for Ladning, 1890. Efter nogle måneders tjeneste som assistent (sekretær) i justitsministeriet blev han 1891 midlertidig docent ved Kbh.s univ. med søretten som særligt undervisningsfag. 1892 udnævntes han til ordinær professor, og han beklædte denne stilling til 1930. Han var i flere perioder medlem af konsistorium, var referendar 1906–10 og rektor 1918–19 og virkede efter sin afgang fra universitetet som censor ved de juridiske eksaminer. Som lærer viste B. betydelige evner, og han havde stor interesse for det juridiske studiums indretning. 1900 foretog han en rejse til Tyskland for at sætte sig ind i studieformer hvorom han s.å. skrev en lang redegørelse i Ugeskr. f. Retsvæsen, og han var stærkt medvirkende ved gennemførelsen af den juridiske studiereform af 1902. B. bevarede i øvrigt sin interesse for studieforhold; hans sidste større arbejde var en meget personligt præget afhandling om juristuddannelsen (Festskr. i Anl. af 200 Aars Dagen for Indførelsen af juridisk Eksamen ved Kbh. Univ., 1936). Som lærer og juridisk forfatter behandlede B. – foruden søretten – den almindelige retslære efter C. Goos og senere civilrettens "1. afdeling" efter J. H. Deuntzer. Både disputatsen og de følgende værker viste de særlige træk ved hans juridiske metode. Han dyrkede ikke begrebskonstruktioner og almindelige grundsætninger men betonede såvel i sin almindelige retslære som i sit arbejde med de enkelte juridiske discipliner at man må have øje for reglernes formål og praktiske grunde. Et retssystem anvendes og udvikles ved et sammenspil mellem de generelle regler og enkelttilfældenes særlige omstændigheder. Det er opgaven både for teori og praksis at finde den rette afvejning mellem på den ene side hensynet til regelmæssighed og sikkerhed i retslivet, på den anden side ønsket om individualisering og konkret retfærdighed. B.s almene synspunkter blev udviklet i de aldrig siden fuldførte værker Almindelig Retslære, 1. hft., 1904 og Retskilderne, 1.-3. hft., 1900–07, samt i universitetsfestskriftet Skøn og Regel, 1914. Med disse skrifter markerede B. på mange måder en nyorientering i forhold til forgængere som F. C. Bornemann og C. Goos; han blev en forløber for den "realistiske retslære" som senere kom til at beherske nordisk retsvidenskab (i Danmark navnlig repræsenteret af Alf Ross). Inden for de enkelte retsdiscipliner som B. beskæftigede sig med udgav han en systematisk fremstilling af Den danske Søret, 1899 og en række værker på person-, familie- og arverettens områder: Den danske Personret, 1897, Personretten, 1916–18, Den danske Arveret, 1910, Den danske Familieret, 1910 og – efter gennemførelsen af de nye familieretlige love -Familieretten I–II, 1924–26. Flere af disse værker kom senere i nye udgaver. Hertil føjer sig en række tidsskriftafhandlinger, navnlig om familieretlige spørgsmål. B. kom til at yde en betydningsfuld indsats som deltager i lovforberedende arbejde, især på sørettens og familierettens områder. 1910 blev han medlem af og 1912 formand for den danske afdeling af de nordiske familieretskommissioner. Hans sikre blik for lovgivningsarbejdets mangfoldige problemer og for deres løsning blev højt værdsat; en svensk kollega i lovsamarbejdet udtalte ved B.s død at han havde "intuitionens nådegave". Af hans virksomhed uden for de nævnte faglige områder skal særlig fremhæves at han fra 1903 og til sin død var formand for Overskyldrådet. – B.s hustru Martha Drachmann B. begyndte, foranlediget af et ophold i Italien 1885–86, et studium af Michelangelos personlighed og kunst. 1908 udgav hun Michelagniolo. Studier over hans erotiske Personlighed og 1912 Michelagniolos ufuldendte Arbejder. Efterladte manuskripter Renaissance-studier, blev udgivet 1913 af J. L. Heiberg. –

Familie

Forældre: landinspektør L. B. (1833–93) og Christine V. Bang (1839–1902). Gift 1. gang 10.6.1887 i Asminderød med kunsthistoriker Martha Drachmann, født 7.2. 1866 i Kbh. (Holmens), død 4.9.1912 i Hornbæk, d. af læge, professor, senere dr. med. A. G. D. (1810–92) og Clara J. Sørensen (1836–95). Gift 2. gang 14.10.1913 i Kbh. (Frederiks) med pianist Karen Emma Hartmann, født 6.1.1882 i Kbh. (Frue), død 13.2.1977 sst., d. af overretssagfører Frederik August H. (1843–1908) og Alice de Dompierre de Jonquiéres (1848–1921). – Far til A. Drachmann B. og Niels Viggo B. Bror til Povl B.

Udnævnelser

R. 1901. DM. 1909. K2 1913. K1 1927. F.M.1.

Annonce

Ikonografi

Karikaturer af Jensenius, 1919 (Fr.borg) og af Piet Hein, 1931. Usign. portrættegn. fra Italien. Buste af V. Gustafson. Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ., nov. 1890 58f. O. A. Borum i Ugeskr. for retsvæsen, 1931 B 209f. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ., nov. 1937 146–52. Henry Ussing m.fl. i Ugeskr. for retsvæsen, 1937 B 137–44. Einar Stenbeck i Svensk juristtidning. Sth. 1937 273–76. Ragnar Knoph i Tidsskr. for rettsvitenskap, Oslo 1938 77–80. Alf Ross: Virkelighed og gyldighed i retslæren, 1934 142–48. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frantz Dahl, Knud Waaben: Viggo Bentzon i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286764