Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Busch-Jensen

Oprindelig forfatter TKaa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Busch-Jensen, Niels Christian Frederik Busch-Jensen, 21.9.1886-7.2.1987, jurist, politiker. B.-J. er født i Sundby på Amager. Hans far var af uddannelse maskinist, medstifter af Maskinmesterforeningen og en tid dens formand. Han blev senere bestyrer af en familieejet galvaniseringsfabrik, og B.-J. voksede op i et velsitueret hjem med en mor der forstod at stimulere det velbegavede barn. B.-J. bestod 1901 præliminæreksamen og derpå adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt. Her bestod han første del af civilingeniøreksamen, men mistede derpå lysten til denne uddannelse hvorfor han i 1904 supplerede sin polytekniske adgangseksamen med studentereksamen (privatist). Hans hu stod til juraen, men han var i det hele alsidigt kulturelt interesseret; han søgte således ikke blot Harald Høffding, men også Kr. Sandfeld, Raphael Meyer og Kristoffer Nyrop. Han lærte sig stenografi. - Sin bedste juridiske manuduktion fik han hos sin senere politiske hovedmodstander Svenning Rytter. B.-J. blev cand. jur. 1911 og fik derpå fuldmagt i det ansete københavnske sagførerfirma Siesbye og Simonsen hvor han allerede havde været studentermedhjælp. I studietiden havde han også virket i Studentersamfundets retshjælp. Partipolitisk var B.-J. endnu uden fast ståsted, men virksomheden i retshjælpen gav ham et indblik i fattigfolks vilkår og dermed et socialt engagement. 1918 deltog han for første gang i et valg og stemte radikalt for at støtte det efter hans mening dygtige krigstidsministerium. 1920 stemte han uden dybtgående overvejelser men som et led i en proces der føltes naturlig, på socialdemokratiet, og dér forblev han. Samme år var han blevet ansat som sekretær for Sagførersamfundet. Som dettes administrative leder lagde han vægt på ikke at tilkendegive noget partipolitisk tilhørsforhold, og han ophørte også ved Studentersamfundets retshjælp.

Gennem overretssagfører Wreschner fik B.-J. fra 1933 forbindelse med jødiske flygtninge fra Tyskland og også med tyske kommunistiske og socialdemokatiske politikere der søgte til Danmark. Han fik derved et førstehåndskendskab til nazismens uvæsen. Modstandslederen Frode Jakobsen optog efter 9. april 1940 kontakt med B.-J. der straks tilsluttede sig Dansk studiering fra dens legale begyndelse og gik med over i dens illegale fortsættelse, Ringen. Herved blev han frihedsrådets kronjurist. Han var forfatter af de juridiske afsnit i frihedsrådets pjece: Naar Danmark atter er frit, og han indtrådte ligeledes i frihedsrådets lovudvalg til forberedelse af retsopgøret. I modsætning til de fleste andre af modstandsbevægelsens folk var B.-J. en moden mand, ja, med sine 58 år 1944 næsten dens alderspræsident. Uden at være overvættes flittig endsige en raffineret jurist forbandt han, der er et hurtigt hoved, stor indsigt i sociale og retlige problemer med sund sans, komplet uimponerethed og politisk tæft. Det sidste kunne være noget af en mangelvare hos en del af modstandslederne. Han var imod for fantasifulde planer. Modstandsbevægelsen og politikerne kunne dog mødes i ønsket om at undgå "de lange knives nat". Fra første færd krævede frihedsrådets jurister at straffelovstillægget fik tilbagevirkende kraft. Det er siden blevet fremført at dette i virkeligheden skulle være grundlovsstridigt eller i al fald udemokratisk, men heroverfor er indvendt at den danske grundlov - modsat andre forfatninger -bevidst har undladt at forbyde love med tilbagevirkende kraft netop for at kunne bruge dette instrument. Det er videre anført at besættelsesmagtens tilstedeværelse hindrede straffelovsændringer hvorfor disse først kunne gennemføres efter krigen. For B.-J. var det afgørende at det strafbares område ikke blev udvidet, idet den gældende straffelov udtrykkelig muliggjorde straf når der var krig eller truende udsigt dertil. Straffelovstillægget foretog da kun nogle nødvendige præciseringer. Den tilbagevirkende kraft skulle ifølge frihedsrådets ønsk'e regnes endog fra før 9. april 1940, fra hvilken dato frihedsrådet hævdede at der forelå krigstilstand. Navnlig kommunisterne ønskede særdomstole fordi de efter kommunistloven af 1941 nærede mistillid til de almindelige domstole. B.-J. var skeptisk over for denne tanke som han forventede ville blive mødt med modstand blandt jurister og som i øvrigt ville være vanskelig at administrere. Dødsstraf var ikke oprindelig krævet af modstandsbevægelsen, men efterhånden som krigen skred frem og tyskerne og deres håndlangeres fremfærd i Danmark - specielt i den politiløse tid - blev stadig mere grusom, fandt man det nødvendigt at foreslå dødsstraf for de groveste forbrydelser for at. undgå selvtægt. Man måtte regne med en god portion hævntørst hos mange modstandsfolk, og den var det bedst at få kanaliseret. Af samme grund satte man minimumsstraffen til fire år, om end heller ikke modstandsbevægelsens ledere havde regnet med at denne skulle omfatte så mange som tilfældet blev. - B.-J.s ledetråd for efterkrigsudviklingen var i øvrigt at vi alle skulle leve sammen. Han var derfor som Frode Jakobsen imod, at modstandsbevægelsen optrådte som politisk parti. Men han var også klar over at de politiske partier måtte holdes til ilden når først tyskerne havde kapituleret. Den bedste måde på hvilken dette kunne ske var efter B.-J.s mening at etablere en samlingsregering med lige mange politikere og modstandsmænd, en tanke Frode Jakobsen accepterede. - Efter kapitulationen antog politikerne med uvæsentlige ændringer frihedsrådets forslag om straffelovstillægget, men i landstingsudvalget gjorde tidl. justitsminister Aage Rytter så mange ophævelser, at B.-J. måtte have statsminister Vilhelm Buhls bistand for at få forslaget igennem. Det var B.-J.s opfattelse at der i sommeren 1945 forelå en revolutionslignende tilstand, og at vi derfor slap godt igennem interneringer, fængslinger og de første relativt strenge straffe. Menneskeliv blev reddet. Opgøret med de såkaldte værnemagere ønskede B.-J. ikke at have med at gøre da arbejdet med de almindelige landssvigere gav ham fuldt op at gøre. Megen sund sans og mod viste B.-J. da modstandsfolk 20.7.1945 besatte Vestre fængsel fordi de fandt at politi og fængselspersonale, behandlede de indsatte for godt. Det lykkedes B.-J. under personlig risiko at få tilvejebragt en aflastning af denne ikke ufarlige situation.

Forud for valget oktober 1945 fik B.-J., hvis partipolitiske ståsted var ubekendt, tilbud om opstilling fra såvel venstre og det konservative folkeparti som socialdemokratiet, og han opstilledes og valgtes for det sidste parti i Viborgkredsen, hvilket dog først blev muligt efter at Hedtoft og Buhl havde lagt sig i selen for at undgå at en lokal kandidat blev foretrukket.

Annonce

B.-J. afgik med den øvrige regering, men blev påny justitsminister da Hans Hedtoft dannede regering 1947. I denne periode udfoldede han ikke store initiativer. Ikke uvæsentlig var dog 15.2.1950 nedsættelsen af den permanente straffelovskommissionjder løbende kunne fremkomme med forslag om justering af straffeloven. Meget besvær havde B.-J. af den såkaldte "Edderkopsag" der viste at en del politifolk havde været' indblandet i efterkrigskriminalitet. -Som minister fældedes B.-J. februar 1950 af kommunisterne Aksel Larsen og tidl. statsadvokat Carl (Madsen (B.-J.s ungdoms- og krigstidsven, som han havde måttet afskedige året før for kørsel i en patologisk rus). De fik under en bagvaskelsessag vedr. entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kiers forhold under krigen kastet det skær over B.-J. at han som vidne i retten løj. B.-J. havde hverken energi eller psyke til at imødegå den kampagne der fra forskellig side rejstes mod harri. Da de konservative derfor lod forstå at de ville stille mistillidsvotum til B.-J. fratrådte han 25.2.1950, skuffet, men lettet over at have sluppet et brydsomt hverv. Han var da 63 år og fortsatte i folketinget til april 1953 hvorefter han sad i landstinget til dettes afskaffelse i september s.å. - B.-J. var ikke nogen typisk politiker. Han besad ikke noget stærkt partisind, og selv om han nok kunne gennemskue parlamentariske manøvrer og taktiske spil, var det kun med ulyst han deltog deri. Han kom ind i politik ad en bagdør, modstandsbevægelsen, og han forlod den ad samme vej med et æselspark fra gamle medkæmpere, hvad han med filosofisk ro affandt sig med. B.-J.s blivende indsats er hans forberedelse af retsopgøret og administrative ledelse af dets første fase. Han viste her både mådehold og realitetssans.

Familie

Niels Busch-Jensen blev født i København; begravet på Vestre kirkegård, fællesgrav, København.

Forældre: maskinmester, senere fabrikbestyrer Lars Mathiesen Jensen (1852-1916) og Christiane Sophie Busch (1855-1929). Navneforandring (bindestreg) 11.10.1943. Gift 25.3.1914 i Kbh. med civilingeniør Ingeborg Jensen, født 27.2.1890 i Kbh., død 18.2.1990, d. af fabrikant Johan Christian J. (1845-1914) og Louise Emilie Marie Lundberg (1851-1935).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

N. B.-J. i Vestkysten 5.5.1970. - Kr. Asbæk i Berl. tid. 21.9.1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tage Kaarsted: Niels Busch-Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287960