Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Kofod Ancher

Oprindelig forfatter Tamm
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Kofod Ancher, 14 el. 20.6.1710-3.7.1788, jurist. Født i Øster Larsker, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Frue). K. blev student 1726 (Sorø), baccalaureus og alumne på Valkendorfs kollegium 1727, teologisk kandidat 1730 og juridisk kandidat 1738. 1741 fik K. efter konkurrence et juridisk professorat, da der var indtrådt en vakance ved Andreas Höjers død. 1742 modtog han den juridiske doktorgrad på en arveretlig afhandling. 1748 rykkede K. op i det første juridiske professorat og blev samtidig fakultetets dekan og senere flere gange rektor for universitetet, men allerede 1756 fik han under henvisning til sit svagelige helbred tilladelse til at lade sine forelæsninger og embeder besørge ved vikar. K. var 1753 udnævnt til generalauditør ved søetaten, assessor i overadmiralitetsretten og højesteretsassessor, men han voterede kun i begrænset omfang i retten. 1767 gik han af som generalauditør (og assessor), genindtrådte i 1772 men forlod atter stillingen 1776, med bibeholdelse af gagen. 1771 afskedigedes den stærkt optagne K. som højesteretsassessor og blev 1772 ekstraordinær assessor. K. var medlem af en række dømmende og lovforberedende kommissioner, således bl.a. af inkvisitionskommissionen i sagen mod J. F. Struensee og Enevold Brandt 1772 og fra 1743 af den kommission der var nedsat med henblik på en revision af danske lov. K. var forfatter til loven af 1773 om selvejergårdes arv på Bornholm, men kommissionens arbejde blev iøvrigt uden frugt. K. var endvidere med i udarbejdelsen af krigsartikelbrevet for landtjenesten ved søetaten 1756. – K. indtog en vigtig plads i dansk videnskab og åndsliv i 1700-tallet. Hans væsentligste bidrag til dansk retsvidenskab er En dansk Lov-Historie i to bind der udkom 1769 og 1776, uden tvivl det betydeligste danske juridiske værk fra 1700-tallet. Det er som grundlægger af studiet af den danske retshistorie, at K. gjorde sin banebrydende indsats. K.s lovhistorie er ikke bygget op som en systematisk fremstilling af den danske retshistorie, men fremtræder som en samling afhandlinger, til dels i kronologisk rækkefølge om retshistoriske emner, idet han indledte med Harald Blåtands love og førte fremstillingen frem til Christoffer af Bayern. Som formålet med studiet af lovhistorien anførte K., at kendskab til lovenes historie var nødvendigt for at forstå dem rigtigt, eller i tidens sprog for at trænge ind i lovenes ånd. K. stod herved under indflydelse af Montesquieu, der kort forinden i De l'Esprit des Lois havde påvist nødvendigheden af at kende de konkrete omstændigheder der var bestemmende for lovenes udformning, ikke blot for at forstå lovene, men også for at kunne give rigtige love. Også i så henseende var K. påvirket af Montesquieu, idet han tillige anså kendskabet til retsudviklingen for nødvendigt som led i de studier der måtte kræves af den, der dyrkede hvad man kaldte lovgivningskunsten, altså søgte at reformere lovgivningen og udarbejde nye love. De forarbejder K. kunne bygge på ved fremstillingen af den danske retshistorie var få. Han bearbejdede et stort kildemateriale efter en metode og med en kritisk sans der, skønt senere forskning har kunnet korrigere en række af hans resultater, under hensyn til den tid han levede i må betragtes som en meget betydelig præstation. K.s tidligste latinske afhandlinger er i forhold til hovedværket af mere begrænset retsvidenskabelig interesse. Det gælder hans afhandlinger om forældelse (1740), arv (1742), syvende mand (1744) og om modsætninger i lovene (1750–51). I et latinsk skrift fra 1756, De indole juris privati pro habitu imperii Danico-Norvegici I forsvarede K., ligesom Ludvig Holberg i nogle af sine epistler, den danske enevælde imod at blive karakteriseret som et despoti, hvilket kunne blive en følge af at sammenholde den danske forfatning med Montesquieus inddeling af regeringsformerne. Et nyttigt værk var K.s første danske skrift, en studievejledning for juridiske studerende der udkom 1755 og i anden udgave som Anviisning for en Dansk Jurist, 1777 som giver et fyldigt overblik over datidens retsvidenskab, kravene til juridiske kandidater og K.s opfattelse af det juridiske studiums mål og midler. Lignende problemer kom K. med modsat fortegn ind på i et lille ironisk skrift Et Brev til Ingen, om Intet i Lov og Ret, 1764 hvor han viste sig mere skeptisk med hensyn til det juridiske studiums værdi i en spøgefuld form, som han også gav eksempel på i sit forsvar for poetiske jurister som fortale til Tøger Reenbergs Poetiske Skrifter (1769). 1765 udsendte K. en lille praktisk vejledning i beregning af slægtskabsgrader og i 1779 som den første i sin genre en samling af responsa, han havde afgivet som medlem af fakultetet. Til hans retshistoriske forfatterskab hører den kritiske udgave af Jyske lov 1783, Den jydske Lovbog paa gammel Dansk, med forskiellige Læsninger, latinsk Oversættelse, Anmerkninger og Forklaringer, til dels Dansk Lehns Ret, 1777 (også i tysk oversættelse) samt afhandlingen Om gamle danske Gilder, 1780. K.s forfatterskab omfatter desuden en række fortaler til andres værker, hvoraf især hans fortale til John Arnesens bog om den islandske rettergang indeholder en udforlig redegørelse for hans syn på retshistoriens nytte. I andre fortaler og i et par mindre skrifter fra sine sidste år kom K. tillige ind på filosofiske, økonomiske og religiøse spørgsmål. Også en juridisk disputats der fremtræder som forfattet af en J. F. Bruns (1750) er i virkeligheden K.s værk; det eneste eksempel fra 1700-tallet på, at en juridisk disputats ikke er forfattet af doktoranden selv. De vigtigste af K.s værker blev udgivet 1807–11 som K.s Samlede juridiske Skrifter med kommentarer af J. F. W. Schlegel og Rasmus Nyerup. K.s deltagelse i arbejdet med revisionen af danske lov førte ikke til afslutning på dette kommissionsarbejde der strakte sig over en lang række år. Hans plan for arbejdet, der snart gik helt i stå, blev senere trykt i Astræa V (1805). Kataloget over K.s store efterladte bogsamling er bevaret og bekræfter indtrykket af et omfattende kendskab til samtidig dansk og ikke mindst udenlandsk retslitteratur. - Medlem af Videnskabernes selskab 1750. – Justitsråd 1753. Etatsråd 1770. Konferensråd 1774.

Familie

Forældre: sognepræst Jørgen Ancher (1673–1718) og Johanne Kofod (ca. 1679–1762, gift 2. gang 1720 med garnisonskirurg Peter Langhorn, 1668–1733). Gift 1. gang 7.9.1742 i Maribo med Sophie Amalia Bildsøe, født ca. 1715, begr. 14.10.1746 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst i Kettinge og Bregninge Lorents B. (1666–1736) og Anna Sophie Lundt (død 1749). Gift 2. gang 17.11.1751 i Kbh. (Frue) med Johanne Maria Sevel, født 13.10.1725 i Asminderød, død 17.12.1788 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst Johannes Justus S. (1694–1728) og Anna Beate Dreyer (1691–1771) – Far til Lorents Ancher.

Ikonografi

Afbildet på stik af J. og M. Haas af Struensees forhør 1772. Stik af Meno Haas, 1783. Mal. af G. Fuchs, 1787 (højesteret). Mal., if. traditionen kopi efter J. Juel. Radering af Friedrich, 1792, efter denne træsnit af H. P. Hansen. Træsnit af samme 1879.

Annonce

Bibliografi

Saml. juridiske skr. I-III, 1807–11. – Breve i Danske saml. 1, 1865–66 102–08. -[Jacob Baden:] Memoriam P. K. A., 1788. J. H. Bärens' fortale til K. A.: Dänisches Lehns-Recht, 1788 XIII-CX. Samme i Juridisk lommebog 1795 99–102. Frantz Dahl i Festskr. i anledn. af tohundrede års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Kbh.s univ., udg. E. Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936 125–31 503f. Højesteret 1661–1961 II, 1961. - Breve til K. A. i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: Peder Kofod Ancher i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292817